Læsetid: 9 min.

Paranoia! Vrede! Kærlighed!

Occupy-bevægelsen henter intellektuel inpiration fra mange forskellige og modsatrettede kilder. Men anarkismen i forskellige afarter er en de mange tråde, der går igennem hele bevægelsen
Fodslag. Veteraner fra Irakkrigen i demonstration sammen med Occupy-bevægelsen i Zucotti Park i New York. Sammenholdet er ikke defineret af et fælles lederskab eller fælles program, men af en fælles protest mod det bestående.

Fodslag. Veteraner fra Irakkrigen i demonstration sammen med Occupy-bevægelsen i Zucotti Park i New York. Sammenholdet er ikke defineret af et fælles lederskab eller fælles program, men af en fælles protest mod det bestående.

Spencer Platt

12. november 2011

Occupy-bevægelsen har ikke noget ansigt. Hvad verden kender til, er kun en mængde masker af Guy Fawkes, en engelsk officer, der i 1605 forsøgte at myrde sin konge: 25 tønder sortkrudt ville han detonere i det britiske parlament, det første demokrati i nyere tid. Om den aktuelle bevægelse, der optræder bag hans maske, ved man endnu ikke så forfærdeligt meget. Den er på en eller anden måde imod kapitalisme, bankchefer og pengebegær. Den har også fået nok af partier, parlamenter og koalitioner, kort sagt af politik overhovedet. Men hvem er da dens intellektuelle bagmænd, dens ikoner? Og hvilke tekster har kanonisk status for occupy-aktivisterne?

Kigger man under plastikpresenningerne i de bogkasser i New Yorks Zucotti Park, hvor besætterne har indrettet deres Folkets Bibliotek, støder vi på en forpjusket gammel bekendt: Anarkismen er tilbage. Dog kaldes han nu postanarkisme og har udskiftet sin tidligere munterhed med en dyster mumlen. For postanarkismen er fjenden ikke længere et eller andet sted derude, og når man har besejret ham, vil paradiset realisere sig. Nej, fjenden befinder sig — det har de studerende i New Yorks Zucotti Park lært på deres Foucault—seminarer — i vor egen midte. Og fremsætter man et politisk krav, har man alene derved allerede sagt ja til systemet. Hvordan kan et så pessimistisk verdensbillede vinde indpas i en så ungdommelig demokratibevægelse?

Postanarkisme

Et kig på besætternes foretrukne teoretiske guruer kan her give et fingerpeg. Deres protester havde en afgørende forløber i bevægelsen for en mere retfærdig globalisering og i gadekampene mellem globaliseringskritikere og politi under WTO-konferencen i Seattle i 1999. Postanarkismens stjerne er den 50-årige antropolog David Graeber, som også var med til at organisere det første fællesmøde i Zucotti Park. Graebers far kæmpede i sin tid under anarkisternes sort-røde flag i Den Spanske Borgerkrig, mens hans mor organiserede en teatertrup for tekstilarbejdere. Graeber er medlem af Wobblies, Industrial Workers of the World, en anarkistisk union. I næsten to år boede han i Betafo, et selvorganiserende minisamfund på Madagaskar, der opstod på et tidspunkt, hvor, »alle myndighedsstrukturer havde rykket teltpælene op«. Følgelig måtte indbyggerne ordne alt igennem 'konsensusbeslutninger'. Man behøvede ikke at bønfalde en embedsmand om tilladelse til at grave en brønd, man gravede bare. Lost Peoplevar titlen på hans begejstrede rapport. Demokrati uden regering, direkte aktion — det var det budskab, Graeber havde med til besætterne. Ideen til afholdelse af fællesmøder stammer fra ham.

