Læsetid 9 min.

Revolutionær kritik er ikke en mulighed

Den tyske filosof Axel Honneth har netop udsendt et værk, der øjeblikkeligt er blevet udråbt til et hovedværk. Det handler om noget så sjældent som den demokratiske sædelighed. Honneths tidligere elev, Rasmus Willig, interviewer her sin lærmester
Den tyske filosof Axel Honneth har netop udsendt et værk, der øjeblikkeligt er blevet udråbt til et hovedværk. Det handler om noget så sjældent som den demokratiske sædelighed. Honneths tidligere elev, Rasmus Willig, interviewer her sin lærmester
15. oktober 2011

De fleste kan undertiden drømme om et helt anderledes samfund, og selv om der er kamp mellem de politiske partier, er der langt mellem snapsene, når det kommer til radikalt anderledes politiske visioner. Et fuldkommet retfærdigt samfund er en utopi, men samfund, der forsøger at forstå de allerede eksisterende fungerende retfærdighedsprincipper, kan blive langt bedre samfund. En konklusion, der sikkert vil undre de fleste, som har haft bare lidt kendskab til revolutionære kritiske teorier fra Frankfurt. Er den revolutionære idé virkelig blevet tabu hos de ledende figurer, der satte dagsordnen for studenteroprøret sidst i 60'erne? Tanken stammer fra den mest berømte venstreorienterede tænker i Tyskland, Axel Honneth. Han er kritisk teoris ledende figur fra den såkaldte Frankfurterskole og fører arven videre fra verdensberømte tænkere som Adorno, Horkheimer, Marcuse, Fromm og Habermas.

Behov for utopier

Den kritiske teoris genstand har altid været samtidens teorier og samfundets udvikling. For Honneth må en kritisk teori imidlertid også begrunde sine sværdslag mod samfundets udviklingstendenser. Når der peges på et kritisabelt forhold, kan kritikken ikke stå alene. Den må læne sig op ad et alternativ. Men hvordan udvikles et sådant alternativ? Skal det være utopisk for at have gennemslagskraft?

Honneth går den svære vej gennem Hegels Retsfilosofi.Et nærmest utilgængeligt værk, der vil få de fleste til at løbe skrigende bort. Honneth giver imidlertid aldrig op over for den store Hegel og springer heller ikke over, hvor gærdet er lavest med hurtige sociologiske forførende succesformler. Han står op til det samme projekt hver dag, og den gentagelse begynder nu at vise sig i en uhørt stærk konsistent teoretiske tænkning, som hans samtidige ofte er helt foruden.

Projektet går ud på at finde allerede iboende principper eller forventninger i vores samfund om retfærdighed, der kan fremskrives og på den måde stå i skærende kontrast til den reelle samfundsudvikling. På den måde udarbejdes der en teori, der beskriver, hvad der opfattes som uretfærdigt over for en ide om refærdighed. En sådan ide bliver derfor ikke utopisk, eftersom den er udmålt inden for samfundets egne rammer. Den er ikke omstyrtende, men reformistisk.

Hos Hegel finder Honneth en uset alternativ vej. Han læser Hegel som social-liberal: Nemlig de lige mulighedsbetingelser for forskellighed. Socialpolitik kan ikke kun handle om økonomisk omfordeling, men må også omhandle en skærpet sans for mere komplekse samfundsmæssige problemstillinger som f.eks. det stigende antal af depressive, der kan tolkes som en reaktion på et samfund, der lider af en syg form for individualisme, hvor ensomhed er en lige så reel mulighed som flere andre muligheder for selvrealisering.

Det interessante ved bogen er forsøget på at få normer, eller med Hegels begreb sædvaner, til at fylde mere end den retslige regulering, som i dag er det mest benyttede politiske værktøj. I stedet før spørger Honnet, hvilke normer, der er med til at gøre demokratiske principper potente i en almindelig hverdag? Hvordan udvikles konkrete normer, der sikre respekt og anerkendelse? Når først sådanne normer er beskrevet og blevet virksomme, er det nemlig også muligt at pege konkret på, hvilke udviklingstendenser der kan betragtes som fejlagtige eller uretfærdige.

Neoliberalisme er uretfærdighed

Honneth ser den neoliberale udvikling som en sådan fejludvikling, hvor økonomiske vilkårlighed og hasardkapitalisme sætter demokratiske principper og andre former for legitimitet ud af spillet. Neoliberalismen udvander legitime forventninger om noget til gengæld for en rimelig præstation. Præstationerne står nemlig ikke mål med udbyttet i den neoliberale logik. Der kan ifølge Honneth ikke være millioner til forskel på aktiehandleren og den, som gør rent om natten uden for demokratiets åbningstid.

Honneths tidligere afhandling, der foreligger på dansk med titlen Kamp om anerkendelsehar været sammenlignet med Habermas' værk Den kommunikative Handlen. Det nye værk, Das Recht der Freiheit, kan læses som pendant til Habermas' demokratiteori i Faktizität und Geltung. Hvis værket får samme succes som Habermas' demokratiteori, er der dømt fast pensum for de kommende politologi-, sociologi- og filosofistuderende.

Hegel var en konstant inspirationskilde for dig i dine tidlige arbejder, og han udgør tilsyneladende også omdrejningspunktet for 'Das Recht der Freiheit'. Din fascination af Hegel hører åbenbart ikke op. Hvorfor ikke?

»Ser man historisk på den modtagelse, Hegels politisk-filosofiske værk har fået, springer det i øjnene, at det helt fra begyndelsen har været en inspirationskilde for enten en mere eller mindre radikal marxisme (Marx, Lukács) eller en konservativ, statscentreret tænkning. Ved at fokusere på denne spaltning af den politiske virkning overser man dog efter min mening det egentligt spændende ved Hegels samfundsanalyse, nemlig hans store opmærksomhed på sociale patologier, der opstår på grund af de atomiserende og individualiserende tendenser, der kendetegner moderne samfunds kapitalistiske organisationsform.«

Den sociale arv

»Den arv fra den hegelske teori, der peger i retning af en social, om ikke ligefrem en socialistisk liberalisme, er kun sjældent blevet taget alvorligt. Det tyske socialdemokrati har således aldrig vidst, hvad det skulle stille op med Hegel, for her har Kant været den moralske inspirationskilde. Den eneste undtagelse i den forbindelse er den britiske nyhegelianisme i slutningen af 1800-tallet, der forplantede sig til Labour-bevægelsen, men det er stort set gået i glemmebogen i dag. Jeg var allerede tidligt på det rene med, at Hegels politiske tænkning er den mest interessante kilde til det tidligt moderne og kan bidrage til etableringen af en socialt udvidet og altså i sidste instans socialistisk orienteret liberalisme — og det er altså forklaringen på mit utrættelige forsøg på at gøre hans tænkning tilgængelig for nutiden.«

Et gennemgående begreb i din nye bog er demokratisk sædelighed [Sittlichkeit]. Et begreb som næsten er udødt i både det tyske og danske tale- og skiftsprog og skiftet ud med begrebet normer. Kan du uddybe, hvad du mener med dette begreb?

»Det begreb, der jo også udgør undertitlen på min bog, er nært forbundet med mit forsøg på at reaktualisere Hegel. Han mente som bekendt, at moderne samfunds sociale integration ikke kun afhang af retslige regler og proceduremæssige mekanismer, men også forudsatte udviklingen af dagligdags sædvaner, som kunne danne ramme om en rutinemæssig anvendelse af de moralske principper i vore moderne forfatninger.«

»Overfører man dette begreb til nutiden, må vore demokratiers stabilitet og vitalitet nødvendigvis stå og falde med, om lighedens og respektens moralske orienteringer også har vundet fodfæste i hverdagens handlingspraksis — og mit studie er et forsøg på at udforske, hvor langt nutidens vestlige demokratier er nået i så henseende.«

I lighed med kritisk teori fra Habermas og fremefter bestræber 'Das Recht der Freiheit' sig på at begrunde sine normative påstande, dvs. begrunde eller retfærdiggøre sin samfundskritik. Hvilke problemer eller tilmed patologiske udviklingstendenser vil du pege på i de vestlige samfund i forlængelse af arbejdet med din bog?

»I min bog arbejder jeg med en skarp sondring, som jeg egentlig ikke var på det rene med, før jeg begyndte. Jeg taler nemlig kun om sociale patologier i de tilfælde, hvor det normative princip, der ligger til grund for en bestemt social sfære, af sociale årsager fejlfortolkes af de involverede og kun opfattes som noget, der muliggør den samlede sfæres frihed — og det er i mine øjne f.eks. tilfældet, hvor den positive ret forstås som helheden af vores frihed, således at andre, langt mere mellemmenneskelige former for frihed overhovedet ikke tages i betragtning.«

Mere teoretisk end konkret kritik

»Nu skelner jeg langt skarpere end før mellem på den ene side disse sociale patologier og på den anden side såkaldte 'fejludviklinger', dvs. sociale udviklingsprocesser, der gradvist nedbryder det princip, der ligger til grund for en bestemt social sfære. Det gælder i dag i høj grad inden for henholdsvis markedsøkonomien og den demokratiske offentlighed, hvor aktuelle udviklingstendenser ødelægger eller kompromitterer det sociale samarbejde i det førstnævnte tilfælde og den tvangfri viljesdannelse i det sidstnævnte. Derfor kan der for mig at se ikke være nogen som helst tvivl om, at den neoliberale udgrænsning af arbejds- og varemarkedet er en fejludvikling i denne forstand, fordi den tilintetgør netop de normative ideer om social frihed, der i det hele taget kan retfærdiggøre markedet for alle involverede.«

Nu og da hører man spørgsmålet: »Hvad er det kritiske ved samtidens kritiske teori?« Når jeg rejser det spørgsmål igen, er det, fordi jeg somme tider har en fornemmelse af, at kritisk teori interesserer sig langt mere for den begrebsmæssige begrundelse af en kritik end for en reel kritik af det eksisterende samfund.

»I min bog forsøger jeg at modvirke denne fornemmelse — der helt sikkert ikke er grebet ud af luften — i og med at jeg allerede rent begrebsmæssigt søger at understrege, at man kun kan nå frem til et dækkende retfærdighedsbegreb via en reel samfundsanalyse. Derfor består bogens hoveddel af 'normative rekonstruktioner', hvor jeg undersøger, hvordan det i vore dage forholder sig med de løfter om frihed, der er forankret i de frihedssfærer, der tilsammen udgør vore samfund, nemlig rettens, moralens, de personlige relationers og markedets og den demokratiske offentligheds sfærer. Her kan den 'begrebsmæssige begrundelse' overhovedet ikke adskilles fra den materielle analyse, fordi den nødvendigvis må begynde med at undersøge, hvordan de allerede institutionaliserede frihedsprincipper tager sig ud her og nu.«

'Das Recht der Freiheit' fremlægger en ny retfærdighedsteori. Kan du kort forklare, hvordan din teori adskiller sig fra andre nutidige retfærdighedsteorier?

»Svaret på dit spørgsmål fremgår stort set af svaret på det foregående spørgsmål. Jeg går ud fra, at det, der i dag på meningsfuld vis kan betegnes som 'retfærdighed', i vid udstrækning allerede er indeholdt i de normative principper, der på en gang ligger til grund for og legitimerer de handlingssfærer, som former vores samfund.«

Mere end Habermas

»Følger man disse sfærer tilbage til deres historiske udgangspunkt, vil man se, at de hver især giver løfter om en specifik form for frihed, der skal praktiseres i al almindelighed, således at vore samfund kan betegnes som 'retfærdige', for så vidt som de respektive sfærer er organiseret sådan, at de rent faktisk giver ethvert individ mulighed for at praktisere den frihed, han eller hun er blevet stillet i udsigt. Jeg tager altså helt og holdent udgangspunkt i de herskende retfærdighedsbegreber, der jo også sigter mod en almen garanti for individuelle friheder, men vender dem på hovedet, idet jeg forsøger at påvise, hvordan de allerede i institutionel forstand er virksomme og gyldige i de enkelte sfærer.«

Hvordan adskiller din bog sig fra Habermas' 'Faktizität und Geltung'?

»Hvad angår den demokratiske ret i moderne samfund, har Habermas haft nogenlunde den samme fornemmelse som jeg. Han er også 'marxist' nok til at vide, at vi ikke kan udlede retfærdighedsideer på overskridende transcendental vis, men er nødt til at forstå de historisk frembragte legitimeringsprincipper i lyset af, hvordan de fungerer i sociale sammenhænge. Til gengæld holder han sig strengt til retten, som efter min mening kun udgør en lille del af det, der i vore samfund er blevet institutionaliseret som socialt virksomme frihedsløfter. I modsætning til Habermas vil jeg imidlertid også inddrage 'markedet' eller 'de personlige relationer' i min retfærdighedsanalyse, fordi jeg tager afsæt i tanken om, at der under udviklingen af disse institutioner oprindelig også er blevet institutionaliseret og dermed givet løfter om bestemte former for frihed. Vi er ganske vist fælles om bestræbelsen på at udarbejde et retfærdighedsbegreb via en samfundsanalyse, men hos mig opfattes det, der kaldes 'samfund', i langt bredere forstand og omfatter også handlingssfærer, der slet ikke dukker op i Habermas' synsfelt, fordi han udelukkende koncentrerer sig om retten som frihedsform.«

 

Oversat af Tom Havemann

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig - første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Kim Gram

og mht. hegelianere eller ( såkaldte )

eftermodernister;

som postive vejledere

( i de fælles anliggender ),

de må så vel kun være, mere / mindre,

underforstået: som ( tilbage)oversatte til

materialismeudgaver

Brugerbillede for Mihail Larsen

Overbud

"den mest berømte venstreorienterede tænker i Tyskland, Axel Honneth", skriver Rasmus Willig om sin egen lærer. Jeg er ikke i tvivl om Willigs (velbegrundede) begejstring for Honneth eller for den sags skyld i Honneths fremtrædende position. Men altså: Habermas er ikke død endnu. Enhver sammenligning af Honneths vigtige og Habermas' monumentale oeuvre kan da aldrig føre til den påstand, at Honneth er mere berømt end Habermas.

Realia

Willigs artikel og interview er alligevel vigtig og interessant. For det er jo rigtig, at der eksisterer denne forskel mellem Habermas og Honneth i læsningen af Hegel. En kilde til forståelsen af forskellen kan være det første kapitel i Habermas' skelsættende værk "Erkenntnis und Interesse" (findes i rovtryk på dansk som "Erkendelseskritikkens krise"). Her tager Habermas parti for Kant imod Hegel med den interessante begrundelse, at Kant er mere 'radikal' end Hegel.

Det kan vi sikkert få en god diskussion af - håber jeg da.

Brugerbillede for Mihail Larsen

Fakta?

Det bliver værre endnu. Hvem har skrevet fakta-klummen til denne artikel? Her står bl.a.:

"Født 1949, Jürgen Habermas’ efterfølger i Frankfurt og den ledende skikkelse inden for kritisk teori.

Professor på Institut für Philosophie ved Johann Wolfgang Goethe-Universität og direktør for Institut für Sozialforschung i Frankfurt am Main. Anses i dag for at være en af verdens førende filosoffer."

"Den ledende skikkelse inden for kritisk teori" og "en af verdens førende filosoffer"? Det er altså ikke en troværdig sales-management. For et år siden udråbte oversætteren af Heideggers "Væren og tid" forfatteren til ikke mindre end verdens største filosof. Gab!

Brugerbillede for Søren Kristensen
Søren Kristensen

.. altså det lyder sjovt når folk, der ikke har gået på universitetet spørger: Hvad er Habermas? Men jeg har så også ret syg form form for humor.

Brugerbillede for Claus Oreskov

@Søren Kristensen. Gu´fanden lyder det sjovt – og der var også engang hvor man selv kunne vælge om man ville råbe:
Ho Ho - Ho Chi Ming
eller
Ha Ha - Habermas

Brugerbillede for Roald Andersen
Roald Andersen

Uden at være overvældende interesseret i filosofi må jeg tilslutte mig Mihail Larsen kritik af faktaboksen for overbudspolitik.
På den tyske scene er Habermas på ingen måde død, hvilket de bølger han rejste med sit halvhjertede bekendelse til religiøsitet for et par år siden tydeligt viste.
Personligt nyder jeg den i Tyskland allestednærværende Peter Sloterdijks udsendelser på ZDF »Philosophische Quartett« hvor forskellige filosofiske spørgsmål træffer virkeligheden.
Hvis man skal nævne en i medierne mere betydningsfuld kritisk filosof burde det vel være Slavoj Žižek, selv om han som regel er lige hurtig nok på aftrækkeren til min smag.
Selvfølgelig skal man ikke forveksle medieomtale med filosofisk betydning, men alligevel – så meget væsen har Honneth ikke gjort af sig endnu.

