Læsetid: 4 min.

Et liv er forbi: En rigtig købmand siger goddav

Da Bent Washuus begyndte som købmand, stod han selv og langede varer over disken. Da han sluttede, gjorde kunderne det selv
Da Bent Washuus begyndte som købmand, stod han selv og langede varer over disken. Da han sluttede, gjorde kunderne det selv
5. november 2011

Det tog tid, inden det blev tydeligt. Længe havde Bent Washuus' kone, Lis, afsluttet hans sætninger, når han skulle fortælle noget. Det var hende, der svarede, når han blev spurgt om noget, som hun vidste, han ville få svært ved at forklare.

Derfor var det først, da han skulle byde velkommen til en fætter-kusine-fest i 2005, at det blev klart for alle andre, at Bent Washuus, der igennem hele sit liv havde haft ordet i sin magt og trangen til at underholde, ikke længere kunne finde ordene. Han, der både som politiker og købmand i Ebberup på Fyn, havde været en udadvendt, social og vellidt figur — og som havde nydt den opmærksomhed, han fik, når han sagde noget — havde fået svært ved at tale. Han, der altid havde en frisk bemærkning. »Skål, Caroline,« som han plejede at sige, selv om ingen vidste, hvem Caroline egentlig var. Eller »nu vågner alle Guds fugle små,« som han sagde, da døtrene var teenagere og først stod op hen ad formiddagen.

Bent Washuus var 73, da han begyndte at få Alzheimer.

Ind i moderniteten

Bent Washuus var født til at være købmand. Det var han opdraget til, da han i en søskendeflok på fem voksede op som købmandssøn i Verninge på Fyn. Og det var det, han selv blev, da han og hans kone fik sparet sammen, så de kunne overtage den lille købmandsbutik i fynske Ebberup i 1957. Det var dengang købmanden stod bag sin disk, og der var skarp konkurrence mellem byens mange små købmænd. Igennem årene blev de sorteret fra én efter én, til sidst var der kun Brugsen og Bent Washuus tilbage. For Bent Washuus var fremsynet. Og så havde han sans for at drive forretning.

Mens tid var flyttede han videre fra den lille butik, hvor han og Lis Washuus boede i den lille lejlighed ovenpå, til nye, større lokaler. Her rev de væggene ned mellem det gamle ismejeri, tobaksbutikken og den lille købmand for at lave de tre lokaler om til et stort Hoki-marked, hvor kunderne selv kunne tage varerne ned fra hylderne, som man ellers kun havde set det inde i Odense. Og sådan blev Bent Washuus butik moderne, selv om han stadig holdt på de gamle dyder. Høflighed var en selvfølge. Man behandlede alle ens og snakkede selvfølgelig med alle dem, man kendte.

»Købmand Bent Washuus, Ebberup, goddav«, sagde han med myndig stemme, når han tog telefonen i sin butik. Og på samme selvfølgelige måde konverserede han sine kunder i butikken — med empati og indlevelse. Og Bent Washuus vidste præcis, hvem han kunne dele sine politiske synspunkter med, og hvem han skulle nøjes med snakke vind og vejr med. Han vidste, at der var nogle af byens mange venstrefolk og nabobyens socialdemokrater, der hellere gik i Brugsen end til ham. For han var politiker for Det Konservative Folkeparti i Assens og holdt af de konservative dyder. Han mente, at man skal gøre, hvad man har pligt til, og at man skal udnytte sine evner. Han mente, at man skal stå til ansvar for det, man gør, og det, man siger, og at man skal opføre sig ordentligt. »Ryd nu op,« sagde han til sine døtre. »Man ved aldrig, om man får besøg«.

Det var sådan, han opdragede sin familie, og det var sådan, han førte politik som kommunalpolitiker igennem 24 år. Han holdt af at læse politiske biografier, især den om Churchill. For selv om Bent Washuus først og fremmest var købmand, så var han også et politisk menneske, der under sin købmandskittel altid bar slips og hvid skjorte, i fald han nu skulle til møde efter arbejde.

Goddav og farvel

Selvfølgelig vidste han, at hans politiske engagement kostede kunder. Selvfølgelig måtte hans to døtre, Helle og Dorte, ikke gå i Brugsen i spisefrikvartererne, for Brugsen var jo en konkurrent. Og selvfølgelig vidste han, at der var nogle, der aldrig kom, når han i dagene op til nytårsaften inviterede alle han mødte med et »kom forbi til en øl«. De fleste dukkede nu op alligevel. Fordi Bent Washuus og hans familie var godt selskab. Og fordi det var i lokalet bag butikken, festen i Ebberup var til nytår.

»Godt man ikke er købmand i dag,« kunne Bent Washuus sige til sin kone, da de for længst havde solgt butikken, var gået på pension og flyttet til sommerhuset i Å. »Godt, man ikke er købmand.« Det var de lange arbejdstider, han refererede til, den hårde konkurrence, det upersonlige, som han aldrig lærte at forlige sig med. For en ordentlig købmand sagde 'goddav' og 'farvel', mente han.

På det tidspunkt havde en af hans gamle lærlinge overtaget butikken, der nu var den eneste, der var tilbage i Ebberup. Og det var han stolt af.

Bent og Lis Washuus fik 14 år i sommerhuset. Efter noget tid begyndte han at huske dårligere, det begyndte at sætte sig på sproget, han famlede efter ordene, og blev til sidst så dårlig, at han måtte flytte på plejehjem. Den sidste tid kunne han ikke kende sine døtre, han spurgte ikke til sin kone, som gik derhjemme og lagde små sedler til ham. »Jeg er lige nede og handle,« skrev hun. »Jeg er snart tilbage.« For Lis Washuus kunne ikke acceptere, at han ikke ville komme tilbage, og hun lærte aldrig at leve med sit savn.

Alle troede, at han skulle herfra først, men i marts døde hun pludseligt. Bent Washuus var ikke klar over det. 14 dage før han døde, strøg han sin datter over kinden. Et kort øjeblik føltes det, som om han vidste, hvem hun var.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu