Læsetid: 3 min.

Brevkassen: Må man spørge, hvor ’de’ kommer fra?

26. november 2011

Simon, København V

Min kæreste og jeg bor på Vesterbro, hvor vores børn går i den lokale kommuneskole med mange tosprogede børn.

Vi har en evig konflikt, om man må spørge ’udlændinge’ om, hvor de kommer fra. Jeg synes, det er et helt naturligt spørgsmål, og jeg går ud fra, at mange af dem er stolte over deres kultur, sprog, mad og land osv.

Min kæreste imidlertidig af den opfattelse, at det nærmest er racisme at stille det spørgsmål, eftersom børnene er født i Danmark og er danske statsborgere.Kan I give os et klart svar: Er det rigtigt at stille det spørgsmål?

Svar I:

Jeg er lige vendt tilbage fra et ophold i USA, og dér bruger folk en stor del af deres tid på at stille og besvare spørgsmålet: »Hvor kommer du fra?« Selv om de fleste jo altså er indfødte amerikanere.Der er intet forkert i at stille det spørgsmål. Det er udtryk for en naturlig interesse for andre mennesker. Hvad der er ens egen og slægtens oprindelse, er en bærende del af identiteten. Med et nutidigt udtryk: Fortællingen om, hvem man er.

Selv pæredanskere er normalt glade ved chancen for at tale om, hvor deres slægt kommer fra. Jyder ikke mindst. De kan underholde i timevis.

Så når folk så åbenlyst ikke har deres oprindelse i kernedanmark, er det velbegrundet at spørge til deres baggrund. I et længere bekendtskab ville det nærmest være mærkeligt ikke at gøre det.

Som du selv er inde på, er oprindelsen ofte en kilde til stolthed over, hvad man bringer med sig. Og hvis det undtagelsesvist skulle være en kilde til græmmelse, så vil folk da også have behov for at tale om det. Det havde mange tyske unge tilbage i mine tidlige konversationsår.

Din kærestes håndskyhed over for spørgsmålet er udtryk for en amokløben taktfølelse. Den politiske korrekthed må ikke få lov til at hærge mellemmenneskelige relationer.

Og skulle der endelig være nogen, der føler sig stødt på manchetterne over at blive stillet spørgsmålet — nå ja, så har de det at gå rundt at være forargede over. Uden forargelse over andre menneskers påtrængenhed kan vor hverdag let løbe tør for emotionelle stimulationer.

David Rehling

Svar II:

Hvis der er noget, mennesker ikke kan fordrage, er det usikkerhed. Medmindre de selv har valgt gyset som ved elastikspring, jordomrejser, eller svampespisning, hvor man sikrer sig en vis controle. Controle er et af de ord, vi indoptager i sproget for ikke at føle os for usikre i forhold til alt det udenlandske på tv.Og nu vil du så også gerne føle dig sikker. Ja eller nej, er det rigtigt at stille det spørgsmål? Det må guderne vide, og problemet med Information er så, at vi har lidt tilovers for alle guderne. Selv om ’vi’ ikke helt dyrker andre religiøse fejringer så meget som den der nissejesusfest, vi nu skal æde os tykke på i en måneds tid.

’Vi’ har bare ikke noget enkelt svar på dit spørgsmål. Hvis man kun spørger dem, der har en anden hudfarve, så er det, ja, en form for racisme. Fordi man så gør anden hudfarve lig fremmedhed. Hvis du var en lille pige, som gik og troede, at du var dansker, så er det altså et meget, meget mærkeligt spørgsmål at få stillet: Hvor kommer du fra? Det er sådan set usikkerhedspørgsmålet over alle usikkerhedsspørgsmål. Som man oven i købet ubevidst får vendt udad ved at spørge en anden, og det kan du så kalde ’naturligt’.

Det kommer til at svæve mellem din følelse af usikkerhed og den andens, og her må man fare med lempe. For at gøre den anden tryg må man styre sin egen nysgerrighed lidt og så overveje, om det virkelig er, fordi man interesserer sig for den anden, at man spørger? Og hvis man så gør det, og det er jo al ære værd, så kan man måske, for at få lidt controle spørge: Hvad er det for et andet sprog, du også kan tale?

Tine Byrckel

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu