Læsetid: 9 min.

Bjørnen er en almindelig mand

Homo-subkulturen ’gaybear’ vokser i Danmark. Idealet for bjørnen er den almindelige mand, som tør være sig selv. Det betyder stort skæg, kropsbehåring og en afslappet livsstil. Bjørnen finder det ideal frem hos mændene, som engang var det heteroseksuelle mandeideal
Robust. Jeg har altid været til bears, også før jeg vidste, hvad det var. Jeg er interesseret i maskuline mænd, som er robuste og har skæg, siger Mathias Dahl.

Robust. Jeg har altid været til bears, også før jeg vidste, hvad det var. Jeg er interesseret i maskuline mænd, som er robuste og har skæg, siger Mathias Dahl.

Sofie Amalie Klogart

26. november 2011

På venstre side af brystkassen har Mathias Dahl fået tatoveret en bjørnelab. Dybsort og med spidse klør. Når han tager en af sine ternede skjorter på og forlader værelset, kan man ikke se, at han er en bjørn. Med sit sorte, korte hår, velplejede skæg, løsthængende bukser og mainstream sneaks ligner han en helt almindelig fyr fra Vanløse. Det er han også, men han kalder sig selv en bjørn, og de fleste af hans venner er også bjørne.

»Jeg har altid været til bears, også før jeg vidste, hvad det var. Jeg er interesseret i maskuline mænd, som er robuste og har skæg. En typisk bear er maskulin, meget afslappet og afklaret med sig selv. Han har en stille og rolig tilgang til livet. En bear ved, hvem han er,« siger Mathias Dahl.

Mathias Dahl er en del af homosubkulturen gaybear eller bare bear eller bjørn. Mathias er tiltrukket af et mandeideal, der med et ord kan sammenfattes til naturligt. Naturlig vægt. Naturlig kropsbehåring. Naturlig tilgang til livet.

Den 20-årige grafikerelev sprang ud som 15-årig og begyndte som 16-17-årig at interesse sig for bjørnekulturen. Fra en af sine ekskæresters venner hørte han om bjørnene. Om deres rolige sind. Om, hvordan det handler om at være sig selv. Og om, hvordan et stort fokus på det ydre, det flamboyante og ekstravagante, der tidligere ofte er blevet forbundet med bøssekulturen, ikke har noget at sige. I stedet er trådt ønsket at ligne en helt almindelig mand, der kan gå ud og drikke sine fadøl på en bodega, uden at man kan se, om personen bag skovmandsskjorten og jeansene dyrker sex med kvinder eller med andre mænd.

Tilbage til 70’erne

Bag baren på den københavnske cafe Jailhouse står ejeren Karsten i en lyseblå politiskjorte. Han er høj, robust bygget og har gråt, velplejet fuldskæg under de markerede briller. Han serverer juleøl i de mørke lokaler, der er oplyst af røde lyskæder i anledning af den forestående højtid.

»Er du egentlig bear, Karsten?« spørger Mathias Dahl.

»Ja, det er jo nok det, jeg er. Blandt andet,« siger Karsten og griner.

Flere og flere har erklæret sig som bjørne i det danske homoseksuelle miljø. De er begyndt at komme til BearAware-fester, hvor kun bjørne lukkes ind, og overskriften på menukortet er Bearages i stedet for Beverages. Peter Hylleberg er den ene af to mænd, der står bag Scandinavian Bear Events, der afholder bjørnefesterne. Der er 400 til festerne, når der er flest, og stemningen er anderledes end andre steder i homomiljøet. Det handler ikke kun om, at der er 400 mænd samlet med samme look, men at looket netop ikke er det vigtigste. I stedet skal man hygge sig.

»Ligesom behåringen er lidt 70’er-agtig, så er den måde, man er sammen på også lidt flipperagtig. Alle skal have lov til at være her, uanset om du er en tyk eller en tynd bjørn. Det er en meget medmenneskelig subkultur,« siger Peter Hylleberg.

»Bjørnene er et opgør med viftende håndled. Vi behøver ikke skille os ud. Vi gør det i at se almindelige, ikke anderledes ud.«

Mod den feminine homo

Bjørnekulturen er en bestemt måde at være homoseksuel på, men en måde, som let kan forveksles med den heteroseksuelle mand. Som han så ud engang. Måske i 70’erne, eller i hvert fald før begrebet metroseksuel fandtes. Dengang han var afslappet, ikke skelede til den begyndende ølmave og ikke barberede de hår af, som nu engang findes hos de fleste testosteronholdige skabninger.

»Jeg kan sagtens lade skægget stå i to-tre måneder uden at gøre noget ved det, og jeg går ikke op i, hvilket mærke mit tøj har. Mens den heteroseksuelle mand er blevet meget metroseksuel og skal bruge rynkecreme, have det rigtige tøj og være velplejet, så er vi i bearmiljøet mindre fokuseret på det ydre. Vi vil bare være os selv,« fortæller Mathias Dahl.

Michael Nebeling Petersen er ph.d. på Center for Kønsforskning på KU. For ham at se udfordrer bjørnefiguren alle de typiske forestillinger om både hetero og homomænd. Den homoseksuelle bliver hård, og den heteroseksuelle er pludselig et objekt for mandligt begær.

»Bearfiguren gør to ting. Den tager et konservativt maskulint ideal og er en modstand mod den feminine homo. Man bruger maskuline koder, noget upyntet og en bestemt stil og æstetik, der reproducerer en særlig maskulinitet. Den fratager den hvide, heteroseksuelle mand retten til hans heteroseksuelle udtryk.«

Når det maskuline udtryk understreges hos homoerne, ophæves selve det maskuline udtryk også for heteroerne.

»Noget af det mest hardcore maskuline har jo været at erobre kvinder. Det destabliserer bearkulturen. Det maskuline ideal bliver et objekt for maskulint begær. Man kigger pludselig på den meget maskuline krop som seksualiseret,« siger Michael Nebeling Petersen.

Bjørnene tager et generelt maskulint udseende til sig, men de opfører sig ikke som brovtende fadølsbamser.

»Bjørne er meget imødekommende. De er ikke bange for at give et kram til fremmede. Specielt til bearfester er det sådan noget med, at man sidder og nusser lidt i krogene. Det er meget typisk for bears. Selv om man er venner, kan man godt sidde og kramme lidt og ’cosycuddle’, som vi kalder det,« siger Mathias Dahl.

De pæne bøsser

I forhold til andre homosubkulturer er bjørnene ikke så aggressive seksuelt, når de fester sammen, siger næstformand Michael Skov fra foreningen SLM-Århus. I SLM-Århus er bjørneafternene de eneste fester for bøsser, hvor der ikke indgår sex på den ene eller den anden måde, og BearAware festerne har heller ikke et seksuelt indhold. Men det er et dansk fænomen. Går man for eksempel til bjørnefester i Berlin, bliver der også arrangeret bjørneaktiviteter i saunaer, og i mange andre lande indbefatter bjørnefesterne også sex.

Mads Ananda Lodah er folkeskolelærer og har i adskillige år arbejdet politisk ud fra et queersynspunkt som indgang til at ændre homoseksuelles rettigheder og normer om homoseksuelle i samfundet. Han er ikke en del af bjørnekulturen, men en del af queermiljøet i København og for tiden i Berlin, hvor han arbejder i en saunaklub for bøsser samtidig med han skriver på en bog om queer. Han ser bjørnenes ideal om at ligne den almindelige heteroseksuelle mand som en generel strømning i forholdet mellem homo- og heterokultur.

»Når man maler med de meget brede penselstrøg og kigger på de fordomme og normer, som har eksisteret gennem årene, så er der blandt homoer en pænhedsstrategi på spil, som krydser udviklingen for heterokultur,« siger Mads Ananda Lodahl.

Homoerne vil have kernefamilie og faste forhold. Heteroerne vil have frie familieformer og frihed.

»Mainstreambøsser i dag ønsker at leve et liv, som minder om det heteroseksuelle ideal i 1950’erne. Man kæmper for at blive accepteret i militæret, blive gift i kirken, få to børn og to biler og leve monogamt sammen livsvarigt. Samtidig fyrer de heteroseksuelle den af med swingerklubber, åbne forhold og alternativ livsstil,« siger Mads Ananda Lodahl.

Den monogame normalitet

Michael Nebeling Petersen vurderer derimod, at homo- eller queerkulturen svinger over i det heteroseksuelle, mens det heteroseksuelle ikke rykker sig meget.

»Engang var homoen en, der faldt udenfor. I film døde den homoseksuelle eller forsvandt ud på et sidespor. Man beskrev kulturelt bøsser som syge og ødelæggende. Så blev homoer et festligt indslag og noget sjovt, som ikke længere var ødelæggende. Nu er de et positivt og opbyggende indslag i heterokulturen. De vil også have familie, og de tror også på kærligheden,« siger Michael Neberling Petersen.

Han vurderer ikke, at de heteroseksuelle vil blive mere homoorienterede, men at både heteroer og homoer er i gang med at opbygge livsfortællinger, der handler om monogam kærlighed og er fulde af familieværdier.

»Der er ved at fremkomme en bred konsensus, hvor både homoseksuelle og heteroseksuelle bakker op om, at familieskab er det vigtigste. De, der ikke lever det normale familieskab; de, som er mærkelige, er dem, som falder uden for familieideen, og ikke nødvendigvis homoen,« siger Michael Nebeling Petersen.

