Læsetid: 6 min.

Sådan blev eliten hævet over lov og ret

Gennem snart 40 år har skiftende amerikanske regeringer bidraget til et skred i det amerikanske retssystem. I dag er USA blevet et land, hvor politikere, finansfolk og store selskaber holdes straffri, når de overtræder loven, skriver den amerikanske jurist Glen Greenwald i en ny bog. Obamas indtog i Det Hvide Hus skabte ikke forandring – tværtimod
Gennem snart 40 år har skiftende amerikanske regeringer bidraget til et skred i det amerikanske retssystem. I dag er USA blevet et land, hvor politikere, finansfolk og store selskaber holdes straffri, når de overtræder loven, skriver den amerikanske jurist Glen Greenwald i en ny bog. Obamas indtog i Det Hvide Hus skabte ikke forandring – tværtimod
12. november 2011

Det er svært at glemme entusiasmen, håbet og alle de inspirerede amerikanere fra august-dagene i Denver, da Barack Obama skulle krones som det demokratiske partis præsidentkandidat i 2008.

De valfartende var mere end villige til at overse de blinkende advarselslamper. I den begejstrede atmosfære skulle man være usædvanlig køligt og kynisk anlagt for at kunne gennemskue den beundrede præsidentkandidats retorik og bag facaden se en i grunden temmelig moderat politiker med begge fødder solidt plantet i Washington establishment.

Den skarptseende journalist og jurist Glen Greenwald — kendt for sine blogindlæg om bl.a. Wikileaks på websitet salon.com — var én af de få, der ikke lod sig rive med, i hvert fald ikke hele vejen til Nirvana, på High Mile Stadium i Denver.

Ikke fordi Greenwald er synsk. Men af hans nye bog With Liberty and Justice for Some(Frihed og Retfærdighed for de Få) kan man godt få indtrykket, at han allerede i 2008 frygtede et præsidentskab, der ville fortsætte George W. Bushs åbenlyse overtrædelser af amerikansk og international lov fremfor en tilbagevenden til en retsstat, hvor ingen står over loven — ej heller præsidenter.

Særskilt kaste

Bogens bærende argument er, at lige fra præsident Gerald Fords benådning af Richard Nixon i 1974 — inden en Watergate-retssag kunne starte — til præsident Obamas afvisning af at lade sin justitsminister undersøge Bush-regeringen for krigsforbrydelser og Wall Street-baroner for svig og bedrag af investorer og boligejere har den amerikanske retsstat været suspenderet.

I virkeligheden, hævder Greenwald, har den politiske klasse med tiden gjort sig selv og forretningseliten, som finansierer politikernes valgkampagner, immune mod retsforfølgelse.

De er blevet en særskilt kaste, der som regel slipper for tiltale, mens almindelige borgere ikke kan regne med hjælp fra oven, hvis de kommer på tværs af loven. Tværtimod risikerer de til enhver tid at blive hevet gennem retssystemet og lande i fængsel.

Grenwald har sagt det før. Han gentager pointen i denne bog. Det er ikke ham, der advokerer for radikale ideer. Han er blot en kompromisløs tilhænger af den amerikanske forfatning — en ægte konservativ — mens den amerikanske elite føler sig privilegeret og mægtige nok til at trampe på de universelle rettigheder, som forfatningsfædrene nedskrev i 1787.

Det er dem — lovovertræderne — der er ekstremister.

Noam Chomskys discipel

Greenwald kan i mangt og meget minde om Noam Chomsky. Der er dog en vigtig forskel mellem Greenwald og Chomsky, som blev bemærkselsværdig under en nylig bogdebat mellem de to intellektuelle, arrangeret af Harvard Bookstore i Cambridge, Massachusetts.

Den yngre Greenwald taler og tænker som en jurist med en journalistisk baggrund, mens den ældre Chomsky (83 i næste måned) taler og tænker som en akademiker, der aldrig har været ude og rapportere fra virkeligheden.

Den verdensberømte professor i filosofi og sprogforskning på M.I.T. har altid søgt belæg for sine teorier om, hvordan verden er skruet sammen fra andenhåndskilder — bøger, magasiner og rapporter. Gravearbejde i marken ligger ikke til Chomsky. I stedet citerer han gerne kollegers værker som sandhedsvidner. Det ender let i påstande og klichéfyldte fraser, som tilhørerne ikke rigtig ved, hvad de skal gøre med.

Greenwald er mere konkret. I bogen fortæller han f.eks. en historie fra partikongressen i Denver.

Baggrunden er følgende: I Bush-regeringens dage beordrede præsidenten aflytning af telefonsamtaler mellem ind- og udland på numre, der var under mistanke for at stå i forbindelse med terror.

Dommerpanel ignoreres

Ifølge en lov fra 1978 skal Justitsministeriet søge et særligt og hemmeligt panel af forbundsdommere om tilladelse til hver aflytning. Det, mente Bush-regeringen, var for omstændeligt og ignorede ganske enkelt loven ud fra devisen, at eftersom landet er i erklæret krig med terrorgrupper, har præsidenten lov til at gøre, hvad han anser for nødvendigt for at forsvare USA.

Der var blot en hindring. Telefonnetværket i USA kontrolleres af private telekonselskaber. Regeringen skulle overbevise hvert selskab om at lave ulovlige aflytninger. Kun ét — Qwest — afviste anmodningen. De andre følte ikke, at de kunne sige nej, når præsidenten bad dem om at bryde loven.

Da The New York Times offentliggjorde historien i nogle eksplosive artikler i 2008, blev der straks rejst krav i Kongressen om retlige undersøgelser.

Men i Det Hvide Hus fik man en fiks ide. Kongressen kunne bare vedtage et ændringsforslag til 1978-loven, ifølge hvilket teleselskaber ville slippe for tiltale og straf, hvis en præsident pålagde dem at foretage aflytninger uden dommergodkendelse.

Hvordan overbevise skeptiske medlemmer af Kongressen? De fleste republikanere syntes, det var i orden. Sværere var det at få nok demokrater til at stemme ja til at give teleselskaberne immunitet.

Dyr lobbykampagne

Senator Barack Obama var midt i en primærvalgkamp med Hillary Clinton og gjorde straks sin holdning klar. Han ville stemme imod.

Men så blev en af de mest velfinansierede lobbykampagner i Washingtons historie sat i værk. I de første tre måneder af 2008, anfører Greenwald, brugte teleselskaber som AT&T, Verizon og Comcast 13 millioner dollar på at overbevise medlemmer af Kongressen til at stemme ja. Kampagnebidrag flød samtidig til deres kasser.

Én efter én faldt Demokraterne for fristelsen. Senator Barack Obama endte med at stemme ja til loven, inden han kunne rejse til Denver og blive kåret af sit parti.

Da Glen Greenwald ankom til den feststemte by i Colorado, modtog han som alle akkrediterede journalister — inklusiv undertegnede — en pressetaske med logoet AT&T. Selskabet var én af partikongressens hovedsponsorer.

Den amerikanske journalist fik nys om et privat party, arrangeret af AT&T for en gruppe konservative demokrater i Kongressen, der havde stemt ja til at gøre teleselskabet straffri.

Pressen lukket ude

Sammen med nogle kolleger søgte han at komme ind. Forgæves. I stedet prøvede de at interviewe gæsterne, når de ankom i sorte firehjulstrækkere. Forgæves. Ingen ville sige deres navn eller forklare, hvorfor de var inviteret med. Efter et stykke tid, greb Denvers politi ind og fik fjernet journalisterne.

»Det var et perfekt eksempel på, hvordan vores politiske system virker,« skriver Greenwald.

»Offentligheden er forment adgang til og viden om et møde mellem dem, der dikterer landets love (de store selskaber og deres lobbyister) og dem, som er valgt til at skrive lovene (medlemmer af Kongressen).«

Forfatteren bemærker, at dette optrin fandt sted tæt på det stadion, hvor den demokratiske præsidentkandidat skulle kåres — en politiker, der i månedsvis havde bebudet, at han som præsident ville »rense Washington for erhvervslivets og lobbyisters indflydelse«.

Det løfte er klart ikke blevet opfyldt af Obama. Præsidenten har end ikke prøvet.

Bushs krigsforbrydelser

Meget andet falder Greenwald for brystet. Obama havde i valgkampen lovet at få sin justitsminister til at undersøge, hvorvidt Bush-regeringen begik krigsforbrydelser ved at give grønt lys til tortur af tilbageholdte terrormistænkte. Løftet blev brudt. Han lovede at nedlægge Guantánamo-lejren. Løftet blev brudt, etc.

I Greenwalds optik er det mest foruroligende præsident Obamas ordrer til CIA at myrde amerikanske statsborgere i udlandet, mistænkt for terroraktiviteter, uden at anerkende deres ret til at være »uskyldige, indtil det modsatte er bevist ved en domstol,« som man siger i amerikansk retsvidenskab.

Det kendteste eksempel er Anwar al-Awlaki, der blev dræbt af en drone i Yemen for nogle måneder siden.

»Når en stat ustraffet kan myrde sine egne statsborgere uden retsforfølgelse, er vi kommet ud på en glidebane, som kan føre til politisk undertrykkelse af anderledes tænkende,« sagde forfatteren på debatmødet i Cambridge.

Ligesom Chomsky altid har været, er Greenwald ferm til at afsløre amerikanske præsidenters dobbeltmoral. I bogen fortæller han, hvordan Obama under sine rejser til Indonesien og Ghana offentligt har belært lokale ledere om, hvor vigtigt det er at leve op til retsstatens principper og straffe de skyldige for overtrædelser af menneskerettighederne.

»Man kan ikke skabe en fremtid uden at lære af fortiden,« sagde han på indonesisk tv i forbindelse med en undersøgelseskommisions arbejde med at stille de skyldige i massakrer under Suharto-regimet i 1960'erne for en domstol.

Læren fra Nürnberg

Greenwald citerer til sidst sin helt blandt amerikanske jurister — højesteretsdommer Robert Jackson — der tjente som USA's anklager under Nürnberg-precessen efter Anden Verdenskrig.

»Civilisationer kan ikke tolerere, at krigsforbrydelser bliver overset, fordi de kan ikke overleve, at de bliver gentaget,« skrev Jackson i Nürnberg.

Højesteretsdommeren bekræftede det vigtige princip i en retsstat, at alle skal behandles lige for loven, uagtet deres status. »Menneskehedens sunde fornuft dikterer, at loven ikke alene skal anvendes til at straffe småforbrydelser begået af ubetydelige personer. Lovens arm skal også nå dem, der besidder stor magt.«

For Greenwald er det et diktum, som er totalt tilsidesat i dagens Amerika. Det forklarer, siger han, hvorfor så mange amerikanere er vrede på Washington og Wall Street. Den seneste meningsundersøgelse fra NBC/Wall Street Journal sætter klare tal på: 50 procent af befolkningen støtter enten Tea Party eller Occupy Wall Street.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

arbejdere, især hænderens arbejdere,
har ( forårsaget af erfaringer ),
megen afstandtagen overfor bla.a. : aristoteles og euklids tilhængere;
og finder vel: at hvis man alligevel tager noget af det alvorligt, så bør andre udgaver, alternative udgaver af bla.a. euclidtilhængernes belæringer, begynde allerede fra og med indledningerne, og ikke først ved parallelsætningerne.

Niels-Holger Nielsen

Midt i denne lobhudling af Glenn Greenwald får vi serveret følgende:

"Den verdensberømte professor i filosofi og sprogforskning på M.I.T. har altid søgt belæg for sine teorier om, hvordan verden er skruet sammen fra andenhåndskilder — bøger, magasiner og rapporter. Gravearbejde i marken ligger ikke til Chomsky. I stedet citerer han gerne kollegers værker som sandhedsvidner. Det ender let i påstande og klichéfyldte fraser, som tilhørerne ikke rigtig ved, hvad de skal gøre med."

Hvorfor Chomsky skal sværtes midt i denne panegyrik for Greenwald, melder historien ikke noget om, men det skal han altså. På ganske ukvalificeret vis endog. Det er ganske vist: Chomsky er ikke sporhund i marken, og Greenwald er ikke nogen stor teoretiker og tænker. Burcharth er hverken eller. Dårligt nok referent.

Tør Burcharth belægge sin kategoriske kritik af Chomsky, eller er det bare led i den almindelige tilsværtning, som Information og Guardian exsellerer i? Lad os få en mere dybtgående kritik i næste weekend. Rune Lykkeberg savner helt klart stof med bid og indhold i til sin ugentlige pamflet for journalistisk selvpromovering, så det skulle vel ikke være noget problem?

Søren Kristensen

Det er jo også derfor det er så fedt at kunne lufte sin uforbeholdne mening fx. her. Var man på toppen i systemet, som fx. chefredaktør eller minister eller noget, var der jo grænser for hvad man kunne mene - hvis man gerne ville bevare jobbet. Obama blev præsident, med alle de restriktioner det medfører, og det er han selvfølgelig nødt til at forholde sig til.

Det artiklen beskriver overgås da på overvældende vis af, hvad der foregår hos nogle af vores gode EU-partnere ( - og af hvad der sker i et par europæiske stater uden for EU).

Niels-Holger Nielsen

Efter en god nats søvn, kan jeg godt se, at mit indlæg kunne tolkes som en uforbeholden kritik af Glen Greenwald. Det har under ingen omstændigheder været meningen. Tværtimod. GG er en på alle måder nobel og konsekvent kritiker af retstilstandene i USA, og hans ofte brugte pointe, at Obama under overfladen ikke er nævneværdig bedre end Bush, er der vel ikke så mange, der sætter spørgsmålstegn ved, som der har været. Dertil er han en stovt kritiker af USAs dobbeltmoral i udenrigspolitikken og i terrorbekæmpelsen. Ikke et ondt ord om GG. Hvad angår konkrete vurderinger af moral, eller mangel på samme i USAs politik, er der så vidt jeg kan se flere ligheder end forskelle på de to herrer. Er det nødvendigt at sige, at de begge støtter OWS, og at de begge ærer USAs grand old krigsmodstander Howard Zinn?

Robert N Gjeertsen

Jeg overraskes stadig over at der er så mange der er skuffede over Obamas manglende 'Change' .
Man behøver ikke have læst specielt mange bøger for at vide hvad en Sort Mand i et stort Hvidt Hus er for en type ..

randi christiansen

"Money makes the world go round..." - rundt og rundt i en vanvidskarussel. Hørte i går på P1 at en italiensk rigmand har købt italienske statsobligationer for 7000 euro - og, hvis alle italienere gjorde det, ville den italienske stat kunne dække sit underskud ! Jeg vil gerne anbefale, at man læser økologiske økonomers analyse og løsning - professor Herman Daly, Inge Røpke m.fl. Det store bedrag er, at den neoliberalistiske økonomiske model har udeladt ressourser i sin ligning - men ikke desto mindre har sat sig tungt på ressourserne. Røveri ved højlys dag - mafiøse tilstande - hvad kan Margrethe Vestager og Helle Thorning gøre ved det ?

Søren Kristensen

@ omar akhmetovich

Oh yes, og du kan tro jeg nyder det! Men jeg har engang været fast klummeskriver i en lokalavis og det var squ sjovt, fordi det tvang mig til at finde de skrå vinkler frem.

@ Robert N Gjeertsen

Det har også hele vejen været min tanke, at Obama (hans oratoriske begavelse ufortalt) først og fremmest kæmpede for at blive præsident for at bevise at det kunne lade sig gøre - for en sort. Og det var sådan set også stort nok - til en begyndelse, i min bog. Det efterfølgende forløb undrer mig ikke og ville have været det samme for en hvid, af de årsager jeg allerede har skitseret.

Niels Holger N.
Spørger 13.nov. kl. 22:24
”hvorfor Chomsky skal sværtes...”?

Tjae, - et forsøgsvis svar, ;-):

Chomsky er jo, udover at være den USA’nske imperialismekritiks ’grand old man’, også og netop derved blevet den USA’nske medie-analytiks/ –kritiks ’grand old man’.

Og da mange journalister i ’Vesten’(læs: ’Det nordatlantiske US-NATO område’) ikke evner at gennemskue den økonomiske imperialismes politiske fremtrædelses-former og mediespin, deriblandt også journalister på ’Den Mindst Ringe’, udarter dækningen af dette stofområde ofte til den fordomsfulde snæversynethed, der kendetegner den mainstream-propagandistiske, nordatlantiske ’Frie presse’.

Derved kommer disse journalister vel til at opleve den altid sagligt og velargumenterende systemkritiker Chomsky som ’a pain in their journalistic ass’ så reaktionerne på denne ’vestlige’ systemkritiker enten bliver manipulation eller tavshed aldrig saglig modargumentation.

Med venlig hilsen

Dan Johannesson

Artiklen handler jo i sig selv ikke synderligt om Chomsky, men om et fænomen vi kender alt for godt fra både DK og EU. Politikernes tendens til at lave forbrydelser, i sikker forvisning om aldrig at blive hverken retsforfulgt eller straffet.

Det kan kun lade sig gøre så længe befolkningerne er tilstrækkeligt føjelige eller "docile" som det hedder på engelsk. Indtil for nyligt har vi været netop dette. Med Occupy Wallstreet, Wikileaks og internetaktivister som Avazz.org er den gamle soveverden, hvor endeløs død og destruktion, koldt blev kommenteret, eller afledt af ligegyldigheder, som f.eks. pseudo spørgsmålet om Chomsky, - endelig blevet udfordret.

Spørgsmålet er ikke hvem der tvinger os til at erkende sandheden: At den vestlige verdens institutioner er blevet gennem korrumperet, som en uundgåelig konsekvens af årtiers utøjlet og blind grådighed - men om vi FORHOLDER os til den. Og kontinuerligt lægger pres på politikere og medier med et krav om at gøre deres del for at reetablere de institutioner som rå kapitalisme har opløst og korrumperet.

Ikke mere sludder sladder, ud på gaden, skriv en mail til din folkevalgte, eller din redaktør, med krav om at gøre sit arbejde ordentligt. Videre.

Martin, du bliver bedre og bedre, og det er forfriskende både når man tænker tilbage på alt det ukritiske, som du skrev i dine første år i USA, og når man læser noget af din kvindelige korrespondentkollega, som for der meste er endnu mere ukritisk end dit engang var.
Så tak for det

jan christensen

som folket rejste sig mod de kommunistiske magthavere, vil de også kunne rejse sig mod de kapitalistiske, noget er ved at modnes, occupy wall street

måske er det lykkes for nogle at give indtryk af at: planøkonomi;

som oftest er mere ufolkeligt, udemokratisk,
end markedsøkonomi som oftest er;

så måske er det bedre at kalde planøkonomi for: aftaleøkonomi, aftalehusholdning, for så antydes måske bedre hvad det går ud på.

En ganske ufravigelig artikel om en aldeles retskaffen journaist og jurist, som så rigtigt, mens tid var.

Det eneste, man kan ærge sig over, er, at disse erkendelser kommer flere år for sent til vor del af den sovende verden, og at der i den tid, det har taget at få hul på dumheds-filteret, er sket så hårrejsende forbrydelser i denne verden - mange med godkendelse og opbakning fra den retoriske begavelse og nikkedukke Obama, så vi i dag også som danskere nu er linket op til mandens og hans nations korrumperede svineri, hvorved det er næsten umuligt at hive det i land.

Mekanismen er simpel men skræmmende. Meget, meget få i både den politiske eller videnskabelige verden indrømmer nogensinde, at de tog afgørende fejl. Og endnu færre kommer nogensinde i nærheden af en forståelse af, AT de tog fejl.

Bedre sent end aldrig. Ja. Men det kan også være for sent.

Det lyder som om Greenwald har læst Sheldon Wolin´s "Democracy Inc" (2008) og påhæftet noget empiri. Ikke at det er nødvendigvis dårligt i sig selv.