Læsetid: 7 min.

Europa må redde demokratiets værdighed

Skal magtkampen mellem marked og politik afgøres til politikkens fordel, behøver vi nye institutionelle rammer med overnationale handlekompetencer: Men skal EU genopfinde sig selv, er det nødvendigt med en ny forfatningsproces
Skal magtkampen mellem marked og politik afgøres  til politikkens fordel, behøver vi nye institutionelle rammer med overnationale handlekompetencer: Men skal EU genopfinde sig selv, er det nødvendigt med en ny forfatningsproces
19. november 2011

Man behøver ikke at synes om alle chefredaktørens opsigtsvækkende indlæg for at brændende at ønske sig, at virkningen af Frank Schirrmachers* seneste artikel om nødvendigheden af at rehabilitere »et devalueret demokrati« ikke klinger af på grund af det hurtige efterfølgende sceneskift. Schirrmachers analyse af vore politiske eliters hovedløse reaktion på Papandreous oprindelige plan om at overlade det til det græske folk selv at træffe valget mellem pest og kolera ramte helt i plet. Hvad skulle bedre kunne afsløre den dramatiske situation – at vores politiske klasse er i lommen på ’markederne’ – end den massive opstandelse, der meldte sig hos chefpersonalet i EU og i Den Internationale Valutafond over de uregerlige kolleger fra Athen?

De vigtigste aktører på EU- og eurokrisens scene, som siden 2008 har danset efter finansindustriens pibe, pustede sig nu oprørte op over for en medspiller, der vovede at løfte sløret for deres marionetkarakter. Den korreksede har i mellemtiden rettet ind. Men oven på det kurskifte må vi ikke glemme, hvilken lære der kan drages af stykket. Var dette virkelig den saglige fornufts lykkelige sejr over et folks frygtede uforstand? Eller tilhører sejren en spiller, der har opkastet sig til folkets selvbestaltede forkæmper?

Papandreou opgav planen om en folkeafstemning, da hans finansminister ved daggry forvandlede sig til en Brutus. Om eftermiddagen samme dag kunne Reuters melde, at euroen »reagerede på den græske regerings nært forestående sammenbrud« med betydelige stigninger, og at de europæiske børsers aktieindekser udviste opadgående tendenser. Først peripetien (græsk for ’dramatisk vending’, red.) i form af Papandreous kovending afslørede den kyniske betydning af dette græske drama: At mindre demokrati er bedre for markederne. Med rette har Frank Schirrmacher diagnosticeret hele affæren som et farveltil europæiske idealer.

Enøjede politikere

Uanset hvilken politisk skæbne Papandreou herefter går i møde, vil der stå en skikkelse tilbage i tusmørket. I mellemtiden viderekolporteres hans udtalelse om, at folkeafstemningen »på intet tidspunkt var et mål i sig selv«. Tilbage står et fiksérbillede, som på en gang viser os den tragiske helt og magtopportunisten. Det ville ikke undre, hvis én og samme person inkarnerer begge disse figurer. Han ville i så fald være legemliggørelsen af den politikertype, som må skræve i stadig spagat mellem finansverdenen og sine borgere. I dag bliver de politiske eliter udsat for en prøvelse, hvor to modsat rettede kræfter samvirker om at rive dem midt over: På den ene side en vildtvoksende finanskapitalismes system­imperativer, hvis tøjler politikerne oprindeligt selv var med til at kappe. På den anden side de uindfriede løfter om social retfærdighed, som gjalder imod dem fra deres demokratiske vælgerbefolkninger, hvis verdener er ved at styrte i grus.

Ganske vist har der i liberalt indrettede velfærdsstater altid været en konflikt mellem demokrati og kapitalisme. Demokratisk valgte regeringer kan kun opnå og opretholde legitimitet ved behændigt at finde de måder, hvorpå imperativerne fra begge sider på en eller anden måde kan balancere – investorernes resultatforventninger med forventningerne hos vælgere, der kræver en vis grad af retfærdighed i henseende til levevilkår, indkomstfordeling og social sikkerhed. Men krisetider er karakteriseret ved, at denne balance ikke kan etbaleres. Og så bliver politikerne nødt til at bekende kulør.

Selvfølgelig findes der ideologiske greb, der kan skabe den illusion, at bankernes og shareholdernes kortsigtede interesser på længere sigt lader sig forene med borgernes og stakeholdernes langsigtede interesser. Men i dag kan ingen ansvarlig politiker længere bilde os ind, at de virker. De politikere, der skyder hele skylden for bankkrisen på de gældsplagede lande og pålægger Europa spareprogrammer uden hensyn til tabene er temmeligt enøjede. De erkender, at mekanismen med offentlig låntagning har ramt sine grænser, men de spørger ikke ind til årsagerne til det legitimationsbehov, lovgiverne nu søger at tilfredsstille på denne måde.

De berørte involverer sig

Den fordring, at der i det europæiske velfærdssamfund ved siden af den private rigdom ikke skal være nogen offentlig fattigdom eller marginaliseret fattigdomsbefolk- ning, mister ikke sin legitimitet, bare fordi overskydende likvide kapital leder efter nye investeringsmuligheder og på en eller anden måde på skal ’skummes af’ på borgernes bekostning. Man kan anbefale de politikere, som i en uskadt ordoliberal** verden drømmer sig tilbage til et korrekt justeret, men upolitisk og selvregulerende økonomiske samfund, at læse, hvad Wolfgang Streeck skriver i sit essay i det seneste nummer af New Left Review. Her undersøger direktøren for det socialvidenskabelige Max Planck-institut i Köln, hvorfor den gældsmekanisme, som i dag forårsager ulidelige omkostninger, siden 1980’erne har afløst den dengang på lignende måde utålelige inflationsmekanisme.

Papandreou har indlagt sig den fortjeneste i et kort skrækindjagende sekund at trække den centrale konflikt, som nu skjuler sig i hemmelige forhandlinger mellem eurolande og banklobbyister, frem i lyset på den arena, hvor berørte parter kan blive deltagere. Det er lige præcis, når valget alene står mellem pest og kolera, at en afgørelse ikke bør træffes hen over hovedet på et demokratis befolkning. Dette er ikke blot et spørgsmål om demokrati, her står også et folks værdighed er på spil. En kommentator på Financial Times, som ellers ikke omgås højfinansens idoler med fløjlshandsker, fremførte ved bekendtgørelsen af folkeafstemningsplanen den pikante mening, at afgørelser af politisk natur var et anliggende for et parlament, hvorimod en folkeafstemning kun ville være berettiget i tilfælde af en forfatningsændring. Havde den græske befolkning da ikke ret til med tilbagevirkende kraft at stemme om det forfatningsoverskridende suverænitetstab, der – på samme måde som i Irland og Portugal – for længst var blevet gennemtvunget på påbud af en trojka bestående af EU, IMF og Den Europæiske Centralbank?

Behov for globale aftaler

Man kan nikke kun lære af Papandreous som tragisk helt. Også som en magttaktiker, der ville trække tæppet væk under en skruppelløs oppositions politisk-kriminelle rænkespil har han knapt en uge efter den formodet forkromede løsning blotlagt utilregneligheden i et splittet EU. Man bør ikke med det samme konkludere, at EU så er umuligt at styre, men mere drastisk kunne det skandaløse ved et valutafællesskab uden politisk union med overnational handlekompetencer ikke have været belyst.

De redningspakker, som ruller hen over hinanden, har i bedste fald opsættende virkning. En overbevisende løsning på den finansielle krise kan under ingen omstændigheder tilvejebringes alene med midler fra finanspolitikken. Overbevise kan den europæiske politik kun med en mere troværdigt institutionel plan for gradvis integration. På længere sigt synes den nuværende krise ikke tilbyde anden udvej end den allerede længe ventede regulering af bankerne og de finansielle markeder. Alligevel blev de angergivne hensigtserklæringer fra G20-landene på deres første møde siden London 2008 ikke fulgt op af konkrete skridt.

Der er en mangel på politisk vilje til at nå frem til globale aftaler, fordi der i første række er en mangel på de institutioner, som vile kunne muliggøre en overstatslig beslutningsproces og sikre global gennemførelse af sine beslutninger. Af denne grund burde staterne i Den Europæiske Monetære Union se krisen som en mulighed for at forstærke deres evne til politisk handling på overnationalt niveau. Men nu er den græske katastrofe kommet som en klar advarsel mod den postdemokratiske vej, som Merkel og Sarkozy har valgt at slå ind på. En koncentration af magten hos et mellemstatsligt udvalg af regeringsledere, som påtvinger deres nationale parlamenter deres egne overenskomster, som var de uomgængelige kendsgerninger, er den forkerte vej at gå. Et demokratisk Europa, som absolut ikke må tage form af en europæisk forbundsstat, må se ganske anderledes ud.

Politikerne må tale i førsteperson

Dette projekt kræver ikke blot institutionel fantasi. Den alt for længe udsatte strid om nødvendigheden af og fordelene ved et sådant projekt må tages i fuld offentlighed. Dette kræver dog, at den politiske elite sætter sig ud over den sædvanlige spagat-balancegang mellem borgernes interesser og eksperternes råd. Den fornyede ansats til en forfatningsgivende proces ville snarere kræve et engagement, der er forskelligt fra magtopportunismens rutiner, og som involverer modet til at løbe risici. Denne gang må politikerne tale i første person for at overbevise borgerne.

Fra politikken og partipolitikken kan man ikke forvente et sådant initiativ, hvis realiteten er, at det er er blevet til et lukket og selvrefererende system, som har afsondret sig fra omverdenen og en offentlighed, som den kun forholder sig administrativt til eller som stemmereservoir. I så fald vil parametrene for det, som i offentligheden gælder som selvfølgeligheder, forskyde sig til nye sociale bevægelser. Enhver, der har fulgt den nationale presse i Amerika, vil blive overrasket over de reaktioner, som Occupy Wall Street her har været i stand til at udløse.

* Frank Schirrmacher er chefredaktør for Frankfurter Allgemeine Zeitung

** Ordoliberal: En tysk liberalistisk økonomisk skole, der betoner statens nødvendige rolle med hensyn til at sikre, at det frie marked producerer resultater, som er så tætte som muligt på dens teoretiske potentiale. Den ordoliberale bevægelse er opkaldt efter det akademiske tidsskrift ORDO.

© Frankfurter Allgemeine og Information. Bragt efter aftale med Leonhardt og Høier Literary Agency. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Habermas er her mere klartskuende end tidligere. Men han går ikke hele vejen. Det er efterhånden ikke længere et spørgsmål om, men hvornår, EU falder fra hinanden. Det burde derfor være en topprioritet for alle ansvarlige politikere i regionen, allerede nu at tage de nødvendige skridt, således at et sådant (forudsigeligt) sammenbrud kan få mindst muligt ødelæggende konsekvenser for befolkningerne. Som en sidste enkeltstående handling, kunne de jo passende enes om et forpligtende og altomfattende indgreb mod den globale finanskapital. Som det derefter måtte være op til de enkelte nationer at administrere i dialog med befolkningerne. Se også www.bloggeroeven.blogspot.com

artiklen nævner forslag til hvad Europa bør gøre ( og Europa er jo i øvrigt ikke det sammme som EU ),

nemlig blive mere demokratisk, folkestyret,
og mere ægte demokratisk, folkestyret;

--------------

så bla.a bør fordi: der
nu næppe kan være demokrati, ( folkestyre )
udenom indrømmet (ny)materialisme;
så bør indrømmet (ny)materialisme fylde mere i de fælles rum.