Læsetid: 10 min.

'Kunst, der ikke spejler katastrofen, er ikke vigtig'

Billeder af undergang optager os, som de altid har gjort. Vi synes, vi kender den forestående katastrofe, men ikke løsningerne til at afværge den. Vi sætter lid til et teknologisk fix, der må og skal hive menneskeheden ud af miseren
For digteren Lars Skinnebach er det den mindste handling, den vi foretager dagligt, der redder verden – ikke politikernes store handlinger, for de indtræffer ikke, siger han.

For digteren Lars Skinnebach er det den mindste handling, den vi foretager dagligt, der redder verden – ikke politikernes store handlinger, for de indtræffer ikke, siger han.

Sofie Amalie Klougart

5. november 2011

Det er ikke fremtiden som sådan, Simon er mest angst for. Det er mest det, at hvis klimaforandringerne kan få planterne til at dø, så vil dyrene også blive udslettet. Og det vil være en mindre katastrofe, når hans fremtidsplan er at blive dyrepasser i Zoologisk Have.

»De sidste planteædende dinosaurer døde måske, da planterne visnede, har jeg læst et sted. Måske kan det ske igen,« siger 16-årige Simon fra sin tilskuerplads i Bavnehøjhallen i Københavns sydvestkvarter. Han nulrer en krølle i sit hår og kigger ud over håndboldspillerne, der varmer op. Han ved godt, at det med dyrene kan være svært et forene med hans interesse for fly, der forurener og egentlig er med til at ødelægge klimaet. Men flere gange har han igennem sin fars arbejde fået lov at følge flyene fra kontroltårnet i Kastrup Lufthavn, og han vil ikke anbefale, at man stopper flytrafikken.

»Der er flere dyr i havet end i luften, så egentlig burde skibstrafik jo være værre.«

Simons beskedne stemme flyder sammen med hallens støj og gulvtramp, når han bekendtgør sit fremtidshåb: ikke at leve alene uden kone og barn, ikke at opleve naturkatastrofer eller flyulykker.

Hans bekymring for fremtiden er ikke enestående. På landets ungdomsuddannelser diskuteres for tiden med stor iver, om Maya-indianerne vil få ret i deres 2.000 år gamle forudsigelse om, at dommedag vil falde den 21. december næste år. Men også overalt i det kulturelle landskab spreder sig en nyfunden interesse for krise og undergang.

I filmens verden kender man til invaderende zombier og sygdomsepidemiske katastrofer som i I Am Legend (2007) og 28 Days Later (2002). Men i Melancholiagår Lars von Trier tættere på apokalypsen og skildrer ikke blot optakten til dommedag, som utallige Hollywood-film tidligere har gjort, men også Jordens undergangsproces som følge af mødet med en anden planet.

Også den franske kunstner Christian Boltanski har til årets Venedig Biennale fremstillet en slags kæmpemaskine af stål, der viser befolkningstilvæksten som en uafvendelig katastrofe.

På samme måde er popstjernen Lady Gagas seneste turné skåret som et dommedagsshow, hvor hun alene med et piano synger midt i den totale destruktion.

»Det faktum, at vi er omgivet af cement, og at vi allerede har dræbt alt, viser, at apokalypsen foregår lige nu,« har hun forklaret til den britiske avis Times of London.

Dommedagens dystre tematik har for længst sneget sig ind i vores drømme og billedverden tværs over skellet mellem fin- og lavkultur.

Reel trussel

Undergangsfantasierne skildrer vores drøm om et fællesskab, som står sammen mod en udefrakommende trussel, og hver historisk periode har haft sin fremtrædende undergangsvision.

De flyder som en understrøm fra Johannes' Åbenbaring, over udpenslingen af helvede på middelalderens altertavler, til nyromantikkens mismod i slutningen af 1800-tallet. De blev formuleret oven på de to verdenskrige, under Den Kolde Krigs atomtrussel, og i dag aftegner især FN's klimapanel samtidens billede på klodens ødelæggelse.

Den dominerende undergangsvision i dag er således forbundet med frygten for, at vores livsførelse undergraver naturgrundlaget for selvsamme livsudfoldelse, mener Carsten Thau, idéhistoriker og professor på Kunstakademiets Arkitektskole.

»Undergangsvisionerne hører til den europæiske forestillingskreds. Men forskellen imellem de historiske undergangsvisioner og i dag, er, at menneskeheden nu for første gang i historien er i gang med at undergrave naturgrundlaget for sig selv på en langt hen uoprettelig måde. Det har skabt en dyb fortvivlelse i kulturen,« siger han.

Fortvivlelse over fremtiden fik også punkere og poeter til at fægte med pessimismen for årtier tilbage. Men vi vil ikke se en ny no future-generation i dag. For selv om udsigten til ungdomsarbejdsløshed dengang som nu ser graverende ud, byder fremtiden på langt større problemer som massevandringer oven på klimakatastrofer, befolkningstilvækst og udtømningen af naturressourcer, mener Carsten Thau.

»Selvfølgelig er der stadig kunstnere som Lars von Trier, der beskriver dommedag i slowmotion og bruger undergangen som scenografi i sin billedverden. Men det er ikke længere blot en æstetisk kategori, de apokalyptiske visioner er i dag reelt truende. Sådan har det ikke været tidligere. Det er klart, at enkeltstående samfund før har kunnet udryddes. Men som en samlet trussel mod menneskeheden er det noget nyt.«

Ifølge Carsten Thau er vi i en situation, der forrykker modernitetens tre søjler: den teknologiske, økonomiske og politiske udvikling. Her kan politikkens regulerende instrumenter ikke længere hamle op med det virulente finansmarked.

»Det virker, som om kapitalismen er på katastrofekurs. Det virker, som om den finansielle krise og økonomiens rutsjebaneture forhindrer de politiske systemer i at konfrontere de forudsigelige problemer, menneskeheden står overfor. Vi kører på første klasse i de velstående samfund hen imod en mere omfattende katastrofe,« siger han og påpeger, at mange derfor lever med en diffus skyldfølelse, der ikke kan omsættes i det politiske system.

Der er ingen at søge frelse hos, vi er alene med vores svage tiltro til forhåndenværende redningsplaner. Blot kender vi undergangsscenariet: Det begynder med de smeltende isbjerge.

Den mindste handling er svaret

Klodens vandstand får hver nat digteren Lars Skinnebach ned på stranden i Sønderho på Fanø. Her snurrer han rundt om sig selv. Selv kalder han det en slags kystsikring inspireret af sufi-mystikeren Rumi fra 1200-tallet. Og han har tænkt sig at fortsætte denne daglige øvelse de næste fem til 10 år. For nøjagtigt så lang tid mener han, vi har til at ændre adfærd, før klimaforandringerne vil indtræffe med irreversibel kraft. Før Sibiriens permafrost og Grønlands iskappe vil smelte, før skovdød i Amazonas og Afrika vil få træerne til at udlede CO2 frem for at optage det, og før han vil kunne se vandet skylle hen over Fanøs bugter.

»Hvis jeg køber tøj, ser fjernsyn, tænder en lampe, tager en bus — gør det alt sammen klimaproblemet værre. Jeg sætter den mindste handling op som løsning i stedet for at vente på, at den største handling skal redde verden — det vil sige at verdens ledere flyver ind på samme mødelokale, hvor de skriver under på en aftale, der afværger katastrofen. Og det kommer ikke til at ske,« siger han.

For 10 år siden begyndte han at læse i videnskabelige tidsskrifter og blev i stigende grad opmærksom på klimatruslen. I dag køber han ikke nye ting, reparerer selv sit tøj, og afviser invitationer til at læse op i lande som USA, Finland og Frankrig, hvis det kræver en flybillet. Han flyttede da også med sin familie fra Bergen, da han ikke kunne forsvare flyturene til Forfatterskolen i København, hvor han underviste.

I dag er Lars Skinnebach en del af musikduoen Klimakrisen sammen med digteren Theis Ørntoft. Deres feltråb lyder: »Kunst, der ikke beskæftiger sig med menneskehedens største trussel (KK) [klimakrisen, red.] er ikke værd at beskæftige sig med.« Teksterne foregår i en post-apokalyptisk fremtid, hvor husene er smeltet, og dyrene ligger brændte på gaden. Der er flugtfantasier om at flyve væk i en ark eller opbygge kunstige biosfærer, menneskeheden kan overleve i.

»Det post-apokalyptiske er det mest realistiske fremtidsscenarie. Derfor er det eneste relevante spørgsmål i dag, om kunsten kan stille noget op over for klimakatastrofen.«

Teknologisk fix

Når Lars Skinnebach snurrer rundt om sig selv langs Fanøs kyststrækning, er det for at udleve en kunst, han kalder 'virkningsorienteret'. For han ser kun to kunstformer for sig: det forældede og det relevante.

»Vores gamle verden er brudt sammen — eller lige på vej til det. Det er ikke interessant at finde det smukkeste ord eller beskrive alle sindets krinkelkroge i litteraturen. Det kunstsyn er fra en tid, hvor jorden var rar og uskyldig, men vi har bare ikke en masse år til at erkende en masse dybder i sindet,« siger han.

Den relevante, virkningsorienterede kunst mener han at have fundet i en række gamle rituelle former for kunst: en tidlig grønlandsk sangtradition, den japanske munk Watazumi Doso, der med sit fløjtespil udforskede menneskets åndedræt, og sydamerikansk shamanisme, hvor sange bruges til helbrede og fordele jagtområder. For ikke at tale om, hvad han kalder Danmarks sidste levende folkemusiktradition, der findes i Sønderho, Sønderhoning, der i flere hundrede år er blevet overleveret mellem spillemænd.

»Den ene mulighed er, at vi skal ændre adfærd. Kommer det til at ske? Nej. Så er der muligheden for et teknologisk fix, der kan erstatte olien eller rense luften for CO2. Det, håber jeg, kommer, men det er stadig bare et fantom. Vi står over for en virkelighed, der kræver ekstrem hurtig handlen på den ene side, ellers kan vi kun knytte håb til billige fantasier om beboelse af Månen.«

For Sally og Tania, der går i 3.g på Gefion Gymnasium i København, virker fremtiden ikke nær så dystopisk. Hver morgen, når de vandrer i skole, går de igennem en søjlehal med et enormt Foucault-pendul, der hænger ned fra loftet. Som påmindelse om, at jordkloden roterer om sin egen akse. Og det skal den nok fortsætte med indtil slutningen af gymnasiet, bliver de hurtigt enige om i rygepausen.

»Fremtiden ligger og lurer, og man hører jo altid, at det bliver værre. Men med klimaet kan vi tage kortere bade. På den måde kan man jo gøre faren mindre,« siger Tania og ser forventningsfuldt mod sin veninde.

»Jeg tænker ikke videre over, om fremtiden er farlig,« siger Sally med hævet øjenbryn bag det tykke brillestel. Mest af alt frygter hun, at hun modsat sin mor ikke kommer til at rejse stilfærdigt rundt i Mellemøsten og møde nye mennesker.

»Fordi der er så meget terror i dag. Eller snak om det,« understreger hun.

Tania vil gerne snakke om klima igen:

»Vores generation forventer, at nogen finder en løsning på klimaproblemet. Hvis den en dag ikke kommer, får vi et chok. Vi tænker mere på vulkanudbrud i Island end forurening, når vi tager et fly. Og hvis Jorden en dag bliver ubeboelig, så er vi allerede på vej til Månen. Der er måske allerede nogle, der har bygget skibet.«

Det er dog ikke spor underligt, hvis den yngre generation ikke altid står op og går i seng med de dystopiske krisescenarier. Det er vanskeligt at være nybegynder i en krisevirkelighed, påpeger forfatter og journalist Asger Liebst, der i 1978 skrev bogen Krise til salgom populærkulturens behandling af datidens økonomiske krise.

»Generationen, der oplevede besættelsen, lærte, hvad kriser var. Det gav familierne en forsigtig og afventende holdning, som prægede oplevelsen af de følgende årtier. Da den økonomiske krise satte ind i 70'erne, var den ældre generation forberedt. Det kom ikke som et chok for dem, at man under oliekrisen ikke måtte køre i bil om søndagen — under besættelsen kunne man jo slet ikke køre bil i fem år, medmindre man havde et træ at fælde og fyre med i bilens generatormotor,« siger han.

»Dårligere forberedt til krise er generationen, der er vokset op i de sidste 20 års rigelighed af fede køkkener. Den aktuelle krise kan af dem opleves som uforståelig og uretfærdig,« siger han.

Til gengæld har denne generation adgang til de sociale medier kloden over. Det gør, at verdensbilledet hos den unge generation er mere nuanceret end i envejs-massekommunikationens tidsalder, samtidig med at det nu er nemmere at dele sine oplevelser.

»Og det hjælper jo at kommunikere om kriser,« siger han og understreger:

»På Facebook er der flere bekymringer at hente, men også håb og trøst. Det fremgår hurtigt, at der er krise mange steder, men også politisk forår og sammenhold i andre hjørner.«

Dystopi er vores håb

Den italienske forfatter og medieaktivist Franco 'Bifo' Berardi tror dog heller ikke, at 2011 vil gå over i historien som det år, vi sad forknytte og fremtidsangste i de små hjem. Han har netop udgivet bogen After the Future,hvor han problematiserer, at samtidens undergangsscenarier skal forstås negativt.

»For tiden farver dystopien vores kultur og selvforståelse. Men det er ikke kun skidt. For tilbagetrækningen fra det moderne fremtidsbegreb rummer også et håb,« siger han.

For fremtiden er ifølge Franco 'Bifo' Berardi et kompliceret og tvetydigt ord. Frem for at forstå fremtiden som blot den fremadskridende proces fra i dag til i morgen, er det væsentligt at se det som et kulturelt begreb, der sidestiller 'fremtid' med kravet om vækst og ekspansion. Og her ligger hans tro på, at den aktuelle situation trods alt er lys.

»Jeg tror på, at det finansielle og økologiske kollaps kan få lykkelige eftervirkninger. At det kan skabe en bredere erkendelse af, at vi må lede vores samfund mod andre horisonter end blot vækst. For vækst er blevet en katastrofisk dystopi. Og at den unge generation, der ser ind i arbejdsløshedskøen, vil kræve nye relationer til arbejdsmarkedet, hvor alle skal arbejde mindre.«

Netop den aktuelle Occupy-bevægelse ser han som første udtryk for en bevægelse, der har erkendt fejlene i de fremtidsudsigter, den er blevet lovet. Dens udgangspunkt er dystopien: Den gør os opmærksom på, at håbet om økonomisk genopretning og vækst ikke har en fremtid. Den retter sig ikke mod det politiske system, men mod en digital og automatiseret magt, som menneskelige protester ikke kan tale til.

»Bevægelsen udtrykker en vrede mod den virkelige, immaterielle magt, der gemmer sig i algoritmer, figurer og statistikker. Men den stiller hverken krav gennem det politiske system, hvor Obama på tredje år symboliserer, at ædle hensigter ikke kan skabe forandringer, eller gennem gadens magt. For bevægelsen har erkendt, at vold er udsigtsløs — selv hvis den brændte alle verdens banker, ville magten stadig leve videre i det virtuelle. Den gør opmærksom på: Her er vi uden fremtid, det er vores styrke.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Katastrofen er mennesket, og kunsten er altid relevant fordi den uanset udtryk spejler mennesket.
Katastrofekunst er bevidsteheden om døden, og ingen kunstner går er ubemærket af noget ingen andre ser, ellers ville kunsten ikke have det lys af fremtid som kunst skal ha´.

Jorden vil dreje om sin akse, uanset om samtlige hjørner af kloden er blevet cementeret, og den vil sukke af tilfredshed over at blive fri for det grådige, krigeriske, katastrofedødsorienterede væsen (mest hvide, men de andre følger godt med) der har formået at ødelægge de fleste planter og dyr og endelig sig selv.

Op ad cementen vil hurtig spire en fandens mælkebøtte, og denne vil have et par insekter på sig inden længe. Fordi der ikke er mennesker, er der mange muligheder for nyt liv på jorden alligevel.

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor igen dette postulerede "vi" og "os"? Kan man ikke skrive noget uden at tage alle andre til indtægt for sine synspunkter - tør man ikke stå alene?

Hvis det er bøger om apokalypsen, mangler der et par stykker:

Immanuel Velikovsky:

I "Kosmiske kollisioner" (Bogan 1980) argumenterer Velikovsky for, at mindet om globale kosmiske katastrofer findes nedskrevet i gamle skrifter som Biblen, Talmud osv.

I "Da kloden kæntrede" (Bogan 1981) argumenterer han for realiteterne bag alverdens gudesagn, at de i virkeligheden beskriver globale kosmiske katastrofer, med argumenter hentet fra geologien og palæontologien.

"... afviser invitationer til at læse op i lande som USA, Finland og Frankrig, hvis det kræver en flybillet. Han flyttede da også med sin familie fra Bergen, da han ikke kunne forsvare flyturene til Forfatterskolen i København, hvor han underviste."

Hatten af for Lars Skinnebach. That's the way to go. Hvor mange af hans medmennesker er mon i stand til tilsvarende?

randi christiansen

Franco ‘Bifo’ Berardi : "Jeg tror på, at det finansielle og økologiske kollaps kan få lykkelige eftervirkninger. At det kan skabe en bredere erkendelse af, at vi må lede vores samfund mod andre horisonter end blot vækst. For vækst er blevet en katastrofisk dystopi." og "Den (Occupy bevægelsen) gør os opmærksom på, at håbet om økonomisk genopretning og vækst ikke har en fremtid." Ja, lad os alle bede og håbe og være aktive hvor vi kan - men, følgende udsagn er da noget vås? : "Her er vi uden fremtid, det er vores styrke."