Læsetid: 6 min.

Regnedrenge leder slaget i det skjulte

Finansministeriet er landets mest magtfulde knudepunkt - her bliver ideer fromet og topchefer udklækket. Regnedrene svinger taktstokken skjult for offentligheden. Nye krav til statens chefer er imidlertid begyndt at stække Finansministeriet
22. oktober 2011

Månedens mest forhadte stykke tekst er regeringsgrundlaget. Det skyldes Margrethe Vestager og de radikale, som i flere kommentatorers øjne har støvsuget dokumentet for venstrefløjens varemærker som millionærskat og en forlænget dagpengeperiode.

Men selv om de radikales forhandlingssnilde har påvirket regeringsudspillet, er embedsværkets betydning blevet overset i analyserne af den nye regering. Det er en fejllæsning, for regeringens linje er i stor stil præget af den logik, der i mange år er skabt i Finansministeriet.

Flere af regeringens departementschefer er oplært herfra, ligesom også Margrethe Vestager var ansat i ministeriet som fuldmægtig i 90'erne. Hver og en har de vandret frem og tilbage på terrazzofliserne på Stengangen, alle er de rundet af regnekulturen og har opfattet sig selv som en af budgetbisserne på Slotsholmen.

»Man kan tydeligt se, at regeringsgrundlaget ikke bare er kommet i stand efter nogle brydekampe mellem R, SF og S. Nu begynder pragmatismen og Finansministeriets styringslogik at skylle ind over de menige ministre som en tsunami. Der ligger meget embedsmandstænkning til grund for dokumentet, fordi det er en særlig økonomisk logik, der står både på og mellem linjerne. De Radikale har fået et kæmpe fingeraftryk, men hovedsageligt har Finansministeriets tænkning sat sig på hele dokumentet,« siger kommentator og forfatter Peter Mose, der sammen med journalist Susanne Hegelund tidligere på året udsendte bogen Javel, Hr. Minister, der beskriver topembedsværket.

Denne tænkning handler om, at statens embedsmænd skal kunne tale i regneark, hvis de vil opnå indflydelse. De skal ikke lave budgetter i kroner og øre, men derimod koble sig til den jargon og tænkemåde, der findes i Finansministeriet. Det giver troværdighed, og det har regeringen indset i sit grundlag.

»Du har en regering, som har en stærk interesse i at have et produkt, der udstråler økonomisk ansvarlighed,« siger professor Lotte Jensen på CBS, der har skrevet bøger om Finansministeriet.

For meget magt

I Den røde Bygning, som Finansministeriet kaldes, har man endnu ikke nået at indramme billedet af den foregående finansminister Claus Hjort Frederiksen og hængt ham op i rækken af de andre eksministre.

Gangene er tomme ligesom gårdhaven, hvor en vandstråle fra en fontæne bryder tavsheden. Ellers sidder ministeriets ansatte rundt i højloftede kontorer og kigger stille og vagtsomt ind i deres computerskærme.

Menneskeforladt er også Finansministeriets knudepunkt, Rentekammersalen, hvor der præsenteres finanslove og holdes møder. Tilbage står rummets loftsmaleri med motivet af en gudinde, der sidder på en jordkugle pegende ud til siden og udtrykker et guddommeligt forsyn.

Det er ikke uden grund, at dette ministerium i dag er så indflydelsesrigt. Blandt de 20 departementschefer, der skal lede den nye regering, har syv baggrund i Finansministeriet. Og hvor det engang var juristerne fra Justitsministeriet, der kunne se frem til at blive rekrutteret til højt betroede stillinger i statsapparatet, har samme privilegium de seneste årtier været forbeholdt regnedrengene fra Finansministeriet.

»Finansministeriet er mægtigt, og dets folk sidder med til alle forhandlinger. De er ikke nødvendigvis dygtigere end andre, men de er utroligt synlige i det politiske apparat, og derfor falder de i øjnene, når en fagminister skal rekruttere en ny departementschef,« forklarer professor Jørgen Grønnegaard Christensen ved Aarhus Universitet.

Allerede inden valget kritiserede den netop pensionerede politiske kommentator Kaare R. Skou Finansministeriets rolle.

»Finansministeriet har fået for meget magt. De enkelte fagministre har i dag meget lidt at skulle have sagt, finansministeren lægger entydigt rammerne,« sagde han.

Denne fremskudte magtposition er alment kendt og forbandet på Slotsholmen. Efter sigende skulle den tidligere forsvarsminister Søren Gade have placeret en legetøjskanon, der pegede mod Finansministeriet, i sit vindue ud til kanalen. Og i dag ved embedsmænd og politikere, at de må mestre et særligt sprog, hvis de vil undgå, at Finansministeriets unge regnedrenge i lyseblå skjorter jokker henover politiske forslag og affejer dem som ufinansierede.

»Selv om økonomer meget gerne vil have det til at se sådan ud, så er økonomi jo ikke en eksakt videnskab. Og derfor vil folkestyret have godt af, at der er mere end én instans, der fremligger økonomiske analyser af samfundsudviklingen. Jeg savner en konkurrent til Finansministeriet,« lød det fra den tidligere TV 2-journalist.

Hans ønske er for længst blevet indfriet, og Margrethe Vestager har nu i et par uger haft et magtfuldt og stort økonomi- og indenrigsministerium under sig. Ingen betvivler, at det vil udfordre den magt, som Finansministeriet i to årtier har bygget op. Men reelt vil statens embedsmænd stadig skue mod Finansministeriet, når afgørende beslutninger skal træffes.

Et regeringsskifte kickstarter ikke revolutioner i embedsværket, men over længere tid kan der ske forskydninger.

Ny ilt til økosystemet

Netop en stilfærdig, men ikke desto mindre vigtig forandring, sker for tiden i departementerne. Hvor departementscheferne tidligere var en del af det samme karrierenetværk, måske allerede havde mødt hinanden på studiet, haft de samme kærester, drukket den samme hvidvin og spist den samme sushi, er der et nybrud i gang for tiden. Finansministeriets rolle som magtfuldt netværk er udfordret af en bredere udluftning i centraladministrationen.

For de øverste chefer rekrutteres i dag andre steder end tidligere. Både Jesper Fisker, ny departementschef i Ministeriet for Børn og Undervisning, og Jesper Zwisler, departementschef i Social- og Integrationsministeriet, er begge forhenværende kommunaldirektører.

»Det er vældig godt at få nogen ind, der har været ude i forreste led i den kommunale sektor, hvor man jo mærker konsekvensen af beslutningerne i Folketinget og centraladministrationen. De har et andet virkelighedsbillede,« siger Peter Mose og uddyber:

»Topembedsværket er et økosystem. Og økosystemer kan jo være i god balance, men nogle gange har de jo godt af at blive forstyrret. Men der sker en positiv forstyrrelse af systemet for tiden. Det giver ilt og er vældig sundt,« siger han.

Reelt betyder det, at magtens maskinrum ikke længere kun er befolket af jurister, økonomer og cand.scient.pol'er, der kun kender til påbud og planer, som resten af landet skal følge, men også er et embedsværk, der har skullet manøvrere imellem slunkne kommunekasser og krævende lokale ildsjæle. Det giver en smidighed og et helhedssyn, man har manglet i de øverste lag.

Også Lotte Jensen genkender udviklingen. Hun anser udnævnelsen af de to tidligere kommunaldirektører som udtryk for, at den isolerede viden fra Slotsholmen ikke længere rækker i styringen af velfærdsstaten. For fremover vil der blive lagt større vægt på økonomistyring, og topcheferne skal have bedrevet andet end at sidde tæt på en minister med en regnemaskine. For godt nok er Finansministeriet den førende rugekasse for embedsmænd, hvor man er tæt på alle forhandlinger og lærer at tænke på tværs af de siloer, der præger statsapparattet, men siden finanskrisen i 2008 er nye krav kommet til.

»Det er blevet stadig vigtigere at have nogle, der kan tænke i økonomi og kreative løsninger. Ellers bliver man alt for nem at hælde ned af brættet med argumentet: hvor skal pengene komme fra?« siger hun og uddyber:

»Fremover bliver det også set som en kvalifikation, at man har været ude i 'marken' og prøvet at styre en større organisation. Også disse kriterier opfyldes af folk, som har været kommunale chefer før,« siger hun og peger samtidig på, at de tre kvinder, der sidder på toppen af Justits-, Kultur- og Miljøministeriet også udgør et historisk nybrud.

Begravet i møder

Mens der luges ud i toppen af statsapparatet for tiden, finder den nye regering sig langsomt til rette bag skrivebordene. Nogle kender ministergerningen til hudløshed, andre vil spørge sig selv om, hvordan man tæmmer en styrelse eller optræder til et samråd? Og om man overhovedet skal udlevere sit talepapir til dem i udvalget?

»Som minister kan man risikere at blive en salgsmedarbejder for et system. Især de knap så tunge ministre er i risiko for at blive begravet i møder med interesseorganisationer. Man mister lynhurtigt sin kalender, siger tidligere ministre. Lige pludselig er der et system, der prøver at overtage ens kalender,« fortæller Peter Mose.

»Og mange ministre har en stille undren, når de stopper — de vil ikke sige det til citat — men de spørger sig selv: hvad var det egentlig for en forskel, jeg gjorde?«

Her er embedsværkets rolle todelt. For dels skal de nyindtrådte ministre serviceres, men embedsværket skal også være parat til at omforme sig selv som politisk organisme, mener tidligere departementschef Jørgen Rosted:

»Hvordan kan de embedsmænd, der har været med til bygge samfundet op, være med til at lave systemiske forandringer af samfundet? Det er en kæmpeopgave. Men i dag er der mere brug for rådgivning hen imod en ændring af samfundets struktur end for ti år siden.«

 

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer