Læsetid: 6 min.

USA's venstreintellektuelle har ventet på Occupy Wall Street

Uden valget af Barack Obama i 2008 ville protestbevægelsen mod Wall Street være startet år tidligere. Men Occupy Wall Street er også en ’j’accuse’ mod præsidenten og derfor en kæmpe udfordring til Demokraterne ved næste års valg, mener flere amerikanske kommentatorer
Oprør fra venstre. 'Obama er mere distanceret fra en venstrepopulisme end nogen tidligere demokratisk præsident ... Han har omfavnet Wall Street og Big Business ... Han ville ikke knytte betingelser til statslånene, som reddede bankerne, siger den venstreintellektuelle økonom Robert Reich om USA's præsident og den bevægelse, der har indtaget New Yorks gader.

Oprør fra venstre. 'Obama er mere distanceret fra en venstrepopulisme end nogen tidligere demokratisk præsident ... Han har omfavnet Wall Street og Big Business ... Han ville ikke knytte betingelser til statslånene, som reddede bankerne, siger den venstreintellektuelle økonom Robert Reich om USA's præsident og den bevægelse, der har indtaget New Yorks gader.

Mario Tama

22. oktober 2011

Overraskelsesmomentet er det karakteristiske for den tiltagende debat blandt amerikanske venstreintellektuelle om Occupy Wall Street.

Ingen — ikke engang de mest fremsynede — havde forudset den gennemslagskraft, nogle få demonstranters besættelse 17. september af en lille park nær børsen og finanshusene på Manhattan ville få i USA og store dele af verden.

Det forklarer, hvorfor det tog næsten to uger for intellektuelle og medier at tage den fremvoksende bevægelse alvorligt.

I den slags radikalt nye situationer søger tænkere efter historiske paralleller for at sætte de aktuelle begivenheder i perspektiv og skabe en forståelsesramme.

For Tea Party-bevægelsen i 2009-10 var det ikke så svært.

Tea Party i Boston var en lille gruppe amerikanske aktivisters protest i 1774 mod den britiske kolonimagts pålæggelse af toldtariffer på import af te fra Sydasien. Aktionen — at kaste sække med té i Bostons havn — forvandledes til et folkeligt og væbnet oprør mod et fjernt og dikterende kolonidømme (forbundsstaten i vores dage), der skulle holde fingrene væk fra anliggender, som borgerne håndterede bedst selv.

Occupys aner

Men hvor i amerikansk historie henter Occupy-bevægelsen inspiration fra? Det er der flere bud på.

I en nylig blog trak Robert Reich en linje tilbage til de 'økonomiske populister' i starten af det 20. århundrede, som protesterede mod den magt, datidens industrikarteller havde tilranet sig. Det Demokratiske Parti lyttede. Præsident Wilson fik gennemført en antitrust-lovgivning.

Efter børskrakket i 1929 og under den store depression i 1930'erne marcherede hundredtusinder amerikanere hyppigt i protest mod arbejdsløshed, fattigdom og sult. Præsident Roosevelt lyttede og talte deres sag. Det førte til gennemgribende sociale og økonomiske reformer af det amerikanske samfund.

For Reich — økonom og tidligere arbejdsminister under præsident Clinton — er det afgørende spørgsmål, om nutidens Demokratiske Parti og præsident Obama vil lytte til Occupy-bevægelsens kritik.

Han er skeptisk.

»Obama er mere distanceret fra en venstrepopulisme end nogen tidligere Demokratisk præsident ... Han har omfavnet Wall Street og Big Business... Han ville ikke knytte betingelser til statslånene, som reddede bankerne. Der er ikke udsigt til, at det demokratiske parti vil omfavne venstrepopulisme, som det republikanske Parti har omfavnet højrepopulisme,« skriver Reich.

Civil ulydighed

En af de vigtigste bevægelsesteoretikere i USA, Marshall Ganz fra Harvard University, ser derimod et referencepunkt i en amerikansk tradition for civil ulydighed.

»I amerikansk historie handler civil ulydighed om at lytte til stemmer, som ellers ikke bliver hørt, om at diskutere konfliktfyldte emner, som ellers bliver dysset ned og om at udfordre politiske ledere til at tage et standpunkt, som de ellers ville have undgået,« sagde Marshall Ganz i en nylig debat på Harvards Kennedyskole.

Civil ulydighed går længere tilbage i amerikansk historie end Vietnamkrigen i 1960'erne og de sorte amerikaneres boykot i sydstaterne i 1950'erne. Bevægelsen mod slaveriet i midten af det 19. århundrede anvendte civil ulydighed; den førende aktivist i tiden, John Brown, ville i dag være blevet kaldt en terrorist.

Og så er der f.eks. studerendes besættelser af amerikanske universiteter i 1969 i protest mod Vietnamkrigen, hvoraf overtagelsen af Harvard-universitetet er den mest kendte. I 2006 blev dele af det berømte universitet besat af unge aktivister, der krævede en højere løn for ufaglærte på Harvard. De vandt deres kamp! Og sidste forår besatte studerende og fagforeningsaktivister en del af parlamentsbygningen i Madison, Wisconsin i protest mod en republikansk guvernørs planer om at eliminere overenskomstaftaler for offentlige ansatte.

Set på denne baggrund var Occupy-bevægelsens opståen måske ikke så overraskende endda.

»Hvis John McCain havde vundet i 2008, ville bevægelsen utvivlsomt være opstået på det tidspunkt,« siger Todd Gitlin, professor i sociologi på Columbia University og en prominent studenterleder i 1960'erne.

»Man kan sige, at valget af Obama udsatte starten. En betragtelig del af den indre kerne i Occupy Wall Street arbejdede for Obama-kampagnen, og de var villige til at give ham tid, men deres tålmodighed slap op.«

Gitlin erindrer oplevelsen af at sidde i et sportsstadion i Denver i august 2008 under Obamas takketale for partiets kåring af ham som præsidentkandidat.

»Begejstringen var så stor, at hele stadion sitrede. Min tanke var dengang: Sådan bør han regere. En gang om måneden indkalde 80.000 mennesker og forklare dem, hvad han agter at gøre som præsident og sende dem alle ud og banke på døre, især hos kongresmedlemmer og senatorer. Men det gjorde han ikke. Så bevægelsen gik død, og nu er den vågnet op igen.«

Marshall Ganz udtrykker det på en anden måde: »Vi har haft et par år, hvor den højre side har lagt meget stærke argumenter frem for at begrænse statens indflydelse, mens den anden side tav. Nu har venstresiden taget bladet fra munden,« siger han til Wall Street Journal.

En forspildt chance

Ugerne inden Wall Street-aktionen tilbragte venstreintellektuelle Robert Kuttner, medgrundlægger af månedsbladet The American Prospect, foran computeren. Han havde forinden rejst en måned rundt i Europa (herunder Danmark) for at interviewe fremtrædende politikere og meningsmagere om venstrefløjens krise.

Det logiske spørgsmål, han stillede, var: Hvordan kan det hænge sammen, at de europæiske venstrefløjspartier ikke har kunnet udnytte finanskrisen og de strenge spareprogrammer under euro-krisen i politisk øjemed og genvinde regeringsmagten (Kuttner talte også med statsministerkandidat Helle Thorning-Schmidt)?

»Alt tydede på, at 2008 — ligesom valget af Roosevelt i 1932 — ville blive et politisk vandskel,« skrev Kuttner i American Prospect en uge inden besættelsen af Zuccotti Park i Manhattan.

»I stedet er højrefløjens ideer og politik kommet i førersædet tre år i træk, mens den demokratiske venstrefløj er i vildrede.«

Kuttners dybe forundring holdt ikke rigtig stik. Noget gærer. Spørgsmålet er, hvad det vil føre til. Det debatterer man også ivrigt i USA.

Systemet skal ændres

Nogle kommentatorer og politikere har opfordret aktivisterne til at fremlægge konkrete krav til regering og kongres, men det bliver afvist af Occupy-bevægelsen.

Aktivisterne har tabt tilliden til politikere, som efter deres mening lader sig bestikke af 'oligarkerne', som Paul Krugman kalder den kapitalistiske klasse i The New York Times. Besætternes ubøjelige krav er reform af de politiske institutioner; kapitalen skal vige for et repræsentativt demokrati.

»Hvorfor skulle besætterne stille krav til de politiske magthavere,« skriver Katrina vanden Heuvel, chefredaktør for The Nation Magazine. »Deres pointe er, at systemet skal laves om; ellers tjener det ikke de 99 procents interesser. De kræver meningsfulde forandringer som penge ud af politik, mindre ulighed og en løsning af jobkrisen.«

Det er ikke, fordi besætterne i ca. 100 amerikanske byer ikke har diskuteret og er blevet enige om nogle generelle krav. Man kan blot tjekke deres hjemmesider. På en generalforsamling i Zuccotti Park 29. september blev man enig om et manifest, som ikke skorter på detaljer.

Det springende punkt er, hvordan bevægelsen helt konkret kan gennemtvinge institutionelle reformer og forbedre almindelige amerikaneres dagligdag. Skal hele den politiske klasse udskiftes, som Tea Party-aktivister kræveer? Eller er det nok at tvinge Obama til venstre og få ham genvalgt på en ny bølge af entusiasme?

Her kan man igen vende blikket bagud og konstatere, som redaktørerne på The New Republic, John Judis og Jonathan Cohn gør, at forudsætning for reformer i USA traditionelt har været etableringen af en koalition mellem den traditionelle venstrefløj (fagbevægelsen, borgerretsgrupper, studerende og tænketanke) og liberale politikere.

»De to strømninger i amerikansk politik har brug for hinanden. Når de samarbejder, får vi reformer. Hvis en af dem svigter — og de liberale politikere har svigtet i de sidste år — så får højrefløjen overtaget,« mener de.

Nu er det altså op til Obama og Demokraterne at gribe chancen — den chance, som de forspildte i 2008.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik Brøndum

Er der nogen der kan forklare hvordan man goer sig fortjent til at blive benaevnt "populist"?

Ordet har, i modsaetning til "populaer", en negativ klang.

Mit indtryk er at det er noget man siger om nogen man ikke kan lide. Men hvorfor er de aktioneredende i Occupy Wall Strett "populister"? Med rimelig fredelige midler udtrykker de deres mening - det er vel det vi normalt er stolte over i det vestlige demokrati?

Heinrich R. Jørgensen

Karl Rove:
"OWS er ikke en bevægelse; det er en række begivenheder befolket med et besynderligt sammen-rend af utilfredse originaler lige fra anarkister og antisemitter til socialister og Lyndon LaRouche-folk. Men hvad de har til fælles, er en amorf vrede rettet mod banker, investorer, rige mennesker og burgøjser-værdier"

Karl Rove vildleder, smæder og bedrager, som sædvanligt. Men der kan næppe være tvivl om, at han har forstået OWS-bevægelsens natur og ambitioner. Karl Rove og hans ligesindede er med andre ord godt og grundigt bekymrede. Årsag: OWS bevægelsens rationale og metode er præcis den metode, der har mulighed for at afsted komme ændringer. Qua bevidstgørelse af mennesker.

Bevidste mennesker vil næppe affinde sig med at blive bedraget og manipulerede... Dét er truslen, der frygtes på oligarkernes parnas.

Michael Kongstad Nielsen

Henrik Brøndum: Jeg synes også det virker forkert at kalde Occupy-aktisterne for populister eller bevægelsen for populisme, for dens slags plejer at udgå fra en politiker eller et parti, der søger at vinde befolkningens opbakning ved forenklede og populære budskaber. Ordet er nedsættende (indtil videre). Sådan er også hovedbetydningsforklaringen i "Den Danske Ordbog."

Occupy-bevægelsen ser ud til at være skuffede og trætte af Obama, der ikke kunne indfri de høje forventninger. Hvis bevægelsen kan sætte noget helt ny igang udenfor de etablerede partier og organisationer, vil det være fantastisk. Men næstbedst ville det være, hvis de kan få skubbet til Obama-administrationen.

Niels-Holger Nielsen

Martin Burcharth er reaktionens røst og forpost i inddæmningen af den revolterende protest mod de etablerede partiers rollefordeling i opretholdelsen af pengenes hegemoni.

Når venstrepartierne har haft så svært ved at drage fordel af krisen, kunne det jo skyldes den monopolisering som er sket på mediemarkedet de sidste 20 år.

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor har venstrefløjspartierne ikke kunnet

udnytte finanskrisen? Fordi der ikke har været nogen etableret venstrefløj. De, der var, var blevet deltagere i småkapitalistsamfundet, de privatspekulerede selv på børsen, og nød godt af boligboblerne. Først nu er det ved at gå op for disse aktivister, at kapitalisttilværelsen er noget møg.

Dan Johannesson

Det slår mig, selvom jeg selv må tilstå at være akademiker, og derfor burde tie og være solidarisk med standen, at der altid er et intellektuelt forsøg på ikke alene at kvantificere, og herigennem også i nogen grad uskadeliggøre alt nyt, ved at drage en parallel til noget gammelt. Økonomiske populister og Børskrakket er selvfølgelig fine og rimelige bud.

MEN, kan det tænkes at det vi ser, som jo IKKE kun er USA , men et GLOBALT oprør, er NYT? Er et verdenshistorisk fænomen, startet af knap en milliard modige mennesker i mellemøsten? Mennesker så modige, og med så meget på spil, at de inspirerede selv den henslumrende, og relativt kastrerede pseudodemokratiske del af verden - vesten?

Og at de utrygge intellektuelle har travlt med at adskille de mange begivenheder, og kvantificere dem som noget andet, end det de egentlig er?

Hvad hvis man, bare et sekund, LEGEDE med tanken, at det vi ser er en hel verden som er ved at vågne af sin tornerose søvn? Hvad hvis de unge på Wall Street og i Mellemøsten ikke har "hentet inspiration" hos hverken populister eller tredivernes amerikanske protestbevægelse?

Hvad hvis de SELV har TÆNKT? SELV har SET? Og er nået frem til at verden er en slaveanstalt, en ægte fuldblods matrix, hvor ganske ganske få, i århundreder har styret, udnyttet og manipuleret de mange, milliarder og atter milliarder af skæbner.

Hvad hvis det vi ser - er begyndelsen på den største mentale revolution vi nogensinde har kendt, i menneskets historie?

Og hvad hvis vi - de intellektuelle, og politikerne, og alle de andre elitære underkontrollanter, og sjælebetvingere, ikke længere er relevante.. men blot gør, hvad vi for længe har gjort, og for længe har svigtet ved - mekanisk fremtager vores blokke og skemaer.. i fuld disonans med situationens beskaffenhed.. sætter et kryds, tegner en graf.. og, som de sidste i en ny verden, fortsat sover..

Dan Johannesson, jeg tror ikke engang, at vi behøver forestille os det, for forudsætningerne er så indlysende til stede i modsætning til noget andet tidspunkt. Telegrafen kunne ikke have gjort det, men det, at her borger, også i den mindre udviklede del af verden, er blevet sit eget omvandrende kommunikationscenter, er et teknologisk nybrud, der ovenikøbet er vokset frem i løbet af så få år, at ingen vist rigtigt har fanget rækkevidden, før de, der får et savnet værktøj, demonstrerer det.

Heinrich R. Jørgensen

Dan Johannesson:
"Hvad hvis det vi ser - er begyndelsen på den største mentale revolution vi nogensinde har kendt, i menneskets historie?

Det må vi alle håbe på, bliver tilfældet.

Mentale revolutioner (i kombination med materielle) er forekommet før, og selv om mange har lidt tilbageslag, er det langtfra alle der er blevet udryddet helt.

Ét er dog givet. Potentialet for en mental revolution er enormt. Det kollektive uforstand i Europa i disse år har antaget monumentale proportioner.

Heinrich R. Jørgensen

Peter Hansen:
"Telegrafen kunne ikke have gjort det"

Telegrafen kunne bestemt ikke. Til gengæld kan man sige, at telepatien tidligere har vist sig ganske nyttig ;-)