Læsetid 15 min.

Skyldige indtil det modsatte er bevist

Enlige mødre er i fokus i kommunernes jagt på sociale bedragere. De lever uansvarligt, får høje sociale ydelser, føder flere børn end de selv kan forsørge, og lever ikke op til middelklassens normer. Det retfærdiggør en retstilstand, hvor kvinderne er skyldige, indtil det modsatte er bevist
Enlige mødre er i fokus i kommunernes jagt på sociale bedragere. De lever uansvarligt, får høje sociale ydelser, føder flere børn end de selv kan forsørge, og lever ikke op til middelklassens normer. Det retfærdiggør en retstilstand, hvor kvinderne er skyldige, indtil det modsatte er bevist
12. november 2011

De er kvinder på offentlige ydelser med kvalifikationer, som arbejdsmarkedet ikke har brug for. De har kaotiske kærlighedsforhold og føder for mange børn til selv at kunne forsørge dem. Og så er de stereotypen på de sociale bedragere, der lyver om deres situation for at få højere sociale ydelser.

Socialt bedrageri kaldes en »folkesport«, og et bredt flertal i Folketinget forarges og stemmer for stramninger og øget kontrol. De kommunale kontrolgrupper opfordrer til anonyme tips fra lokalområdet, de efterforsker, forhører de anklagede, indsamler beviser og fælder domme, der kan koste den anklagede flere hundrede tusinde kroner i tilbagebetalingskrav. De overvåger adresser og biler. Tjekker, om der står herresko foran hoveddøren, gennemgår årevis af kontoudtog og graver i offentlige registre og Facebook-profiler.

En dom uden beviser

Lighederne til politiets og domstolenes behandling af kriminelle i det almindelige retssystem er slående. Forskellen er dog afgørende. Kommunen skal ikke bevise den anklagedes skyld, men alene »sandsynliggøre«, at kvinderne lyver om deres status som enlige forsørgere, fastslår praksis fra Ankestyrelsen. Men hverken socialrådgiverne, politikerne, kontrolgrupperne, juridiske eksperter eller Kommunernes Landsforening kan sige præcis, hvad der afgør, om en kvinde er enlig eller ej. Hvornår er eks-manden for meget i hjemmet? Må han gå ud med skraldet, når han har været på besøg? Hvor ofte må en ny kæreste sove i hjemmet? Hvor meget må han bidrage til husholdningen, før man ikke længere er enlig? Der findes ingen klare retningslinjer, og alle spørgsmålene besvares i sagerne af varierende skøn og vurderinger.

Bedrageriet er ofte for beløb for mange hundrede tusinde kroner, men bliver alligevel sjældent meldt til politiet. Dermed undgår man det almindelige retssystems bevisvurdering, men kan nøjes med sagsbehandlingen på kommunen og i Det Sociale Nævn.

»Beviserne er sjældent stærke nok til det almindelige retssystem. Kommunens interesse er heller ikke at få de pågældende dømt for socialt bedrageri, men at få standset ydelserne og kræve pengene betalt tilbage,« siger jurist og lektor i offentlig forvaltning på Aalborg Universitet, Nina von Hielmcrone, der ud over sin stilling på universitetet også arbejder i retshjælpen i Gellerupparken i Aarhus og ofte har klienter, der er anklaget for socialt bedrageri.

Efterforskning

Der er lukket for det varme vand i radiatorerne, de hvide vægge er bare, og de fleste møbler er fjernet. Kun sofaarrangementet står tilbage i 33-årige Camilla Leths stue i huset i Svinninge uden for Holbæk, hvor hun bor sammen med sine tre børn. Hun har ikke betalt husleje i flere måneder, og der er ikke nogen grund til at lade alle tingene stå, når det alligevel kun er et spørgsmål om tid, før fogeden kommer, forklarer Camilla Leth.

»Jeg har hørt, at man ikke får særligt langt varsel til at komme ud, når først de står her, så vi kan ligeså godt komme flyttearbejdet i forkøbet.« Hun går stadig besværet efter at være kommet til skade på sit arbejde på Beauvais-fabrikken i Svinninge for snart 11 måneder siden.

Hun skulle løfte en kasse med asier, men ryggen sagde knæk, og siden har hun været igennem en større operation, der har gjort, at hun ikke har kunnet arbejde. Først fik hun sygedagpenge og siden kontanthjælp, men i dag har hun mistet sit livsgrundlag.

I foråret modtog Holbæk Kommunes kontrolgruppe et anonymt tip fra en borger, der påstod, at Camilla Leths eksmand, Brian, kom lige lovlig meget i huset til, at hun kunne kalde sig enlig. Det anonyme tip satte gang i en større efterforskning om socialt bedrageri. De indkrævede bankudskrifter, indkaldte til høringer, undersøgte Brians boligforhold, og endelig kom kommunen frem til, at Camilla Leth lyver, når hun påstår, at hende og Brian ikke er sammen, og at han ikke bor i huset sammen med hende. Hun har derfor mistet sin kontanthjælp, det almindelige og det ekstraordinære børnetilskud, børnebidraget fra Brian. Børnenes friplads i institutionen og boligsikringen skal nyberegnes, fordi han nu indgår i husstanden. Desuden skal Camilla Leth tilbagebetale de ydelser, hun siden 2005 har modtaget på et forkert grundlag. Det løber op i over en halv million kroner.

Ser man på sagsakterne, er Camilla Leths historie nærmest identisk med de andre enlige mødre, hvis historier Information gennem de seneste mange måneder har fortalt. Salado Hassan, Istahil Hussein, Laily Shired og Sascha Nyhus — alle har de fået deres privatøkonomi endevendt, deres forhold til børnenes fædre mistænkeliggjort, og alle har de under sagens forløb måtte klare sig uden nogen form for indkomst, alene med hjælp fra naboer og venner. Fælles for kvinderne er også, at de sidenhen har fået medhold i deres sager hos Det Sociale Nævn, som afviste kommunens afgørelser med, at bevisgrundlaget var for tyndt. Men Camilla Leths klage er endnu ikke færdigbehandlet hos nævnet, og i mellemtiden lever hun og hendes tre børn uden nogen form for indkomst.

Nåede knap en enkelt date

Så vidt vides er tidligere undervisningsminister Tina Nedergaard (V) den eneste enlige mor i Folketinget. Hun er i den henseende på lige fod med Camilla Leth: Kommunen har ret til at indkræve oplysninger om Tina Nedergaard, fordi hun modtager ekstraordinært børnebidrag som enlig forsørger. Og selv om det er den mindste ekstraydelse, der findes, oplever hun, at den er forbundet med stor mistro fra kommunens side.

»Hver eneste måned modtager jeg et ark, som jeg skal underskrive og sende tilbage til kommunen, hvor jeg skriftligt bekræfter, at jeg stadig er enlig. Jeg har efterhånden vænnet mig til det, men det skal ikke være nogen hemmelighed, at det provokerer mig helt vildt. I alle andre sammenhænge har du som borger oplysningspligt, og vi forudsætter, at folk som udgangspunkt overholder lovgivningen uden at skulle blive mindet om det hver eneste måned. Men for enlige mødre er det åbenbart anderledes,« siger Tina Nedergaard.

Faren til hendes nu syv-årige datter har aldrig været en del af familiens liv, og Tina Nedergaard har fra dag ét været enlig mor. Hun har hele tiden været bevidst om, at hun risikerede at komme i klemme i systemet, fordi hun modtager enligydelser. Derfor meldte hun sig også ikke-enlig med det samme, første gang hun efter datterens fødsel mødte en potentiel kæreste.

»Vi nåede knap nok at være på en enkelt date, før jeg meddelte kommunen, at jeg ikke længere var enlig. Jeg synes selv, det var lidt pjattet, fordi vi ikke engang boede i nærheden af hinanden, men jeg skulle ikke rodes ud i nogen sag. Som politiker skal jeg jo være ekstra påpasselig med at overholde reglerne, og jeg ville ikke tage nogle chancer,« siger Tina Nedergaard. Hun kender ikke selv reglerne for, hvor meget eller hvor lidt en ny kæreste eller eks-mand må være i hjemmet, før man ikke længere gælder som enlig.

»Men jeg synes, det er decideret ubehageligt, at kommunen skal diktere, hvor meget en ny kæreste eller forælder må deltage i børnenes liv. Jeg synes, det er fuldstændig absurd, at det defineres ud fra hvilke opgaver, der løses i hjemmet. Det betyder jo, at den forælder, der bor fast sammen med børnene ikke først og fremmest vil tænke på, hvad der tjener børnene bedst, men er nødt til at overveje, om det kan skade familien økonomisk.«

Tina Nedergaard slår fast, at hun ikke udtaler sig på partiets vegne, fordi hun ikke er ordfører på området, men hun vil nu tage diskussionen op med ordføreren.

»Problemet er også, at vi ikke er ret mange i samfundets øvre niveauer, der har berøring med enlige kvinder, der er afhængige af offentlig forsørgelse,« siger hun.

»Hvis der endelig er sådan nogle skæbner i vores 'luftlag', er det totalt tabubelagt. Man skal helst ikke snakke for højt om det at have svært ved at få hverdagen til at hænge sammen som enlig mor. Men når der ikke bliver talt om det, bliver problemet også negligeret.«

Velfærdsmødrene

Tina Nedergaards situation som folketingspolitiker og enlig mor er usædvanlig. Enlige mødre er ofte blandt samfundets mest udsatte, og ser man til udlandet, har deres forbrug af velfærdsydelser ofte været forbundet med stor debat. Særligt i 1980'erne og 90'ernes USA voksede fortællingen om Welfare-Mother frem blandt politikere og medier som en figur, der blev brugt i et opgør med velfærdsstatens sociale ydelser. Den daværende præsident Ronald Reagan betegnede de enlige mødre som Welfare-Queens, og medierne rapporterede om teenagemødre, der løj for myndighederne om deres indkomst og børn for at rage til sig af de offentlige ydelser:

»Velfærdsdronningen blev symbolet på svindleren, der blev brugt til at underminere støtten til velfærd som socialpolitik,« forklarer Susan Douglas, professor i kommunikation på University of Michigan, der har forsket i fremstillingen af moderskab i medierne. Da angrebet på velfærden blev sat ind, var fokus rettet på stereotypen af welfare mother, som var tilfreds med at være en parasit på samfundet. Dette billede var effektivt til at producere negative opfattelser af velfærdssamfundet i befolkningen, forklarer Douglas. Det hele gentog sig i midten af 90'erne, hvor Bill Clinton skulle bruge opbakning til omfattende velfærdsnedskæringer. Igen var det kvindens forbrug af velfærdsydelser, der var særligt i fokus. Professor i sociologi ved University of California Nikki Jones forklarer:

»Den klassiske welfare mom portrætteres som én, der er tilfreds med at sidde på sin flade, mens statens penge ruller ind på kontoen. Én, der ikke gider arbejde, mens hun lader sine dårlige værdier gå i arv til sine mange børn, som hun i øvrigt har fået med mange forskellige mænd. Hun er en kvinde med lav moral og ukontrolleret seksualitet, hvis eneste kvalifikation i livet er at føde børn,« siger Jones, som forsker i urban sociologi og krydsfeltet mellem race og køn.

I USA har fortællingen om welfare mom især været rettet mod sorte kvinder. Ifølge Nikki Jones hænger det blandt andet sammen med forestillingen om, at de har en mere udadvendt og vild seksualitet end hvide kvinder. Men billedet af den ukontrollerede welfare mom gør sig også gældende for hvide, fattige kvinder, som i USA bliver set på som mindre sømmelige end middelklassens hvide kvinder, forklarer Jones:

» Welfare mom er den perfekte fjende, fordi hun indeholder alle de gængse stereotyper omkring social klasse, moderskabet, etnicitet og seksualitet i én håndgribelig figur, som oven i købet bruger vores penge,« siger hun.

Ny kategori af enlige mødre

Hvor især højrefløjen i USA har haft interesse i at stigmatisere og udstøde den enlige mor på velfærdsydelser, har man omvendt i Danmark siden starten af sidste århundrede bevidst fra statens side forsøgt at afstigmatisere hende.

I 1939 blev Mødrehjælpen gjort til en statslig institution, kvindernes sikkerhedsnet blev sat i system med særlige ydelser, og indkrævningen af farens børnebidrag blev lagt ud i kommunerne. Men med indvandringen er der opstået en ny gruppe enlige mødre, som på flere måder minder om det amerikanske Welfare mother ikon.

»Der er kommet nogle etniske minoriteter til landet, som måske ikke agerer helt på samme måde, som danske kvinder gennem mange år er blevet opfordret til,« forklarer professor ved Københavns Universitet, Bente Rosenbeck, der har forsket i ugifte mødre og det sociale hjælpearbejde i Danmark.

»De får mange børn og har måske også et rodet forhold til deres mænd, som farer omkring uden at tage ansvar for familien — ligesom man kender det fra USA's sorte miljøer i 1980'erne, hvor hele welfare mom-begrebet netop opstod,« siger Bente Rosenbeck og henviser blandt andre til de somaliske enlige mødre, som Information tidligere har beskrevet.

'Muslimer er svære at formidle'

Efter en række artikler om tre somaliske, muslimske kvinder, anklaget for socialt bedrageri, var det først, da en kvinde med dansk baggrund kom ind i artikelserien, at historien blev taget op i andre medier. Den 29-årige mor til to, Sascha Nyhus, blev blandt andet inviteret i Aftenshowet for at fortælle sin historie, og netop hun var en oplagt case til at sætte fokus på problematikken omkring retstilstanden, forklarer tilrettelægger på Aftenshowet, Christian Andersen. De somaliske velfærdsmødre var ikke egnede til tv, og først da en etnisk dansker, der var velformuleret og charmerende, blev anklaget i stort set identiske sager, kunne historien fortælles på landsdækkende tv.

»Selvfølgelig gør man sig nogle overvejelser, når man skal planlægge sit program. En enlig kvinde som Sascha er bare nemmere at få igennem maskineriet, end hvis det skulle være historien om en tilsvarende somalisk, muslimsk kvinde. Sascha er nu engang nemmere for de fleste at forholde sig til, fordi hun er letforståelig, sød, køn og ung,« siger han.

»Det er helt klart fortvivlende, men den sørgelige sandhed er bare, at der er en form for automatik i mediebranchen, som jeg da også ligger under for. Det er ikke sådan, at jeg ikke ville pushe en historie på redaktionen på grund af kildens kulturelle baggrund, hvis den var relevant. Men det ville være væsentlig mere op ad bakke,« siger Christian Andersen.

Identifikation har ikke kun betydning på tv — også i kommunerne har det indflydelse på sagsbehandlingen, at der ofte er tale om kvinder med en anden livsførelse og kulturel baggrund end flertallet, vurderer Bente Rosenbeck.

»Vi har fået en ny kategori af enlige mødre — disse kvinder med fem-seks børn med forskellige fædre. Bevares, det har vi jo set før i Danmark, især historisk, men alligevel er denne gruppe lidt fremmed og anderledes i manges øjne. Her kan man virkelig tale om, at de sociale forhold blandes med vores forestillinger om køn, klasse og etnicitet, hvilket bestemt smitter af på måden, vi betragter kvinderne på,« siger Bente Rosenbeck. Det ville ifølge Bente Rosenbeck være naivt at tro, at sagsbehandlerne i kommunerne ikke også er påvirkede af de åbenlyse kulturforskelle og billedet af, hvordan en ordentlig kvinde opfører sig.

Middelklassens normer

Lovgivningen definerer ikke klart, hvordan det som enlig mor er tilladt at indrette sin tilværelse med eksmanden. Det er et skønsspørgsmål, der overlader en høj grad af fortolkning til ledelsen og den enkelte sagsbehandler i kommunen. Det gør det både svært for den enlige at vide, hvad hun må og ikke må, og samtidig har det betydning, at sagsbehandlerne som regel kommer fra et andet socialt lag end kvinderne, hvis sager de behandler, påpeger lektor og sociolog ved Copenhagen Business School Nanna Mik Meyer. For når loven ikke er klar, bliver ledelsens fortolkning og sagsbehandlernes baggrund mere afgørende for sagens udfald:

»Det er middelklassens normer og værdier for, hvad det vil sige at være skilt og bo sammen, som på indirekte vis kommer til at påvirke sagsbehandlingen,« siger hun.

Der kan være stor forskel på, hvordan man i kommunen tolker det at være i et 'ægteskabslignende forhold'. På forummer på internettet kan man læse om kvinder, der får at vide på kommunen, at deres nye kæreste gerne må sove i hjemmet et par gange om ugen, men at manden til gengæld ikke må gå ud med skrald eller handle ind. Og fra sagsakter, som Information har adgang til fremgår det, at en anden sagsbehandler mener at grænsen går ved sex med eksmanden også selv om de ikke er i et forhold.

»De sætter sig jo netop ikke ned og formulerer et dokument, hvor de definerer, hvad en enlig mor er, og hvor meget kontakt hun må have med sin eksmand eller nye kæreste. Derfor bliver det en række uudtalte normer og selvfølgeligheder, som man typisk ikke sætter spørgsmålstegn ved, fordi man fra ledelsen og sagsbehandlerens side åbenbart bare ved, at man ikke kan være rigtig enlig, hvis eksmanden ofte kommer på besøg. Det er derfor middelklassens normer, der bliver brugt til vurderinger af underklassen,« siger Nanna Mik Meyer.

Selv forklarer Camilla Leth, at afstanden mellem hendes egen og sagsbehandlerens måde at leve sit liv på kom til udtryk under den første samtale, som hun betegner som et forhør. Da Camilla Leth første gang blev indkaldt til en partshøring hos kontrolgruppen, fik hun blot at vide, at hun skulle printe sine bankudskrifter ud og møde op til en samtale. Camilla Leth havde engang betalt Brians elregning, fordi han ikke selv havde råd, men det synes hun ikke selv, der var noget underligt i, som hun siger.

»Jeg dukkede bare op med udskrifterne og tænkte, at det kunne de vel nok forstå. Jeg synes ikke, det er mærkeligt, at vi hjælper hinanden, og desuden er det ikke min eksmand, jeg hjælper, det er mine børn. For de skal jo også være hos ham. Men da jeg dukkede op, var det som et forhør. De sad to sagsbehandlere over for mig, og uanset hvad jeg sagde, var de skeptiske. Det hele var 'meget mærkeligt' og 'meget mystisk', og de ville i hvert fald ikke selv bruge deres surt tjente penge på deres eksmands elregning,« siger Camilla Leth om partshøringen.

Målrettede ydelser og kontrol

Ifølge professor i statskundskab på Aalborg Universitet Christian Albrekt Larsen følger kontrollen og mistilliden med, når man målretter de sociale ydelser. For at undgå at betale alt for høje ydelser til de mødre, der kan klare sig selv økonomisk, har man fra statens side valgt at reservere de forhøjede ydelser til de enlige. Men dermed skaber man også selv behovet for de omfattende kontrolsystemer.

»Når man laver ydelser afhængigt af ægtefællen, så starter problemerne, fordi man laver et system hvor incitamentet til at snyde er ganske betydeligt,« siger han.

»Hvis man vil lave de målrettede systemer, bliver man nødt til at have en masse kontrolforanstaltninger. Hvis man ser på, hvad der er af kontrol med udbetalinger af børnepenge, som alle automatisk får, er der næsten ingenting. Der bliver brugt nul ressourcer på det,« siger han og påpeger den negative side af, at Danmark ellers som en helt unik velfærdsstat giver så betragteligt høje ydelser til enlige mødre.

»Man skaber et uheldigt forhold mellem systemet og klienten, hvor systemet møder klienten med en meget stor mistillid. Det er uheldigt, fordi klienterne i andre sammenhænge bliver nødt til at have tillid til at systemet kan hjælpe dem,« siger han.

Får sin klage behandlet

Camilla Leth er, siden Information var på besøg, blevet smidt ud af sit hus på grund af manglende betaling af husleje. Hendes klage over afgørelsen til kommunen blev i første omgang afvist både af kontrolgruppen og Det Sociale Nævn, da hendes bisidder Erling Frederiksens brev til kommunen, der bad om udsættelse af klagefristen, ikke specifikt indeholdt ordet klage og derfor ikke blev betragtet som en henvendelse om udsættelse af klagefristen. Dermed mente både nævnet og kontrolgruppen, at selve klagen kunne afvises, da den kom et par dage senere. Det klagede Erling Frederiksen siden over til Beskæftigelsesankenævnet, der ændrede afgørelsen, så Det Sociale Nævn nu alligevel skal behandle sagen. Siden er også Folketingets Ombudsmand gået ind i sagen med en række kritiske spørgsmål til Det Sociale Nævn over beslutningen om at afvise klagen i første omgang: »Jeg beder nævnet om i udtalelsen at oplyse, hvad baggrunden for Erling Frederiksens henvendelse efter nævnets opfattelse skulle være hvis anmodningen om forlængelse af klagefristen ikke skulle forstås som et udtryk for et ønske om at klage,« skriver Ombudsmanden blandt andet.

Kontrolgruppen i Holbæk Kommune har afvist at udtale sig til Information om kommunens sagsbehandling i nogle af de konkrete sager.

 

Kontrolgruppernes politiske opbakning

Flere kommuner har i mange år haft særlige kontrolgrupper, der efterforsker om borgernes økonomiske og familiære forhold stemmer overens med de ydelser, de modtager. I 2009 pålagde den tidligere regering alle kommuner at oprette kontrolgrupper.

I foråret 2011 vedtog VK sammen med Kristendemokraterne og Dansk Folkeparti en lov, der gav myndighederne og kommunerne 29 nye beføjelser, som kunne bruges i 'efterforskningerne' mod de potentielle bedragere.

Lovændringen blev mødt med skarp kritik fra både Datatilsynet, Institut for Menneskerettigheder og Folketingets Ombudsmand for at krænke borgerens retssikkerhed.

Da Enhedslisten med opbakning fra SF i efteråret 2011 foreslog, at kontrollen med de potentielle bedragere skulle fratages kontrolgrupperne og lægges over i politiregi for at sikre borgernes retssikkerhed, var Socialdemokraterne ikke bare i mod. Om noget skulle kontrolgrupperne have endnu flere beføjelser til at forfølge og efterforske borgerne, sagde den daværende socialordfører Mette Frederiksen.

Bliv opdateret med nyt om disse emner

Træt af forstyrrende annoncer?

Få Information.dk uden annoncer for 20. kr. pr. måned

Køb

Er du abonnent? Så slipper du allerede for annoncer. Log ind her

Forsiden lige nu

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Brugerbillede for Peter Taitto

Vild læsning.

Det må være en speciel fornemmelse, at sidde og gøre disse beslutninger baseret på anonyme anmeldelser og på et grundlag, hvor bevisførelsen er blottet ved sin manglende tilstedeværelse.

Tillid er godt, men mistillid er åbenbart bedre end kontrollen som tilsyneladende ikke engang virker..

Brugerbillede for Jan Aage Jeppesen
Jan Aage Jeppesen

Hele dette nedværdigende cirkus med mistillid, kontrol, overvågning og omvendt bevisførelse kunne løses meget enkelt ved at gennemføre en almen social basisydelse (borgerløn) baseret på princippet om negativ skat.

Hvorfor opgav Enhedslisten målet om en social basisydelse i 1998?

Brugerbillede for Vibeke Binderup Dyrst
Vibeke Binderup Dyrst

Kan ikke lade være med at spekulere på hvilken slags mennesker disse kontrolgrupper består af.
Kan heller ikke lade være med at spekulere på hvorfor Socialdemokraterne her insisterer på at slå endnu hårdere på dem der ligger ned.
Kan heller ikke forstå, at der fra lovgivernes side ikke er interesse i at holde fast i borgernes retssikkerhed....med mindre den kun gælder de, der kan forsvare sig selv eller har overskud menneskeligt som økonomisk til at få andre til at forsvare sig.

Brugerbillede for Brian Pietersen
Brian Pietersen

Vibeke, det er længe siden at en for stor del af befolkningen fik den holdning, at straffe alle hvis en overtræder en lovgivning, det være sig syge, gamle, overvægtige, rygere, alt og alle kommer under disse menneskers mistænkelige adfærd, nu er det så kommet til de enlige mødre, nu kan de ikke ramme flere, når jo, de kan selv rammes, det kunne være man skulle få gjort noget effektivt ved det.

Så, som Jan Aage skriver, kom frem EL, hjælp de danskere som vil leve i et ordentligt land, det ville sådan set være på sin plads om Socialdemokratiet og SF også kom på banen her.

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

Forargelsen over disse menneskers tag i de offentlige kasser burde udbredes til forargelse over alles tag i de offentliges kasser, f. eks. børnecheck, barselsordninger, hvem betaler for din meget perfekte orlov?

Brugerbillede for Torben Skov

" Det er derfor middelklassens normer, der bliver brugt til vurderinger af underklassen"

Kommer til at tænke på dette:

"FOX NEWS: Rich people paying rich people to tell middleclass people to blame poor people!"

Brugerbillede for Dana Hansen

@Michael:

Hvorfor dog det, når nu tilskud og ydelser til landbrug og skrantende industri koster så mange millioner flere skattekroner?

Brugerbillede for Michael Kongstad Nielsen
Michael Kongstad Nielsen

@Dana:

Ideen med mit lille indlæg er, at forargelsen over offenlige myndigheders kontrol med, hvem der berettiget kan modtage forskellige ydelser, burde vende ansigtet mod sig selv og se på, hvilke ydelser, man selv modtager, og hvem der betaler for dem.

Der er masser af overførselsindkomster i dette land, men nogle af dem er mere ansete på cafeerne, end andre. Støtten til landbruget burde også have en kontrolgruppe, men sådan en ville ikke kaste artikler af sig som denne.

Brugerbillede for Dana Hansen

Det handler jo ikke om hvad der er "anset på cafeerne", for pokker. Det handler om noget så grundlæggende som omsorg for svage grupper, og om den retssikkerhed der burde omgive denne omsorg.

Jeg kan altså ikke få ondt nogen steder over personlige overførselsindkomster.

Derimod er mit personlige fundament ofte ømt over den ukritiske måde der postes støttekroner i virksomheder på. Og du har helt ret i, at der burde være kontrolgrupper på det område, med lige så vide beføjelser! Det skulle nu nok kunne kaste artikler af sig, når hele koblet af lobbyister begynder at jamre ...

Brugerbillede for Morten Jensen

Jeg kan god se forargelsen mod de offentlige er stor i denne sag, personligt synes jeg nu også der burde rejses noget kritik mod de der render rundt og fødder børn i tide og utide uden at kunne tage ansvar for dem...

Ja det er jo blandt andet sådan at de store taber generationer skabes, folk komplet uden fremtid og muligheder, fordi de ikke får den sociale ballast hjemmefra.

Jeg synes med konsekvenserne i facit, ikke det er for meget forlangt at stille krav til disse mødre, hvis du vil have en masse børn, må du også tage ansvar for dem, og indvillige i kurser og deslige så du kan tage dig forsvarligt af dem

Vi kender billedet fra de unge mødre... øhh grøntsager jojo, han får da pomfritter

Brugerbillede for Jens Overgaard Bjerre
Jens Overgaard Bjerre

"Om noget skulle kontrolgrupperne have endnu flere beføjelser til at forfølge og efterforske borgerne, sagde den daværende socialordfører Mette Frederiksen."

Socialdemokratiet er om endnu hårdere og mindre sociale end andre partier. Deres forståelse af retssikkerheden er uendelig lille.

Social - demokratiet er blevet et stats - kapitalistisk parti, som minder og den den gamle sovjetstat, hvor selv Dansk Folkeparti må se sig overhalet på disse områder.

Brugerbillede for Preben Brask

Kan nogle af de enlige forsørgere problemer, som følger i kølvandet af de særlige kontrolgrupper, der efterforsker, om borgernes økonomiske og familiære forhold stemmer overens med de ydelser, de modtager, undgås ved at give børnene kontanthjælp? Kontanthjælpen er pr. måned fastsat til 13.345 kr. for en forsørger, der er fyldt 25 år, og 10.044 kr. for en fyldt 25 årig ikke-forsørger. Det forekommer derfor oplagt at give barnet eller børnene differencen 3301 kr. således, at de kommunale kontrlgrupper ikke kan røre hverken disse penge eller det almindelige og det ekstraordinære børnetilskud samt børnebidraget fra tidligere ægtefælle sålænge, der ikke foreligger et retsfastslået bevis for socialt bedrageri. Den enlige forsørger vil således "kun" miste de 10.044 kr. Og et eventuelt tilbagebetalingskrav vil tilsvarende "kun" omfatte denne kontanthjælp. Boligstøtte må kunne opdeles på lignende måde.

Brugerbillede for Peter Hansen

Det er interessant, at borgerlønnen sniger sig ind i snart sagt alle debatter, og at dens støtter fylder hele det politiske spektrum.

Brugerbillede for Michelle Poulsen
Michelle Poulsen

Man skal ikke bruge så meget energi på at straffe disse kvinder, også selvom de handler amoralsk. Der er altid en grund til at man ender nederst i hierarkiet, og med disse flygtningekvinder, som fylder meget i debatten, er der jo ikke nogen, der kan være i tvivl om at de har deres problemer at tumle med. Man kan ikke lave dem om ved at straffe dem. Til gengæld kan komme den sociale arv til livs hvis man målretter støtte til denne gruppe, og giver dem den hjælp de har behov for, for at kunne tage sig af deres børn. Jeg mener at når man skærer i ydelserne til denne gruppe, er man i fare for at børnene kommer til sidde fast i en fattig tilværelse, både materielt og åndeligt, som de senere selv vil videreføre. Det er ikke virksomhederne, der har brug for støtte, det er denne gruppe mennesker. Men jeg mener også at det er for "letkøbt" bare at betale nogle flere penge til disse kvinder, der bør være en minimumsbeløb de kan klare sig for, og så bør man bruge penge på at organisere støtte i form af hjemmevejledere, støttegrupper, kurser mv. Hjælp til selvhjælp!

Brugerbillede for Charlotte Bruun
Charlotte Bruun

Synes debatten kører af det helt forkerte spor. I stedet for, at vi alle herinde bliver enige om, at det er synd for de enlige mødre - hvorfor så ikke i stedet fokusere på dem som en resource for samfundet? Parcelhusdanskerne tør ikke - eller gider ikke - få flere børn end de har råd til at forsyne med Ipads og mærkevaretøj. Det giver os generationsproblematikken - ældrebyrden. Så har vi en gruppe kvinder, der gerne vil producere nogle børn som kan forsørge os når vi bliver gamle. I stedet for at være taknemmelige for dette, omtaler vi dem som en byrde (også når vi har ondt af dem), mens de i virkeligheden kunne være løsningen på vores byrde. Giv de enlige mødre den respekt de burde have - understøt den selvtillid det burde give at udføre så væsentlig en samfundsopgave. En selvtillid som måske i sig selv kan gøre det lettere for deres børn at bryde den sociale arv.

Brugerbillede for Michelle Poulsen
Michelle Poulsen

@ Charlotte Bruun

Jeg synes du har ret i at vi bør ændre indstilling til denne gruppe mennesker, men er du ikke enig i at de har for mere hjælp end det, til at bryde social arv?

Brugerbillede for Charlotte Bruun
Charlotte Bruun

@Michelle Angelica Kaptain

Jo, men hvis vi ikke ser på dem som en resource på lige fod med andre borgere, kan vi "hjælpe" herfra og til evigheden uden at det nytter. Tror selvværd er en forudsætning for at hjælpen nytter - og for at bekæmpe evt. uretmæssigt tiltuskede ydelser.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Charlotte tager afstand fra, at disse kvinder omtales som en byrde. Nu ved jeg ikke, hvem der omtaler dem sådan, men lad det ligge.

Samme Charlotte har ikke den slags skrupler over for sine ældre medborgere, der grimt benævnes som ældrebyrden.

Brugerbillede for Preben Brask

Må jeg anbefale at starte med at læse:

Pensionsstyrelsens "Hvornår er en pensionist enlig eller samlevende, og hvornår kan en forsørger modtage børnetilskud som enlig?":
http://www.penst.dk/Regler-og-tal/Regler/Lovgivning-om-pension/Lovgivnin...

KL's "Håndbog om fremgangsmåden i sager om msbrug af sociale ydelser":
http://www.kl.dk/ImageVault/Images/id_31156/scope_0/ImageVaultHandler.aspx

Og kom så med nogle konkrete, politisk mulige løsningsforslag.

Brugerbillede for Hanne Christensen
Hanne Christensen

I år 2010 var der 43.188 enlige mødre på kontanthjælp.

Det undrer mig, hvorfor en diskussion om enlige kvinders forhold skal ledes over på somaliske kvinder overhovedet. I 2010 var der 8.100 kvinder (gifte, skilte og ugifte) i Danmark med Somalia som oprindelsesland. Heraf var der 2.016 skilte eller enlige kvinder i alderen 20-60 år. Altså den gruppe, der potentielt kan være (men ikke nødvendigvis er) enlige mødre på kontanthjælp. Der var 3.340 børn i alderen 0-17 år. HVIS man nu forestillede sig, at alle de 2.016 enlige somaliske kvinder var enlige mødre på kontanthjælp, ja, så ville de have knapt 1,7 barn hver. Men det forudsætter så, at ingen af de gifte eller samlevende somaliske kvinder har børn. Det er næppe tilfældet. Og det forudsætter, at ikke en eneste af de enlige somaliske kvinder var i arbejde. Næh, faktum er nok , at problemet med enlige mødre med 5 unger på kontanthjælp er yderst begrænset.

Vi har altså 43.188 enlige kontanthjælpsmødre. Danmarks Statistik opgør ikke oprindelsesland for disse, men enhver kan vel gennemskue, at vi her primært har at gøre med ganske almindelige danske mødre.

Vi hører bare aldrig om disse danske mødre. Nej, pressen elsker at finde en nål i høstakken, en somalisk kvinde med 5 unger på kontanthjælp, der nok, måske, måske snyder. Jo, selvfølgelig snyder de, er det meningen, vi skal tænke. Og vi skal i øvrigt sidde tilbage med den fornemmelse, at enlige kvinder på kontanthjælp er sådanne udlændinge. Men det er en myte.

Og det lykkes kun delvis Information, at sætte en stopper for den myte. I artiklen ses billeder af 3 somaliske og kun én dansk kvinde.

Det er rystende, at vi skal leve i et land, der bryster sig af at være demokratisk, og så har vi en presse, der i den grad samlet i et politisk ærinde skaber myter med det formål, at store dele af middelklassen accepterer, at 43.188 enlige mødre skal leve i fattigdom som en nedgjort gruppe, under hetz, underlagt en mistænkeliggørelse og et kontroltyranni uden sidestykke. Og samtidig uden nogen form for den retssikkerhed, der er helt fundamental for et demokrati.

Brugerbillede for Hanne Christensen
Hanne Christensen

Jeg synes også, man bør bemærke, hvordan Information via sit interview med professor i statskundskab Christian Albrekt Larsen, signalerer, at enlige mødre på kontanthjælp har en høj levestandard. Ja, vi har jo nærmest verdens højeste socialhjælp her, og Chrstian Albrekt Larsen synes at mene, at kontanthjælpen her bør falde til niveauet for enlige.

Det er en af den slags måder at skabe mytedannelse på. Er man ikke en opmærksom læser, ja, så indsniger der sig den fornemmelse, at enlige mødre har det fantastisk på kontanthjælp. Faktum er noget helt andet. Mødre på kontanthjælp må leve et meget forhutlet og fattigt liv. Man kan ikke sammenligne hjælp tværs af grænserne. Hvordan gør man objektivt det, når nogle lander giver hjælp til betaling af regninger, og så er det alene rådighedsbeløb efter regningerne er betalt, der gives som kontanthjælp, der måske tilmed ikke skal betales skat af. Måske er
- sportsaktiviteter gratis i nogle lande,
- måske bøger,
- måske er der større fædrebidrag,
- måske bliver de ikke bedømt som sociale forbrydere, hvis familien hjælper til,
- måske skal de ikke sælger hus og bil før kontanthjælp kan komme på tale
- måske er der tradition for, at de flytter ind til familien,
- måske er huspriser/husleje helt i bund,
- måske er det gratis at køre med tog,
- måske har man ikke udgifter til varme i samme grad som i Danmark
- osv. osv.
Det er beskæmmende, at en professor kan udtale sig så kategorisk, for mon dog, at han har gennemstuderet alle de europæiske landes sociale systemer?
Det er ligeså beskæmmende, at Information citerer manden uden modspil, og dermed deltager i at sprede den mytedannelse, der meget vel kan være årsagen til, at kontanthjælpsmodtagere fastholdes i fattigdom under et ganske forfærdeligt kontroltyranni.

Brugerbillede for Hanne Christensen
Hanne Christensen

Jeg foreslår, at man i stedet ænder de sociale ydelser.

Systemet skal harmoniseres, så man går bort for opdelingen i de ”fine” dagpengemodtagere, de endnu finere folke- og førtidspensionister og så de syge på sygedagpenge, og endelige kontanthjælps- og starthjælpsmodtagerne. Hvorfor al den lagdeling. Er det meget vigtigt, at dele disse op i så mange ”socialgrupper”?

I stedet foreslår jeg, at der til enhver bolig er knyttet en selvbetalt ledighedsforsikring. Så boligudgifterne betales via denne de første år af en ledighedsperiode.

Herefter er der de løse udgifter tilbage såsom mad, tøj, fritidsaktiviteter m.m. Det får alle det samme beløb til.

Der er selvfølgelig nogle problemstillinger knyttet til denne tankegang , men de kan løses, og desforuden er der også et hav af problemer knyttet til det nuværende.

Hvis denne model ikke har gang på jord, ja, så foreslår jeg en tilsvarende, hvor kommunen blot betaler de faste udgifter, og igen betaler et rådighedsbeløb til hver person herefter. Fx 4.000 kr. pr. person. Måske lidt mindre pr. barn. Hvis de faste udgifter er urimeligt høje, må familien skære ned på udgifterne efter en plan fastlagt i samarbejde med kommunen.

Brugerbillede for Jan Aage Jeppesen
Jan Aage Jeppesen

Min korte kommentar om basisydelse/borgerløn udløste langt flere positive reaktioner end jeg havde forventet.

Da borgerlønsdiskussionen praktisk taget har ligget død i mere end et årti i den offentlige debat følger her en nærmere uddybning af de mange fordele en almen basisydelse vil betyde for samfundet og især dets svageste medlemmer.

Borgerløn/basisydelse er en form for minimumsindkomstgaranti, der adskiller sig fra andre overførselsindkomster ved: 1) at den bliver udbetalt til alle individer og ikke til husholdninger eller familier. 2) at den bliver udbetalt uafhængig af anden indkomst og formue. 3) at den bliver udbetalt uden en arbejds- eller aktiveringspligt.

Borgerløn er et grundbeløb, som borgerne tildeler hinanden ud fra tanken om, at vi alle bærer et ansvar for hinandens trivsel, og at denne trivsel forudsætter stor personlig frihed.

Borgerløn er ikke nogen fyrstelig gage. Beløbet vil formentlig ligge et sted mellem folkepension og arbejdsløshedsunderstøttelse og kan varieres efter alder eller på anden vis. Den endelige udformning er i sidste ende en politisk beslutning.

Der anvendes i dag enorme ressourcer på administration og kontrol af personer på overførselsindkomst eller modtagere af diverse sociale ydelser og tilskud. Det har medført et bureaukratisk helvede med et stadigt stigende antal kontrollanter samt en jungle af regler og cirkulærer i det offentlige.

Med en borgerløn, der er ens for alle, vil vi kunne spare de økonomiske ressourcer der anvendes på administration og kontrol af overførselsindkomster. Borgerløn vil med nogle skattetekniske ændringer stort set kunne finansieres med det beløb, som i dag bruges til overførselsindkomster og administration heraf.

Ideen om basisydelse er hverken et højre- eller venstreorienteret projekt. Det er hævet over politisk ideologi og kan begrundes enten ud fra rent rationelle økonomiske betragtninger eller etisk-politiske.

Mange prominente samfundsforskere, filosoffer, politikere og debattører har gennem årene udtrykt deres støtte til idéen om en basisindkomst. Det gælder blandt andet syv nobelprismodtagere og adskillige nuværende og forhenværende ministre. Tanken om en basisindkomst finder støtte hos mennesker med meget forskellige politiske og filosofiske holdninger.

Den mest prominente fortaler for basisydelse herhjemme er nok den tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen (V), der i et notat fra 1982 argumenterede for indførelse af basisydelse på grundlag af den model som kaldes ‘negativ indkomstskat’:

“Boligstøtten er således blot et led i en hel kæde af særskilte sociale ydelser til specielle formål - folkepension, invalidepension, uddannelsesstøtte, børnetilskud m.m. Samlet har disse sociale ydelser til formål at supplere indkomsten hos grupper, som har ‘for lave’ indkomster. Men det er sandt at sige en besværlig måde at løse lavindkomstproblemet på.
For det første har de indviklede tildelings- og udmålingskriterier udviklet et voldsomt socialt bureaukrati.

For det andet opfanger systemet ikke nødvendigvis alle med ‘for lave’ indkomster. Der kan være mennesker med lave indkomster, som hverken er gamle, handicappede, under uddannelse, enlige kvinder eller lejere. Ydelsernes dækningsgrad bliver altså for lav.

For det tredje vil der være nogle indenfor de begunstigede specialgrupper, som i realiteten ikke har ‘for lave’ indkomster, men som alligevel modtager en ydelse.

Ressourceudnyttelsen bliver altså for ringe.
Herefter er det nærliggende at stille spørgsmålet:
Hvorfor kunne alle disse mange forskellige ydelser ikke samles i én samlet ydelse, som fokuserer direkte på det egentlige problem - den for lave indkomst? Med andre ord: der bør konstrueres én samlet ydelse, som hviler på det princip, at enhver som ligger under en given indkomstgrænse er berettiget til ydelse, uanset hvilken gruppe vedkommende i øvrigt tilhører.

I praksis kan en sådan samordning af sociale ydelser kobles på skattesystemet gennem indførelsen af den såkaldte ‘negative indkomstskat’. Grundideen i den negative indkomstskat er, at hvis indkomsten ligger over en skattefri bundgrænse, betaler man skat på normal vis. Ligger indkomsten derimod under den skattefri bundgrænse, modtager skatteyderen derimod et tilskud svarende til skatteværdien af forskellen mellem den vedtagne bundgrænse og den faktiske indkomst (…)

Den negative indkomstskat tillader os altså at fastsætte en hvilken som helst kombination af skatteprocent, garanteret minimumsindkomst og skattefri bundgrænse. F.eks. vil det også være muligt at graduere den garanterede minimumsindkomst efter antal børn i husstanden, således at garantiindkomsten vokser med antallet af børn.

Fordelen ved en social ydelse, der ensidigt fokuserer på det egentlige problem - den for lave indkomst - er, at en sådan generel ydelse automatisk vil samle de lavindkomster op, som hjælpes gennem de specielle ordninger. Samtidig udskilles klart som ikke-berettigede de personer, hvis indkomst ligger over den givne bundgrænse.

Det sige sig selv, at hvis alle hidtidige specielle sociale ydelser afløses af en negativ indkomstskat, vil der blive tale om en kraftig oprydning i det sociale bureaukrati.
Ordningen vil kunne administreres af det eksisterende skattesystem.

Naturligvis vil der fortsat være brug for personlig hjælp og kontakt til familier, som af den ene eller anden grund ikke selv kan klare problemerne. Men da den negative indkomstskat er en generel ydelse, er den ikke bundet til en speciel social hjælpeforanstaltning, men kan f.eks. også bruges til at betale ydelse, der præsteres af private institutioner.

Den negative indkomstskat udvider derfor befolkningens valgfrihed med hensyn til forbrug af sociale ydelser. I stedet for det nuværende systems hjælpeløse sociale klienter, vil den negative indkomstskat stimulere og hjælpe mennesker til at blive selvhjulpne.”

(Anders Fogh Rasmussen: Kampen om boligen, s. 111-113, 1982).

Efter at Enhedslisten i 1998 ændrede holdning og forkastede indførelse af basisydelse har intet politisk parti repræsenteret i Folketinget haft den på deres principprogram.

I den danske borgerlønsbevægelse har man i lighed med de øvrige medlemmer af BIEN (Basic Income Earth Network) udarbejdet modeller med henblik på at dokumentere, at det faktisk er muligt at indføre en ubetinget basisydelse uden en prohibitiv skatteforhøjelse.

Det er i sagens natur ikke en let opgave, for det første, fordi det statistiske grundlag for den nuværende fordeling af overførselsindkomster lader noget tilbage at ønske, hvilket vanskeliggør selv en statisk, - alt andet lige – beregning, for det andet fordi det selvsagt er umuligt at udarbejde en dynamisk beregning, der tager højde for de sekundære virkninger af en reform, dvs. for summen af de enkelte borgeres eventuelle adfærdsændringer, når de stilles over for et nyt sæt spilleregler.

I det følgende beskrives nogle af disse modeller. Model 1 og 2 bygger på idéen om negativ skat, hvilket skal forstås på den måde, at samfundet gennem skattesystemet garanterer en basisindkomst, og at al personlig indkomst derefter beskattes. Model 3 forholder sig til de både praktiske og holdningsmæssige problemer, der uundgåeligt er forbundet med at gennemføre drastiske ændringer af bestående systemer på én gang. Modellen skitserer en gradvis indførelse af borgerløn i tre faser.

Link til de tre modelberegninger:

http://basisindkomst.dk/index.php?option=com_content&view=article&id=11&...

Brugerbillede for Charlotte Bruun
Charlotte Bruun

@ Hans Jørgen Lassen

Enlige mødre uden arbejde bidrager til samfundet ved at producere fremtidig arbejdskraft. Ældre bidrager ikke med noget (realt) - uanset hvor meget de måtte have stående på bankbogen. Derfor kaldes det forsørgerbyrde.

At jeg så mener at ældre bør respekteres og forsørges indenfor rimelighedens grænser er en anden sag. Men hvis de mener at de med deres opsparede formuer skal kunne tage brødet ud af munden på enlige mødre uden arbejde - så er jeg uenig. For mig er formuebeskatning IKKE et uartigt ord.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Charlotte skriver:

"Enlige mødre uden arbejde bidrager til samfundet ved at producere fremtidig arbejdskraft."

Hitler havde præcis samme indstilling. De tyske kvinder skulle avle en masse børn, så Tyskland kunne få soldater til at underlægge sig hele verden.

En pervers tankegang.

Brugerbillede for Charlotte Bruun
Charlotte Bruun

@ Hans Jørgen Lassen

;-) Betragter i høj grad mig selv som feminist!

Men når nu nogle kvinder VÆLGER at få børn - måske i så tidlig alder, at de finder det svært at få plads på arbejdsmarkedet - BEHØVER vi så slå dem yderligere i hovedet med skyldfølelse - NÅR vi samtidig har travlt med, at kvinder på arbejdsmarkedet er alt for sene til at få børn, og tilvælger for få børn?

Hitler eller ej, så er det kvinder der skal sørge for, at der er nogle til at tørre røv på os når vi bliver gamle. Det kort virker ikke på mig.

Brugerbillede for Charlotte Bruun
Charlotte Bruun

Hans Jørgen,

Troede som ung, at jeg aldrig ville have børn. Valgte så at få to børn da jeg havde råd til at give dem Ipads og mærkevaretøj - og en mand der tog halvdelen af slæbet. Men beundrer så kvinder, der har mod på at få dem i en ung alder - alene eller ej. Hatten af for det! Synes derfor også, at man bør tage noget af min opsparede formue for at give disse kvinder rimelige forhold.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Kære alle.

Dagpenge er ikke en social ydelse; det er en ydelse, vi der har arbejde får, hvis vi bliver arbejdsløse. Og som er delvist selv-finasieret (cirka 1/3 betales af os, dagpenge-modtagerne). Således er det en forsikrings-ordning for de af os, der haft et arbejde og som bliver arbejdsløse af den ene eller den anden grund.

Det, der er sket de sidste 10 år er at kontant-hjælps-modtagere, i medierne, i pressen, i tv og af systemet, dvs. også af politikere som bl.a. Mette Frederiksen (S), den nuværende beskæftigelses-minister er at opfatte som arbejdsløse. Intet kunne være mere forkert.

Meningen med bistandsloven i 1976-1977 var at staten, kommunen, skulle træde til, når uheldet var ude og betale forbigående hjælp til familier som så efter et stykke tid kunne klare sig selv; meningen var også, at folk der ikke kunne klare sig selv økonomisk i længere tid skulle have hjælp. Dengang var der ingen, der mente at arbejdsløse også omfattede de personer, som var på kontant-hjælp.

I 1980erne kom det første angreb på dette system under Schlüter-regeringen ved netop at påstå og udstille bistandsklienter (danske vel at bemærke) som netop welfare moms og som dovne mennesker, der bare lå på sofaen hele dagen. (jeg er så gammel nu, så jeg kan godt huske hetzen mod modtagerne af bistands-hjælp).

De sidste 10 års politik har sådan set bare videreført Nyrup-regeringens politik om en aktiv arbejdsmarkeds-politik, bortset fra at det der med det 'aktive' er blevet pillet ud. Nu hedder det ' hurtigst muligt i job,' ligegyldigt hvilket job, det er. Nyrup og SR-regeringen havde dog trods altå forståelse for, at det er nødvendigt at opkvalificere folk til et andet arbejdsmarked end det, de er uddannet til. Fogh og Løkke-regeringerne har gennemført det ene angreb på især ufaglærte og faglærte ret til at opkvalificere sig ved at gøre det stadigt dyrere og dyrere at tage f.eks. en AMU-uddannelse, eller opkvalificere sig via VUC.

I Tyskland f.eks. ved jeg (da jeg så det i en tysk tv-udsendelse om Hartz IV) får en enlig mor med to børn cirka 1500 Euro (mener jeg det var?). Pointen er at hun ikke skal betale skak af de 1500 Euro som man skal herhjemme - og jeg tror også hun må tjene mere ved siden af sin Hartz IV hjælp end en enlig må som modtager af kontanthjælp herhjemme, ligesom formue-grænsen måske er højere. I DK trækker en kommune som f.eks. Sorø en kontant-hjælps-modtager i kontanthjælpen, fordi hun har været så heldig at vinde i en konurrence. Hun vandt bl.a. 2 espresso-maskiner, mm. - altsammen noget kommunen mener har en værdi af cirka 76.000 kr.

Pointen er, at måske kan man i Tyskland og andre lande godt deltage i konkurrencer uden at blive nedsat i ens kontanthjælp...

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Charlotte,

vi er naturligvis slet ikke uenige om, at enlige mødre (ja, sådan set alle mennesker) skal have rimelige forhold. Ingen skal lide nød, og det danske samfund har rigeligt råd.

Men jeg kan ikke lide, at du opfatter disse kvinder som fødemaskiner, og tillægger dem værdi, fordi de dermed skaber arbejdskraft. Det er en uhyggelig, kapitalistisk tankegang, der opfatter mennesker som midler.

Jeg kan heller ikke lide, at du kalder min gamle far på 86 år for en "ældrebyrde". Han er en person, ikke en byrde (selv om han somme tider kan være lidt vanskelig).

Brugerbillede for Karsten Aaen

Jeg glemte at sige dette:

Folkepensionen gives, efter og for et langt livs, tro tjeneste i og på det danske arbejdsmarked. Det er altså meningen, at man skal betragte dette som en slags aftægts-ydelse fra statens side som tak for alle de hårde år på arbejds-markedet. Og førtids-pensionen (som i dag er ekstremt svær at få, btw)
gives til folk som er nedslidte, psykisk syge, eller ikke kan arbejde, af den eller den anden grund.

Ang. det som Albrekt Larsen siger, så siger han dette:

"Ifølge professor i statskundskab på Aalborg Universitet Christian Albrekt Larsen følger kontrollen og mistilliden med, når man målretter de sociale ydelser. For at undgå at betale alt for høje ydelser til de mødre, der kan klare sig selv økonomisk, har man fra statens side valgt at reservere de forhøjede ydelser til de enlige. Men dermed skaber man også selv behovet for de omfattende kontrolsystemer."

Så vidt jeg kan se her, så siger han her, at man fra statens side valgte at reservere de forhøjede ydelser til de enlige mødre, da man ikke ville give dem til de mødre, der kunne klare sig økonomisk. (underforstået altså, dem der er gift eller hyr....?)

Og hvad mener han med børnepenge? Er det mon børnefamilie-ydelsen (børnechecken), han mener eller det børnepengene som de enlige mødre får fra faderen. (eller burde få fra deres børns far...) Eller det børnebidrag?

For lige at vende Hartz IV igen, så mener jeg, at man i denne også kan få hjælp til betaling af uforudsete regninger?, hjælp til f.eks. tandlæge eller læge, til børnene - uden at de euro man får, her skal betales tilbage. Jeg er dog ikke helt sikker her. Jeg ved dog, at i andre lande end Danmark, f.eks. USA, ligger det at gå til en sport, i forlængelse af skole-tiden, f.eks. kan man gå til tennis, brydning, badminton, volleyball, efter skoletid i USA. Og fordi det ligger her er selve aktiviteten gratis. Der skal dog stadig købes trøjer, støvler og udstyr mm.

Brugerbillede for Karsten Aaen

Og her er lidt mere at tænke over:

På tysk tv (zdf) tror jeg, så jeg en udsendelse omkring
en ældre dame, der var dement. Hun boede i sin egen lejlighed, og her havde hun en person, en god ven, som kom og så til hende dagligt. Og tog sig af hende. Og hjalp hende med stort set alt. Hun handlede ind for den ældre dame mm.

Sådan er det i den tyske model - den central-europæiske velfærdsmodel. Pointen i den er at når først de sociale institutioner som familien, vennerne, kirken mm. har givet op, ja først da kan man få hjælp fra staten eller kommunen. Den danske model kaldes den universelle velfærdmodel, fordi alle har ret til alt. Og det er denne model for velfærd som måske er under pres nu....

For at vende tilbage til enlige mødre i Danmark skal man huske at indregne det forhøjede ekstraordinære børnebidrag samt indregne børnefamilie-ydelsen (børne-checken) i budgettet, hvis der skal skabes et nogenlunde sandfærdigt billede af hvor meget enlig mor har til sig selv og sin familie i hverdagen - dvs. pr. måned. Og hvis man bor i lejlighed med to eller tre børn f.eks. får den enlige mor nedsat sin husleje med xxx antal kroner pr. måned.

Brugerbillede for Michelle Poulsen
Michelle Poulsen

@ Charlotte Bruun

Du skal ikke finde dig i at blive kaldt nazist, eller stå til regnskab for om du har "gjort din pligt" ved at føde børn, hvad er det dog for en tone Hans Jørgen Lassen slår an?? Jeg er temmeligt rystet!

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Michelle,

du har vist ikke læst, hvad Charlotte skriver. Jeg citerer:

"Enlige mødre uden arbejde bidrager til samfundet ved at producere fremtidig arbejdskraft."

Er du enig med Charlotte i, at kvinder skal være fødemaskiner og producere arbejdere til kapitalisterne? Eller soldater?

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Og hvor står det at Charlotte har skrevet:

"at kvinder skal være fødemaskiner og producere arbejdere til kapitalisterne"?

Men det er den sædvanlige modbydelige fordrejning af hvad andre, især kvinder, skriver.

Brugerbillede for Jens Nielsen

Tusinde tak for de mange oplysende og tankevækkende indlæg i denne debat, som understreger at det langt fra er altid (om nogensinde) at medierne får alle nuancer og ikke mindst kompleksiteten med
Det er altid rart at blive klogere...

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Det er jo altså ikke mig, der mener, at kvinder skal producere arbejdskraft ved at avle børn.

Det er Charlotte, som har det synspunkt.

Jeg citerer igen, ordret:

"Enlige mødre uden arbejde bidrager til samfundet ved at producere fremtidig arbejdskraft."

Brugerbillede for Charlotte Bruun
Charlotte Bruun

Mit ydmyge forsøg på et bidrag til denne debat bestod i at sige til enlige mødre: i skal ikke finde jer i hvad som helst. I kan bruge "parcelhusdanmarks" argumentationssteknik til at tale jeres egen sag. I ordets egentligste forstand er ældre en byrde for samfundet idet de nødvendigvis må tære på de produkter det øvrige samfund frembringer. Ført ud sin yderste konsekvens, er alle os, der ikke direkte beskæftiger os med at frembringe de goder vi nyder, også en byrde. Men enlige mødre frembringer noget der er til alles fordel (børn) selvom deres økonomiske formåen ikke uden hjælp tillader en sådan luksus. Det værdsætter vi som samfund - og det bør vi værdsætte. Men når enlige mødre fravælger den hjælp de ifølge lovgivningen er berettiget til, af frygt for dyneløfteri, så hopper kæden af. Så er det børnene det går ud over, og så risikerer vi, at de børn ikke får den start i tilværelsen, vi alle er så afhængige af at de får.

Så enlige mødre: betragt ikke jer selv som en byrde. Løft hagen og søg de tilskud i er berettiget til - og find jer ikke i dyneløfteri.

Det var bare det jeg ville sige!

Brugerbillede for Peter Hansen

Charlotte Bruun, selvom jeg i princippet er meget enig, må det dog også med, at din præmis kun holder, hvis der ikke er tale om børn, der bliver socialt belastede eller på andre måder kommer til at lide under de særlige forhold, der gør sig gældende under opvæksten hos en enlig forsørger.
Vi har brug for noget helt andet - at finde ud af baggrundene for alle de fejludviklinger i samfundet, vi iagttager, så vi allesammen kan blive gladere og bedre tilfresstille og få tilfredsstillet vore ønsker og behov om et rigt liv. Men sålænge vi hænger fast i en hierarkisk samfundsopbygning, der sorterer folk fremfor at facilitere den enkeltes ønsker og anlæg i retning af et godt liv, kommer vi ikke ud af flækken - men så må man jo bare argumentere med hvor dyrt, det bliver, så der kan komme noget forandring.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Selv om man er paranoid, kan det jo godt være, at de er efter en.

Selv om Charlottes synspunkter om kvinder som producenter af arbejdskraft til glæde for kapitalen minder om Hitlers, kan det jo godt være, at de er betænkelige. At de minder slående om Hitlers synspunkter, gør dem ikke i sig selv rigtige og hævet over kritik.

Selv om Charlotte anser ældre mennesker for en byrde, ligesom Hitler anså forskellige menneskegrupper for uværdige, underlødige og så videre, Untermenschen, så kan det jo godt være, at hendes syn på tingene er temmelig usympatisk.

Påberåbelsen af Godwins lov er et ynkeligt forsøg på at stoppe kritik af et forfærdeligt menneskesyn.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Charlotte Bruun skriver at enlige mødre uden arbejde også er nyttige samfundsborgere, ved at deres børn er fremtidens arbejdskraft. Hun anser disse kvinder som en ressource for samfundet og deres børn som dem der skal bringe samfundet videre og bl.a. sørge for os når vi bliver gamle.

Hans Jørgen Lassen kan naturligvis i vanlig stil og uden videre sammenligne dette med Hitler og nazisme:

”Hitler havde præcis samme indstilling. De tyske kvinder skulle avle en masse børn, så Tyskland kunne få soldater til at underlægge sig hele verden.
En pervers tankegang.”

Det perverse må stå for Hans Jørgen Lassens egen tankegang, når han konkluderer at Charlotte åbenbart anser kvinder som fødemaskiner.

Mig forekommer det at være en syg tankegang, at sidde og hygge sig med at vride og vende udsagn, og anklage andre for at have nazistisk, sexistisk, fascistisk tankegang. Det er ikke alene usympatisk, men ved at være en plage i adskillige tråde, hvor forskellige ”ofre” forfølges i det uendelige.

Nu ved jeg ikke hvad Hans Jørgen Lassen præcis mener med disse ord:

Selv om Charlottes synspunkter om kvinder som producenter af arbejdskraft til glæde for kapitalen minder om Hitlers, kan det jo godt være, at de er betænkelige.

Men jeg går ikke automatisk ud fra at han ville mene, at Charlottes synspunkt er betænkeligt, fordi det ikke mindede om Hitlers. Jeg vil heller ikke antyde, at det er en freudiansk fortalelse – det ville være ligeså billigt, som de trick Hans Jørgen Lassen benytter sig af med stråmænd i lange baner.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Skåret ud i pap:

Kvinder, det være sig enlige eller ej, skal sgu ikke værdisættes som fødemaskiner. Men som mennesker.

Ældre mennesker skal sgu ikke opfattes som en byrde. Men som mennesker.

Jeg siger fra, når man nedvurderer mennesker på den måde. Min gamle far er ikke en byrde; han er en person, et menneske.

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

”At de minder slående om Hitlers synspunkter, gør dem ikke i sig selv rigtige og hævet over kritik.”

Betyder det, at Hans Jørgen Lassen mener, at som regel og generelt plejer Hitlers synspunkter at være rigtigt og hævet over kritik?

Brugerbillede for Ann-Charlotte Kjeldsen
Ann-Charlotte Kjeldsen

Løsningen er borgerløn. Ingen dyneløfteri, men en reel ydelse, hvor man også må tjene penge ved siden af, hvis man kan og magter det.

Al kontrol for kontrollens skyld vil forsvinde, administrationsomkostninger og offentlige ressourcer kan spares, og mennesket sættes fri til selv at bestemme sit eget liv. Det kan INGEN være uenige i, uanset politisk tilhørsforhold.

Middelklassens magt-moralske tyranni bruges som det nævnes ovenfor af overklassen til at bede middelklassen om at banke underklassen på plads.. Vi hakker nedad på bedste manér, og ingen gør noget, for det kunne jo tænkes, de var de næste, som stegepanden ramte midt i synet...

Brugerbillede for Inger Sundsvald
Inger Sundsvald

Jeg er enig i at gamle mennesker ikke skal opfattes som en byrde. Det tror jeg heller ikke at Charlotte har ment, men hun har ikke udtrykt sig helt smart i den anledning. Det kan jo ske for enhver. Men det er i hvert fald ikke noget at gå helt agurk over, og begynde at beskylde hende for at have synspunkter som Hitler.

Brugerbillede for Hans Jørgen Lassen
Hans Jørgen Lassen

Inger,

du kan muligvis have ret i, at Charlotte er velmenende. Det vil jeg slet ikke afvise.

Men rent faktisk er de synspunkter, hun fremsætter, intet mindre end horrible.

Jeg fatter ikke, hvordan erklærede feminister kan bakke hende op i, at enlige mødres eksistensberettigelse består i at føde børn til industrien.

Du tager så klart forbehold over for hendes mening om gamle ubrugelige mennesker, der blot er en byrde.

Og der er vi jo så enige.

Sider