Opholdet på Madagaskar strakte sig fra '89 til '91, altså samtidig med Jerntæppets fald. Et helt kontinent oplevede disse år som en med længsel ventet befrielse. Sådan så anarkisten David Graeber imidlertid ikke på det. »Det var nok den mest deprimerende tid for en revolutionær, man kan tænke sig,« skriver han i Direct Action. »Ikke på grund af det stalinistiske regimes sammenbrud, det var det de fleste venstreradikale var kun glade for at slippe af med.« Nej, deprimerende var det, som afløste det. Han havde forventet, at stalinismens undergang ville blive efterfulgt af »mere humane former for marxisme«. Men i stedet kom Østeuropas befolkninger til at opleve »uhæmmet kapitalisme i dens mest brutale form: chokterapi«. Solidarno og Østeuropas befriel- sesbevægelser i Østeuropa gjorde ikke noget større indtryk på Graeber. Referencer til dem er lige så sjældne at finde hos ham som omtale af østeuropæernes nyvundne politiske frihedsrettigheder efter 1989.

Ingen røde utopier

Venstrefløjen har opgivet sin utopisme, fastslog Graeber. Nu var det højrefløjen, der havde de store visioner, og dens utopi var markedets uindskrænkede herredømme, neoliberalismen. Og det er netop den kongstanke, som all Occupy-bevægelsens intellektuelle inpiratorer har tilfællles, og som også deles af Oskar Lafontaine, Hugo Chávez og den italienske forfatter Antonio Negri (der på grund af sine forbindelser til 1970'ernes italienske venstreorienterede terror måtte tilbringe 13 år i fængsel): Neoliberalisme er som stalinisme.

»Frimarkedsfundamentalisterne siger, at verdens fattige må finde sig sult, død, ødelæggelse og fordrivelse, fordi det er videnskabeligt bevist, at kun det det frie marked fører til paradis og velstand.«

Den gode tid begynder for Graeber først igen i 1994 med zapatisternes opstand i Mexico. De etablerede autonome regioner og mobiliserede en international solidaritetskampagne via internettet. Dette var optakten til antiglobaliseringsbevægelsen, dette var den rigtige retning.

Som en kommentar til finanskrisen udgav Graeber i maj i år sin antropologiske undersøgelse om gæld: Debt: The First 5000 years.Heri forklarer han, hvordan der har udviklet sig »den myte, at man skal tilbagebetale sin gæld«. Men hvad der således blev indarbejdet som et moralsk princip, var i realiteten blot et dække over tyranni: »Mafiosi forstår dette, og generaler for besættelseshære forstår det. I tusinder af år har de gjort deres ofre klart, at disse skylder dem noget. Om ikke andet selve livet, alene fordi de ikke blev dræbt.«

Eftergivelse af Den Tredje Verdens gæld er derfor et moralsk imperativ i lige så høj grad som eftergivelse af studielån — det sidste er også noget, som ligger mange af besætterne af Liberty Plaza — det har de omdøbt parken til — personligt på sinde. I deres vrede over bankchefernes udskejelser er mange besættere tilbøjelige til at overse, at også de amerikanske multitudes,som masserne hedder hos Antonio Negri, i årevis har levet i langt ud over, hvad deres kreditkort kunne bære. Men i den bedre fremtid, som David Graeber kæmper for, vil der ikke være mere gæld.

En dybt radikal bekymring

Naomi Klein, 41, har råd til at råbe »jeg elsker jer« hen over Zucotti Parks menneskeskare. Siden det gyldne øjeblik i 1999, da udgivelsen af hendes bestseller No Logofaldt sammen med de første masseprotester imod WTO-mødet i Seattle, har hun været det måske stærkeste ikon for antiglobaliseringsbevægelsen og indbegrebet af den organiske intellektuelle. Jævnligt bliver hun bedt om at forklare det hele på CNN, og ofte klæder hun sig, som om hun skulle på rævejagt: høje støvler, hvid bluse, en lang sort frakke. Hendes budskab er en blanding af paranoia, vrede og kærlighed. »Vi har taget kampen op imod planetens mest magtfulde økonomiske og politiske kræfter. Det er skræmmende. Og i takt med at denne bevægelse vokser i styrke, bliver det mere skræmmende (...) Men hvad jeg ser her, er smukt. På mit favoritskilt her står der: 'Jeg bekymrer mig for dig'. I en kultur, der opdrager folk til at undgå hinandens blikke og leve efter devisen 'klar dig selv eller dø', er dette en dybt radikal erklæring.«

Også Klein er en dyb beundrer af zapatisterne og deres subcomandante Marcos. Politik, politiske partier og alt den slags hader hun derimod. Klarest fremstår det i hendes forrige bog, Chokdoktrinen: Katastrofekapitalismens opkomst. Bogen forsøger at løse et centralt problem for anti-kapitalismen, som allerede Marx rev sig i håret over: Hvordan kan det være, at revolutionen lader vente så længe på sig? Hvordan kan det være, at mennesker verden over i det store og hele er enige med systemet — så mange som 46 procent af besætterne i USA siger i en undersøgelse i New York Magazine, at kapitalismen såmænd slet ikke er så dårlig, den skal blot reguleres bedre. Marx søgte forklaringen i begrebet ideologi og den »nødvendige falske bevidsthed«. Kleins svar: Brutalkapitalisme a la Milton Friedman slår altid til, når en større katastrofe har opskræmt befolkningen: New Orleans efter orkanen Katrina, verden efter den finansielle krise. I en tilstand af chok og ærefrygt skulle folk være mere beredvillige til at acceptere eventuelle nedskæringer i sociale ydelser. Massakren på Den Himmelske Freds Plads; kuppet, der bragte Chiles diktator, Pinochet til magten — eller invasionen af i Irak var i hendes øjne ikke politiske kampe. Det gjaldt i alle tilfælde økonomien.

Som Graeber kommer Klein fra en familie af jødiske kommunister. Hendes bedsteforældre organiserede i 1941 en strejke blandt Disneys animatorer og demonstrerede senere til fordel for sovjetiske spioner. For Naomi Klein var 1930'ernes og 1940'ernes Amerika — New Deals æra — den sidste gang, at sociale bevægelser var stærke nok til at få gennemført radikale økonomiske reformer. Fagforeningerne var uovervindelige, civilsamfundet organiserede sig kollektivt. Men i 1950'erne kom udrensningsbølgen under senator McCarthy; Naomi Kleins bedsteforældre flygtede til Canada. Hendes forældre var hippier, moderen blev feministisk filmskaber, faderen børnelæge i det offentlige sundhedsvæsen. Naomi fandt sin ledetråd, da læskedrikmærker og computerfirmaer »blev tilbedt som guddomme af unge studerende.« I sin bestseller No Logobeskriver hun, hvordan de store koncerner erobrer verden.

Det er svært at sige, om Klein virkelig giver besætterne en chance. »Men den største forskel på protesterne i dag og dem i sen-90'erne er, at kapitalismen i 1999 red på toppen af en hektisk højkonjunktur. Arbejdsløsheden var lav og aktieporteføljerne svulmede. Medierne var berusede af de nemme penge. Det hele handlede om nystartede virksomheder, ikke om lukninger,« sagde hun på Liberty Plaza. »Men i dag kan alle se kendsgerningerne: At systemet er dybt uretfærdigt og ude af kontrol (...). Denne gang må vi vinde.«

Der findes mennesker, der er bange for Occupy Everywhere. Var der måske for nylig ikke en af demonstranterne som flåede et statuehoved af Goldman Sachs-chefen Lloyd Blankfein ned, overhældte det med rød maling og anbragte det på en stage? Var der ikke bannere imod jødiske bankfolk? Er besætterne ikke simpelt hen det venstreorienterede modstykke til Tea Party, en populistisk bevægelse, der vil svække vores parlamenter yderligere?

Zizeks advarsel

For den slovenske intellektuelle og psykoanalytiker Slavoj Zizek, 62, som også har talt til det begejstrede massepublikum på pladsen, er sådanne individuelle tiltag langt fra at være radikale nok. »Lad jer ikke omklamre,« formanede han. Bevægelsen må ikke henfalde i selvforelskelse og harmløshed. Af hvilken type, forlanger han at få at vide, »må de nye ledere være? Hvilket system er i stand til at erstatte kapitalismen? Og hvilke organer, herunder for udøvelse af kontrol og magt, har vi brug for?«

Valgurnerne, kan det ikke være. Afstemninger i demokratiske stater har Zizek sammenlignet med den knap i elevatoren, der skal illudere, at man kan fremskynde lukningen af dørene, men som i virkeligheden intet formål tjener. Filosoffen har ikke blot en svaghed for Stalin. Også om Hitler har Zizek lejlighedsvis erklæret, at han »ikke er gået langt nok, ikke har været voldsom nok.« Nazismen lod grundlæggende strukturer intakt, så i den forstand var en Gandhi faktisk mere voldelig end Hitler. De førere, han på vegne af Occupy-bevægelsen drømmer om, skal være viljestærke, dristige og nådesløse. Og vel for øvrigt også mandfolk med cojones. Zizek ynder undertiden at hengive sig til politisk ukorrekt sprogbrug om kvinder og bøsser — noget, han dog undlod på Liberty Plaza.

I de akademiske kredse, hvor Zizek bevæger sig, tager man sjældent den slags fortrydeligt op. Filosoffen forstår at smykke sin rå autoritarisme med spøjse referencer til Marx Brothers, Alfred Hitchcock eller Britney Spears. Men når han er færdig, vender besætterne atter tilbage til den alvorlige side af demonstrationslivet: Der skal holdes nye fællesmøder, der skal styr på madordninger, der skal knyttes nye alliancer. Andre forfattere, som også er kapitalismekritikere, men ikke postanarkister — f.eks. Joseph E. Stieglitz og briten Colin Crouch — skal ikke regne med at blive genstand for stjernedyrkelse hos de studerende. Men det kunne tænkes, at besætterne igennem deres praksis — ved at forhandle, bekymre sig og løfte konkrete politiske udfordringer i takt med, at de melder sig — efterhånden finder en vej tilbage til den politik, som deres intellektuelle mentorer altid har advaret dem imod: At de forskyder det basisdemokratiske fokus til her og nu og med tiden helt giver afkald på leninismen. Nogle af dem går sågar i Nike-sko.

Mentorer er vigtige: De kan stimulere debatten og og kan sætte besætterne ind en lang modstandstradition Men stadig kan ingen sige præcist, hvad besætternes sværmintelligens vil få ud af stikordene fra deres filosofiske guruer. Overraskelser er mulige.

© Die Zeit og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Hvor ville jeg dog ønske, at Information snart bevægede sig et andet sted hen end op op og videre op i det lag, hvor de internationale stjerner på den ideologiske himmel befinder sig, og i stedet kom ned på jorden og bedrev noget gedigen research og gadejournalistik.

Der er efterhånden blevet bragt rigtig mange artikler af den her type, hvor en venstreintellektuel prøver at tage temperaturen på "hvad de unge mennesker vil have" med udgangspunkt i diverse filosoffers, tænkeres og ideologers taler. Men hvad man vil have, hvor man vil hen og hvordan man vil bevæge sig derhen, er måske i endnu højere grad baseret på konkrete erfaringer i de situationer man står i i fællesskab. Og dem hører vi intet om i Information. Uanset hvad Graeber, Klein, Zizek og de andre siger, så har praksis sandsynligvis endnu større betydning for, hvor bevægelserne bevæger sig hen. Et eksempel er den megen debat som nogle få anarkisters lille hærgekampagne i Oakland har affødt. Episoder af den type fylder i virkeligheden langt mere i bevidstheden end Naomi Kleins værker, fine støvler, familiehistorie og små søde bemærkninger til demonstranterne.

Overskriften er meget provokerende: Paranoia! Vrede! Kærlighed!

Og denne overskrift baserer sig så på en bedømmelse af NKs tankeverden - men ikke uden først at kommentere hendes påklædning:

'...og ofte klæder hun sig, som om hun skulle på rævejagt: høje støvler, hvid bluse, en lang sort frakke. Hendes budskab er en blanding af paranoia, vrede og kærlighed. »Vi har taget kampen op imod planetens mest magtfulde økonomiske og politiske kræfter. Det er skræmmende. Og i takt med at denne bevægelse vokser i styrke, bliver det mere skræmmende (…) Men hvad jeg ser her, er smukt. På mit favoritskilt her står der: ‘Jeg bekymrer mig for dig’. I en kultur, der opdrager folk til at undgå hinandens blikke og leve efter devisen ‘klar dig selv eller dø’, er dette en dybt radikal erklæring.«'

OK, hvis denne personlige diskreditering skal kunne generaliseres og overføres på hundredetusindevis af mennesker, der demonstrerer sammen verden over i ren og skær fortvivlelse over den forskudte (eller også forrykte) magtbalance mellem kapital og mennesker, mellem investmentfonds og politiske systemer (der kalder sig selv 'demokratier'), så erkender jeg: jeg er paranoid, vred og kærlig!

Interessant synes jeg også, at jøderne 2 gange indtager en central placering i artiklen: én gang som tvivlsom og mistænkelig baggrund for pro-occupy-intellektuelle:

'Som Graeber kommer Klein fra en familie af jødiske kommunister.' (hvorfor skulle det være relevant, at familien var jødisk?). Men og det bliver værre endnu: 'Hendes forældre var hippier, moderen blev feministisk filmskaber, faderen børnelæge i det offentlige sundhedsvæsen.' Bortset fra, at det ikke virker over-hippi-agtigt, at arbejde som børnelæge i det offentlige sundhedsvæsen, vil mange borgere synes, at dette er toppen af en suspekt baggrund!

Den anden gang nævnes skræmmende eksempler på udskejelser fra demonstranters side, bl.a. 'Var der ikke bannere imod jødiske bankfolk?' Hvorfor skulle det være relevant, at bankfolk nævnt på bannere er jødisk? Måske nævntes disse på bannere fordi de er bankfolk?

Naturligvis tager jeg fuld afstand fra voldelige episoder af enhver art – også symbolske gerninger.

Men det virker på mig, som om occupy-bevægelsen, der finder stor forståelse bl.a. hos tyske politikere (ikke kun Lafontaine – selv Merkel har givet udtryk for sin forståelse!), i den tyske middelstand og her især i middelstands-virksomheder og: hos nogle fornuftige bankfolk (i den sammenhæng vil jeg gerne nævne Dirk 'Mr Dax' Müller – se ham tale her (scroll ned for video: http://de.ibtimes.com/articles/24914/20111109/dirk-m-ller-b-rger-werden-...) simpelthen skal mistænkeliggøres, diskrediteres og helst udraderes. Og det på basis af nogle intellektuelles personlige baggrund, deres formentlige tanker samt deres påklædning! Jeg tvivler i øvrigt på, hvor mange af de demonstrerende har kendskab til alle de i artiklen nævnte personer...

Denne bevægelse har i mine øjne først og fremmest ét mål: at knække bankernes og investmentfondenes almagt og gøre krav på folkets demokratiske rettigheder, der er gået tabt i korrumperede systemer.

Der vil utvivlsomt være politiske og ideologiske strømninger af forskellig art, der vil prøve, at vinde indflydelse over en bevægelse som occupy. Men mon ikke mennesker, der tænker som frie og demokratibevidste personer vil kunne skelne og tænke selv?

Anders Sybrandt Hansen

I din udmærkede kritik, Britta, glemte du det fuldstændig paranoide forsøg på karaktermord på Zizek: Er han 'i virkeligheden' ikke bare en nazistisk stalinist, der hader bøsser og kvinder, som gemmer sin autoritarianisme bag sjofle vittigheder?

Igen viser der sig en artikel, som lider af et grundlæggede problem. Det der er skrevet i den, giver ingen mening. Det er jo ganske udemærket at der bliver skrevet artikler, hvor man nævner nyere filosoffer og lignede. Men hvis man gør det, ville det muligvis være en ide at ansætte een på redaktionen, som havde bare en minimal viden inden for området.

Omar A., kl. 15:51:
”hvem er det man får til at forfatte sådanne indlæg og hvorfor?”

Mon ikke det er 'Den Mindst Ringes' internationale debatredaktør, der synes, det er en ’morsomt provokerende’ og ’velskrevet’ artikel - og så af en kvinde, :-); en artikel, der kan sætte lidt gang i de ’venstreorienterede’ læseres følelsesregister, så der bliver noget ’debat’, og så bladet kan vise sig ’nuanceret og alsidigt’ og i hvert fald ikke ’venstreorienteret’, som det jo ellers har ry for i mainstream-medierne /-politikken?

Se bare - Niklas Monrad er jo blevet inspireret til en af sine ’sarkastiske’ oneliners, :-).

Så skidt være med om indholdet er noget ligegyldigt og overfladisk ’plidderpladder’, :-).

Med venlig hilsen

Britte - godt konkluderet "Denne bevægelse har i mine øjne først og fremmest ét mål: at knække bankernes og investmentfondenes almagt og gøre krav på folkets demokratiske rettigheder, der er gået tabt i korrumperede systemer." - selv vore moderne medier er slet ikke gearet til processerne på gadeplan set fra helikopter perspektiv og øjebliks-timing. Delv den største supermagt vil kunne lægges ned med korte og præcist timede indsatser.

Michael Kongstad Nielsen

Enig i kritkken af denne artikels snopperi for navne og damebladsagtige interesse for deres tøj og støvler. At kaste om sig med filosofnavne krydret med privatlivssladderagtig viden om familjær baggrund og hvad der siges, at der vistnok påstås om dem, gør sig sikkert på de rigtige cafeer nær St. Kongensgade eller andre lidt større avisredaktioner, men det er så larmende og bedøvende ligegyldigt, at man får ondt et eller andet sted af det.

Men bortset fra det, så må man medgive, at Occupy-bevægelsen mangler at tænke længere frem end til protesterne. Der må skulle nogle forestillinger om løsninger til, og hvad de vil indebære. Protest og indignation er udgangspunktet, men der skal vel noget struktur og retning på det videre forløb?

Hvor er knappen for "slet artiklen med tilbagevirkende kraft"? Laus hidsige opstabling af ubegrundede metaforer og påstande burde have fået Informations redaktør til at afbestille lortet. Et argument kunne selvfølgelig være at vise avisens læsere, hvordan der ser ud inde i hovedet på en Fox News-seer, men dem bringer avisen så rigeligt af - fx Erik Meier Carlsen. Men selv han har mere relevans og sammenhæng end denne Lau.

"Nazismen lod grundlæggende strukturer intakt, så i den forstand var en Gandhi faktisk mere voldelig end Hitler" - er ellers klar Erik Meier Carlsen-stil, så må vi ikke nok nøjes med ham fremover. Please?

Michael, vedr. langtidsudsigter/løsningsforslag, du nævner i 2. afsnit.

SKAL der virkelig det? Uden helt at vide det formoder jeg, at mange af de demonstrerende grundlæggende gerne vil bibeholde den elementære struktur af vores demokratier (om end de også adskiller sig noget, alt efter, hvilket land vi taler om - og her nok især de anglo-amerikanske lande, hvor materiel rigdom grundlæggende forgudes og social velfærd fremstår som et underpunkt på agendaen).

Naturligvis er der nogle, der har 'løsninger' parate: der er bl.a. marxister, og der er især Zeitgeist-bevægelsen, der prøver at give løsningsmodeller verden over. Zeitgeist-bevægelsen synes at kunne give en logisk og plausibel forklaring på problemerne samt en grydeklar løsning på alle problemer. Men er det løsningen?

Personligt tror jeg, at mange tråde skal mødes for at finde frem til ægte løsninger af disse meget komplekse verdensproblemer, og mange forskellige grupper og bevægelser skal involveres (hvilket de også gør): klimabevægelsen er blot ét eksempel herfor.

Det, som occupy-bevægelsen i sin p.t. ustruktureret tilværelse er i stand til at gøre, er, at gøre modstand, at sige 'nej', at vise etablerede politiske magter, at den ikke længere er villig til at se til og finde sig i tilstandene men vil sige fra.

Jeg tror, det er en meget stor trussel mod etablerede partier og parlamenter. For når folk står op, er deres magt truet.

Michael Kongstad Nielsen

Britta, jeg tror du har ret. Man skal ikke være for utålmodig med at kræve løsninger og struktur. Det må have sin tid og gå sin gang. Men faren er dog, at det fuser ud og bliver til ingen ting.

Interessant er dit andet afsnit, for jeg har også en fornemmelse af, at mange occupy-aktivister inderst inde ikke er interesseret i alt for store ændringer. Måske bærer de rundt på "the american dream" alligevel, altså kan man bo derovre uden at være inficeret af den? D.v.s man vil gerne holde den kattelem åben, at man selv kunne gå hen og blive rig en dag .

Men jeg ved ikke hvor dybt det stikker, og der kan sagtens være andre tilskyndelser og bevæggrunde. Jeg tænker mere på, at det måske ikke er nok at "vække" de etablerede partier og magter, der skal noget fornyelse til. Og her tror jeg, man kunne skæve til Latinamerika, der faktisk har formået at finde helt nye partier og folk frem til at lede landene, og skabe helt nye veje. Jeg tænker, at i hvert fald Sydeuropa kunne få inspiration derfra.

Lasse Reinhardt

Bortset fra diverse kritikpunkter nævnt af andre, er det rart at få omtalt anarkismen i en rimelig sober tone.
Og fx Graeber (umiddelbart den eneste udtalte anarkist af de omtalte) har nogle særdeles kloge ting at sige. Men man kunne måske godt bruge lidt indspark fra de faktiske demonstranter

Hvorfor har Information ikke interviewet David Graeber, ikke bare nu hvor det er ret relevant og hvor han i øvrigt er bogaktuel, men i det hele taget, for det er aldrig nogensinde sket. Der er fire referencer til Graeber når man søger på Information. To af disse er i kronikker skrevet af antropologer, et resultat henviser til ovenstående holdningsproduktion og så er der desuden en henvisning indeholdende et meget kort citat, i en artikel der er næsten ti år gammel. Er det virkelig mere interessant hvad en tysk redaktør synes, end hvad Graeber professionelt som socialantropolog og personligt som aktivist, mener om den bevægelse han har været med til at starte? Åbenbart.

Når Naomi Klein giver udtryk for følgende - :

Men hvad jeg ser her, er smukt. På mit favoritskilt her står der: ‘Jeg bekymrer mig for dig’. I en kultur, der opdrager folk til at undgå hinandens blikke og leve efter devisen ‘klar dig selv eller dø’, er dette en dybt radikal erklæring.

- bliver jeg lidt glad.

Hvorfor er det så slemt at være lidt paranoid, lidt vred og ja, KÆRLIG, uha hvor farligt!

Jonathan Simonsen

@Mariam Lau: Jeg mener at du bryder din journalistiske ed om at formidle information til dine læsere på flere måder i denne artikel!
Første faktuelle fejl er angående Guy Fawkes masken. (Har ikke tid til at behandle de andre)
Den er symbolet for en bevægelse der kalder sig 'Anonymous', og som i mainstream medierne bliver fremstillet som 'et kriminelt hacker netværk'.
Nuvel, det er muligt at det er kriminelt at hacke, men de gør det for at afsløre korruption og magtmisbrug i verden, og ikke for at tjene penge på deres aktiviteter. De er i øvrigt kendt for at støtte 'den lille mand', i f.eks. retssager, hvor virksomheder forsøger at manipulere sig til at vinde.
De har f.eks. hacket det sikkerhedsfirma, der sælger IT 'sikkerhed' til den amerikanske regering.
For nyligt har de også afsløret navnene på 1500 medlemmer af et omfattende børnepornonetværk, og truet den farligste bande i USA med at ødelægge deres organisation og hacke deres konti.
Hvis det er kriminelle, så er jeg også anarkist!

Pointen er at Anonymous åbent støtter OWS bevægelserne i verden. Det er derfor man ser nogle demonstranter bære masken.
Men den er og bliver et symbol for Ananomous, og ikke OWS!

Den Pokkers Occupy-ting er som sæbe. Det eneste de stædigt fastholder, er at der skal en folkelig kontrol på finansmarkederne, så det er folks holdninger og meninger der tæller, og ikke et spørgsmål, om markedet er tilfreds med løsningen. Det er jo ikke til at diskuterer med mennesker, hvis grundholdning er diskussionen som beslutningsbasis.

Jonathan Simonsen

@Peter: Der HAR siden 1939 været 'folkelig kontrol' af finansmarkederne. Disse reguleringer sikerede stabil vækst for alle i samfundet frem til ca. 1975.
Vi voksede sammen, og alle fik glæde af væksten.
Siden 1975, har magteliten haft held til at fjerne samtlige vigtige regulativer på området, gennem manipulation af det politiske system i USA.
Politikere bliver købt, gennem milliardstøtte til deres kampagner, og når en ny præsident kommer til, så vælger han udelukkende tidligere Wall St. banksters, til at besætte ALLE finansielle poster i regeringen. Tjek selv om jeg har ret.

Du burde sætte dig ind i 'the fed', og om vi har samme system i EU. Altså en efteretningstjeneste, en domstol og en privatejet centralbank, som er suveræne i forhold til staterne i systemet.

Den første præsident (Kennedy), som lovede at afslutte 'the fed' og give magten tilbage til folket, blev SKUDT under højst mistænkelige omstændigheder.
Den næste der lover det samme er Ron Paul, som nu på trods af sin enorme popularitet er udsat for et medie-blackout. Samme medier som er ejet af magtelitens top, Rothchild familien ol..

http://www.youtube.com/watch?v=pUsQBAs1k5g&list=LLRGV25wQfvUS3h6yEh5ol4Q...

Hvis Ron Paul kommer til magten, og derefter dør under mistænksomme omstændigheder, tror du mig så? Faktisk, så tro mig ikke, tjek selv om det jeg skriver her er sandt.

Yep, Jonathan, og mig bekendt blev de sidste store liberaliseringer på finansmarkederne af/under Clinton (og Schröder i Tyskl. for den sags skyld). En katastrofe, som vi ved i dag (hvem interesserede sig for den slags den gang? Og hvem ville have kunnet overskue konsekvenserne i sidste ende...).

Interessant med Ron Paul. Han har sikkert nogle fine holdninger omkring dette emne (og at han forties er naturligvis meget betegnende).

Men om han ellers er så interessant for folk - især folk til venstre for midten?

http://da.wikipedia.org/wiki/Ron_Paul

Thomas Bonde siger:--
Hvorfor har Information ikke interviewet David Graeber.-

her havde de tid en 1/2 time, et udemærket interview.!

http://rt.com/programs/big-picture/conversations-minds-weekly-rumble/

Professor David Graeber kicked out of Yale
link til IWW.-

http://www.iww.org/en/node/1535

JOAN BAEZ @ Occupy Wall Street

http://www.youtube.com/watch?v=zBDmEA6DmUE

the economist, uret tikker og forklarer alt.!

http://www.economist.com/content/global_debt_clock

venligst. fra kl.-