Læsetid: 8 min.

Jagten på den multikulturelle syndebuk

Den såkaldte multikulturalisme er blevet et skamredet og karikeret begreb, som det er blevet for nemt at tillægge ansvaret for sociale opløsningstendenser, som har mere komplicerede og sammensatte årsager
Strid. Holland er en af de vigtigste slagmarker for diskussionen om multikulturalisme og afsæt for sociologen Paul Scheffers angreb på fænomenet.

Strid. Holland er en af de vigtigste slagmarker for diskussionen om multikulturalisme og afsæt for sociologen Paul Scheffers angreb på fænomenet.

26. november 2011

Sidste år blev multikulturalismen erklæret for død i Europa. Angela Merkel erklærede den død. Nicolas Sarkozy i Frankrig og David Cameron i Storbritannien erklærede den død.

Eksperimentet med at opbygge et samfund, hvor forskellige kulturer kan leve side om side »er slået fuldkommen fejl«, sagde Angela Merkel i en tale, der fik stor opmærksomhed. »Multikulturalisme avler ekstremisme«, hævdede Sarkozy. Multikulturalismen har forhindret os i at tage opgøret med »tvangsægteskabernes svøbe«, pointerede David Cameron.

Alle tre talte sig varme i et forsvar for en fælles åndsliv og for et samfund, som bygger på normer, der er fælles. Merkel talte om behovet for en tysk Leitkultur, Sarkozy om nødvendigheden af »et fransk nationalt fællesskab« og Cameron om vigtigheden af en »mere muskuløs liberalisme«.

Alle tre fremmanede et billede af det multikulturelle samfund som en usammenhængende mosaik af minoritetsenklaver bestående af adskilte kulturer, normer og traditioner, der alt for ofte befandt sig i et direkte modsætningsforhold til værtssamfundets og demokratiets krav om medborgerlig solidaritet og national samhørighed.

Alle tre ytrede sig også eksplicit om multikulturalismens største anstødssten og ’akilleshæl’: muslimerne. Sarkozy sagde: »Vores muslimske landsmænd har som alle borgere ret til at praktisere deres religion, men i Frankrig vil vi ikke have folk, som demonstrativt ligger og beder på vores gader og pladser.«

Karikeret multikulturalisme

I den udstrækning, at multikulturalisme defineret på denne måde måtte have brug for yderligere nådesstød for endegyldigt at lægge sig til at krepere, er der i det ene land efter det andet blevet uddelt i hurtige rap: slørforbud, minaretforbud, sprogtest, medborgerskabstest, restriktioner for indvandring og asylmodtagelse osv. osv. Med europaprojektets forstærkede krise og truende opløsning toner nationen atter frem som det eneste legitime og holdbare samfundsfællesskab — og multikulturalismen som den største hindring for dets virkeliggørelse.

Spørgsmålet er selvfølgelig, om multikulturalismen kan defineres anderledes, således at den kommer til at betyde noget ganske andet end dette sociale misfoster, som alle pludselig stikker kniven i. Når alt kommer til alt, har fremvæksten af mere eller mindre etnisk segregerede kulturelle og etniske enklaver i Europas storbyer jo næppe været følgen af en målbevidst multikulturel politik, men snarere en mere eller mindre utilsigtet følge af mange små og delvist usammenhængende skridt og beslutninger. ’Multikulturalisme’ har i dette perspektiv snarere været et svar på en allerede eksisterende kulturmangfoldig tilstand og har i de konkrete tilfælde snarere haft til formål at forstærke samfundsfællesskabet — ikke at splitte det.

Den form for multikulturalisme, som f.eks. kommer til udtryk hos den canadiske politolog Will Kymlicka, bygger på den opfattelse, at stærke individer og gode samfundsmedborgere kun kan vokse ud af allerede velfungerende kulturelle fællesskaber. Og da mennesket i reglen ikke vælger det fællesskab, i hvilket hun bliver formet til individ og medborger, er det vigtigt, at staten ikke blot tolererer, men tillige også anerkender og respekterer (og om nødvendigt beskytter) den mangfoldighed af kulturelle fællesskaber, som de facto eksisterer i vor tids samfund. Heri ligger ikke nødvendigvis, at det kulturelle fællesskab så skal tillades at stå over det medborgerlige fællesskabs love og normer — blot, at det ene fællesskab bør må betragtes som en forudsætning for det andet. Multikulturalismen i denne ’bløde’ udgave er klart nok en idé om medborgerlig integration, ikke en idé om kulturel separation.

Når multikulturalismen ikke desto mindre drages til ansvar for den mislykkede integration og den tiltagende segregation i Europas samfund, er det i reglen en mere ekstrem for ikke at sige karikeret form for multikulturalisme, som drages frem i den hensigt straks derefter at skyde den i sænk. Det er en multikulturalisme, som siges at fremme gruppers rettigheder på bekostning af individers; kulturel identitet på bekostning af medborgerlig; og det særegne, som skiller på bekostninger af det fælles, som forener. Det er en multikulturalisme, som dermed siges at bane vej for samfundets opdeling i ’tusindvis af småtskårne bastioner’, a thousand petty fortresses, for nu at låne et udtryk fra den amerikanske filosof Michael Walzer.

Uhellig alliance

Selv stødte jeg på dette udtryk i den hollandske journalist og sociolog Paul Scheffers indgående studie af masseindvandringens og det multikulturelle Europa, Immigrant Nations (Polity Press 2011). De småtskårne bastioners Europa opføres netop nu, hævder Scheffer, og en af årsagerne til dette er angiveligt den indvandrings- og integrationspolitik, som blev ført under multikulturalismens banner. Også de blødere udgaver af multikulturalisme har ifølge Scheffer tolereret eller ignoreret alt for mange kulturelle særegenheder og krævet alt for lidt kulturel tilpasning.

Scheffers bog leverer kort sagt ammunition til alle dem, som i dag taler sig varme for projekter om at knæsætte et fælles værdigrundlag i samfundet. Og ja, og også til dem, som taler sig for varme for at gennemføre en hårdere indvandrings- og asylpolitik. I begge tilfælde drejer det sig ifølge Scheffer om forklarlige og legitime reaktioner på en udvikling, som allerede i en årrække har haft negative konsekvenser for mange mennesker.

»Der findes en grænse for, hvad de eksisterende befolkninger kan og vil acceptere (befolkningsstrømme over grænserne, red.), lad der ikke herske tvivl om det,« skriver Scheffer.

Scheffers bekymring for masseindvandringens og kulturmangfoldighedens potentielt destruktive virkninger udspringer frem for alt af hans pessimistiske vurdering af udviklingen for ’den oprindelige befolkning’, ’majoritetsbefolkningen’, ’værtsbefolkningen’ eller hvordan Scheffer nu i flæng vælger at betegne de befolkninger, han mener har en etableret historisk tilknytning til det pågældende land og dermed også en slags fortrinsret, når det handler om, hvilke krav, der skal stilles til nytilkomne indbyggere. Scheffer vil vise, at disse værtsbefolkninger ikke nødvendigvis har nogen fordele af de store migrationsstrømme og den tiltagende kulturelle mangfoldighed. Den økonomiske gevinst ved øget indvandring er for deres vedkommende marginal eller ligefrem negativ, mens de sociale og kulturelle skyggesider og belastninger er nok så håndgribelige.

Alt dette ser han for sig som resultatet af en uhellig alliance mellem markedsliberalismen og multikulturalismen, for så vidt at begge disse ideologier (fra hvert deres udgangspunkt) undergraver de eksisterende sociale kompromiser og kontrakter. Markedsliberalismen undergraver kompromiser om lønninger og arbejdsvilkår, mens multikulturalismen undergraver kompromiser om værdier og normer. I begge tilfælde svækkes de grupper i befolkningen, som blev mest begunstiget af disse kompromiser og udgør deres fremmeste interessenter. Og i begge tilfælde forstærkes deres følelser af magtesløshed og frustration.

Scheffer mener, at følelsen af at være blevet svigtet er helt berettiget, at magtesløsheden er reel, og at frustrationen er blevet en politisk kraft, man må regne med. Han synes i den forbindelse også at mene, at en hårdere regulering og kontrol af indvandringen kan være et berettiget svar for at få styr på den opståede situation.

Hvor går grænsen?

Gennem hele bogen forbliver det dog en smule uklart, hvad Scheffer i grunden mener. Alt for ofte synes jeg, at han sætter sig imellem to stole, nogle gange i ét og samme udsagn: »Hvis et flertal af Europas medborgere — og det viser forskningen — har den opfattelse, at grænsen er nået for, hvor mange indvandrere deres del af verden kan indoptage, så betyder dette mere end et simpelt ’nej’ til flere asylansøgere eller arbejdskraftsindvandrere eller dem, som forsøger at udvide eller genforene deres familier.«

Men hvad betyder det så, at ’grænsen er nået’?

For Scheffer betyder det tilsyneladende, at det er grænsen for ’multikulturalismen’, som er nået, men ej heller på dette punkt er han helt klar, eftersom dette undertiden ser ud til at betyde, at det snarere er grænsen for ’globaliseringen’, som er nået. I hvert fald kobler Scheffer konsekvent det ene sammen med det andet. »Det grundlæggende dilemma i vor tid,« skriver han, »er den voksende kløft mellem de sociale eliter, som er i stand til at bevæge sig frit i en verden med stadig færre grænser, og den voksende andel af befolkningen, som føler sig truet af globaliseringen og vender omverdenen ryggen.«

Jeg er over lange stræk enig i Scheffers beskrivelse af globaliseringens negative sociale virkninger — og også hans analyse af indvandringens sociale skyggesider, og i den henseende er hans bog et læseværdigt bidrag til forståelsen af vor tid og dens udfordringer. Men når han vil stille noget, som han kalder for ’multikulturalismen’, til ansvar for ghettoiseringen af storbyerne, opløsningen af de nationale værdifællesskaber og svækkelsen af den medborgerlige tillid i Europas velfærdsstater, så er hans argumenter ikke overbevisende. Ej heller kommer han med konkrete politiske forslag til, hvordan multikulturalismens problemer kan imødegås og afhjælpes. Kulturelt diskriminerende love og regler? Kulturel regulering af indvandring og asylmodtagelse? Hårdere krav til medborgerskab?

Scheffer lader sig nøje med at betone ethvert lands ret til selv at kontrollere egne grænser og regulere sin indvandring, ligesom hvert lands ret til at hævde værts-kulturens normer og regler over for de nytilkomne kulturers. Han hævder også, at indvandringen til Europa i sin nuværende form og omfang koster værtslandenes befolkninger mere, end den bidrager, og at alle nyttebaserede argumenter for at opretholde den på dette niveau dermed er uholdbare. Hvad der står tilbage, er de moralske argumenter, men i så fald, mener han, må det moralske hensyn til egne medborgere vejes op imod det moralske hensyn til alle andre.

Der er ingen tvivl om, hvad Scheffer mener om den fremherskende afvejning. Hvis Europas demokratier ikke kan føre en civiliseret diskussion om indvandringens omkostninger og problemer, vil den i stedet komme til at få en uciviliseret diskussion på halsen. Og denne kan i sidste ende blive rettet imod demokratiet selv. »Hvordan kan nogen værdsætte et demokrati, som erklærer sig ude af stand til at håndtere et så centralt spørgsmål, som griber så dybt ind i medborgernes daglige liv?«, spørger Scheffer retorisk.

Scheffer gør sig betydelig umage for at holde sin kritik af multikulturalismen på et civiliseret niveau, og han om nogen bør da også vide, hvor fin skillelinjen kan være. I Scheffers hjemland, Holland, er alle sluser for længst blevet åbnet og alle tabuer nedbrudt med den konsekvens, at debatten er blevet stadig mere uciviliseret, samtidig med at fremmedfjendtlige partier har erobret en voksende indflydelse på politikken.

Findes multikulturalismen?

Problemet med Scheffers bog er, at den til sidst havner i samme dilemma. Ud fra en i hovedsagen civiliseret og indgående beskrivelse af de dybtgående forandringer, som på kort tid har omtegnet det sociale og kulturelle landskab i Europas lande, udkrystalliserer der sig en dårligt underbygget udpegning af ’multikulturalismen’ som årsag til og forklaring på landenes manglende evne til at omkonfigurere det nye landskab til et fungerende socialt og medborgerligt fællesskab.

Om ikke før må det i dag stå klart, at Europas nationalstater befinder sig i en periode med tværnationale omvæltninger og udfordringer, som kun i beskeden grad kan forklares ud fra noget, som kaldes for ’multikulturalisme’. De svækkede værdifællesskaber, de fremvoksende enklaver og den genopvakte nationalisme er denne sammenhæng ikke resultatet af en ny og forfejlet idé om, hvordan samfundet skal organiseres, men af en gammel og udlevet idé.

I den forstand er multikulturalismen absolut ikke død. Ja, faktisk er den ikke kommet ordentlig til verden — endnu.

©Svenska Dagbladet og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Mustafa Hussain

Helt enige! Multikulturalimse som et fællesskab på tværs af kulturforskelligheder, fik aldrig lov til at udfolde sig på det institutionelle niveau, som Kymlika eller englændere Bikku Parekh, John Rex o.a. havde forestillet sig men foholder sig på ”lip-service” niveau også i de vestlige lande som erklærer sig at være multikulturel. Derimod har ”værtelandenes” institutioner (fx medier, politik, forskning mm.) på det senste opbygget en hel register for, hvad de andereldes kulturer er for noget der truer vores normer og værdier – lige fra burka til tvangsægteskaber og ghettoer. Og i det den grad, at endda sociale patologier, der findes vitterligt også blandt indvanderegrupper, ophæves til en status af kultur med stor K, der truer vores nationale identitet. Den voksende modstand mod ideen om det multikulturel er i bund og grund angsten for globalisering, men med al opmærksomhed rettet mod muslimer - med burka eller ej.

Nikolaj Petersen

Nej mustafa vi i vesten er bange for at miste overherredømet på det økonomiske, videnskabelige og demokratiske område, 3 ting som åbenbart ingen andre verdensdele kan overkomme at opfinde selv... sørgeligt men sandt Multikulturalismen har aldrig eksisteret "dem og os" mentalitet er udbredt over hele verden og du kan ikke nedbryde det helt måske finder de nye generationer på et nyt fænomen men ikke i dette århundrede

multikulturalisme er jo meget nem at forveksle med globalisme. Måske har jeg heller ikke helt forstået forskellen endnu, men i min opfattelse er globaliseringen mere lig med amerikanisme. Det er super fedt at efterligne SUPER staten. Det er så fedt, at vi (Danmark) har valgt at indføre bl.a. mere sprog, madkultur osv. fra USA. På trods af, at vi går mere op i sundhed (tror vi).
Når så det er sagt, så ja Nikolaj, vi er ufattelig meget bange for, at miste overherredømmet på de nævnte område. Jeg bider især mærke i, at du nævner demokratiet.
Er demokratiet (på trods af alt), gået hen og blevet lig med, at vi, danskere, skal pådutte alle andre mennesker vores måde at være demokratiske på? Er vi blevet så fanatiske hvad det angår, at vi har valgt at gå i krig, (sammen med den globale verden(USA)), på godt og ondt, for at opnå globalisering OG demokrati på verdensplan?

Ironisk at jeg tillader mig at sige vi, danskere, på trods af min tilsyneladende anden etniske herkomst. Men er jeg ikke på en måde en del af "det danske vi", når du jeg føler mig det? På godt og ondt?