Brugerbillede for Kim Gram

de i artiklen omtalte er vist noget udvandede;
det vigtigere er nemlig at, i stedet for astrologi,
så: løntrællegjorte i alle lande - foren jer !

Brugerbillede for Kim Gram

der er alligevel lidt tvivl mht., selve udtryksmåderne, hvilken af 1 ) og 2 ) er bedst ? :

1) løntrællegjorte i alle lande - foren jer,
i stedet for astrologi;

eller:

2) i stedet for astrologi, så:
løntrællegjorte i alle lande - foren jer

Brugerbillede for Ole Thofte

Rasmus Willig har osse været med til at redigere 'Sociale patologier' (omtalt i Information), hvor osse Axel Honneth har et bidrag + andre interessante bidrag bla om selvrealiseringens bagside, bla Allain Ehrenberg om depression. Denne bog er rimeligt lettilgængelig med pil nedad, selv om jeg synes det er et problem, at interviewet her og Axel Honneth i særdeleshed er forbasket svær at læse og forstå. RW er heller ikke for god.

Jeg læser pt Wolf Wagner: Angst og Bluff på universitetet, som er en tidlig (1978) reaktion på selvrealiseringens bagside. Han opdelte universitetslærebøger i 2 bunker: a) letlæste, b) vanskelige, hvor b) var forfattere der udelukkende forsøgte at meritere sig i forhold til universitetskarrieren, mens a) forfattere der var interesseret i at formidle deres viden. Han læste udelukkende a) bunken.

Jeg mener, det er rimeligt at hævde (måske lidt på tværs af Kim Gram), at menneskers liv osse udfolder sig andre steder end på industriarbejdspladserne (jfr interviewet og Ehrenberg) og rimeligt at undersøge, hvordan neoliberalismens golde og markedsgjorte selvrealisering med indbyggede skrappe normalitetskrav trænger ned socialt og psykisk som vanskeligheder i livsvilkårene og som psykisk sygdom. Jfr osse diskussioner om stress, ADHD, Aspergers syndrom mm, som svinger mellem forståelse for de ramte og uklare anklager mod alt og alle for at ligge under for medicinalindustriens grådighed og psykiatriens skrøner.

Brugerbillede for Daniel K.

@ Thofte

Enig. Honneth tilhører uden tvivl bunken af vanskeligt læste. Habermas var heller ikke ligefrem let tilgængelig. Andengenerations-frankfurterne tabte luften af ballonen. Måske på nær Marcuse.

@ Larsen

Det er en kendt sag at Hegel gennemførte et brud, med hans eget begreb effektuerede han som bekendt en 'forsvindende mediator' mellem Kants afvisning af erkendelsen af das ding-an-sich og det post-hegelske brud, begyndende med Schopenhauers og den sene Schellings blinde 'verdensvilje'. Det interessante er - apropos Zizek - det traumatiske brud hvormed Hegel medierede en overgang fra transcendental filosofiens begrænsninger til det, Alain Badiou slet og ret har kaldt anti-filosofi. Og filosofiens problemer har sidenhen stået og faldet mellem disse; mellem neo-kantianisme a la Arrendt, Habermas og vulgær dekonstruktivisme.

Mig bekendt er der i øvrigt ligeså mange forskellige fortolkninger af Hegel som der er læsere. Og jeg vil mene at Zizeks læsning gennem Lacan og omvendt (Ideologiens Sublime Objekt) bereder en helt anden konceptualisering af begge. F.eks. ser jeg på ingen måder Honneth forholde sig til den politiske økonomi som værende strukturelt indifferent over for hans 'sfærer'. Hvad med Lacans begreb om Mester-signifiant og det Reelle? Og i forlængelse af sidstnævnte, den helt igennem kontigente karakter af den signifiant, der strukturerer den symbolske orden?

Jeg vil påstå at du ikke direkte kan udlede et retfærdighedens princip ud fra nok så dybdegående analyser af 'markedet' og andre sfærer.

Honnet er dybt lukket inde i et esoterisk socio-juridisk begrebsapparat, der beror på en læsning af Hegels retsfilosofi - en bog der er så svær, at der vist er ligeså mange fortolkninger som læsninger af den. Dermed ikke sagt at hans fortolkning ikke er legitim; men med denne tilbagevenden til Hegel vi har set de seneste 20 år, skulle han næppe være den eneste der gør krav på den rette fortolkning. Tjek, udover ZIzek, eventuelt Fredric Jamesons The Hegel Variations og Dialectic Valences.

Brugerbillede for Kim Gram

selv om de færreste mennesker af medfødt væsen, ligefrem er vegetarer, eller endda veganere,
så er der alligevel mange grunde til positive håb, om at mennesker er så langt bedre, end de af visse borgerlige så hævede mørke sider
( f.eks. blixen ), som eller kunne give anledninger til meget pessimisme om sandsynlige , kommende fælles løsninger.

----------------

nu bør man jo næppe udtale sig helt sikkert om menneskers mindre / mere uforanderlige natur, væsen, også for al fremtid,

og alligevel:

af natur, af væsen er mennesker som oftest mere
frie og socialister, mere sociale;
end: ikke frie, ikke sociale,

andre sider, ved menneskers væsen, natur,
vinder som oftest kun frem, eller kan kun bevare sine stillinger; hvis det evt. lykkes dem,
at øge sig, eller bevare sig, ved en slags “forrentninger”, eller ved “pyramideagtige” magtstrukturer, og kun så længe.

Brugerbillede for Kim Gram

b) ? da ikke hvis man godt tør udsætte mig for de p.t. proletariseredes diktatur, og evt. risikere nogle milde henstillinger om at udtrykke sig lidt mindre esoterisk

Brugerbillede for Ole Thofte

Kim Gram: nej, så ryger du op igen :-) Du har nu en telegramstil, der undertiden kan være lidt kryptisk - syns jeg - men det er måske bare mig.

Brugerbillede for Kim Gram

man kunne i øvrigt let få det indtryk at selv meget eksorbiante udgaver af crypto-zoologi er mere tiltroet end
mine formuleringer af marxisme-leninisme.

Brugerbillede for Kim Gram

det måske lidt sære omkring astrologi, skyldes mange indtryk af at astrologisc tankegods desværre breder sig meget blandt de 60-70% fattigste af mennesker; hvor det ville være ønskeligt om det var holdninger og tanker betydelig mere venstreorienterede end det såkaldte radikale venstre's der vandt frem i stedet.

Brugerbillede for Kim Gram

hermeneutikerene har kun fortolket

astrologi, biblen, week-end sex,
hermenutik, dialektisk materialisme,
eddaerne , sagaerne, anti-capitalisme,
eddalisme, idealisme, det communistiske manifest, communisme, darwinisme, geocentrisme, heliocetrisme,

( her især mht. de kun sprogliggjorte, eller endda kun tekstsproliggjorte udgaver )

og verden;

forskelligt,
men det det især kommer an på er at forandre
verden, og det helst til det bedre.

Brugerbillede for Kim Gram

hvis astrologi

og

urcommunisme, agrarcommunisme, nyere communisme, fælleseje, naturhistorisk udviklingslære, naturen

var temmelig nøje det samme,

så kunne det jo være forklaringer på:

at astrologi vist bliver mere og mere udbredt, vellidt og taget alvorligt
af de fleste mennesker i de fleste sammenhænge,
undervisning, økonomien, kærlighdeslivet, kønslivet, it-verden, arbejdsliv, oprør fra communister, i matematik, på kontorerne, i skolerne, på universiteterne, på erhvervsskolerne, culturlivet, kunsten,

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Det forekommer mig - i det omfang jeg med min uakademiske baggrund er i stand til at forstå artikel og visse indlæg - at spørgsmålet er : hvad er retfærdighed ? I forhold til at demokratisere samtalen og brede den ud til almindelige mennesker, har jeg altid glæde af etymologien (læren om ordenes oprindelse) her : Ret Færd, altså ret handlen. Hmm, næste spørgsmål må vel så være : i forhold til hvad ? For mig at se må det være ifht menneskehedens overlevelse på planeten. I så fald må man se på de givne betingelser for denne overlevelse. Et eksempel : rent miljø er en forudsætning - alligevel er der sket en tilsvining. Hvorfor ? Fordi man har ladet sig rive med af teknologiens muligheder og først nu er ved at indse omkostningerne. Der ER en naturlig grænse ( = Ret Færd) for hvilke individuelle udskejelser man kan tillade sig i forhold til sine omgivelser, og den grænse findes naturligvis i området for forvaltning af overlevelsesressourser. Og igen må jeg citere høvding Seattles geniale svar til den daværende amerikanske præsident, da denne tilbød at købe indiansk boområde : " Man kan ikke sælge, hvad der tilhører alle ". Når vi har fået etableret denne grundlæggende materielle retfærdighed - som naturligvis forudsætter global bæredygtig ressourseadministration - så er der, inden for de rammer, frihed til den enkelte. Når man kapitaliserer og konkurrerer om overlevelsesressourser istedet for at samarbejde, så kan det kun gå galt. Det er en omlægning (revolution) som er nødvendig, og som vil ske - jeg håber, at den vil ske på en intelligent måde med en intelligent fordelingsmodel, og ikke som tidligere i historien, hvor de fordømtes raseri resulterede i blodbadede oprør - lad os deltage i OWS - lad os Occupy the World - Make Love not War - Peace and Love - Flower Power - hippierne har talt !

Brugerbillede for Toke Ernstsen

Også en tak til Randi herfra.

Og jeg vil tillade mig supplere med: Jeg er på mine gamle dage ved at skride fra ubetinget tilhænger af evolution til en bekymret sympatisør for lidt revolution - selvom det er noget vrøvl. Revolutionen er jo endegyldig. Den destruerer det bestående, på godt og ondt, men lidt revolution i forhold til især de ødelæggende kræfter, der hersker indenfor det økonomiske område såvel lokalt som globalt, kan ikke længere undgås. Dette er nemlig en krig, uden synlige fronter, som menneskene og verden ikke må tabe.

Så som en anden lille Peter stormer jeg nu rundt og råber: Ulven kommer! Ulven kommer! Også selvom det ikke passer. For den bor jo allerede midt imellem os. Vi troede, vi havde fået smidt dens kræfter endegyldigt på porten efter 2. verdenskrig, men den er mere snu end som så. Nu bor den i forskerens hvide kittel, visse velgørende organisationer, pengemandens mørke jakkesæt og i politikerens stålsatte ambition om karriere. Og den forfører os med sit 'næstekærlige', hvide smil og sine fine ord, der dufter af violer og gyldne løfter om materiel vækst og evig sundhed i al fremtid. Og mens vi lytter betaget og vokser i egoet til erstatning for det sociale tomrum, flere og flere alligevel må behandles for, glemmer den vestlige verden alt om sit ansvar som verdenens sociale motor.

Vi havde kulturgrundlaget, innovationen, ressourcerne og mulighederne. Men i stedet for at bringe verden fremad socialt, blev de kapitalistiske kræfter cementerede og legitimerede, og et lille fåtal fik raget så uanstændigt meget til sig, at selv naturkatastrofer, og ikke kun miljømæssige-, sociale-og menneskelige katastrofer, bliver dagens mere og mere uspiselige ret. Fordi vi sover noget så gevaldigt i timen og ikke vil - eller ikke kan - det nødvendige.

Så jeg siger ja tak til al kritik af den eksisterende orden i især den vestlige verden. Også selvom alternativerne er utopier. Oprøret og modstanden i sig selv er nemlig mere nødvendige end nogensinde før! Med eller uden Hegel, med eller uden revolutionær kritik.

Brugerbillede for randi christiansen
randi christiansen

Og tak til Toke og alle jer andre, som giver jeres besyv med her fra bageste række - må det blive hørt. Vi taler om menneskehedens overlevelse, vi taler om forsøget på at undgå, at skulle hele evolutionsturen om igen lige fra mikrobeniveau - suk, lad det ikke ske.

Lad forståelsen blandt de, der sidder med magten til forandring, indfinde sig, så også de forstår, at de er ved at grave alles grav. Vi må som menneskehed foretage et bevidsthedsmæssigt kvantespring, så flertallet forstår og vil det hensigtsmæssige samarbejde - indbyrdes og med planeten - og ej det hjernedøde, selvmorderiske konkurrenceræs om ressourcer og magt.

Vi har en gylden mulighed for en eksistens hinsides enhver fantasi. Lad os bortkaste åget af uvidenhed og frygt, af samtalekøkkener, charterferier og unødvendig luksus og vælge den gode, sande, skønne og retfærdige vej. Det er en mulighed - for overlevelse.