Utøya
Læsetid: 6 min.

Fejl på fejl på fejl på fejl på fejl på fejl ...

Siden terrorangrebet på Utøya er der blevet fundet den ene fejl efter den anden i myndighedernes beredskab og håndtering. Men på trods af at skandalens omfang vokser, forsøger de norske politikere at isolere fortællingen til at handle om det onde, der ramte dem udefra. Erkender de eget ansvar, kan det billede krakelere
Ofrene. Kritikken af politiet er kontroversiel, fordi den svæker myten om det sårbare land mod den enlige galning.

Ofrene. Kritikken af politiet er kontroversiel, fordi den svæker myten om det sårbare land mod den enlige galning.

Morten Edvardsen

Moderne Tider
19. november 2011

Forrige fredag trådte den norske justitsminister, Knut Storberget, tilbage. Allerede da han i februar måned år var på barsel, var tanken om at tilbringe mere tid med familien opstået. Nu var tiden endelig kommet til at være mere sammen med sin kone og sine tre børn, lød begrundelsen. Terrorangrebet på Utøya havde forsinket opfyldelsen af hans ønsker, og først nu, snart fire måneder efter tragedien, havde han kunnet gøre alvor af sine familiære ambitioner. Det var ærgerligt, mente statsminister Jens Stoltenberg, men mandens ønsker måtte respekteres.

»Utøya-forældre provokeret af Storberget: Sig undskyld!« står der med store bogstaver på forsiden af Norges største avis Verdens Gang den 11. november. Avisen udkommer få timer før Knut Storberget trækker sig fra sin post. På syv sider gennemgår avisen nogle af de mange fejl, der indtil nu er kommet frem om myndighedernes beredskab og håndtering af situationen, i timerne efter terrorangrebet ramte det centrale Oslo i juli. Baggrunden for avisens krav om en undskyldning er stigende utilfredshed blandt de pårørende til de unge på Utøya.

En nyligt afleveret redegørelse til Stortinget viser, at det tog endnu flere minutter end hidtil oplyst, fra Anders Behring Breivik sprængte bomben ved regeringsbygningen i det centrale Oslo, til han overgav sig til politiets beredskabskorps på Utøya. At politifolkene pågreb Breivik mellem 18.32-18.34 og ikke kl. 18.27, kan umiddelbart virke som en afsløring af mindre betydning. Men for de pårørerende til de unge der mistede livet på øen, er det bare endnu et bevis for, at myndighedernes beredskab og håndtering af angrebet var skandaløst.

Et drab pr. 2,5 minut

»Jeg havde ønsket mig en undskyldning. Så længe ingen tager ansvar for det som skete med vores unge, er dette et sår, der ikke kan hele,« siger Brit Kreutzmann, hvis søn Patrick, overlevede Utøya, til VG. Hun suppleres af Kolbein Fridtun, der mistede sin datter Hanne Kristine på øen.

»De gemte sig bag containere, mens frivillige risikerede livet i deres både. For mig er politiets forklaringer dårlige undskyldninger. Hvis de første politifolk havde sejlet derover i båd, kunne de have skudt gerningsmanden. I stedet gemte de sig. En sådan handlemåde hører ikke hjemme i politiet,« siger han.

Redegørelsen til Stortinget bringer terroristen Breiviks tid på fri fod mellem angrebene op på 187-189 minutter. Det svarer til, at han begik et drab pr. 2,5 minut, og ser man på politiets håndtering af angrebet, lader der til at have været en del minutter at hente. Den første helikopter, der kom til øen, var ikke politiets, men en tv-stations, da politiets egen var til reparation. Først fire timer efter Breivik blev pågrebet, lykkedes det at få politihelikopteren mod øen. De første to betjente, der kom til kajen 650 meter fra Utøya fik ikke ordre til at sejle til øen, men skulle istedet vente yderligere 20 minutter på, at beredskabstropperne dukkede op. Derefter mistede politiet yderligere dyrebare minutter, da deres båd tog vand ind og fik motorproblemer på grund vægten fra de tungt bevæbnede mænd. Det lokale politi havde forsøgt at bestille en større båd, men det var ikke lykkedes på grund af telefonproblemer. Breivik fik dermed så længe til at gå rundt på øen og skyde løs på de ubevæbnede unge, at han brugte tid på to gange at ringe til politiet og fortælle, at han havde tænkt sig at overgive sig:

»Ambulancen fik ikke lov til at køre helt frem, beredskabstropperne var på Utøya Camping, men blev bedt om at køre videre mod nord, for at blive placeret i en gummibåd, som næsten endte med at synke. Det er så latterligt, at det gør ondt,« siger Jannecke Reed-Larsen til VG. Hendes søn overlevede ved at svømme fra øen.

Politiet har også følelser

De pårørendes hårde kritik står i klar kontrast til tiden lige efter angrebet. Her blev flere af de kritiske spørgsmål afvist med henvisning til den tragiske situation for alle parter. Politiet bad om ro, og politikere i Norge snakkede om sorg-periode, hvor nationen skulle have tid til at komme sig ovenpå de frygtelige angreb:

»Kritikken er helt ude af proportioner. Sagen er en stor belastning for alle. Politiet evaluerer løbende sin indsats og tåler godt at blive kigget i kortene. Men inde i uniformerne findes et bredt udsnit af befolkningen, som også har følelser og et hjerte,« sagde vicepolitimester Sveinung Sponheim på et pressemøde et par dage efter angrebet. Et argument, der ifølge bistandsadvokat for de pårørende Mette Yvonne Larsen var helt uacceptabelt:

»Det er uansvarligt at spille på den enkelte politibetjents følelser. Det handler ikke om den enkelte betjent, men om en kritik af et system. Selvfølgelig har politibetjente også følelser, men hvis man har et åbent samfund, så må politiet også bruge vold på vores vegne, ellers ender det med, at hver enkelt person må bevæbne sig, og det er der ingen, der ønsker,« siger hun til Information.

Mette Yvonne Larsen blev selv kontaktet af den nu fratrådte justitsminister Knut Storberget, efter at hun offentligt havde kritiseret myndighedernes håndtering. Hun gik til medierne i oktober og fortalte, at justitsministeren havde ringet hende op og bedt hende om at tage den med ro og tænke på, at hendes kritik kunne opfattes som belastende af både pårørende og politiet. Ministerens opkald blev særligt af de pårørende opfattet som et forsøg på at lægge låg på den kritik, der siden kun er steget i omfang:

»I starten var jeg den eneste advokat, der gik ud og kritiserede myndighederne, og det var svært. Men det er efterhånden blevet mere accepteret, efter at der er blevet afsløret flere ting om politiets aktion med de detaljerede tidslinjer og problemerne med gummibåden,« forklarer hun.

Kan ødelægge fortællingen

Trods den stigende bevidsthed om myndighedernes fejl er der stadig et ord, de mangler at sige: Undskyld. I stedet for fokuseres der stadig på, at man reelt stod magtesløs over for den ensomt handlende galning Breivik:

»Ingen i Norge kan siges at være forberedt på den grænseløse ondskab, som ramte Regeringskvartalet og Utøya den 22. juli,« som Arbejderpartiets parlamentariske leder, Martin Kolberg, formulerede det efter den seneste redegørelse blev afleveret til Stortinget. Ifølge professor i socialantropologi ved Universitetet i Oslo Thomas Hylland Eriksen er der en interesse fra politikernes side i ikke at sige undskyld, også selv om det skaber stor frustration blandt de pårørende.

»Hvis man siger undskyld, så er det en indrømmelse af, at der er blevet begået fejl. Det er man ikke villig til,« siger han og henviser blandt andet til den store lukkethed, der har præget undersøgelserne af hele forløbet. De pårørende har ikke kunnet få klar besked, og det hele har været præget af en manglende åbenhed, der vækker mistanke om, at forvaltningen forsøger at beskytte sig selv, påpeger han. Samtidig er det også klart, at en eventuel indrømmelse af skyld vil kunne have konsekvenser for hele opfattelsen af, hvad der skete den 22. juli 2011:

»Man vil ikke kunne skabe en enkel myte, om det der skete den 22. juli, hvis man også taler om de svagheder og fejl, som blev begået af myndighederne. Det bliver for komplekst,« siger Thomas Hylland Eriksen.

»Det bliver vanskeligt at opretholde den centrale fortælling om denne ene gale mand og Norge, som ikke kunne stille noget op imod ham,« siger han.

Allerede kort efter 22. juli blev der nedsat en kommission med otte medlemmer, der skal undersøge hændelsesforløbet omkring angrebet for at kunne forbedre det norske samfunds muligheder for at ruste sig mod fremtidige angreb. Kommissionen skal aflevere sin rapport om forløbet den 10. august 2012. Knut Storberget afløses på sin post af den tidligere forsvarsminister Grete Faremo. Ministeriet skifter samtidigt navn til Justits- og beredskabsministeriet og får hovedansvaret for at følge op på den 22. juli.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Søren Kristensen

Nej! Nej! Nej!

Hvis det skal give mening at bebrejde politiet, må det være fordi man mener de har gjort for lidt.

Havde det hjulpet de unge, at politiet var blevet skudt ned, sikkert ikke. Virkeligheden i ekstreme situationer er ikke som på film. Folk bliver bange, nogen går i chok, andre begår irrationelle handlinger. Så måden, og koordinationen, er ikke uden betydning.

Det er beklageligt man ikke har en reserve heli, men det er desværre den slags man lærer på den hårde måde. Jeg forstår godt folk er oprørte, hvem fanden ville ikke være det.

Staten er i en uheldig situation, som man nok ikke kan undgå ligegyldigt hvor godt man havde gjort det, der vil altid være noget man kunne have gjort anderledes set i bagklogsskabens bakspejl.

Tiden er den eneste formildende omstændighed, og i den grad en ringe trøst.

Jeg mener stadig en skandinavisk indsats styrke til terrorbekæmpelse er vejen frem.

Hvis de to betjente som var nået frem ikke havde ventet de 15-20 minutter, indtil beredskabstropperne kom frem, ja så var også de sikkert blevet skudt.

Husk på at Breivik var bevæbnet med både en pistol og et maskingevær.,,,og havde ammunition nok...

Og ja, selvfølgelig burde der have været en reserve-helikopter....men; det er nemt at være bagklog...

Og ja, reelt stod man magtesløs over Breivik. Ingen havde set dette komme....ingen.... :( :cry:

En helihopter er et temmelig vigtigt værktøj for politiet, særligt med de afstande og kupering Norge har.. At man ikke har sørget for en back-up helicopter enten i militært eller privat regi anser jeg som den mest graverende fejl, hvorefter den akutte manglen på en sødygtig fartøj må vurderes at være lige så uforståeligt.

Tydeligvis er der ingen som har haft et ordentigt overblik i tilfælde af en krisesituation, og når ansvaret skal placeres bør man nok se på den side først.

Blærerøvens havde ret, da han påpegede, at manglede mod var skyld i, at så mange unge mennesker mistede livet. Den højreorienterede debattør havde bare ikke den fjerneste ide om, hvem der manglede mod.
Hvis det norske politi nogensinde skal genvinde den norske befolknings tillid, er det helt centralt, at alt bliver undersøgt. Den eller disse undersøgelser kan ikke foretages af politiet, da det blot vil forstærke mistilliden til det norske politi. Et af de vigtigst punkter af få undersøgt er, hvorledes den politiske overbevisning inden for det norske politi fordeler sig.
At det norske politi har været blind på det ene øje, kan ikke diskuteres. Spørgsmålet er, om det norske politi bevist har sat kiggerten for det blinde øje ligesom den tyske efterretningstjeneste. Der bør under alle omstændigheder foretages en tilbundsgående oprydning i det norske politi der enten har vist sig at være totalt inkompetent, eller infiltreret af højreekstremistiske kræfter.

Der er en ting om den dag, der kører rundt i hovedet på mig.

Godt en time efter bomben i regeringskvartalet - og endnu inden Utøya-massakren blev kendt - ringede Lars Løkke til Stoltenberg med en klar besked, som han gentog på NRK.

Nordmændene skulle sige, hvad de havde brug for - og de ville få det med det samme.

Jeg fatter ikke, at det norske politi ikke bad om betjente og jægerkorps fra Danmark.

Jægerne kunne have været i Oslo på under en time, (Aalborg er trods alt tættere på Norges hovedstad end de fleste norske byer) og betjente fra KBH på maks to.

Danskerne kunne sagtens have overtaget sikringsopgaver, mens de norske styrker kunne få kontrol over situationen.

Det virker for amatøragtigt, at Oslo ikke bad om forstærkninger....ingen vidste jo, hvad der var i gang.

Ingen som helst norske politimyndigheder havde en kinamands chance for at være på forkant med handlingerne fra en galning som Anders Breivik, da han fredag den 22. juli detonerede sin bombe og dræbte otte mennesker i Oslo Centrum, og herefter fortsatte sit uhyggelige blodbad med regulær henrettelse på Utøya af 69 socialdemokratiske ungdomspolitikere, fordi nordmændene som vi andre har valgt som udgangspunkt for vores livsstil, at leve i et demokrati med tillid og åbenhed over for hinanden.

Derimod kan de pårørende til ofrene med rette kritisere de to politifolk, der gemte sig bag containerne inde på fastlandet, mens de ventede på den specialtrænede aktionsenhed fra Oslo, fordi alle borgere må kunne forvente af en veluddannet politimand eller politikvinde, at de i en given situation er parat til at ofre liv og lemmer for at beskytte den befolkning, der har ansat dem som ordensmagt med ret til at bruge vold i nedkæmpelsen af kriminelle mennesker.

Hvis de to politifolk havde taget et selvstændigt initiativ, altså reageret som modige ordenshåndhævere, kunne de formentlig have stoppet Breiviks vanvittige massakre, inden han nåede at slagte i alt 69 unge mennesker. Tabet af menneskeliv kunne i hvert fald have været kraftigt reduceret ved deres tilstedeværelse. Men sådan blev det ikke af den simple grund, at de almindelige norske politibetjente overhovedet ikke er mentalt gearet til at risikere liv eller lemmer for at forsvare sin civilbefolkning, der har uddannet dem til at opretholde lov og orden i Norge.

Nøjagtig samme mentalitet finder man hos politiet i Danmark.

Ingen pragmatiske sjæle forestiller sig vel i deres vildeste fantasi, at ordenspolitiet herhjemme kunne drømme om at kaste sig ind i nogen som helst ildkamp mod hårdkogte gangstere eller terrorister, hvis de pludselig begynder at skyde løs på civile uskyldige borgere, der tilfældigvis opholder sig på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. Hvis man alligevel gør det vil jeg påstå, at man har set for mange actionfilm og krimiserier fra Hollywood – for dagens politibetjente vil under ingen omstændigheder udsættes for nogen som helst personlig risiko.

Derimod venter alle danske betjente på i en given situation – som med Utøya – at politietatens særligt uddannede aktionsenheder når frem til gerningsstedet, men selv folkene her kunne ikke drømme om at skride til handling over for en psykopat som for eksempel Anders Breivik, medmindre de først har samlet en gruppe på 8-10 mand. Yderligere kræver de en aktionsordre fra øverste myndighed, fordi de ikke vil risikere efter en selvstændig dødbringende indgriben, at blive stillet for en civil domstol med tiltale for manddrab, fordi de pårørende til morderen/morderne bagefter klager over politiets adfærd.

Næh, politiet kommer generelt først når drabene er sket, men så kommer de til gengæld også med ”fuld musik” og 15-20 politibetjente, der omgående afspærrer området for nysgerrige borgere, alt imens retsteknikerne i ”rumdragter” strømmer ind på drabsstedet og laver sporsikring. Yderligere er der også altid en velklædt indsatsleder på stedet i skjorte og slips, der i medievant stil taler med journalisterne fra tv og radio samt aviserne, og politiets ansatte journalistiske ”spindoktorer” sørger omhyggeligt for at kontrollere strømmen af informationer.

Den professionelle og menneskelige lære fra tragedien i Norge må være, at politiet i vores broderland èn gang for alle får implementeret en ånd og sjæl ned gennem hele politietaten gående ud på, at samtlige politibetjente skal udvise styrke, mod og vilje til at sætte deres eget liv og lemmer på spil, når morderiske galninge som Anders Breivik går amok på uskyldige mennesker. Ligesom man kan opbygge et mere omfattende døgnberedskab med specialtrænede aktionsenheder, hvor logistikken med biler og helikoptere etc. virker optimalt, så man hurtigt kommer til gerningsstedet, for ellers bør man give civilbefolkningen våbentilladelser som i USA.

Ingen havde en chance for at stoppe Anders Breivik i tide, hverken det norske politi eller landets efterretningstjeneste, fordi alt var kaos i det norske samfund efter bombesprængningen i Oslo Centrum, og hvor de fleste var helt overbeviste om, at man var blevet udsat for islamisk terror på grund af blandt andet offentliggørelsen af Muhammed-tegningerne en måned forinden. De to politibetjente ved landbredden overfor Utøya kunne imidlertid have gjort en forskel, fordi de i modsætning til Utøya-deltagerne var bevæbnet med pistoler, men de optrådte som ”tøsedrenge” ved at vente på aktionsenheden fra Oslo.

Det var et fatalt svigt fra politifolkenes side.
Mange unge menneskers liv kunne have været reddet.
Og kun dèt faktum bør norsk politi undskylde over for alle …

Henrik J.,

har du hørt om begrebet 'souverænitet'?

Nu ved jeg godt at det Danske Forsvar de sidste år har lidt problemer med at anerkende selvsamme i andre stater, men den eksisterer stadigt.

Samtidigt er det i de civiliserede lande forbudt at bruge militær til intern kriminalitet, posse comitatus-loven.

Ole Brockdorff

Jeg er fuldstændig enig i første afsnit af dit indlæg.

Der hvor du begår fejlen, skyldes naturligvis uvidenhed om faktiske forhold.
To betjente der var tilstede på kajen overfor Utøya, kan ikke gribe ind i situationen - på daværende tidspunkt havde man ikke overblik over hvor mange gerningsmænd der var.
De var kørt til stedet for at mødes med indsatsgruppen, idet det er en fordel, at der er lokalkendte politifolk tilstede, der kan vise indsatsgruppen vej, ligesom de kunne foretage observationer af betydning for løsning af opgaven.
At de er bevæbnede med pistoler, befordrer ikke at de kan nedkæmpe en eller to mand med semiautomatiske rifler. Deres ildkraft står ikke mål med gerningsmandens.

Danske politifolk - og med mit kendskab til norske politifolk, ligeledes disse, er uddannet via beredskabstjeneste, til at nedkæmpe bevæbnede gerningsmænd, og har ikke nødig at vente på specialuddannede styrker.
Men de skal have det fornødne udstyr til stede - hjelme, skudsikre veste og maskinpistoler. Og man opererer i grupper, og i sådan en skarp situation er 2 mand ingen gruppe...

Hvis danske politifolk skulle udvise vovemod i tjenesten, ville de nok skulle aflønnes betydeligt bedre end det sker i dag, også af hensyn til de efterladte enker.

Men dagligt bliver danske politifolk udsat for livsfarlige situationer, som de ved hjælp af faglig kunnen løser på en sikker måde - både for dem selv og gerningsmanden.

Og det kan jo ikke nytte at man sender to politifolk i døden, bare for at vise handlekraft, der så viser sig ikke at virke alligevel.

Der har også været talt om manglen på helikoptere - det viser sig nu, at politiets helikopter til befordring af personel var til reparation.
Det er bare bad luck, i den situation - men mener skatteyderne at politiet skal have 2 helikoptere - så en af dem altid er klar til indsats?

Ingen almindelige politifolk bliver trænet til indsats fra helikopter, og hvem skulle flyve en helikopter ind i et område, der ikke er renset for skydende gerningsmænd - politifolk er ikke uddannede til at flyve, og kan man forlange at helikopterpiloter sætter eget liv på spil?

At man tilbageholder ambulancer i sikker afstand er sund fornuft - ambulanceførere er der for at køre sårede væk - ikke for at komme i skudzonen og selv risikere at dø.
Hvem skulle så køre ambulancen?

Selv om du ikke mener at danske politifolk kunne drømme om at komme at komme i ildkamp med bevæbnede kriminelle, sker det altså af og til - og når det sker, er det ingen drøm, men et mareridt man må forholde sig til resten af livet, også som politimand.

Jan Aage Jeppesen

Det synes som om også Breivik, der ellers havde planlagt alt i mindste detalje, overvurderede politiets reaktionshastighed og indsats. Breivik var indstillet på at overgive sig uden kamp til myndighederne og ringede flere gange for at få dem til at sende nogen han kunne overgive sig til. Ventetiden fordrev han ved at begå flere drab på de unge socialister.

En ting jeg savner i tidsskemaet er, hvornår Breivik egentlig begik drabene, især det sidste?

Hvis han har været færdig på det tidspunkt, hvor han ringer til politiet kl. 1800, kunne de to tilstedeværende betjente, der først ankommer til færgelejet kl 1750 jo vanskeligt selv med bedste vilje, evner og bevæbning, have gjort nogen forskel.

Russiske efterretningstjeneste FSB havde orienteret den norske PST 2 dage inden den 22/7-11, hvor de orienterede statsministeren om en forestående alvorlig begivenhed, men uden detaljer.
Fremmede sikkerhedsfolk opererer i mange landes sikkerhedstjenester og har en dobbelfunktion, idet de indsamler oplysninger, der bliver misbrugt. De bestikker som regel lederen og bagefter truer de ham, hvis han ikke samarbejder.

I aktuelle tilfælde var det forsøgt at afpresse den norske oliefond for nogen 100'de milliarder i forbindelse med norsk sympati for et frit Palæstina, ellers?....

Når samtidig PET kan bestemme over dansk politik og Merkel styrer de sydlige lande, burde alarmklokkerne ringe - - - men hvad foregår der?: Det hele druknes i 'krisestøj', mens alle de involverede såkaldte 'ansvarlige' 'lukker dørene tæt' - både for gerningsmanden og offentligheden.

Og hvorfor? Fordi Breivik ikke bare er en farlig morder, men endnu farligere hvis han afslører Norske 'følsomme' relationer, hvilket statsministeren helt sikkert er dikteret. Så både morder og statsminister er ofre for fremmede magter.

Som en parallel kan jeg nævne, at behandlingen af Slobodan Milošević under sin sag blev så stor en trussel at han døde i fængslet. Her fik han medicin for dårlig hjerte, og da han blev belastede de involverede, især USA-relationer, gav man ham medicin, der ophævede hjerte medicinen, så det ikke virkede alligevel og han derfor døde.

Breivik er en typisk psyop og eventuelt microchipet da han lod sit ansigt operere i USA. Lækker han uhensigtsmæssige informationer, vil selv et vagthold på 16 mand ikke kunne hindre det, Det samme gælder statsministeren.
Først lukkes døren for Breivik, dernæst lukker dommeren døren for publikum. Når så dommeren åbner for publikum lukker han munden på Breivik.

Man er bange for offentlighedens mening uanset mange er interesseret i Breivik og han er interesseret i os.
Man værner om den skjulte sandhed og vi er mange der ved det. Men kun få tør tale om den.

En rigtig mand, med skydevåben, var taget ud til øen med det samme. Jeg ville personligt ikke have tøvet et sekund. Jeg tror at det er det, det hele handler om. Politiets svigt. Så kan I analysere så tosset I vil. Bare stil jer selv det samme spørgsmål. Hvad havde I selv gjort? Prøv at spørge danske politifolk. Det handler om mandsmod. Ved I hvad det er? En rigtig mand havde kastet sig ud i kampen med alle de børn på øen. Tro mig, redegørelsen vil komme frem til netop det. Terrorberedskab er en god idé men vil aldrig kunne fritage politi fra at tage ansvar i ekstreme situationer. I nærværende situation var terrorberedskabet problemet ifm håndteringen. Jeg beskylder politiledelsen OG den enkelte betjent, der skulle have brugt sin egen dømmekraft og mod noget bedre

Jeg ville have være enormt bange, men jeg var taget mod øen med min riffel. Jeg er slet ikke i tvivl. Her i livet handler det om at gøre det rette, ikke om at undgå fare. kujoner.

Først og fremmest skal vi vel se på det positive i, at politiet ikke er i konstant beredskab til at klare en situation af denne slags. Ingen tvivl om at det er en tragedie, men netop dens usædvanlige karakter og omfang, har nok været med til at forsinke politiets reaktion: vantroen skulle nok lige overvindes, før maskineriet kom rigtigt igang.

Og så synes jeg at man bør sammenligne politiets opførsel med lignende hændelser i USA, - derovre er den type hændelser jo ikke nogen nyhed, men forløbet er ofte det samme: det tager tid at samle mandskab, få overblik over situationen og gribe ind.

Og selvom udbredelsen af skydevåben blandt private er stor, så er det vist meget sjældent at der rejser sig en helt af folkedybet ...

Robert N Gjeertsen

Er det så lige meget at den 3-navnede Manchurier allerede VAR kendt af PST ?
http://www.dr.dk/Nyheder/Udland/2011/07/25/171744.htm

Hvis ellers man har sat sig ind i de sidste 10 års historie vil man vide at det langt fra er første gang det lykkes for allerede kendte 'terrorister' at gennemføre deres forehavende .. Eller hvad det nu egentlig er de gennemfører . Jeg synes det er på tide at spørge sig selv om Gladio virkelig blev nedlagt .
Specielt fordi at der i Norsk presse er forlydender om at PST netop havde afholdt en øvelse med et tilsvarende scenarie, lige som man gjorde i USA 9-11-2001 og i London 7-7-2005 .
Så når nogen, også denne gang, siger at 'ingen kunne forestille sig dette' er det ganske enkelt ikke korrekt denne gang heller . Vi betaler faktisk en masse mennesker for at sidde og forestille sig alle mulige ubehagelige ting og træffe forholdsregler mod dem .

Positivt at se at de fleste kommentarer her er tænksomme og afbalancerede.

Der vil altid være nogen som har noget at beklage sig over, måske i søgen efter en ikke eksisterende mening. Hvis det havde lykkedes det norske politi at skyde Breivik ned tidligt i forløbet, ville vi også have hørt klager over overdreven politivold.

"Politimænd har også følelser."

Ja, det skulle man sant at sige ikke tro altid. Bare at være nødt til at understrege den pointe, lyder skræmmende i sig selv.

Og hva har det nu med denne sag at gøre? De politimænd har valgt sit job på frivilligt grundlag. Så må de også være sit ansvar bevisst når det gælder, som alle oss andre til stadighed avkræves, og ikke la terrorbekæmpelse foregå i form af dugnad så længe store resourcer (skattemidler etc.) sættes af til sådanne opgaver.

"En rigtig mand, med skydevåben, var taget ud til øen med det samme."

Jeg tror det var også mBreiviks råsonnement i sit 'forsvar af Norge' mod anderledestænkende.

Finn Årup Nielsen

I stedet for at kigge bagud er det vel mere konstruktiv at tænke fremad. Mon ikke at Norge vil se på hvordan deres beredskab hurtigt kan komme rundt i landet, til skibe og boreplatforme i ulykke og ved terror. Søge et bedre samarbejde mellem forsvaret og politiet, for at sikre at for eksempel helikopterer bliver fuldt udnyttet og måske afsætte flere midler.

Men at bede en eller to letbevæbnede politibetjente om at tage kampen op med galninge med automatvåben og skudsikre veste synes ikke at være rigtigt. Hvis så den enkelte politibetjent alligevel vælger at tage kampen op i hvad der ligger ud over pligten kan man så tage hatten af for ham.

Der er en vis mængde bagklogskab i diskussionen. Nu ved vi at der kun var én terrorist på Utøya og vi ved at han overgav sig uden kamp. Jeg kan ikke umiddelbart komme på nogle terrorister der har overgivet sig midt i deres terrorhandling.

Når politiledelsen vælger at sende en eller to politibetjente ud på et sådant opdrag, ja, så er det denne ledelse som haver forsømt sig. Det er ikke til at komme udenom at hele denne ageren var så amatørmæssig som vel tænkes kan.

Men evne til selvkritik har da hellere aldri været etatens stærke side...