Læsetid: 12 min.

'Tænk at sådanne folk kontrollerer vores liv'

Aktivist Wassim er nu under jorden i Libanon efter at hans syriske aktivistgruppe blev trevlet op. Han kom selv ud fra sikkerhedstjenesternes kassematter i Homs efter 10 dages varetægt – Information fik hans beretning om torturen, aktivisternes online-strategi og flugten til friheden i Beirut
Undertrykkelse. Nyhedsfilteret er lukket helt til i Syrien, hvor uafhængige journalister er forment adgang, og hitorien om myndighederne overgreb hovedsaligt kommer ud som kornede mobiltelefonoptagelser og anonyme udsagn om tortur.

Undertrykkelse. Nyhedsfilteret er lukket helt til i Syrien, hvor uafhængige journalister er forment adgang, og hitorien om myndighederne overgreb hovedsaligt kommer ud som kornede mobiltelefonoptagelser og anonyme udsagn om tortur.

22. oktober 2011

Da forhørslederen på tredjedagen lagde et ark papir foran Wassim med en ordre: »skriv under her«, mobiliserede hans blindede og lænkede fange sine sidste reserver:

»I har ødelagt mig fysisk, jeg er knækket psykisk. Det eneste, I har at gøre nu er at slå mig helt ihjel. For jeg er allerede død. Om så himlen falder ned over os, skriver jeg ikke under.«

Forhørslederen repeterede sin besked fire gange, Wassim gentog hver gang sit svar med langsom, brudt stemmeføring efter døgns mishandling: »Nej, om så himlen vil falde ned.«

Måske reddede det hans liv. I hvert fald reddede det ham fra ydmygelsen ved at 'tilstå' på syrisk tv. Forhørslederen indså, at han ikke kom nogen vegne med fange, bjæffede han en brat ordre til de to funktionærer, der de forudgående 72 timer havde havde holdt fangen oprejst ved afhøringerne: »kheddoh«(tag ham), sagde han.

Ved de tidligere forhør, havde funktionærerne fået en anden besked: 'tag ham og gør ham klar til at tale'. Men selvom de havde gjort, hvad de skulle, var det ikke nok. Så nu lød ordren bare: 'tag ham' - kheddoh.Wassim blev ført ned af en trappe og smidt i en celle så snæver, at han kun lige kunne ligge udstrakt. »Som en ligkiste, bortset fra, at der var højere til loftet«. Han kunne omsider sove efter tre døgns skiftevis tortur og afhøringer i det syriske luftvåbens sikkerhedstjenestes hovedkvarter i Homs — efter sigende den værste af de i alt 16 syriske sikkerhedstjenester. Næste morgen blev han flyttet til en anden afdeling af fængslet, hvor han fik kontakt med andre fanger og bl.a. så en 12-13 årig dreng med brækkede arme ligge på gangen som en glemt bylt. Her kom han så tilpas meget til hægterne, at han efter en uge kunne afhentes af to onkler. De påhørte i tavshed en officers forsikring om, at »intet er tilstødt arrestanten i vores varetægt. Han er ved godt helbred, og som De kan se: han har ingen sår eller mærker«.

Det var i april, hvor demonstrationerne i Homs stadig var i deres vorden, og der blev taget visse hensyn til arrestanter med social status.

»Vi fra gode familier og med uddannelse blev ikke banket og pisket gule og blå som de fleste andre arrestanter, for sikkerhedsfolkene ville ikke risikere, at vi gik på CNN eller al-Jazeera og tog skjorten af,« forklarer Wassim. »I dag er alle gærder faldet, der tages ikke længere hensyn til noget som helst. Arrestanter forsvinder sporløst eller de afhentes i ligposer fra sikkerhedstjenesternes lighuse«.

Flugten

Wassim — han vil ikke have sit efternavn offentliggjort — er 28 år, og han er typisk for den unge arabiske middelklasse med sit omhyggeligt studsede modeskæg og sin duft af barbersprit. Hans engelsk er hentet i den computerbranche, han arbejdede i, før han blev aktivist. Opvokset i Homs, Syriens tredjestørste by, som eneste søn i en velstående sunni-familie havde han et trygt liv indtil Det Arabiske Forår spirede med løfter om »et liv i frihed og værdighed — vi vil jo bare have frihed,« som han siger det, »for der er ikke noget ved at være rig, hvis du ikke kan åbne munden«.

Nu er han flygtning i Beirut, hans sparepenge er brugt, og da jeg siger farvel til ham på en café, ved han ikke, hvor han skal bo om to dage, hvor hans nuværende gæstfri vært lukker sin lejlighed ned og rejser ud af landet. Men han er i relativ sikkerhed nu efter ankomsten fra Damaskus. »Ja, jeg var heldig, de havde endnu ikke mit navn i computeren, så jeg kom glat igennem grænsekontrollen.«

Han havde forladt Homs allerede i august, da to medlemmer af hans gruppe blev anholdt. »Jeg kendte jo risikoen for, at de kunne tale over sig,«som han konstateter. I første omgang tog han til Tartous — »men det er en alawit-by, og jeg følte mig utryg, så jeg rejste videre til Damaskus.« Efter et par uger i hovedstaden så han den ene af de anholdte venner fra aktivistgruppen på tv-skærmen: »Han tilstod alt, hvad de ønskede: undergravende virksomhed og forræderi. At han havde modtaget penge fra saudierne. Og pludselig nævnte han navnene på alle 14 i vores gruppe. Heldigvis sagde han mit navn på en lidt forkert måde, men jeg tog af sted mod grænsen med det samme.«

Det er stadig ikke muligt for den uafhængige presse at arbejde i Syrien, hvor revolten mod Bashar al-Assads regime nu er gået ind i syvende måned og i stigende grad har antaget karakter af væbnet opgør mellem militær og opposition, så jeg har ikke haft mulighed for at efterprøve Wassims historie om hans ophold i Bashars torturkammer. Hans stedvise grådanfald under skildringen af særligt makabre detaljer virker ægte,. H'udsendt' af oppositionen i propaganda-øjemed, havde han rimeligvis valgt at kontakte CNN, The New York Times eller al-Jazeera, da han kom til Libanon, hvor jeg tilfældigt fik kontakt med ham via en syrisk bekendt, jeg stoler på, og vi mødtes gange på forskellige caféer i Beirut.

Torturens normalitet

At pine folk er et fagområde i Syrien — de to funktionærer, der skulle gøre Wassim 'klar til at tale' havde professionelt bearbejdet deres offer med elektriske stød til krop, hals og hoved fra stokke, han antager var en halv meter lange. Formentlig kvægstave, der bruges på slagterier, og som ikke afsatte synlige mærker på hans nøgne krop, men fremkaldte spasmer, der fik ham til at tro, at han blev kastet op mod en flisevæg. Bagbundet med stramme plastic-snore, der gjorde hænder og fingre følelsesløse og blindet så stramt, at blodomløbet føltes blokeret ved ørerne, blev han efter hver omgang med de elektriske chok oversprøjtet med iskoldt vand. Torturen foregik i et rum, han med hørelse og lugtesans fornemmede som et toilet, også fordi han registrerede et hul i gulvet. Hånet med sprogets mest obskøne gloser og ydmyget i sin nøgenhed blev han mishandlet, først i to timer, dernæst i fire, så otte — tror han nok. Fornemmelsen for tid forsvandt gradvist med pin-slerne, og han kunne efterhånden heller ikke stå oprejst. De to funktionærer slæbte ham efter hver omgang tilbage til forhørslokalet, hvor de stod på hver side af ham under afhøringerne. Den ene slog ham jævnligt i hovedet, hvis svaret mishagede forhørslederen, den anden lod en ildevarslende snurren fra, hvad han genkendte som et elektrisk bor, summe for hans venstre øre.

Forhørslederen udspurgte ham om hans kontakter på internettet, om navne, der var aktive online, om hvor mange penge han havde fået »fra prins Bandar Sultan i Saudi-Arabien« og fra Vesten og Israel. Hvem havde han videregivet penge til? Var de mon brugt til våben? Hvad hed hans Facebook-profil og hvilken mail- og internet-adresse benyttede han? »Vi ved det hele, så du kan bare tilstå og spare dig selv for yderligere besvær«, havde forhørslederen sagt. Wassim havde svaret, at han ikke modtog penge, ikke fra prins Bandar Sultan, chefen for Saudi-Arabiens sikkerhedstjeneste, ikke fra nogen anden udlænding. Han benægtede at have en Facebook-profil og mailadresse, og han bad officeren om at tjekke hans mobiltelefon med sms'er og numre, for han havde intet at skjule. »Jeg vidste, at hvis jeg sagde noget, ville jeg gøre en ende på manges liv. Og jeg var overbevist om, at jeg under alle omstændigheder var død, at jeg ikke ville slippe levende fra min celle. Men det endte med, at de løslod mig. De kunne ikke kunne finde noget på mig, men de var mistænksomme. Og da de to fra min gruppe blev taget, rejste jeg fra Homs.«

Online-aktivisten

Men han havde været med fra revoltens første dag. Da de arabiske revolter i Tunesien og Egypten gav ham og ligesindede håb om, at det var muligt at ændre tilstanden af permanent ufrihed, tog han kontakt til andre online. Folk, han ikke kendte personligt, men som han chattede med. »Vi diskuterede, om der var håb om 'forår' i Syrien som det egyptiske og tunesiske. Mange mente, at der ikke var håb, at vi var lukket ned for evigt. Men de første demonstrationer i Dara'a midt i marts fik alligevel én til at annoncere på Facebook, at han ville protestere den førstkommende fredag ved Khaled Ibn Walid, den centrale moské i Homs.«

Moskéerne er eneste lokaliteter, hvor folk kan samles i større antal, uden at politiet omgående griber ind, og Wassim gik også derned den fredag. Det viste sig, at det var en gammel klassekammerat fra gymnasiet, der havde mod til at starte protesten. Da folk gik fra moskéen, stod han udenfor og råbte lige pludselig 'Allah-u-akhbar' (Gud er stor). Et råb, der sådan set er neutralt, men denne dag var meningen ikke til at tage fejl af. Den unge aktivist gentog sit råb og tre eller fire andre stemte i, så 20 og pludselig råbte 300 mennesker i kor. Ikke som en religiøs parole. Som Wassim siger: »Aktionen havde intet med religion eller nogen islamisk bevægelse at gøre — den var udelukkende politisk.«

Efter et kvarters tid gik folk ned mod byens centrale plads tæt på moskéen, nu med slagord mod guvernøren i Homs, en ualmindeligt forhadt figur. »Vi var vel på det tidspunkt 5-600, da politiet kom. Efter at have kastet tåregas, skød de med skarp ammunition. Fire blev dræbt og to blev såret. De skyder efter hovedet, halsen og brystkassen, så de skyder for at dræbe.«

Men de næste fredage gik tusinder på gaden, og sådan er protesterne fortsat fredag efter fredag. En aktivistkultur blev gradvist udviklet via internettet. Forholdsregler mod tåregas blev beskrevet, granater identificeret som tyrkiske eller iranske, der har forskellig effekt. De enkelte fredage får navne på internettet — 'martyrernes fredag', 'vredens fredag', etc. - men hele tiden online. Aktivisterne undgår personlig kontakt, de holder ikke møder, og forud for demonstrationerne udpeger de lokale komitéer i hemmelighed fire eller fem personer, der så etablerer lazaretter i et par lejligheder, da det er risikabelt at sende sårede til hospitalerne. Lokale sygeplejere og medicinstuderende udpeges som samaritter, der indkøbes smertestillende medicin og gaze.

»Men meget få kender til de lokaliteter, for sikkerhedstjenesternes spioner er overalt. Men disse få har til opgave at holde øje med sårede og bringe dem væk fra kampzonen.«

Efter nogen tid kom han med i en gruppe, der fodrede de udenlandske medier og Youtube fra fire satellit-telefoner med optagelser, der blev sendt ud på nettet. Om finansieringen af de dyre telefoner forklarer han, at et medlem af hans gruppe, en forretningsmand i Homs, købte dem i Libanon og smuglede dem over grænsen under gulvmåtten i en bil.

»Når sikkerhedsstyrkerne konfronterer demonstrationerne, har de hjælp af civile fra alawitsektens Shabiha-milits, der går i forreste række og åbner skyderiet. Herefter rykker sikkerhedsstyrkerne frem,« forklarer Wassim.

Således skaber regimet et had til de alawitter, det kommer fra. Shahiba-militserne bruges som kanonføde i fortællingen om, at oprøret bunder i sekteriske modsætninger, ikke i politiske krav. Og nu, hvor alle i Homs har mistet børn, familiemedlemmer eller bekendte er der ingen vej tilbage.

