Læsetid: 4 min.

Eurokratiet

EU's demokratiske underskud er ikke længere et problem, man prøver at løse. Det er blevet faktum, man forsøger at fortrænge
Reaktion. Forslaget om en folke°©afstemning i Gr©°kenland var ikke en demokratisk luksus, Papandreou fandt p?. Det var et svar p? et krav fra en befolkning, som ikke vil regeres af dem, der regerer.

Reaktion. Forslaget om en folke°©afstemning i Gr©°kenland var ikke en demokratisk luksus, Papandreou fandt p?. Det var et svar p? et krav fra en befolkning, som ikke vil regeres af dem, der regerer.

Louisia Gouliamaki

5. november 2011

Et chok gik gennem Europas overklasse: Han var i færd med at gøre lige præcis det, som man ikke må gøre. Det blev forhindret, naturligvis blev det stoppet.

Men det var lige ved at ske: En regeringsleder var ved at føre magten tilbage til borgerne! Til rædsel for europæiske ledere annoncerede den græske premierminister Papandreou i denne uge, at han ville lade grækerne stemme om den seneste hjælpepakke til Grækenland.

Den franske præsident Sarkozy, hvis folk har kæmpet gennem blodige revolutioner for at erobre retten til selv at bestemme, kaldte afstemningen for »irrationel« og slog fast, at den nødvendige vej til genrejsning af Grækenland allerede var vedtaget. Det var imod både fornuften og nødvendigheden at lade grækerne stemme om deres egen skæbne.

Den tyske kansler Merkel kaldte beslutningen »irriterende«, og eurozonens formand Juncker sagde, at beslutningen om den græske gældssanering var vedtaget enstemmigt af de 17 medlemmer af eurosamarbejdet og konkluderede: »Vi kan ikke tillade, at nogen undsiger denne beslutning.«

Enhver ledende europæiske politiker vil hævde, at demokrati er det fundamentale princip for politik i Europa. Ingen vil benægte, at den eneste legitime kilde til politisk magt er folket. Over for indvandrere og flygtninge fra fremmede lande vil vi slå fast, at det demokratiske princip om, at ingen magt står over demokratisk kontrol, ikke står til forhandling. Det er noget, de skal svare på i test, hvis de vil have statsborgerskab. Nu må vi konstatere, at det princip er skandaliseret i det europæiske samarbejde. Borgerne skal ikke blande sig i de politiske beslutninger, som bestemmer vilkårene i deres sociale virkelighed.

Kritikernes mareridt

Det demokratiske underskud er et erkendt problem i Den Europæiske Union: Det er udlignet gennem traktater, forskydninger af magten og folkeafstemninger. Men efter den europæiske forfatning blev forkastet ved folkeafstemninger i Frankrig og Holland, forekommer det demokratiske underskud ikke længere at være et problem, man prøver på at løse. Det er snarere blevet faktum, man forsøger at fortrænge.

Den beslutning, som lederne i sidste uge traf om en finansiel redning af Europa, indfører dramatiske restriktioner på enkelte landes magt over deres egen husholdning. Den realiserer euro-kritikernes rædselsscenario: En central teknokratisk styring af det økonomiske samarbejde i Europa. Den politiske over- klasses definition af stabilitet står over enkeltes landes ret til at bestemme pensionsalder og skatteforhold. Eller fra den anden side: Borgerne kan i lande som Grækenland, Portugal og Italien ikke længere drage dem, der træffer de afgørende økonomiske beslutninger, til ansvar. De har fået en fremmed magt over sig, som ikke er underlagt demokratisk kontrol. Det er en ydmygelsen af borgere i demokratiske stater: De skal tigge andre om økonomisk redning, og de skal underkaste sig andres styring af deres økonomi.

Det har været en historisk kamp at gøre folket myndigt til at regere over sig selv, og det er stadig en kamp at få overklassen til at indse, at den ikke har monopol på rationalitet og nødvendigheder. De skal begrunde deres magt over dem, de bestemmer over — ellers må de forvente, at de bliver smidt ud.

Demokrati er ikke en luksus

Problemet, som selv ideologiske demokrater må indse, er, at konflikten mellem nationale regeringer i Sydeuropa og de europæiske ledere ikke kun er en magtkamp mellem eurokrater og folkestyre, mellem de ansvarlige og de folkevalgte. Krisen er også et resultat af, at den nationale selvstyring ikke har fungeret: De nationale regeringer har ikke været i stand til styre deres økonomier på en måde, som garanterede deres egne borgerne sikkerhed og rettigheder. Det har altid været hævdet om demokrati: Hvis folk får frihed til selv at selv bestemme, vil de ophæve deres egen frihed og få fremmede magter over sig. Det er ikke principielt rigtigt, men det er altid et forfaldsscenario. Og her gælder det, at den græske regering ikke har regeret til borgernes fælles bedste. Det har den italienske og portugisiske regering heller ikke.

Det er ikke bare, fordi de store lande vil bestemme over de små lande, og eurokraterne vil tage magten, at ustabile nationale økonomier nu er sat under administration. Det er også, fordi de ikke har administreret sig selv fornuftigt.

Det har sat konflikten mellem solidaritet og demokrati på spidsen: Hvis de tyske borgere skal overbevises om, at de igen skal betale for redning af andre europæiske økonomier, skal de garanteres, at grækerne ikke selv regerer. Ellers bliver de tyske borgere rasende. Men de græske borgere er på den anden side allerede frustrerede og rasende: Forslaget om en folkeafstemning i Grækenland var ikke en demokratisk luksus, Papandreou fandt på. Det var et svar på et krav fra en befolkning, som ikke vil regeres af dem, der regerer over dem. Det var ikke for at forebygge en legitimitetskrise, det var en reaktion på en legitimitetskrise. For ikke så længe siden førte den samme adskillelse af borgeres ansvar og det politiske fællesskab til, at islændingene nægtede at tage ansvar for Islands gæld ...

Det vil altid blive anført imod dem, der vil bestemme selv, at det kan ende i kaos og statsbankerot. Og det er et sandsynligt scenario i Grækenland, lige meget, hvad der sker. Men det er stadig rigtig, som Gandhi sagde, da han blev spurgt om Indien ikke ville ende i et forfærdeligt rod, hvis kolonimagterne trak sig ud og lod inderne bestemme selv: »Jo, men det vil være vores eget rod.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Er det første gang du skal stemme til et folketingsvalg?
Vi giver alle førstegangsvælgere gratis digitalt abonnement under valget.

Tilmeld dig

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Det er rigtigt, at der er demokratisk underskud i EU, og at EU ikke ville eksistere, hvis befolkningerne blev spurgt direkte (jf. Frankrig og Holland). Det fortrænger man så.

Folkeafstemningen i Grækenland ville have været interessant, men ikke som udtryk for almindelig folkelig opbakning eller det modsatte til EU, da situationen i Grækenland er så ekstrem, at det ville have handlet om overlevelse, og på hvilke præmisser (iøvrigt skulle en folkeafstemning overholde forfatningen - man kunne ikke bare have stemt om hjælpepakken).

Ps. Islændingene nægtede ikke at tage ansvaret for landets gæld. Islændingene nægtede at tage ansvaret for en privat banks gæld (Icesave) - det giver en stor forskel.

Hvis man tager de helt stærke EU-briller på (styrke +8,5), så kan man påstå, at det europæiske demokrati har flertals-bestemt, at græske borgere er nedstemt af resten af EU-borgerne á la kommune versus stat i DK. Institutionerne for at varetage den slags afgørelser eksisterer åbenlyst ikke endnu, hvilket er endnu et alvorligt problem, fordi beslutningsprocesserne er om muligt endnu mindre transparente end andet EU-politik.

Lykkeberg kunne også godt have spillet den gamle plade om konflikterne mellem transnationale finansielle interesser og demokrati (politisk og økonomisk). Den ville passe fint ind.

Rune,

Det er vikårene for en møntunion. Man kan ikke både have en stærk fælles mønt, og uafhængig national økonomisk politik.

Det har man også vidst fra starten af. Den nuværende katastrofe skyldes, at man ikke har været konsekvent og modig nok til at erkende, at økonomisk politik og stabil fælles mønt går hånd i hånd. Man var formentlig heller aldrig kommet igennem med Euroen, hvis man havde gjort det traktuelt klart fra starten.

Euroen spænder over for ulige økonomier, og Euro-zonen burde retteligt deles op i to dele - et Syd og et Nord, så man får en større ensartet økonomisk politik og struktur medlemslandene imellem.

Så kan sydeuropæerne eventuelt danne deres egen Syd-Euro med dertil hørende økonomisk politik og koordination.

Der er stadigvæk masser af andre og relevante samarbejdsområder, som kan fortsætte indenfor et Stor-EU.

/O

/O

European Stability Mechanism (http://en.wikipedia.org/wiki/European_Stability_Mechanism)
Her er en små 4 min.s video om denne meget lidt i den europæiske offentlighed omtalte monetære EURO-aftale:
´ESM the new European dictator.’
Whenever it wants, and as often as it wants, it can simply request the euro countries to pay billions of euros within 7 days. They can ruin any government within a week:
http://www.youtube.com/watch?feature=player_embedded&v=rxMOW94V6xQ

The treaty becomes definite when the parliaments of the 17 euro-countries will have ratified the ESM-treaty. They are expected to do so between now and 31 December 2011.
Læs mere på http://www.courtfool.info/en_ESM_the_new_European_dictator.htm

Med venlig hilsen

Olav Bo Hessellund

Mark Thalmay:
Tak for linkene! Det er jo chokerende ting, der vi her præsenteres for. Stabilitetsfonden (ESM) får beføjelser, der ville gøre ethvert politbureau-medlem af det hedengangne Sovjet grøn af misundelse: Pengepolitiske beføjelser i et omfang, der i givet fald vil kunne underminere grundlaget for ethvert demokratisk valgt styre, og uden for enhver demokratisk kontrol. Nu er Danmark jo ikke del af eurozonen, men alligevel…. det her er værre end jeg havde troet.

Forhenværende finansminister Claus Hjort var før valget indstillet på, at Danmark skulle melde sig ind i denne klub og bidrage med 10 mlrd. kr. Såvidt jeg er orienteret, forlyder der intet om, hvordan den nye finansminister stiller sig til sagen.

Der kan være grund til at minde om Robert A. Dahl, professor emeritus ved Yale Univ., som har opsummeret mere end 50 års forskning i demokratiske styreformer over hele kloden (”On Democracy”, også på dansk). Om EU konkluderer han:

”Crucial decisions mainly come about through bargaining among political and bureaucratic elites…Except to ratify the results, democratic processes hardly play a role….democratic institutions are largely ineffective in governing the European Union,…”.

“Afgørende beslutninger….” – ja, det må man nok sige. Det er vist få mennesker i Europa for hvem penge ikke spiller en temmelig afgørende rolle i deres liv. Dahl’s konklusioner holder mere vand i dag end, da han skrev dette for godt ti år siden.

Hvad sagde vi (EU-modstandere).

I øvrigt: Det er de franske og tyske bankers tilgodehavender i Grækenland, som skal reddes af pakkerne.

Det er ikke Grækenland der skal reddes af pakkerne, og det er til dels også derfor, de ikke har noget at skulle have sagt.

EU løser den samme opgave i dag, som militærdiktaturer tidligere har gjort, bl.a. i Grækenland, nemlig at sikre at befolkningerne ikke får magt til at tage fra de allerrigeste.

Det er et generelt problem med fælles møntfod og lokalt demokrati.

Når nogle vælger forkert, og stemmer på tyvagtige politikere, som fx. Brixtofte, kan det så virkelig være nabokommunen, fx. Furesø, som skal betale regningen? Ja.

Når de dummeste og mest racistiske danskere stemte på den krigsliderlige Fogh, og hans racistiske regeringsgrundlag, skal resten af danskerne så betale for genopretning af skoler og hospitaler? Ja.

Når PIIGS har stemt på korrupte politikere, som ikke har valgt at beskatte, men bare har ladet statsbugettet sejle, skal tyskerne og de andre nordeuropæise lande så betale regningen? Ja.

Hvis vi ønskede en union af egentlige demokratier med engelsktalende befolkning og en tradition for mere eller mindre konsekvente skatteregler, så skulle vi have oprettet sådan en i stedet for at melde os ind i EU. Latineuropa kunne så have oprettet deres egen union med Frankrig og Tyrkiet som det økonomiske lokomotiv, og hundredesytten forskellige lokaldialekter med sparsomt uddannede bønder, industriarbejdere og småsvindlere.

Det skete som bekendt ikke, så lige nu har vores union en stor regning at betale, fordi vores forfatning ikke stiller mindstekrav om demokrati og skatteregler, men om noget så diffust ug uverificerbart som national gæld og statsunderskud.

Det er nok første skridt på genopretningen: Føderal lovgivning på engelsk, med krav om revision på engelsk. Føderal revision af den lokale administration, med rigtige, konkrete tiltag til rettelser i den lokale forvaltning. Fogh udtalte, at Brixtofte var udenfor pædagogisk rækkevidde. Alligevel lod han Farum sejle, og lod de uskyldige Furesøborgere og resten af landet betale.

Nej, der er ikke plads til uhæmmet selvstyre indenfor en møntunion. Når danskerne vedtager racistisk lovgining, eller naivt overlader lønarbejdsvilkår til "arbejdsmarkedets parter", så må unionen på banen og rette fejlen. Når en kommune i Italien eller Frankrig ikke rigtig synes om at give lige konkurrencevilkår til en engelsktalende dansk virksomhed, så må unionen rette fejlen.

Det er på tide at sige farvel til en hel masse lokalstyre. Det er på tide at engagere danskerne i politiske valg til EU, hvor vores land bliver regeret, idag såvel som de sidste par årtier.

Det er på tide at sige goddag til medansvar for den lokale administration af nabolandene. Det er faktisk vores penge, der fosser ned i kloakken, når idioterne i nabolandet stemmer nationalistisk.

Det er på tide at sige goddag til, at nabolandene kan forkaste en del af vores lokaladministration.

Der er kun en vej ud af muddergrøften. Det er ikke "mindre demokrati", men "mindre lokal autonomi".

@Uffe

"Der er kun en vej ud af muddergrøften. Det er ikke “mindre demokrati”, men “mindre lokal autonomi”.

Eller alternativt - mindre union.

/O

Tjah, mindre union eller en helt anden union.

Grønland ligger som bekendt i Amerika, så en mere progressiv regering kunne sikkert få Grønland plus deres sydlige vedhæng ind som et territorium i USA. Det ville være alle tiders for Grønland, og i direkte modsætning til EU er sproget og kulturen og økonomien på linie med Danmarks. Det er nogle politiske kameler, der skal sluges, med henblik på dødsstraf, sygeforsikring, magtbeføjelser og retssikkerhed.

Men på mange punkter er det mindre vanvittigt end EU.

1) Vores sproglige identitet er sikret, for de har i forvejen masser af accepterede sprog (cantonesisk, mandarin, spansk, koreansk, tysk, og en masse indiske dialekter). Forskellen er bare, at de fleste accepterer engelsk som traktatsprog. Der kan sagtens blive plads i klubben til grønlandsk, færøsk, bornholmsk og rigsdansk.

2) Vores økonomi er ikke helt så vingeskudt. som under euroen.

3) Vores kultur er reddet. Der er endnu bedre vilkår for distribution af film, bøger, musik, osv. end i Danmark.

4) Vi har bedre rejsefrihed med amerikansk pas end med rødbedepasset.

5) Vores uddannelsessystem kan få et løft. Den amerikansk ide om, at alle børn skal tage gymnasiet (på meget lavt niveau), er faktisk ikke helt vanvittig.

6) Gratis mad, biler, benzin (næsten). De har ikke lavere kvalitet, bare ubegribeligt meget lavere priser. Og højere lønninger.

Der er bare en lille detalje med, at Grønland og Færøerne skal give afkald på deres uran og fiskerettigheder og Nordpolen, for at danskerne skal slippe ud af vores forbandede kontrakt med EU.

Men så vågnede vi lige pludselig. Det er mere realistisk at æde vores hundefoder i unionen, og gå aktivt ind i kampen for en gradvis demokratisering af EU, end at få Grønland til at redde os, ved at ofre den natur og selvstændighed, der er så vigtig for dem. Og nu ligger det jo ikke til danskerne at tigge Grønland og Færøerne om almisser.

Noget andet er, at Grønland måske skulle gå selv. Hvad fanden har Danmark at tilbyde dem, når vi ikke engang kan banke PIIGS på plads. USA derimod kunne give Grønland en fantastisk aftale. Hjemmestyret skulle måske tage en snak med de mere succesfulde indianerreservater, der nærmest vælter sig i penge, og derefter forhandle en skilsmisse fra Danmark på plads med Villy. Vi har ikke nogetsomhelst at forhandle med, hvis de får et godt tilbud fra Hillary.

Robert N Gjeertsen

"EU's demokratiske underskud er ikke længere et problem, man prøver at løse"

Det var dog en latterlig påstand at føre til torvs ..
Altså at det var 'et problem' 'man' nogensinde havde prøvet at 'løse' .

@Robert

Mener du, 1) at danskerne ikke ønsker demokrati i EU, eller 2) at EU fungerer rigtig godt uden danskernes indflydelse, eller mener du i fuldt alvor, 3) at der er demokrati i EU lige nu?

Jeg er ret sikker på, jeg er uenig med dig, men jeg er ikke helt sikker på, hvad du mener :-)

Just kidding. Jeg er ret sikker på, du ironiserer, men kan du ikke præcisere lidt?

Frank Klevenhaus

Citat fra artiklen:
"...Og her gælder det, at den græske regering ikke har regeret til borgernes fælles bedste. Det har den italienske og portugisiske regering heller ikke.

Det er ikke bare, fordi de store lande vil bestemme over de små lande, og eurokraterne vil tage magten, at ustabile nationale økonomier nu er sat under administration. Det er også, fordi de ikke har administreret sig selv fornuftigt."

Og nu vil grækerne indsætte en bankmand som leder , fordi ingen politiker fra de to store partier har nosser eller mod og mandshjerte til at indrømme og tage ansvar for, at 25 års forfejlet " vi -deler-penge-ud -til-alle-der-stemmer-på-os" politik har fejlet fuldstændigt.
Det er demokrati som farce.