Baggrund
Læsetid: 5 min.

Rigtige negere springer ikke i faldskærm

Han er en af USA’s mest kendte og cool analytikere af popkultur og hiphop. Og nu har forfatteren Touré begået et fascinerende værk, hvis tese er, at Amerikas sorte ikke længere defineres entydigt af deres hudfarve. Hvilket ikke betyder, at race er irrelevant. Men at spørgsmålet er i bevægelse, i opløsning og en mangetydig social markør
Stereotyper. Den tidligere Rolling Stone-skribent Touré kan slippe af sted med at udfordre det sorte USA's selvbillede i det ellers racesensitive USA, fordi han selv er en integreret del af rap-miljøet. Her er det rapperen ASAP Rocky, der poserer.

Stereotyper. Den tidligere Rolling Stone-skribent Touré kan slippe af sted med at udfordre det sorte USA's selvbillede i det ellers racesensitive USA, fordi han selv er en integreret del af rap-miljøet. Her er det rapperen ASAP Rocky, der poserer.

Chad Batka

Moderne Tider
22. oktober 2011

Året før skrev han amerikansk tv-historie ved at blive CNN's første, faste popkultur-korrespondent. Kanalen lod den unge mand med ild i røven dække både udelingen af både Oscar- og Grammy-priserne. Året efter forlod han CNN og blev korrespondent for BET (Black Entertainment Television), hvor han blev vært for programmet The Black Carpet.I 2008 gav han BET løbepas, istedet blev han tilknyttet USA's største liberale tv-kanal MSNBC. Og endelig i september 2009 fik han sit eget hip hop-show på kanalen Fuse.

Ind i mellem de mange veje og vildveje på amerikansk TV og radio har han skrevet flere bøger, den mest kendte utvivlsomt biografien Never Drank the Kool-Aid (2006), som er en samling af hans bedste artikler fra bl.a. Rolling Stone, The New Yorker, The New York Times, Playboy og The Village Voice.

Identitetspolitiet

Og i september udgav han så sin nye bog, Who's Afraid of Post-Blackness: What It Means to Be Black Now. Bogen er et hæsblæsende og akademisk postmoderne galopløb, hvor Touré har interviewet 100 kunstnere, journalister, forfattere og akademikere, alle sorte. Bogen er især rettet imod hvad han kalder »det sorte, selvudnævnte identitetspoliti«, der »udsteder bøder for at overskride autenciteten, som om de arbejdede for interne affærer, ivrige efter at tjekke, at alle nu også opfører sig sort på den helt rigtige måde«. Andre steder i bogen bruger han udtrykket »kulturel mobning«, som et udtryk for den selvcensur, som sorte kan udøve over for andre sorte; en problemstilling, der i øvrigt findes i alle andre (sub)kulturer: hvordan er man f.eks. en 'rigtig kvinde' eller en 'rigtig homo'.Betændt debatOg årtier efter den amerikanske borgerrettighedsbevægelsens triumfer og afskaffelsen af enhver form for racediskrimination på papiret, kæmper Amerika fortsat med dybe raceforskelle på alle fronter, økonomisk, politisk, uddannelsesmæssigt, demografisk, på kriminalitet og på jobmarkedet.

Også kønsdebatten er farvet af det betændte spørgsmål om race. Sorte kvinder og hvide kvinder har ofte forskellige sociale koder, lige som spørgsmålet om forældreskab konstant blandes op med etniske og racemæssige markører, der er forblevet betændte i den offentlige debat.Et eksempel er den konstante debat om 'de manglende faderfigurer' i store dele af det sorte civilsamfund, hvor andelen af enlige mødre, tit med flere børn, der opdrages uden en tilstedeværende far, ofte er genstand for kritik og selvkritik fra det afrikansk-amerikanske miljø selv. Stereotyper trives lige så lystigt i den sorte kultur selv, som i den ikke-sorte majoritet.

Blot brugen af betegnelser kan være kontroversiel. Er præsident Obama sort eller farvet? Er en latino hvid eller farvet eller hispanic? Er det berømte n-ord (nigger, red.) en kompliment (som flere i det sorte hip hop- og rapmiljø konsekvent hævder og derfor anvender), eller er det et skældsord (som alle amerikanske mainstream-medier fortsat holder fast i, en term man ikke kan bruge på radio og tv, og hvor f.eks. journalister øjeblikkeligt bliver fyret hvis de tager termen i deres mund). Sorte, der opfører sig som hvide bliver fortsat af 'deres egn' skældt ud som 'Uncle Toms' eller 'Oreos' efter den klassiske amerikanske småkage, der er sort udenpå og hvid indeni.

Den ægte sorte findes ikke

Diskussionen om blackness er med andre ord ikke mindre en hvepserede nu end tidligere, men ikke desto mindre er Tourés mål med bogen en gang for alle at »gøre op med ideen om, at der er en enkelt korrekt måde at være sort på« — på engelsk to do Blackness.

For som han siger, »hvis der er en rigtig måde (at være sort på), så giver det sig selv, at så er der også en forkert måde ... og den måde at tænke på afskærer os fra at udfolde og udforske det fulde potentiale som det sorte fællesskab besidder.«

Touré understreger i bogen sit ønske om, at alle afrikanske amerikanere får friheden til at »være sort på en hvilken som helst måde, de ønsker at være det på.«

Snævre rammer

På overfladen kan det lyde enkelt, men det fremgår tydeligt af bogens mange underholdende interviews og (sandfærdige) anekdoter, at det er det ikke. Den historiske følelse i store dele af det sorte samfund i USA er tværtimod, at der er særdeles snævre rammer for, hvad sorte kan tillade sig, bør stræbe efter og omvendt ikke kan. Fra småting — som når tre sorte arbejdsmænd fortæller Touré, der er på vej til at optage en scene til sit tv-program, hvor han skal springe ud med faldskærm, at »den slags gør sorte bare ikke«, (underforstået, at det kun hvide, der skejer ud på så åndssvag en facon) — til mere seriøse indvendinger om, at f.eks. præsident Obama ikke er 'sort nok'.

Over for rækken af indvendinger og fordomme tilbyder Touré i stedet en »moderne individualistisk Post-Blackness« ... som på entusiastisk vis anbefaler det nye, diversitet, flydende identiteter og eksperimenter ... »Post-Blackness er ikke en kasse, det er en ikke-kasse, som åbner døren til alt. Det er en open-ended, open-sourcedog uendelig tilpasningsdygtig størrelse«.

Den 40-årige New York-baserede forfatter refererer flere gange til et af præsident Obamas mest berømte bon mots som støtte til sin påstand om, at USA' s sorte befinder sig i en post-sort tilstand, der kan føre til hvad-som-helst: »vi har rødder i vores Blackness, men vi er ikke begrænset af den«.

Eller som han også siger: »Hvorfor er det, at det at være sort på den rigtige måde lissom bliver bekræftet af at ryge en tur i fængsel, men udfordres kraftigt, hvis man kommer i nærheden af Yale?«.

Ikke post-racialt

Slutteligt: Det er værd at notere sig, at Touré omhyggeligt afviser, at dagens Amerika er et post-racialt samfund. Det er det ikke, men han argumenterer med saft og kraft (og bunker af humor undervejs) for at konceptet om blackness har ændret sig. Amerika »kommer aldrig over racespørgsmålet«, men vi kan udvide opfattelsen af, hvad det at være sort betyder for fremtidige generationer, der omfavner en »racial ambidekstralitet«, som f.eks. komikeren Dave Chapelle, entertaineren Oprah Winfrey og politikeren Barack Obama symboliserer, »de er sorte, men det definerer dem ikke fuldt ud og dominerer ikke deres persona«.

Touré, hvis efternavn i øvrigt er hemmeligt, lever selv et multiracialt privatliv; hans hustru er halvt libaneser, halvt egyptisk-amerikaner, og de har to børn, der nu vokser op i det multikulturelle Brooklyn, New York.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det er rigtigt det ikke er let at slippe af med race/subkultur/etc. tyrannerne. Her i London har min kone og jeg stiftet the "Royal Hendon Mixed Race Couple Society" i et forsoeg paa at faa lidt mindre alvor ind i debatten.

Men maaske er det noedvendigt med grovere midler? Vi kunne jo introducere en "Menneskestjerne" efter nazistisk forbillede. Denne gang naturligvis frivillig, men med et ligesaa klart signal: Baereren af stjernen hoerer til dem der i foerste omgang ikke gider betragtes som tilhoerende en bestemt race, religion, nation, sexualitet, koen etc. - men nare gerne vil ses som et menneske. Hvis vi vaelger 5 takker og en frisk turkis farve - er det nok svaert at postulere alt for megen sammenhaeng med andre kendte symboler.