Privatlivet i et glasbur

Det skete igen i sidste uge: Facebook lancerede endnu en ny version, og endnu en gang lykkedes det for Marc Zuckerbergs sociale ingeniører at designe netværket, så vi let og ubeværet deler mere af os selv: Hvad laver du, hvad læser du, hvad lytter du til lige nu? Og endnu en gang stod alle de bekymrede frem og talte om selvudlevering, om Facebooks evne til at konvertere dit liv til egen profit og om tabet af privatliv.

Jeff Jarvis var ikke en af de bekymrede. Med en journalistisk karriere, der startede som anmelder på en af USA største publikationer, TV Guide, kom Jarvis sent i sit livsforløb til internettet. Men i løbet af få år har han gjort sig til en af den ny tids helt store apologeter. Hvor andre har gjort bekymring til deres levevej, har Jarvis gjort en ukuelig tro på alt det nyes lyksalighed til sin.

Han er en af de hyppigste — og dyreste — talere på snart sagt alle konferencer verden over, der har blot det mindste med internettet at gøre. Hvor andre ser Google som et bekymrende næsten-monopol i vidensamfundet, ser Jarvis svaret på fremtidens udfordring. Hans første bog hed ganske enkelt: What would Google do? Sammen med Sørine Gotfredsen ville Jarvis udgøre det perfekte journalistiske setup til en debat i Deadline: Den bekymrede og den begejstrede, begge nådigt uberørte af virkelighedens gråtonede tyranni.

Sørine ville fnyse over Jeffs ekshibitionisme. Da Jarvis i 2009 fik konstateret prostatakræft, gjorde han det til et offentligt anliggende. Intet var for stort og intet for småt til at dele. Det var på Twitter, at hans venner og bekendte hørte om sygdommen. Det var på Twitter, han fortalte den brede offentlighed om den heraf følgende impotens — og gjorde sig munter over sin egen ulykke og Viagraens manglende virkning: »Åh hvor jeg dog hader deres advarsel om fire timer lange erektioner.« Jarvis beskriver oplevelsen i sin nye bog Public Parts.

Intet privatliv

Som repræsentant for den nye tid har han talt til kredsen af verdens magtfulde på World Economic Forum i Davos — og også her har han med Twitter og et lille videokamera gjort offentlighed til sit anliggende. Afslører man de magtfulde ved at tænde for et kamera, eller trækker hemmelighederne blot diskret ud af rampelyset? Skaber man transparens ved at formidle alt, hvad man observerer? Jarvis forsøger ihærdigt og har indtil videre skrevet godt 26.000 tweets.

Anliggendet for Public Parts er at beskrive det, der vindes, når grænsen mellem det offentlige og det private forskydes. Hvor andre ser ekshibitionisme, ser Jarvis generøsitet. Han ser mennesker, der deler deres indsigt og viden, reflekterer over hændelser, som rammer andre end dem selv — eller som i Jarvis' eget tilfælde: bryder tabuer i forbindelse med sygdom.

Hvor privatliv i dag debatteres som en rettighed, er ordets etymologiske betydning en anden: At være berøvet retten til at deltage i det offentlige liv som et fuldt og helt medlem. Privatliv drejer sig ikke om en eksklusion fra fællesskabet, men om retten til at stille sig uden for. I Den Europæiske Menneskerettighedskonvention hedder det således: »Enhver har ret til respekt for sit privatliv og familieliv, sit hjem og sin korrespondance.«

Det er her Jarvis tager sit afsæt:

»Det hedder sig i dag, at privatlivet er dødt. Internettet sårede det. Facebook dræbte det. I 1999 sagde direktøren for Sun, Scott McNealy, meget rammende: 'Du har alligevel intet privatliv. Accepter det.' Men som vi har set, mangler privatlivet ikke fortalere. Privatlivet er langtfra dødt. Jeg tror, vi risikerer at få mere lovgivning om privatlivet, som vil påvirke en større del af vores liv, end nogensinde før — og ikke blot i den digitale sfære.«

Det er forholdsvist let at skabe konsensus om privatlivets fred som et gode, men langt sværere at trække grænsen for det private i praksis. Betyder retten til privatliv, at du ikke bør dele dine tanker med venner på eksempelvis Facebook? Eller betyder det, at Facebook ikke må vidergive dine tanker til anden selv om du har delt dem? Eller at eksempelvis din chef ikke må bruge den viden, han får om dig — eksempelvis det foto, hvor du ligger på stranden, den dag du formelt var syg? Kulturpessimisterne vælger som regel det første svar: At du skal holde op med at kvidre. Privatlivsfortalerne vælger som regel det andet svar: At Facebook bærer ansvaret.

Jarvis vælger det tredie: Det drejer sig om at regulere det, man må bruge sin viden til. Han beskriver det med en parallel: Hvis en sort kvinde dukker op på dit kontor og søger om et job, kan du ikke undgå at bemærke at hun er både sort og kvinde. Men det ville være ulovligt at diskriminere hende for såvel race som køn. Spørgsmålet for Jarvis er grundlæggende set, hvornår dit omvandrende privatliv, bliver til andre menneskers begrænsning.

Mit hus er mit ...

Det er en udbredt opfattelse at især nutidens teenagere er vokset op uden fornemmelse for grænsen mellem det offentlige og det private. For en ældre generation fremstår det upassende og uklogt at lægge så stor en del af sit liv til beskuelse på Facebook, Twitter og YouTube. De bekymrer sig for konsekvenserne — om de pinlige billeder, som teenagerne deler på Facebook, og om den alt for private samtale, som føres foran fremmede. Men den skepsis er mindst lige så unuanceret som Jarvis' begejstring. Unge har en endog meget præcis opfattelse af privatliv. De er muligvis ikke så optaget af, hvad helt fremmede kan læse om dem, men de er meget optaget af deres privatliv i forhold til forældre, skole og myndigheder. Det er Danah Boyds hovedpointe i artiklen Social Privacy in Networked Publics. Boyd er seniorforsker hos Microsoft Research og har lavet et af de mest omfattende studier af unges brug af sociale medier og af deres opfattelse af grænsen mellem det private og det offentlige.

Privatliv er en social norm, som kun besværligt lader sig beskrive, og det bliver åbenlyst i generationskonflikten. Hvor voksne mennekser i høj grad identificerer privatliv med deres eget hjem, er det ifølge Boyd lige omvendt for deres børn: Hjemme er det sted hvor man er overvåget, hvor forældre læser med over skuldrene og snager i skabe. Derfor har unge en udviklet forståelse for de redskaber og strateger, der skal til for at sikre deres privatliv. Mange af de unge, som Boyd har interviewet, identificerer ikke hjemmet, men derforimod fraværet af forældre, med privatliv. Eller sagt på en anden måde: For de unge handler det i højere grad om kontrol i sociale situationer end om hvilken information, de deler med andre. Derfor opsøger de social aktivitet på netop Facebook, fordi det i mindre grad er er styret af voksne end de fysiske rammer, som de ellers kunne mødes i.

Det er ikke ekshibitionisme, men tværtimod et udtalt behov for privatliv, der driver de unge til Facebook.