Læsetid: 8 min.

Fra duen til dronen på 100 år

100 år efter den første præcisionsbombe blev kastet i Libyen, tegner eksperter en lige linje fra Vestens kolonikrige over Anden Verdenskrigs tæppebombninger af civile og krigene i Indokina til nutidens droner. Den stadigt større afstand mellen hånden, der affyrer bomben, og målet på slagmarken tegner ikke godt for fremtiden, mener de
100 år efter den første præcisionsbombe blev kastet i Libyen, tegner eksperter en lige linje fra Vestens kolonikrige over Anden Verdenskrigs tæppebombninger af civile og krigene i Indokina til nutidens droner. Den stadigt større afstand mellen hånden, der affyrer bomben, og målet på slagmarken tegner ikke godt for fremtiden, mener de
26. november 2011

Første Verdenskrigs blodige og langtrukne skyttegravskrige lå stadigvæk tre år ude i fremtiden, da den italienske pilot Guilio Cavotti kastede historiens første bombe fra et Taube-fly — taube er tysk for due — mod Tagiura-oasen uden for Tripoli den 1. november 1911. Angreb fra luften var blevet forbudt i Haag-konventionen fra 1899, men den over fire år lange — og i menneskeliv uhyggeligt dyre Verdenskrig — skulle få den nye teknologi til at fremstå ’human’ og ’progressiv’, fordi den blev set som en hurtig og resolut måde at undgå langtrukne skyttegravskrige.

»Det blev set som mere humant, fordi man kunne skåne soldaters og uskyldiges liv. Det var selvfølgelig ren fantasi. Sådan præcision har aldrig eksisteret,« fortæller den anerkendte svenske forfatter og historiker Sven Lindqvist i en forelæsning, der åbner konferencen Shock and Awe: A Hundred Years of Bombing from Above arrangeret af London School of Economics og Goldsmiths i London.

Udviklingen er gået stærk siden dengang, påpeger Alexander B. Downes fra George Washington University i USA.

»26 år senere fik vi Guernica, 29 år senere Blitz’ en, 32 år senere Hamburg, 34 år senere Japan. Det er utroligt så hurtigt, det eskalerede til mere præcise, men yderst ødelæggende bombardementer,« siger Downes i en forelæsning på konferencen.

100 år efter det første luftangreb er øget præcision blevet et af hovedargumenterne for tilhængerne af det seneste nye inden for i bombeteknologien: de ubemandede, bevæbnede droner, som USA kalder for krigshistoriens mest præcise våben.

Men uskyldige rammes ikke desto mindre stadigvæk.

»Antallet kommer slet ikke i nærheden af det totale antal dræbte i Anden Verdenskrig og i luftkrigene i Indokina. Men det er lige så klart, at civile fortsætter med at være uskyldige ofre i luftkrige,« fortæller Derek Gregory, britisk professor i politisk geografi ved University of British Columbia i Vancouver .

Et levn fra kolonierne

Den første bombe — kastet med hånden fra flyets cockpit — var nok primitiv, men den kom til at ændre fremtidens krig dramatisk; noget, verden især mærkede med udbruddet af Anden Verdenskrig. Sven Lindqvist argumenterer dog for, at briternes kolonifortid var årsagen til, at de i 1942 introducerede en ny bombepolitik, der førte til tæppebombardementerne af Nazi-Tyskland, som »ikke ved en fejl« resulterede i omkring tre millioner civile — og i alt syv millioner — tyskeres død.

»Den nye politik kom fra kolonierne, hvor de var vant til at patruljere fra luften. Arkitekten bag politikken, Arthur ’Bomber’ Harris, var stor tilhænger af shock and awe,« fortæller Lindqvist.

»I Irak bombede han ofte selv, og han var god til det. Han opfandt en metode til at skylle stråtagene af irakiske landsbyer med små brandbomber. I Europa brugte han samme metode til at brænde Hamburg og Dresden ned. Hans tætteste kollega var en gammel ven fra bombningen af Irak. Hans nærmeste overordnede var en gammel ven fra bombningen af Aden. De, der havde udkæmpet lovløse krige i fremmede lande, blev nu kaldt tilbage til Europa for at forsvare frihed og demokrati mod Hitler. Og de tog deres metoder og moral med sig,« fortsætter han.

Det værste ved disse bevidste bombardementer af civile var, at det skabte »en præcedens, der fik siden massedrab til at fremstå som legale,« siger han.

»Efter Dresden opgav amerikanerne deres mislykkede forsøg på at præcisionsbombe Japan. Dresden blev gentaget i Tokyo, i Yokohama, i Osaka, i Kobe. Alle større japanske byer blev brændt ned med enorme civile tab, indtil endelig atombomben over Hiroshima blev det naturlige næste skridt,« fortæller han.

Det legale massedrab

Arven fra Anden Verdenskrig hindrede siden Geneve-konventionen i at beskytte civile mod bombeangreb — noget, der først blev specificeret i tillægsprotokollerne i 1977. Og de selvsamme lande, der netop var blevet befriet fra tysk besættelse, tøvede ikke med selv at bruge luftvåben til at fastholde egen kontrol med kolonierne: »På dagen for Tyskalnds kapitulation, den 8. maj 1945, bombede franskmændene Algeriet, hvor der var nogen, der havde fået den idé, at de også ville have selvbestemmelse,« siger Lindqvist.

Hvorfor civile mål?

Tillægsprotokollerne kom for sent for civilbefolkningerne i Korea og Indokina. Og netop krigene her kom til at spille en altafgørende rolle for den videre udvikling af luftvåbnet, fortæller Derek Gregory.

»Afgørende elementer af nutidens ’drone-krige’ blev skabt under de amerikanske bombardementer af Vietnam, Laos og Cambodja i 1960’erne og de tidlige 70’ere. Et centralt skift fra planlagte til dynamiske mål, fra faste til flygtige mål, bliver tydelig i løbet af den krig,« forklarer han.

Foruden den teknologiske udvikling i løbet af disse krige, skete der også en udvikling i opfattelsen af collateral damage — eller ’afledte skader’. Ifølge Sven Lindqvist var det i Anden Verdenskrig, at civile tab for første gang blev en del af strategien.

»Man begyndte at opfatte collateral damage som en værdi frem for en omkostning. Tillægsværdien blev kaldt for ’den civile moral’,« fortæller han.

Alexander B. Downes, der er ekspert i udviklingen af den amerikanske bombekrig i Korea 1950-53, mener dog, at netop bombardementerne af britiske byer under Anden Verdenskrig viste, at det er »strategisk ufornuftigt« at bombe civile. Bombardementerne af især London og Coventry fik briterne til at rykke sammen frem for at knække deres moral. I stedet peger hans forskning på, at det er desperation, der får krigsherrerne til bombe civile mål.

»Desperation efter at vinde krige, for at redde egne liv, at slippe af med fjendtlige befolkningsgrupper. Civile mål bliver mere sandsynlige, i takt med at opfattelsen af prisen for en krig vokser,« siger Downes, der forklarer, hvordan den amerikanske administration i starten af Korea-krigen bevidst begrænsede luftangrebene til militære mål for at undgå kinesisk eller sovjetisk involvering i krigen.

Dronen opstod i Vietnam

Med den kinesiske intervention i oktober 1950 vendte præsident Truman og general MacArthur imidlertid 180 grader og beordrede en totaloffensiv mod nordkoreanske byer med den hensigt at skabe »en ørken ude af stand til at støtte kommunistiske tropper«.

Også i Vietnam var amerikanerne først forsigtige med at undgå civile mål, forklarer Gregory.

»Den første serie luftangreb mod Nordvietnam 1965-68 var en nedkæmpelseskampagne for at lukke kommunikationslinjer og stoppe forsyning af tropper og materiel fra nord til Viet Cong i syd,« siger han og tilføjer, at præsident Johnson fastsatte strikse regler for krigsførelsen, som forbød luftangreb inden for 30 mil af den kinesiske grænse, 30 mil fra Hanois centrum og 10 mil fra Haiphongs centrum.

Det ændrede sig over de følgende år, hvor bombardementer af faste mål ændrede sig til flygtige mål og behovet for overvågning og efterretningsoplysninger derfor voksede. Det var dette behov, der førte til overvågning fra luften. Fra oktober 1964 sendte det amerikanske luftvåben de første rekognoscerings-droner op fra transportfly. Det udviklede sig allerede året efter til opsendelsen af langsomt-flyvende overvågningsfly.

Sideløbende udviklede militæret sensorer, der blev placeret på jorden, og som sendte signaler til computerskærme i amerikanske kontrolcentre, når der var bevægelse i de afmærkede områder.

Tilsammen blev oplysningerne brugt til at guide bombeflyene, der eliminerede de valgte mål. Teknikkerne, der i løbet af krigen blev videreudviklet og raffineret, danner grundlaget for nutidens moderne flyvevåben.

»Tre basiselementer — fjernstyrede fly, direkte transmitteret visuel overvågning og et netværk af sensor-nedskydnings-systemer — bebudede den tekniske infrastruktur for dagens drone-krige. Hver af dem er blevet transformeret og bragt sammen i et forenet system,« forklarer Derek Gregory.

De nye luftvåben — bevæbnede droner kaldet Predators og Reapers — er bedst kendt fra den kontroversielle amerikanske henrettelsespolitik i det pakistansk-afghanske grænseområde. Men dronerne bruges også til bevæbnet overvågning — hvor de sender live -overvågningsbilleder til kamptropperne — samt som luftstøtte for tropper i kamp med Taleban. Siden Vietnam-krigen, hvor metoden først blev brugt, har udviklingen radikalt forkortet den tid, det tager en pilot at reagere på et nødopkald. I starten af Vietnam-krigen var reaktionstiden 100 minutter.

»I dag i Afghanistan er gennemsnitsreaktionstiden omkring 10 minutter,« fortæller Gregory.

Fremtidens krige

For Sven Lindqvist er udviklingen af den globale elektroniske slagmark foruroligende.

»Bortset fra selvmordsbomberen har udviklingen af nye teknologier fjernet bombemanden længere og længere fra sit mål. De ubemandede droner er det modsatte af selvmordsbomberen. Her sidder bombemanden trygt i sit kontor i Nevada og bomber folk, som han kun har set på en skærm,« siger Lundqvist og påpeger, at adskillige studier fastslår, at jo længere, man er fra sit mål, des lettere er det at dræbe.

»Når man kan sidde i sikkerhed på et kontor i Nevada, bliver krigen abstrakt, selv kedelig; som et videospil. Det gør det let at handle uden nåde,« påpeger han.

Gregory er enig i, at der er massive problemer i at have ubemandede, bevæbnede droner flyvende hen over en skrækslagen pakistansk civilbefolk- ning, der har døbt dem machay — dræberbier. Men han mener ikke nødvendigvis, at videospil-tankegangen holder.

»De nye teknologier kræver mange af de færdigheder, man bruger i videospil — inklusive hurtig hånd-til-øje-koordination, multi-tasking og visuel skarphed — men det reducerer ikke automatisk krig til et videospil,« mener han og henviser til interviews med drone-piloter, der beskriver, hvordan de ved at kunne se og høre fjenden, såvel som deres egne soldater, ikke føler den lange afstand, men tværtimod føler, at de befinder sig midt i kampens hede.

Gregory henviser også til beskrivelser fra piloter fra Anden Verdenskrig og Vietnamkrigen, der følte sig distanceret fra virkeligheden under dem.

En veteran fra Anden Verdenskrig har forklaret, at fordelen ved at være pilot i en krig er, at »du aldrig ser det hvide af deres øjne … Du smider en 4.000 pund bombe og dræber 1.000 mennesker, men du ser aldrig nogen af dem«.

Til gengæld mener Gregory, at mængden af overvågningsdata, den automatiserede sortering af data sammenkoblet med en amerikansk politik, der tillader likvidering af folk, der opfører sig på en særlig mistænkelig måde — og især den manglende kulturelle forståelse, der er vigtig for ikke at misforstå visse mønstre i overvågningsbillederne fra et andet land — er dybt problematiske.

»Den manglende evne til at læse de intime teksturer i landskabet viser sig at have katastrofale konsekvenser for de uskyldige,« forklarer han med henvisning til episoder, hvor civile afghanere og pakistanere er blevet fejlidentificeret som ’fjenden’ og derfor dræbt i målrettede angreb. Han påpeger også, at ubemandede fly i fremtiden kan vise sig at gøre verden langt mindre sikker.

»Hvis kampzonen nu er global, og hvis USA påberåber sig ret til at bruge dødbringende magt mod sine fjender, hvor end de finder dem, hvad sker der så, når andre stater påberåber sig samme ret? Og når ikke-statslige aktører besidder deres egne fjernstyrede fly,« spørger han.

Sven Lindqvist har gjort sig lignende tanker: »Drone-krige er bekvemme, så længe de andre ikke har nogen. Men hvad nu, hvis andre stater får dem — vil det så ikke blive alt for let at gå i krig?«

»Det bør nu være muligt at lave droner, der kan kæmpe mod droner. En ny slags kannibalisme for nogle af os, mens det for andre vil være betryggende, at dronerne stadigvæk bomber terroristerne, længe efter at vi alle er væk.«

Derek Gregorys forelæsning kan læses på: www.opendemocracy.net/author/derek-gregory


Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mads Kjærgård

"som »ikke ved en fejl« resulterede i omkring tre millioner civile — og i alt syv millioner — tyskeres død."

Ja noget folk sjældent gør sig klart, hvor omfattende det var. Jeg læste engang, at der omkom ca. 42.000 briter som følge af tyske luftangreb, det er slemt nok naturligvis, men i forhold til bombardementerne af Tyskland var det jo "ingenting". Uforståeligt at nogen kan give ordre til sådan noget, og så sove om natten bagefter!

Ja, f.eks Hamborg blev jævnet med jorden og det gjorde f.eks Warshava også.
Det bliver bare ikke mere eller mindre forfærdeligt af at blive gjort fra luften end manuelt i jordhøjde for dem, det går ud over!

Alternativet til dronerne er indsættelse af flere soldater til operationer rettet mod talibanledere etc. etc. i de såkaldte 'kill/capture' missioner som JSOC i Afghanistan har haft stor succes med men som samtidig med vækker stor harme i lokalbefolkningen når de specialstyrkerne, typisk om natten, trænger ind i folks huse og ransager disse i jagten på oprørs og terroristledere.

Alt andet lige er det stadig at foretrække brugen af droner med de uundgålige følgeskader ifa. dræbte kvinder og børn da disse er i en hel del mindre omfang end hvis NATO/ANA soldater i kamp i et compound tilkalder flystøtte eksempelvis en F/A-18 bevæbnet med 500, 1.000 eller 2.000 punds præcisionsbomber med deres voldsomt forøgede potentiale for følgeskader ift. de Hellfire missiler som dronerne typisk bruger under udførsel af deres likvideringsopgaver.

Der er ingen som klager over indsættelse af artilleri som er et våbensystem der har været brugt i umindelige tider hvor kanonbesætningerne sjældent, hvis nogensinde, ser deres mål/ofre så hvorfor forfatteren til artiklen mener at brug af droner skulle være mere umenneskeligt, amoralsk eller forfærdeligt må stå hen i det uvisse - droneoperatøren kan faktisk godt se at han/hun slår mennesker ihjel, både køn og alder afhængig af afstand til målet, da disse tydeligt kan ses på de overvågnings og målsystemer dronerne anvender Artilleri er i den henseende mere disassocieret fra krigens gru pga. dens funktion som er ildstøtte hovedsagligt gennem krumbaneild eller indirekte beskydning om man vil.

Og det er tilsyneladende ikke så nemt for psyken at være droneoperatør som man skulle tro da disse faktisk kan udvikle PTSD under udførsel af deres job:

http://www.msnbc.msn.com/id/26078087/#.TtJR8PKJtXM

til gengæld kan man tænke sit:

at capitalisterne mere og mere er i vanskeligheder:
når / hvis capitalister mener sig nødsagt til evt. at bruge de midler for sætte nogle tusinde mennesker ud af spillet, i en verdensorden hvor milliarder af mennesker, er vrede på capitalisterne

Søren Kristensen

I Europa er vi blevet så civiliserede at vi nu formår at udkæmpe vore krige på fodboldbanen. Hvor ville det være fint hvis denne praksis ville sprede sig til resten af verden. Som idealisten sagde.

Bortset fra det så er det stadig, for en konspirationsteoretiker, lidt påfaldende at de allierede ikke gik efter jernbanespor der førte til de tyske koncentrationslejre.

Der er i mellemtiden over 50 nationer med droner i deres militær, så mon ikke problemet løser sig selv snart. US Air Force uddanner nu flere drone operatøre end 'ægte' pilotter.

Men senest når Taliban selv begynder at sende droner imod de fremmede soldater i Afghanistan, bliver problemet nok bearbejdfet på en anden måde end nu.

100 år efter den første præcisionsbombe blev kastet i Libyen?!

hahahaha!

Der menes muligvis før og tæppebombe. Det er velrapporteret at NATO brugte lidt over 110 tomahawk-missiler til at ramme 22 mål. Ikke just præcision vel. Det går snildt an at finde oplysningerne på Washinton Post, New York Times, PressTV, Al-Jazeera m.flere

Kan information ikke få ørerne ud af generalernes bagdel og begynde tænke lidt kritisk selv?

Artiklens indhold er vel identisk med så mange andre skriverier gennem tiderne om krig og krigsførelse.

Man kan vel logisk set næppe føre krig på "humanitær vis" ???? .

Den teknisk avancerede krigsførelse tjener vel til at eliminere fordelen ved at have en stor befolkning - f eks ville styrkeforholdet mellem Rusland og Kina være totalt i Kinas favør, hvis man fjernede a-bomberne, raketterne o s v ?? - Kina har over 1 mia mennesker og Rusland kun 143 mio mennesker ( det er teknikken i krigsførelsen, der udligner styrkeforskellen, så de "små" ikke nødvendigvis altid skal lystre de " store ").

Terrorister og andre fører krig mod civile, fordi et civilt bagland, der kan producere våben og andre forsyninger m v og holde hæren igang vel er lige så "krigsførende " som hæren ved fronten ??

Det er smukt men hører til en fjern fortid, når man prøver at bilde sig ind, at en civilbefolkning ikke er lige så krigsførende som den hær , den forsyner med våben , mad, m v

Når Danmark bombede i Lybyen - hvilket jeg fuldt ud støttede - så er alle i det civile danske bagland moralsk, etisk og juridisk ansvarlige på lige fod, med dem , der "arbejder i første række".

Og når terrorister tager uskyldige civile som gidsler eller bruger dem som skjold, så må man gøre op med sig selv, om man vil bakke ud og lystre terroristernes krav, eller om man vil slås for de værdier, man står for, med de omkostnonger det fører til for uskyldige, der tilfældigvis er " i vejen".?

"Bundlinjen" er, at krig er noget , der skal undgås, og det er vel den største udenrigspolitiske udfordring, at holde "låget på " de steder ( f eks i mellemøsten ), hvor krige truer, og så skabt tid, til at løse tingene fredeligt.

@Søren Kristensen

Du vil sikkert nyde Edwin Black's Ibm and the Holocaust , hvis du vil i detaljer med hvordan det lykkedes registrere hvem som skulle fanges, bortføres og henrettes i lejrene. Fås også som lydbog.

Eller måske Imperialism and the political economy of the Holocaust af Nick Beams. Deri finder du dine spøgelsestog
(http://www.wsws.org/articles/2010/may2010/holo-m12.shtml)

Desuden tilføjelsen Marxism and the Holocaust (http://www.wsws.org/articles/2010/may2010/adde-m15.shtml) og klassikeren The Holocaust and the Bush family fortune (http://www.wsws.org/articles/2003/jun2003/bush-j05.shtml)

Eller har du læst om Fanta's historie; om hvordan Coca Cola skabte drikken til de tyske nazister, fordi det var svært at sælge Coca-Cola til begge uden at vække mistanke?
(http://en.wikipedia.org/wiki/Fanta)

Man kan jo undre sig over at så mange drikkerr Coca-Cola og ejer en IBM, når nu disse to virksomheder beredsvilligt har medvirket til at slagte millioner af europæere.

Argumentationen mod diverse våben og krige rummer mange gentagelser. Den ene er mængden af såkaldt uskyldigt dræbte, civile tab, collateral damage. Det er et fantastisk værktøj til at samle offentlig sympati med, og bruges derfor også af alle sider i en konflikt. Fredsfolk har været dygtige til at oppumpe dødstal og lidelser, og senest blev ihærdigt opblæste tabstal og skingre argumenter om folkemord brugt til at lokke et helt dansk Folketing i krig mod Libyen.

Det er en farlig snak, for frasen om uskyldigt dræbte rummer jo i sig selv en tankegang om, at der så også findes militært berettigede drab. Og hvis danske krigsfly blot dræber de rette, kan alle de uskyldige reddes. Samtidig bliver mekanik, overvågning og metoder efterhånden så avancerede, at USAs summariske henrettelser med dronefly kunne ende med at være så præcise, at det virkelig bliver en undtagelse, når de rammer andre end det udvalgte mål.

Problemet med præcisionsbombninger og droner er ikke kun, at der fortsat dræbes alt for mange omkringstående ved angrebene. Problemet er, at dronernes forgængere ikke er bombefly og missiler, men brevbomber og giftpiller. Her er tale om fjernbetjente mord på politisk ubekvemme personer, på enhver måde illegale handlinger uden rettergang, krigserklæringer og domstole. De planlagte drabs nødvendighed bliver kun bedømt af militære jurister, og er fortsat så kontroversielle, at hvert eneste drab kræver præsidentens underskrift. Den er i snit blevet sat en gang om ugen, siden Obama kom til magten.

Hvis Danmark mener noget med sin tilslutning til War On Terrorism, er regeringen vel nødt til at præcisionsbombe Pentagon og myrde Obama den Laban...?

If the Nuremburg Laws were applied, then every post-war American president would have been hanged.
- Noam Chomsky

Sad og læste 'Modernity and the Holocaust' introduktionskapitlet af Bauman (1989) da jeg kom til at tænke på artiklen. Utrolig spændende.