Læsetid: 5 min.

Læserne spørger: Hanne-Vibeke Holst

»Hvilket akademi? Lav en voxpop på Strøget, og ni ud af ti vil ikke ane, hvad du taler om. Jeg antager, at du mener Det Danske Akademi. Jeg respekterer dens lærde og belæste dommerstand, men jeg aspirerer ikke til at blive en del af den ...«
19. november 2011

Hvad mener du om utroskab?

At det har fanden skabt. Fordi selv den mest inferiøre julefrokost-bungabunga forårsager smerte og ulykke, hvis den bliver opdaget. Den krænkede part føler sig jo både bedraget og besudlet. Hvis man omvendt er den, der har muntret sig ude i kopirummet, vil man alt andet lige lide så meget af dårlig samvittighed og angst for at blive opdaget, at det i sig selv fører til distance og turbulens. Ofte kan et sidespring eller en affære jo være begyndelsen til enden. Hvilket på den anden side kan være udmærket, hvis der er brug for en katalysator til at få afsluttet et dødt forhold. Hvis man er utro, fordi man er forelsket, er det en anden sag. Så taler vi om kærlighed, og den kan man ikke styre. Anyway, vi har nok alle været utro eller været udsat for utroskab. Personligt synes jeg, det første er det værste.

Vil du gerne være medlem af akademiet?

Hvilket akademi? Lav en voxpop på Strøget, og ni ud af ti vil ikke ane, hvad du taler om. Jeg antager, at du mener Det Danske Akademi, litteraturens højeste jury. Jeg respekterer dens lærde og belæste dommerstand, har selv nydt at være inviteret med til forfattermøde på Rungstedlund, men jeg aspirerer ikke til at blive kappeklædt smagsdommer. Derimod føler jeg mig beæret ved at være optaget i Læsernes Akademi.

Hvornår har du sidst følt dig som en idiot. Og hvorfor?

Da jeg for nylig stod splitterfornøjet på et hotel i Aalborg og ikke kunne få vand ud af bruseren! Det var mig kropumuligt at dreje blandingsbatteriet, og efter indædt kamp og megen banden var jeg nødt til at klæde mig på og gå ned i receptionen og bede om hjælp. Den tililende mand havde konduite nok til ikke at ydmyge den svage kvinde, der i den grad følte sig som en idiot, da han med et snuptag fik batteriet drejet om og lod vandet pøse ud. I øvrigt er det en tilbagevendende udfordring at håndtere forskelligartede hotelbrusere.

Jeg skal på charter i næste uge. Hvilken af dine bøger bør jeg tage med mig?

Den seneste, Undskyldningen. På de tilbagemeldinger, jeg har fået, forstår jeg, at det er en ret opslugende roman. Og er det ikke det, man som læser ønsker at blive? Opslugt? Især når, man er på ferie. Men husk solcreme!

Skal du aldrig lave romanpræget journalistik i stedet for journalistisk prægede romaner?

Haha, finurligt spørgsmål. Det har jeg jo ved nærmere eftertanke gjort i mine dokumentariske værker, som f.eks. i Ned til kvinderne, hvor jeg fulgte en transseksuel mands forvandling til kvinde. Der brugte jeg nogle af fiktionens greb, selv om det var et strengt journalistisk projekt. Også i interviewbogen med alverdens kvinder, Da jeg blev vred, var der skønlitterære elementer. Men hvis du tænker på, om jeg ville begive mig ud i decideret new journalism, som var det hotte, da jeg gik på Journalisthøjskolen, må jeg sige nej. Jeg har svært ved at holde mig til det dokumentariske, vil helst være fortælleren, der digter til, og så er man røget ud over journalistikkens grænser. Faktisk står jeg lige nu over for sådan et dilemma, fordi jeg skal i gang med at skrive om min far. Han er jo en biografisk person, og jeg kommer til at bruge masser af kilder, der skal hjælpe mig til at portrættere ham så realistisk som muligt — så skal jeg skrive en bog om Knud Holst eller en roman om en forfatter?

Oplever du, at folk betragter dig som triviallitterær forfatter?

Nej.

Er der nogen af dine offentlige udtalelser, som du fortryder?

Jeg glemmer let og har helt ærligt ikke overblik over, hvad jeg har fået sagt i tidens løb. Noget af det ville jeg givetvis ikke have ytret mig så skråsikkert om i dag, men i det store og hele er det godt for et samfund, at nogen stikker næsen frem og tør komme med nogle bombastiske meldinger. Men én udtalelse fortryder jeg dog. Jeg deltog som repræsentant for De 12 forfattere, der tilbage i 2005 protesterede mod intolerancen og den forråede tone i indvandrerdebatten, i et arrangement i Politikens Hus. En herre blandt publikum fik mikrofonen og det viste sig, at han var meget vred på os, hvilket han højlydt og længe gjorde opmærksom på. Til sidst blev folk utålmodige og begyndte at protestere over, at denne kværulant blev ved. Da hører jeg så mig selv sige i min tændte mikrofon: »Ta’ mikrofonen fra ham!« Siden har bla. Ole Hyltoft brugt denne udtalelse imod mig som et bevis på mit udemokratiske sindelag. Og et eller andet sted må jeg give ham ret. I hvert fald var det den flove følelse, jeg selv sad med; at jeg havde afsløret, at jeg ikke var nogen Ghandi.

Hvem af dine hovedpersoner identificerer du dig stærkest med?

Alle forfattere spalter sig ud på hele persongalleriet. Vores opgave er jo at identificere os med den karakter, vi lige nu er optaget af at forstå og beskrive så nuanceret som muligt. Så skønt jeg ikke ligefrem sympatiserer med den højreradikale Breivik-type, Anitta, fra Dronningeofret, forstod jeg selv dette monster, da jeg arbejdede med hendes portræt. I forhold til Undskyldningen føler jeg mig tæt på præsten Thorvald, på hans søn Leo og selvfølgelig på Leos datter, jeg-fortælleren Helena. Vi er lige gamle og har en del erfaringer til fælles. Eksempelvis har både hun og jeg været på kostskole i Wien og besøgt ambassaden i Moskva. Vi kender også begge til angsten for kreativ udtørring, vi har begge været i tvivl om vores evne for moderskab, og vi har på egen krop oplevet overgangsalderens fornærmende realiteter!

Hvem kan få dig til at føle dig mindreværdig?

Ingen, efter mine forældre er døde.

På et tidspunkt havde du ikke længere lyst til at udtale dig om feminisme —hvorfor?

Jeg valgte at tage orlov fra debatten, da jeg indså, at man ikke på samme tid kan være sprinter og maratonløber. At være feministisk debattør er ekstremt krævende i Danmark, fordi det er så kontroversielt at erklære sig som feminist (lad mig stilfærdigt minde om, at en feminist er én, der går ind for kønnenes ligeværd). Feminister er jo decideret forhadte, det vælter ud med aggressioner, bare man kommer med det mindste pip, der anfægter patriarkatet. Hos os bliver der stadig sat lighedstegn mellem at være feminist og kastrerende mandehader, ravnemor, karrierekvinde, speltmoster, bitch, kælling og what not. Dels var det ret trættende at skulle bruge kræfter på en debat (sprinten), der ikke flytter sig; dels hindrede det mig faktisk i at få tid og ro nok til at fokusere på det egentlige: forfatterskabet (maratonen). Desuden var det på tide at overlade arenaen til nye friske fightere. Men det betyder ikke, at jeg ikke er feminist længere. Som tænkende fornuftsvæsen med en vis sans for retfærdighed kan man ikke være andet. Vel?

Hvorfor tror du, at du er så populær i Sverige?

Fordi mine bøger opfattes som a good read og jeg selv betragtes som en munter, udogmatisk dansker af det rette feministiske tilsnit.

Næste uge: Erik Valeur

Journalist, mediekritiker og forfatter Erik Valeur fået netop debutantprisen for sin kritikerroste roman ’Det syvende barn’

Send spørgsmål senest tirsdag til

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

"Hvorfor tror du, at du er så populær i Sverige?

Fordi mine bøger opfattes som a good read og jeg selv betragtes som en munter, udogmatisk dansker af det rette feministiske tilsnit."

Ja, i Sverige er man ikke så bange for og fjendtlig over for feminister.