En udvikling, hvor homokulturen retter ind mod heterokulturen, er ikke ønskværdig for homoseksuelles kamp for lige rettigheder, mener Mads Ananda Lodahl. Han arbejder aktivistisk med sine queerideer og kæmper for at ændre samfundets syn på homoseksuelle, seksualitet og køn. Bjørnekulturen er for ham et spark i skridtet til den gængse opfattelse af homoseksuelle, men det er ikke sikkert, at det sparket er hårdt nok.

»Som jeg oplever bearkulturen, så bidrager den til et nuanceret billede af bøsser. Bearkulturen synliggør bøsser som andet end en stereotyp, som man kender fra medierne. Det er spændende, men hvis det kommer til at handle for meget ,om at være normal i andres øjne, så bliver det også farligt,« siger Mads Ananda Lodahl.

Afpolitisering

Efter homoseksuelle i årevis at have kæmpet en kamp for at blive en anerkendt gruppe i samfundet, der findes og hverken er sindssyge eller kriminelle — og som mange steder i verden fortsat ses som en særlig minoritet — er Mads Ananda Lodahl bange for, at ønsket om at være normal kan føre til, at man glemmer, at homoseksuelle mange steder ikke har de samme vilkår som ikke-homoseksuelle. Han ser, at homoseksuelle enten anlægger en normaliseringsstrategi eller en queerstrategi i den måde, de lever deres liv på. Den første handler om at passe ind i den eksisterende norm, den anden går ud på at tage kritisk stilling til den eksisterende norm og for eksempel spørge til, om man ønsker at være en del af en kultur, der vier folk i kirken. Om man overhovedet gider kæmpe for en idealnorm, som man alligevel ikke kan bruges til noget, og som måske også i sig selv er undertrykkende.

»Hos bears og hos andre homoer er der klart en tendens til at afpolitisere seksualiteten. Det synes jeg er farligt. Vi er kommet langt med ligestilling, og så er vi holdt op med at kæmpe rigtig for det. George Michael sagde på et tidspunkt, at folk holdt op med at være politiske, fordi det er usexet. Det hænger sammen med den normaliseringsstrategi, som jeg mener, at vi nu ser i homomiljøet,« siger Mads Ananda Lodahl.

 

Bjørnekulturen

Mænd kan i bjørnemiljøet — både i Danmark og internationalt — være forskellige typer af bjørn. Man kan skifte mellem de forskellige typer alt afhængig af alder, erfaring og tilknytning til miljøet. Her er de mest almindelige typer af bjørne med deres engelske betegnelser, som også bruges i Danmark. Oversigten er en generalisering, ikke alle bjørne betegner sig selv som en del af kategorierne:

Admirers: Beundrer bjørne og kan godt kan lide at være i selskab med dem, men indleder ikke forhold til bjørne. Kan have nogle af bjørnens kendetegn i udseendet

Chasers: ’Jager’ bjørne og er interesserede i seksuelle forhold til bjørne. Deltager sporadisk i bjørnemiljøet. Ligner ikke selv bjørne

Otters: Har bjørneudseende med markeret skæg og samme indstilling til livet, men er slanke

Wolfes: Er ligesom odderne slanke bjørne, men er kropsligt mere muskuløse og af sind lidt hårdere og mere dominerende

Cubs: De unge bjørne. De er som bjørne, men i en yngre udgave. Det giver sig især udslag i mentaliteten. Man kan kende unge bjørne på, at de er ungdommelige og ikke tager tingene så seriøst

Bears: Selve bjørnene. Har runde former, stort skæg og naturlig kropsbehåring. Deres humør er stille og roligt, og de holder af afslappet selskab

Chubs: Rigtig tykke mænd. En mellemgruppe, som typisk hænger ud med bjørne og kommer til bjørnefesterne. De føler sig godt tilpas og mere hjemme i bjørnekulturen på grund af deres størrelse, men definerer ikke nødvendigvis sig selv som bjørne

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

En rigtig fin artikel, der dog driver to tendenser for meget sammen. Bjørne er jo ikke nødvendigvis monogame, de er bare meget sociale og holder af venskaber, hvilket er ganske traditionelt i homomiljøet, hvor man som undertrykt minoritet er stærkt afhængig af fællesskabet.
Queerbevægelsen er til gengæld en opkalket udgave af den gamle anarkistiske homobevægelse, men lidt for meget præget af tidens ekstreme individualisme.

Martin Jeppesen

»Der er ved at fremkomme en bred konsensus, hvor både homoseksuelle og heteroseksuelle bakker op om, at familieskab er det vigtigste. De, der ikke lever det normale familieskab; de, som er mærkelige, er dem, som falder uden for familieideen, og ikke nødvendigvis homoen,« siger Michael Nebeling Petersen.

Så vi har nu erstattet seksuel diskrimination med social diskrimination? Jeg må indrømme at jeg har svært ved at se det positive i det. Idealet må vel være at alle mennesker accepterer at alle andre mennesker kan have forskellige værdier og måder at leve på. Uanset om det handler om seksualitet, social adfærd eller noget helt tredje.