Wassim blev anholdt før den fjerde fredags-demonstration i april, da han mødtes på en café med en aktivist fra det Deir al-Zour i det nordøstlige Syrien. De havde haft kontakt på nettet, og nu var han i Homs for at høre om, hvordan Wassims gruppe organiserede sig. Men manden var blevet skygget. Pludselig kørte fire biler med bevæbnede sikkerhedsfolk op foran caféen, og Wassims 10 rædselsdøgn tog sin begyndelse.

»Jeg vil hellere dø, end gennemleve den erfaring en gang til,« siger han og trækker vejret tungt. »Det var ikke så meget den fysiske smerte, men det mentale nedbrud, der var det værste. Jeg kommer ikke over det. Heller ikke over chokket ved at opdage, at de mennesker, der i 40 år har kontrolleret vores liv, er så primitive — sadistiske dyr.«

Men selv tragedien har sine stænk af sort humor, da Wassim skildrer den afhørende officers viden om internettet.

»En total ignorant, der spurgte efter min mailadresse uden at kende forskel på internettet og posthuset. På arabisk spørger man ikke om 'adresse', man spørger: 'hvor bor du', underforstået i hvilket hus, hvilken gade? Jeg svarede, at jeg bor i Homs, i den og den bydel. Han blev rasende og kaldte mig for 'dyr' og 'bøsse', og gentog: Hvor bor du? Og jeg gav samme svar og blev slået i hovedet indtil jeg spurgte, om han mente mailadresse? 'Ja, ja, net, net', råbte han. Han kendte end ikke ordet 'internet'.« Wassims foragt er dryppende: »Tænk at sådanne folk kontrollerer vores liv.«

Alternativet

I den sidste, fjerde afhørings-seance blev Wassim anklaget for at stå i spidsen for 'et islamisk emirat' i Bab el-Sibar-bydelen i Homs. Wassim svarede, at hvis han har sat sine ben i moskéen to eller tre gange i sit liv, er det højden. Men beskyldningen havde sin egen logik: Regimet legitimerer den brutale nedkæmpelse af oppositionen med en fortælling om, at fanatiske salafister fisker i rørte vande. Det er salafist-grupper, der får deres våben fra Saudi-Arabien og sunni-grupper i Libanon, og det er Bashar al-Assads pligt at beskytte befolkningen mod de religiøse fanatikere. Sådan begrunder styret den brutalitet, der har forvandlet Homs og andre byer, bl.a. Banyia, Dara'a og Deir al-Zour, til veritable slagterier, og det er tillige forklaringen på rækken af unge mænd med flakkende blik, der med jævne mellemrum aflægger tilståelser på syrisk tv, der passer til regimets fortælling om salafister, der vil rykke samfundet tilbage til Profetens tid.

Skønsmæssigt er 2.800 dræbt. Andre 3.000 er forsvundet sporløst, og Syrien-iagttagere vurderer, at 100.000 har været gennem fængsler og interneringslejre gennem de snart syv måneder, demonstrationerne har stået på. Wassim siger, at alle er i risiko, også selvom de ikke har noget med oppositionen at gøre, men — som en nabo — blot var på vej hjem fra fiskehandleren. »Han havde intet med protesterne at gøre, men var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Intet er normalt.«

Fraværet af normalitet har ligeledes sin egen perverse logik: Ved at fylde fængslerne legitimeres sikkerhedstjenesterne. De udviser resultater, og i følge Wassim gøres der ikke forskel på uskyldige og skyldige: »Alle får prygl med det formål at fremtvinge 'tilståelser', der bekræfter styrets version.«

Da jeg spørger til de hårdnakkede forlydender om, at oppositionen i Homs nu er i færd med at bevæbne sig — at borgerkrig siges at være lige om hjørnet? - tøver han: »Jeg vil ikke benægte, at der er våben,« svarer han, og giver et eksempel: »Hvis den far i Homs, hvis datter blev dræbt, da sikkerhedsfolk sendte byger af kugler gennem hendes vindue, anskaffer et våben, forstår jeg ham.«

Han forklarer, at styret bevidst arbejder på at oppositionen bevæbnes, for det gør det legitimt at knuse den med kampvogne og terror. Ligesom det kan bekræfte »løgnen om, at revolten er sekterisk, at det er sunni'erne mod kristne og præsidentens alawit-sekt. Og desværre ser det ud til at lykkes til en vis grad. Men ingen tror på, at vi kan vindes en militær krig mod regimet — vi kan kun vinde, hvis vi fastholder den ikke-voldelige strategi.«

Jeg gør opmærksom på, at oppositionen kritiseres for ikke at have noget alternativ til Bashars styre, at der er splittelse, og at den politiske vifter er meget bred.

»Der er da et alternativ,« svarer han. »Frie valg. Der vil nok være noget roderi efter regimets fald. Jeg vil selv være lidt rodet, selvom jeg er fredelig og ikke-voldelig — men genkender jeg en skønne dag en af de stemmer, jeg hørte, da jeg lå blindet i torturcellen — og de stemmer glemmer jeg aldrig — går jeg til yderligheder. Det, de gjorde mod mig, skal de betale for.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Karsten Olesen

Grunden til hærens stilling i samfundet er naturligvis grænsen til Israel.

Dette beredskab smitter igen af på samfundet.

Syrien var indtil Hafez al Assads magtovertagelse plaget af konstante krigsudbrud med Israel.

Hafez al Assad viste gennem 30 år - hvad enten man kan lide det eller ej - at man med jernhård disciplin kunne undgå nye krigsudbrud.
Denne jerndisciplin er blevet løsningen på Syriens geografiske udsathed.

Facebook-aktivisterne kan ikke trylle Israel væk - og dermed heller ikke det pres der ligger på samfundet.

Man kan heller ikke i andre lande angribe en stående hær uden at få øretæver.

Man kan heller ikke nedskyde politifolk og forvente at få kaffe og kage.

Den interviewede har sikkert ikke selv deltaget i væbnede aktioner mod hær eller politi, men der er andre der har.

Granatbeskydninger, kidnapninger og drab har forekommet i Homs-området.

Der er også beslaglagt våben og bombefabrikker, så man skal ikke tro på alle forsikringerne om uskyld.

Våbensmuglingerne fra Libanon sker gennem Saad Hariris parti:

Hariri implicated in arming NATO insurgency in Syria:

http://t.co/W5Hj1edj

Karsten, skulle de være ringere agtet for at gøre oprør efter årtier? Hvis de griber til våben kan man ikke bebrejde dem det, det er bare ikke løsningen.

At Israel er bange er der ikke meget nyt i, men de klarer den nok med 200 atomvåben, modsat nul.

Karsten Olesen

Prins Bandar i Saudi Arabien, Richard Cheneys tidligere stabschef, og Qatar lagde planerne for Al Jazeeras krigsintrige:

Disse kyniske skakspillere ville rask væk starte en krig - de er åbenbart slet ikke i stand til at medregne de 23 millioner syreres interesse i et land at leve i.

http://uprootedpalestinians.blogspot.com/2011/10/origins-of-great-game-i...

"....it was Prince Bandar of Saudi Arabia who planted the first seed: hinting to US officials that something indeed might be done about this Syria connector, but only through using the Syrian Muslim Brotherhood, adding quickly in response to the predictable demurs, that managing the Syrian Brotherhood and other Islamists could safely be left to him.

.... al-Jazeera, would not just report revolution, but instantiate it for the region - or at least this is what was believed in Doha in the wake of the Tunisia and Egyptian uprisings.

This was a new evolution over the old model: Hubristic television, rather than mere media management.

The Salafist component of armed and combat experienced fighters was to have been managed within this framework, but increasingly they went their own way, answering to a different agenda, and having separate finances.

.... the Syria "game"...- for let us not forget the many killed (including civilians, security forces, and armed fighters) make it no game - is on a different scale to the early "color" revolutions,

The Syrian security structures have remained rock solid [9] through seven months - defections have been negligible - and Assad's popular support base is intact."

Terrorgruppernes ofre findes meget ofte lemlæstet - et kendemærke for islamisterne.:

"...Abdul Wahid was found this morning in a container at Khalidiya neighborhood killed and a sliced, people are saying, the reason he was killed for is that he was chasing one of Dr. Hasan murderers.. ...

authorities have found 7 dead mutilated bodies thrown in various parts of Homs city... they were transported to the National Hospital."

osv. osv.