Interview
Læsetid: 9 min.

Modstandshelten, der ikke kunne danse lancier

Under den tyske besættelse var Børge Thing en af modstandskampens militære hovedpersoner. Efter krigen drømte han om det danske militær som en demokratisk folkehær. Men trods unik militær begavelse, international hæder og uofficiel titel af modstandshelt blev han aldrig mere end kaptajn i hæren. Den udannede blikkenslagersvend blev dømt ude af sine officerskolleger – og så var han kommunist
Moderne Tider
5. november 2011

»Jeg tror ikke, at man kan se på sin far som en helt,« siger historikeren Morten Thing og fortsætter: »En mand er nødvendigvis udleveret til sine egne styrker og svagheder, når han skal være far. Jeg tror i og for sig slet ikke, at man kan være en helt som far.«

Morten Thing har netop udsendt en bog om sin far, modstandsmanden og sabotagelederen Børge Thing, og bogen belyser bl.a. et hidtil ringe afdækket hjørne af besættelsestidens historie: Hvordan gik det med de modstandsfolk, der, tilskyndet af regeringen i efteråret 1945, gik ind i hæren?

En af dem var modstandshelten Børge Thing. Efter besættelsen var han avanceret til kaptajn i hæren, og i 1953 var han kompagnichef på Vordingborg kasserne. En aften, hvor han havde overtaget en vagt for en kollega, indløb der besked fra højeste sted om, at soldaterne skulle sættes i forhøjet beredskab.

For kommunisten Børge Thing blev den pågældende aften anskuelsesundervisning i, hvordan han trods sine mange praktiske krigserfaringer fra besættelsen aldrig ville kunne regne med en traditionel militær karriere. For det første måtte han erkende, at han aldrig var blevet indviet i forholdsordrene i en skærpet situation, og for det andet viste det sig, at han heller ikke havde fået udleveret nøglen til depotet med den ammunition, som i den skærpede situation skulle uddeles til soldaterne på kassernen.

For dog at gøre noget gav Thing sine underofficerer ordre til at skyde døren til ammunitionsdepotet op, men netop i det samme ankom hans overordnede oberst sammen med en motorcykelordonans. Heldigvis kendte obersten både forholdsordren og havde nøgle til depotet. Og heldigvis viste det hele sig bare at være en øvelse ...

Et mandfolk uden dansesko

Børge Things søn, historikeren Morten Thing, nævner den episode i en ny bog om sin far — Sabotøren— min fars historie— som et af flere eksempler på, hvordan hæren efter krigen ikke ville vide af de tidligere modstandsfolk, selv om Folketinget i efteråret 1945 havde vedtaget, at en karriere i forsvaret skulle være en mulighed for tidligere medlemmer af modstandsbevægelsen.

Børge Thing var langt fra den eneste BOPA-mand, der oplevede ikke at avancere i det militære system og i stedet blev frosset ud. De fleste tidligere modstandsfolk holdt kun til det et par år, så søgte de andre græsgange. Børge Thing var en af de få, der var mere stædig, og først i begyndelsen af 1950'erne gav han op og søgte afsked med pension efter et nervøst sammenbrud.

»Officerskorpset og hærens officerer har indset, at de kunne slippe for de tidligere modstandsfolk, hvis de fra starten gjorde livet tilstrækkeligt surt for dem,« siger Morten Thing.

Allerede under besættelsen havde hans far skrevet et indlæg i et illegalt ungdomsblad, hvor han opfordrede til en demokratisering af hæren og forsvaret. Men selv om Folketinget oprettede en særlig befalingsmandsskole for tidligere modstandsfolk i Jægerspris, var der ingen — ingen — af de gamle modstandsfolk, som avancerede til tops i deres militære karrierer.

Selv om Thing på baggrund af sin indsats under besættelsen af tidligere modstandskammerater allerede i 1945 var blevet udråbt til en »partisanleder af internationalt format«, og omtalt som »utvivlsomt et af de største militære begavelser, Danmark har frembragt i de sidste hundrede aar eller saa«, så var hærens traditionelt aristokratiske officerer ikke meget for at give en tidligere blikkenslagersvend plads i rækkerne. At blikkenslageren tilmed var kommunist, gjorde selvsagt ikke forholdene nemmere under Den Kolde Krig.

For sin indsats som sabotageleder modtog Børge Thing, hvis dæknavn var Brandt, bl.a. det franske krigskors med stjerne og den amerikanske Medal of Freedom efter krigen. Alligevel stak det hans officerskolleger i øjnene, at han kun havde syv års skolegang. Blikkenslageren kunne hverken konversere på fransk eller danse lancier, skriver Morten Thing i bogen og citerer fra en af de årlige vurderinger, som hærens overordnede udarbejdede om farens muligheder for forfremmelse:

»Hans Dannelsestrin er yderst jævnt, saaledes at han — ganske uanset sin gode Forstand, sine Anlæg og sine udprægede Mandfolkeegenskaber — vil faa saare svært ved at opdrage og hævde sig overfor en stor del af saavel Underbefalingsmænd som Mandskab og vil herigennem nedsætte Officersstandens Renomé udadtil«.

Morten Thing ryster lidt på hovedet:

»For min far var det selvfølgeligt meget bittert at have brugt 9-10 år af sit liv på et projekt, som løb ud i sandet. Han følte sig voldsomt ydmyget over, at han ikke kunne bruges, eftersom han i modsætning til officererne havde praktisk krigserfaring, hvad ingen af dem jo havde.«

Ingen slagskygge fra far

Dybest set har Morten Thing skrevet bogen om sin far, fordi ingen andre har gjort det. Og det kan der være en god grund til, viser det sig:

»Min far har altid afvist at blive interviewet om sin BOPA-indsats, fordi han i sin tid fik den besked fra lederen af Danmarks Kommunistiske Partis illegale apparat, Børge Houmann, at 'den historie skriver vi selv'. Desværre nåede det ikke at blive til noget, for min far døde allerede som 54-årig af thorotrast-forgiftning i 1971,« fortæller han.

Selvfølgelig kan det være et problem for en historiker at skrive om en person, som står en så nær som ens far. Derfor besluttede Morten Ting fra begyndelsen, at bogen udelukkende skulle handle om faren — og ikke om hans eget forhold til ham.

Det er altså ikke Morten Things erindringsbog om sin far, og det er heller ikke en mindesøjle om en dansk helt fra frihedskampen, han forsøger at rejse med bogen. Tværtimod er han gået til opgaven på samme måde, som enhver anden historiker ville gøre, dvs. søgt så mange skriftlige og mundtlige kilder som muligt blandt gamle modstandsfolk, i Frihedsmuseets arkiver over aktionsrapporter etc.

»Hvis det nu havde vist sig, at min far i dybeste hemmelighed havde været tysk dobbeltagent, så havde jeg selvfølgelig fået et stort problem og var kommet i krise. Heldigvis skete det ikke, tværtimod viste det sig, at min far var meget moralsk, ja, han var nærmest præget af en slags syndsbevidsthed, som uden tvivl stammede fra hans opvækst i Jylland med en streng og indremissionsk far.«

Morten Thing har aldrig selv haft oplevelsen af at vokse op i skyggen af en helt.

»Min far var tværtimod en beskeden mand, og han blev genert, når nogen roste ham. Som børn var vi slet ikke klar over, at han skulle være en helt. Det påvirkede da vores hverdag og min barndom langt mere, at både mor og far var overbeviste kommunister. Jeg vænnede mig da tidligt til at gemme partitavisen, Land og Folk, væk, hvis jeg skulle have kammerater på besøg.«

Blandt de mange modstandsfamilier, der besøgte Morten Things forældre, var adskillige værre stillet. Mange børn voksede op uden en far, fordi han var dræbt af tyskerne under aktion eller bukket under i kz-lejrene.

»Så vi var godt stillet på den måde, at begge vores forældre overlevede og ville os det godt.«

Ud af mørket

For Børge Thing som for mange andre modstandsfolk var der visse dele af modstandskampen, som ikke skulle frem i dagens lys. Det gjaldt først og fremmest likvideringerne af danske stikkere, men også eksistensen af de såkaldte røverbander, dvs. bevæbnede modstandsgrupper, der helt eller delvist begyndte at udføre røverier og anden kriminalitet.

At dét overhovedet kunne lade sig gøre, hang selvfølgelig sammen med, at dansk politi efter september 1944 var blevet deporteret til Tyskland. Den slags bander havde Børge Thing selv førstehåndskendskab til, skulle det vise sig, men det var altså et af de emner, som han ikke ville have rodet op i. Det var tiden ikke moden til, mente han.

Kun når de gamle modstandsfolk drak sig berusede, kunne de overhovedet magte at tale om deres voldsomme oplevelser.

»Selv om min far ikke selv ville tale om den slags, ved jeg, at han på et tidspunkt blev opsøgt af en modstandsmand, der var med i en anden del af BOPA end den, min far var leder af. Manden var meget utilfreds med, at hans gruppe havde røvet et stort lager af kostbart klæde, som de nu ville sælge på den sorte børs.«

Det ville Børge Thing ikke finde sig i, og derfor blev lederen af den anden gruppe bedt om straks at få det afviklet.

»Da det ikke skete, blev lederen indkaldt til endnu et møde, hvor han blev bedt om at aflevere sit våben og straks begive sig til Sverige. Det skulle min far overhovedet ikke blande sig i, mente den anden — men da det viste sig, at min far havde posteret bevæbnede vagter overalt i nærheden af mødestedet, blev den anden klar over, at spillet var ude.«

Var det ofrene værd?

Morten Thing har dykket flittigt i en pose med breve, som hans mor og far skrev, efter at moren i oktober 1943 var flygtet til Sverige sammen med deres etårige datter. I brevene, som citeres i uddrag, får man på den ene side indtryk af morens paniske angst for, at der skal ske hendes mand noget, mens han lever illegalt og eftersøgt af tyskerne over hele landet. På den anden side giver brevene fra Børge Thing indtryk af en mand, der nervespændt til det yderste er bekymret for, at det hårde sabotageliv vil ændre ham psykisk. Måske så meget, at hustruen ikke vil kunne genkende ham, hvis de begge overlever krigen og skal leve sammen igen.

»Min far gjorde sig mange overvejelser om, at når man har prøvet at slå andre mennesker ihjel, så påvirker det en voldsomt. Og med den centrale placering i modstandskampen, som han havde, var det meget svært at undgå at medvirke til at slå folk ihjel.«

Efter krigen var der ingen, der vidste noget om de eftervirkninger, som senere er døbt posttraumatisk stresssyndrom. Så da Børge Thing i årene efter krigen i stigende grad blev hjemsøgt af mareridt, forsøgte han på egen hånd at håndtere det på den eneste måde, han kunne finde på — nemlig ved at drikke.

»Min far var hele sit liv et meget struktureret og disciplineret menneske, så det var hans drikkeri også. Han drak først om aftenen, når han kom hjem fra arbejde.«

Men selvfølgelig gør det indtryk på en lille dreng, når ens ellers så venlige og lyttende far pludselig og uden varsel kunne falde sammen på sofaen og tudbrøle. Eller på få sekunder blive så vred, så vred.

Mareridtene drejede sig i stigende grad om et bestemt tema. De modstandsfolk, som deltog i aktioner, som Børge Thing havde organiseret, var ofte helt unge, dvs. mellem 18-20 år. Unge i den alder, hvor man endnu ikke har stiftet familie og fået

børn, var uden tanke for, at de selv kunne dø, og derfor var de efter Børge Things erfaring absolut de bedste sabotører. Selv var han otte-ti år ældre og derfor mere bevidst om, hvor farligt det var.

»Min fars gentagne mareridt drejede sig om, at forældrene til nogen af de dræbte unge krævede ham til regnskab. De ville have deres børn tilbage.«

Ifølge Morten Thing blev farens grublerier så omfattende, at han på et sent tidspunkt — i øvrigt en aften under påvirkning af spiritus — stillede spørgsmål ved, om BOPA-indsatsen overhovedet havde været alle de mange unge liv værd.

»Det var hans bedste ven arkitekten Arne Gårdmand, der senere har fortalt mig, at min far sagde sådan en aften, hvor de sad og drak nogle pilsnere. Hans udtalelser kom bag på Gårdmand, der blev helt forbløffet. Som tidligere modstandsmand havde Gårdmand altid set op til min far, selv om far fysisk var nær en halv meter lavere end Gårdmand.«

Morten Thing antager, at Gårdmands beretning er sandfærdig:

»Jeg fortolker det sådan, at da vi børn blev 18-20 år gamle, gik det op for min far, at han ikke ville miste os under nogen omstændigheder. Men det var jo netop det ansvar, han som sabotageleder havde påtaget sig ved at rekruttere masser af unge til at deltage i modstandskampen. Jeg tror, det mere var en psykisk end en militær overvejelse. Fordi først, når man selv får børn, ved man, hvor hårdt det må være at miste.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her