Læsetid 11 min.

Med ryggen mod Muren

Det israelske greb om Østjerusalem og Vestbredden bliver stadig hårdere og gør tanken om en tostatsløsning helt til grin. Optagelsen af Palæstina i UNESCO har i denne uge igen afsløret det store gab mellem palæstinensernes ret og den politiske virkelighed i Mellemøsten
Det israelske greb om Østjerusalem og Vestbredden bliver stadig hårdere og gør tanken om en tostatsløsning helt til grin. Optagelsen af Palæstina i UNESCO har i denne uge igen afsløret det store gab mellem palæstinensernes ret og den politiske virkelighed i Mellemøsten
5. november 2011

Det er Yom Kippur 5772, da vi ankommer til Jerusalem. Den dag, da jøderne faster og stopper al aktivitet for at bekende deres synder og dermed opnå tilgivelse og forsoning. Da vi går ned igennem det arabiske kvarter i Den Gamle By kan vi høre bønnen blive stadig stærkere, og da vi står ved Grædemuren lyder Vidui, den lille bekendelse af alt, hvad et menneske kan tænke sig af slemt her på jorden.

De fleste af de bedende har klædt sig i hvidt stof, som går op og dækker håret, mange rokker med kroppen frem og tilbage, mens de i kor bekender 24 synder, en for hvert af bogstaverne i det hebræiske alfabet.

Flere og flere sekulære israelere tager Yom Kippur alvorligt og både beder og faster i dette døgn. Ikke alle kan jo prale af at have begået hele dynen af grimme ting, men da man beder kollektivt er man nødt til at have alle synder med. Det handler — skriver Benny Mer i Haaretz — i virkeligheden om at bede for ikke at ville synde i fremtiden. Han sammenligner det katolske skrifte med en fortrydelsespille, hvorimod Yom Kippur er den pille, som forhindrer undfangelsen af synden.

Jeg spørger en lokal ven, om denne bekendelses- og forsoningsdag også har en betydning i konflikten med palæstinenserne. Om man tager besættelsen og dens konsekvenser op til diskussion ud fra tanken om, at netop det kunne være en synd? Men det er ikke tilfældet.

Og der er ellers nok at skulle forsone sig med af handlinger på den anden side af mur og hegn.

Smidt ud af Brooklyn-jøder

Det ser vi på en bustur rundt i Østjerusalem. Vores guide, som kender de israelske fængsler indefra, udvælger de steder, som viser, hvordan jødiske bosættelser breder sig i den bydel, som palæstinenserne — og det internationale samfund — ønsker som hovedstad i det Palæstina, der skal opstå ved en tostatsløsning. Jeg har gennem de sidste 10 år på stedet fulgt denne udvikling, set hvordan den israelske regering ved hjælp af den hæslige betonmur har adskilt palæstinenserne i Østjerusalem fra deres fæller på Vestbredden — uden at det internationale samfund har protesteret på en måde, som havde konsekvenser for Israel.

I den arabiske bydel Sheikh Jarrah møder vi beboere, som netop er blevet smidt ud af deres huse. Jøder fra Brooklyn er i stedet flyttet ind. Og de prøver nu at chikanere de tilbageværende beboere så meget, at de eventuelt også ender med at flytte. Kan det virkeligt passe — eller er det arrangeret teater for vores skyld, da bosætternes hund går i gang med at gø voldsomt og springe op mod vinduesruden, i samme øjeblik vores guide åbner munden. Men dette er konflikten helt nede på gadeplan, kampen fra hus til hus, om retten til at være i Østjerusalem. På en af beboernes T-shirt står der 'Nakba-offer'. Hans familie er altså smidt ud af fra deres oprindelige hjem, da staten Israel kom til verden efter en beslutning i FN i 1947. Med Danmarks stemme. Han ser appellerende på gruppen af danskere, som ikke et øjeblik er i tvivl om, hvordan bosætterne forpester hans liv. Vi slår blikket ned.

Slow transferkalder vores guide det. Tanken bag chikanen er at få så mange som mulig fra Østjerusalem til at flytte til Vestbredden. Når de først er der, mister de deres særlige ret til at bo i Østjerusalem. Samme dag står det i avisen, at israelerne vil bygge 1.700 nye boliger i Givat Hamatos ud over de 1.100, som allerede er bebudet i Gilo — begge dele på den arabiske side af den grønne linje.

Hvilket Palæstina?

Det er to år siden, jeg sidst har været på disse kanter, hvor jeg ellers har rejst så flittigt. På tidspunkter, da der var kampvogne i gaderne, og på tidspunkter, da man kunne forledes til at tro, at freden havde indfundet sig. Og sådan er det lige nu. Når man står på Al Manara Pladsen i Ramallah, tænker man mere på, hvordan man skal komme frem i den brølende trafik end på besættelse og undertrykkelse. På pladsen med de fire løver — hvor Yassir Arafat plejede alfaderligt at kigge ned på os fra et stort banner — står der nu en blå stol i overnaturlig størrelse, den stol, som lederen af det palæstinensiske selvstyre, Mahmoud Abbas, ønsker at indtage i FN. Men problemet er, at ingen ved, hvilket stykke land stolen skal repræsentere. For kendsgerningerne på jorden udvikler sig dagligt og hurtigt.

Det får jeg et godt indtryk af i bilen nordpå ad hovedvej 60. Her ligger bosættelser på hver bjergtop — som ridderborge, der vil beherske landet. Vi passerer den palæstinensiske landsby, Sinjil. Indgangen til den er lukket med store betonblokke. Beboerne må ikke køre ud på den vej, som kun bosætterne må bruge. Længere fremme ser jeg et af de eksempler på besættelsens absurditeter, som stedet er blevet så rigt på, efter at den konstruktion, som israelerne selv meget sigende kalder for 'adskillelsesbarrieren', kom til verden i 2002. For ikke at adskille bosættere fra deres landsmænd på den israelske side af den grønne linje går den ofte langt inde på Vestbredden og adskiller dermed palæstinensere. Fordi den er placeret efter sikkerhedshensyn, som en bondefamilie, der har boet på stedet og dyrket jorden gennem århundreder, ofte vil have svært ved at leve med.

Fjendens soldater

Jeg står i den palæstinensiske landsby, Mas'ha, syd for Qalqilya, og kigger over mod bosættelsen Elkana, der er bygget på Mas'has jord. Til højre sker separationen ved et kraftigt stålhegn med pigtråd på toppen. Men umiddelbart foran mig bliver hegnet til en høj mur. Bag den kan vi skimte et palæstinensisk hus. Gennem vinduerne i det vil beboerne, Hania Amer, hans kone og seks børn, se direkte ind i den grå betonmur. Vores guide fortæller, at Hania har nægtet at flytte fra slægtens hus, selv om han er blevet adskilt fra sine jorder. Først efter mange demonstrationer og juridiske slagsmål har han nu fået en nøgle til den lille dør i hegnet, sådan at børnene kan blive sendt i skole, uden at de israelske soldater skal være til stede. Hania er blevet tilbudt store penge for at flytte, men som danskere, der har set filmen Citronlunden vil vide, så sælger en palæstinenser ikke sin jord til israelere. Så kæmper man hellere for sin sag — med ryggen mod muren.

Samme indstilling møder vi hos Hashem Azzeh i Hebron. Hans families hjem ligger lige under Tel Rumeida, hvor nogle af de mest rabiate bosættere har til huse. Hashem fører os op til sit hjem ad smalle stier, som må være nærmest ufremkommelige, når det regner. På den normale vej har vi set hærdebrede bosættere med deres maskingeværer over skulderen, og jeg forstår palæstinensernes frygt for den private våbenmagt. Og de israelske soldater er ikke neutrale. Når det kommer til stykket, er de af politiske grunde på bosætternes side. Palæstinenserne er jo fjenden. Men hvorfor vil Hashem leve i sådant fængsel? Hvorfor vil han lade sine mange børn vokse op i skyggen af daglig chikane, når de skal frem og tilbage til skolen — et sted, hvor fremtidsudsigterne synes ikke eksisterende? Jo, Hashem har fået sin egen rolle i en større kamp. Han er gået så vidt, at det i dag er utænkeligt, at han kan vælge en anden vej — og samtidig bevare selvrespekten.

Forinden har vi mødt bosætternes talsmand i Hebron, David Wilder. Han fortæller, at jøderne har været på dette sted siden Abraham sad i Mamrelund, og at det var arabernes drab på 69 jøder i 1929, som gjorde, at de en overgang måtte flytte væk og først i 1967 igen kunne etablere en jødisk bosættelse. Den lille mand med den store revolver i bukselinningen er — siden jeg mødte ham for fem år siden — blevet betydelig mere selvsikker. Den gang truede den daværende israelske regering med at gøre en ende på de bosættelser, som har ødelagt alt for de arabiske beboere i byens centrum, hvor tusindvis af butikker har måttet lukke og nu står tilskoddede og skæmmede af hånende graffiti. David Wilder har i de senere år mærket mildere vinde. Han advarer mod at stole på palæstinenserne, og med henvisning til massakren i 1929 fortæller han om mordene for nylig på en hel familie i en anden bosættelse. En tostatsløsning, som indebærer, at man nedlægger bosættelserne, kan han ikke forestille sig. Men skal palæstinenserne så have politiske rettigheder? Eller skal det være apartheid? Wilder tøver. Demokrati er noget farligt noget. Tænk på, at Hitler kom til magten ved en demokratisk afstemning.

Bryd stilheden

Organisationen Breaking the Silence blev dannet med udgangspunkt i det, som israelske soldater oplevede, når de patruljerede i Hebron. Med det formål at fortælle israelerne, hvad det indebærer at være en besættelsesmagt. For de unge israelere, som under deres tre-årige værnepligt gør tjeneste i de besatte områder. Det har organisationens daglige leder, Dana Golan, prøvet. Efter at hun først var blevet trænet i at uddanne andre soldater i at opføre sig etisk, mistede hun hurtigt sin uskyld i Hebron, da hun var med på en natlig jagt efter våben i et hus og blev bedt om at klæde en forskræmt ældre, palæstinensisk kvinde af, mens de andre soldater vandaliserede hjemmet. »Havde nogen gjort sådan over for mine forældre, ville jeg have hadet dem.« Da missionen var overstået, gik Dana til en officer og klagede over soldaternes opførsel. Hun fik at vide, at det var den eneste måde, det kunne gøres på, og at det altafgørende var, at soldaterne kom sikkert tilbage til basen. Hun introducerer udtrykket demonstration of presence. Dette at soldaterne rent fysisk aldrig lader palæstinenserne i tvivl om, hvem der har magten. Det kan være ved at bryde vilkårligt ind i huse for at foretage mapping,kortlægning af et hus, og det kan være ved at skyde på deres vandtanke.

»Før jeg blev soldat, havde jeg ikke hørt om at vi var besættere, men kun om vores krige. Nu fandt jeg ud af, at besættelsen kræver, at vi overtræder alle de regler, som skulle gøre os til den mest etiske hær i verden, fordi det er en besættelses natur. Sådan noget som en nicebesættelse findes ikke.« Dana ser på os med et sørgmodigt blik og fortsætter: »Jeg prøvede at forblive et menneske — i det mindste en lille smule.«

Det er snart otte år siden, jeg lavede en film om mur og hegn, og så de første tegn på, hvordan drømmen om en levedygtig og sammenhængende palæstinensisk stat blev effektivt stranguleret og satte afgørende spørgsmålstegn ved den fredsplan, som jeg også selv propaganderede for. Nu sidder jeg hos organisationen Stop the Wall i Ramallah, hvor en ung skarp økonom, Dawood Hammondeh, fortæller, at besættelsen også er en 'industri'. Han ser en masterplan bag alle de kilometervis af beton og pigtråd, tunneler og adskilte veje.

Lever for at gøre modstand

Israelerne kontrollerer alt på Vestbredden samtidig med, at de kan bruge palæstinenserne både som forbrugere og som billig arbejdskraft. Donorer udefra støtter sammen med Verdensbanken oprettelsen af særlige økonomiske zoner. Det ser godt ud på papiret, men for Dawood er de ikke bedre end de foragtede bantustans i datidens Sydafrika. Han mener ikke, at en tostatsløsning vil ændre noget som helst, fordi Palæstina ikke vil være en sammenhængende og levedygtig stat. Han slutter:

»Historisk er alle besættelser endt en dag. Det bekymrer os ikke, om det vil tage én dag eller hundrede år. We exist to resist.«

Og gang på gang møder jeg palæstinensernes manglende tro på, at der er nogen som helst fremtid for den tostatsløsning, som ikke mindst den vestlige verden, EU og Danmark uden held har forsøgt at få parterne til at forhandle sig frem til. Først henviser de til facts on the ground. Til Muren og bosættelserne. At der så at sige er flere huller end ost i det, som er tilbage, efter at israelerne hen ad vejen har taget deres, og at den politiske stemning i Israel slet ikke er til indrømmelser. Og i næste omgang fortæller de så, at det under alle omstændigheder ikke løser problemet med de millioner af fordrevne flygtninge i Libanon, Syrien og Jordan. Og hvad med den halvanden million palæstinensere i selve Israel? For ikke at tale om de lige så mange i det isolerede Gaza. Det hænger slet ikke sammen. Jeg må erkende, at det ikke nytter at overse den stærke følelse af uretfærdighed, som går helt tilbage til FN's delingsplan i 1947 og den etniske udrensning ved den efterfølgende krig. Det er fristende at tænke, at det da snart må være glemt, men så har man intet forstået af denne konflikt. Det arabiske forår ytrer sig i Ramallah, som en stadig stærkere påvisning af hykleriet bag den såkaldte fredsproces.

De er smarte — vi er tålmodige

Som Samia Botmeh, udtrykker det ved en rundbordsamtale i Det Danske Hus i Ramallah:

»Vi lever i et stort bur, som er opdelt i forskellige mindre bure. Vi bliver fodret — ikke af vores dyrepassere — men af resten af verden. Lige som alle andre dyr ønsker vi at bryde ud af buret.«

Hun er fra Birzeit Universitetet og en af lederne af den stadig stærkere bevægelse for at boykotte israelske akademiske institutioner, og hun undrer sig højlydt over, at Israel ikke bliver straffet for sine overtrædelse af fundamentale menneskerettigheder, men i stedet bliver optaget i det gode selskab — som for nylig i OECD.

Jeg møder til sidst Ibrahim Hussary — en af hovedkaraktererne i min film De Besatte— over en øl på La Sangria I Ramallahs kristne kvarter. Ibrahim, der selv har siddet syv år i fængsel, kommer netop fra en demonstration i solidaritet med fanger, som sultestrejker i protest mod deres forhold i de israelske fængsler. Samtidig er der indgået en aftale om en stor fangeudveksling, og Ibrahim er bange for, at sultestrejken vil blive overset, når 1.000 palæstinensiske fanger bliver løsladt. Han tænder en Gaulloise og fortæller mig som vanligt, hvordan det hele hænger sammen:

»Israelerne er smarte. Det må vi indrømme, meget smarte. Men vi har vores udholdenhed og tålmodighed. De kan være nok så kloge, men de vil ende som tabere. Når nogen spørger min søn, hvor han kommer fra siger han Lydda. Han er tre år gammel.«

Ibrahim ser på mig et drillende blik. Han ved, at jeg ved, at Lydda i dag hedder Lot og ligger klods op ad Ben Gurion lufthavnen, og at det var derfra, Ibrahims forældre blev fordrevet i 1948.

Tostatsløsningen er stendød. Men skal alle være borgere i den samme stat, jøder og palæstinensere — uden en mur imellem sig — vil det for alvor kræve tilgivelse og forsoning. Fra begge sider.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jørgen Flindt Pedersens er nødvendig men barsk læsning - især fordi efter hjemkommet efter efterårsferie på Vestbredden hvor vi boede i Det Danske Hus i Ramallah. Så rykker artiklen i forhold til de oplevelser vi havde, i Hebron hvor bosættere beskyttet af tusinder soldater udviser en adfærd, som i civiliserede lande ville føre til tvangsindlæggelse, ved kvægburene i kontrollen gennem muren i Jerusalem. men også hverdagen i Ramallah, som er en travl og livlig by med venlige folk og en trafikkultur, som danskere kan lære af. Og hvorfor SF udenrigsministeren ikke kan støtte det spirende demokrati i selvstyret ved at stemme for Palestina i Unesco er mere ned pinligt.