Læsetid: 6 min.

Tæt på men ikke helt tæt nok

Zlatan var titanisk, Boateng var blændende, og AC Milan så ud, som om de kunne spise kirsebær med fodboldkolossen FC Barcelona. Men i sidste ende var det svagheder i selve varemærket – strategisk organisering – italienerne faldt på
AC Milan Kevin Prince Boateng fejrer sin sublime scoring mod Barcelona under de to holds Champions League-kamp onsdag.

AC Milan Kevin Prince Boateng fejrer sin sublime scoring mod Barcelona under de to holds Champions League-kamp onsdag.

Stefano Rellandini

26. november 2011

Træner Massimiliano Allegri var ikke i jublende humør efter onsdagens Champions League-opgør på San Siro, hvor AC Milan netop havde tabt 2-3 til gæsterne fra FC Barcelona. Men alligevel.

Allegri kunne især i første halvleg se sit mandskab bide fra sig og i lange glimt levere et ekko af noget af det, de rød-sorte er kendt for: fysisk styrke, taktisk intelligens og en evne til at brede spillet ud fra en kompakt midtbane og frem mod hurtige forwards.

»Vores tro på os selv er større nu, hvor vi ved, at vi kan konkurrere på lige fod i de her kampe,« stadfæstede Allegri, hvorefter Barcas træner, Josep ’Pep’ Guardiola supplerede milanesernes dæmpede klapsalver:

»Milan var glade for deres præstation, og så er vi alle sammen glade«.

Problemet er asymmetrien. Italienerne spillede klart bedre og mere flydende, end da de sidst mødte catalanerne på Camp Nou og overraskende klarede 2-2. Alligevel var det ikke nok mod Barca, der ikke var i stærkeste opstilling og som i bund og grund spillede en middelmådig kamp. Spørgsmålet er: Hvad kan Milan gøre bedre?

Smuk detalje

Alt sammen på en aften, hvor Kevin-Prince Boateng kreerede en detalje, som der næsten ikke er ord for, da han akrobatisk tæmmede en bold fra Zlatan Ibrahimovic, dansede ind mellem benene på Éric Abidal og snød keeper Victor Valdés i det korte hjørne. Det var i det 54. minut, og dermed var stillingen 2-2. Udligningen kom i halen på en første halvleg med høj fart og masser af chancer — og afbrændere — i begge ender. Mark van Bommel åbnede ballet med et selvmål efter et lille kvarter, men Zlatan, tændt, stor og næsten umulig at få bolden fra, ville det anderledes, efter at han havde misset opgøret på Camp Nou tidligere i sæsonen, og han studsede kuglen diagonalt uden for Valdés’ rækkevidde til 1-1. Brølet fra San Siros mørke lægter var umiskendeligt. Hvis de ikke havde troet på rossoneri før, så var alt anderledes nu: Boateng kørte med klatten, selv Robinho, som ligner en skygge af sit eget potentiale, skulle såmænd nok også komme op i gear. Og Zlatan var titanisk i vælde. Den 195 cm høje svensker kvitterede for hyldesten med en diskret gestus. Kald ham bare megaloman bisse, men respekten for det catalanske mesterhold, som han gæstede en enkelt sæson fra 2009 til 2010, lyser ud af ham.

Senere fik Barca et heldigt straffe, og selv om Messi fumlede og prompte fik UEFA’s nye jura at føle, fløj andet forsøg fra den lille plet solidt over i Christian Abbiatis venstre hjørne. 38 minutter senere, inklusiv et kvarters velfortjent hvil, hvor mediemaskinen UEFA kan tvære alle deres reklamer ud i hovedet på seerne derhjemme, blev det så Boatengs tur til at brillere. Gudeskønt, først tæmning i umulig positur, så dribling og vending og endelig skuddet. Næsten som én bevægelse, indstuderet spontanitet, tæmning af luftmodstand, dissocierende kropsdele — eller man kan da for helvede også bare sige ét navn, og så burde æstetikken være soleklar: Zinedine Zidane. Kampen burde have været slut dér. I stedet skete det modsatte. Milan mistede pusten, inviterede Barcas småtspillende tiqui-taca indenfor, og Zlatan, kongen af første halvleg, abdicerede i al stilhed ned i et hul mellem midtbane og angreb. Al deres storhed og mytologiske bravur til trods tabte Milan til sig selv.

De tre italienske nøgleroller

Milan har tidligere haft stor succes med at skabe momentum på midtbanen i form af fysisk overtag for så i de afgørende øjeblikke at dirigere spillet op ad banen i potente, hurtige ryk. De rød-sortes historie er ikke én om målmaskiner — bortset fra evigt unge Filippo Inzaghi — men om kombinationen af hængende forward, trequartista’en, og den dybe playmaker. I den anden ende af grønsværen har formlen været strategisk overblik og en sikker viden om, hvornår man skulle rykke snævert sammen på stribe med offside-fælder i ærmet, og hvornår man kunne tillade flankerne at blive hængende i angrebsivrige positioner.

Det er tre nøgleroller i den italienske calcio, som er i spil, og som efter i onsdags må siges at være noget shaky:

Trequartista’en opererer i hullet mellem angriber og midtbane. Her er heltene Alessandro Del Piero og Romas legendariske klubmand, Francesco Totti. Længere nede finder vi regista’en, som er spilleren med radarblik og dribleegenskaber, en tilbagetrukket og særlig italiensk gentænkning af den klassiske 10’er. Koryfæet er Juventus’ Andrea Pirlo. Og til sidst er der naturligvis de centrale forsvarsspillere, som inkarneres af typen, der både har tid til at sætte håret og tackle igennem. Tænk Alessandro Nesta og Fabio Cannavaro.

Milan savner en Wesley Sneijder

I dag har Allegris Milan fysikken i fulde doser, omend man savnede en Gennaro Gattuso til at tage løbene på tværs i midtercirklen og stresse de pasningsstærke mandskaber, Milan uundgåeligt vil møde, hvis de vil blande sig i den europæiske topstrid. Italienere med sans for, hvordan grønsværen skal skæres, bør spørge: Hvem er Milans dybe playmaker, og hvem er trequartista? Og er Nesta overhovedet fit nok til at klare mosten som central oprydder og offside-dirigent længere? I centrum af tvivlen står individualisterne, som både ser hullerne i modstanderens formation og ofrer sig for fællesskabet, når det er nødvendigt. Tidligere lyste de med den største selvfølgelighed: Kaka, da han endnu var Silvio Berlusconis darling, og da han var allermest gazelle og kunne splintre centrale defensiver med hurtighed og afleveringer i dybden. Pirlo, der var afhængig af sekundanter som Gattuso og Massimo Ambrosini og alligevel med få midler vred fjendens kæder af led. Eller for den sags skyld en Wesley Sneijder, som Milan for min skyld gerne måtte investere hele Berlusconis bunga-bunga-opsparing i, fordi han er den moderne fodbolds forening af kraft fra maskinrummet og en fremadrettet magnetisme, der scorer vitale mål.

23. november stillede Allegri med noget, der lignede en 4-4-2-diamant med van Bommel i en tilbagetrukket, defensiv spids og Boateng som jokeren i den offensive. Planen var tydeligvis, at der efter behov skulle veksles mellem en tung og kompakt 4-3-3, når Barcas piggy in the middle skulle trevles op, primært for at stoppe pasningerne til Messi og David Villa, og så en langt mere offensiv 4-1-2-3 med van Bommel på vagt og Clarence Seedorf, Alberto Aquilani og Boateng som affyringsramper for Robinho og Ibrahimovic helt i front. På den måde ville Allegri blande den defensive plan, som med lidt held virkede mod Barca i 2-2-resultatet på Camp Nou, med den mere modige opskrift fra 4-1-sejren over Parma i oktober, hvor nyindkøbet Nocerino lavede hattrick, og sygdomsramte Antonio Cassano vanen tro var Mr. Assist.

Cassano er i øvrigt et luksusproblem for Allegri: Han er sådan én, der med lethed kan vade ind og okkupere trequartista-positionen uden at være født til den.

Avantgarden

Problemet er som sagt ikke fysikken. Heller ikke overraskelsesmomentet. Heller ikke bredden, for Milan burde have en midtbane fyldig nok til både at dække maskinrum og offensiv. Heller ikke hurtighed, for i værste fald kan Zlatan holde på bolden, mens Pato eller Boateng spurter i position foran maskerne.

Nej, problemet er, at Kaka og Pirlo ikke er der mere. Altså ikke, at netop de spillere har forladt klubben, bevares, shit happens, men at den taktiske organisering ikke har fået tid til at rodfæste sig på et mandskab, der igennem stort set hele sin historie har været avantgarden i fodboldens mellemværender: Dem, der er inkarneret i tallet ’1’, som i 4-1-2-3 (Pirlo er borte), som i 4-3-1-2 (Seedorf smider boldene væk hele tiden og er blevet for gammel og træg), og som i 4-4-1-1, for hvem i al verden skal indtage feltet lige bag Zlatan eller Inzaghi eller Pato? Ikke Robinho, for han er wing; heller ikke Boateng, for han vil søge skråt over mod fløjen, og absolut ikke Cassano. ’Vandreren’, som de kalder ham.

Barcelonas anfører, Carles Puyol, var op til kampen på San Siro ikke bleg for at indrømme sit særlige kærlighedsforhold til AC Milan:

»Jeg har altid beundret Milan og har ofte sagt, at det er mit andet hold. Mit hjerte tilhører Barca, men jeg ønsker altid det bedste for Milan, når de spiller, undtagen når det er mod os,« sagde Puyol, som var på banen i onsdags i alle 90 minutter.

Som nykåret vinder af Champions Leagues gruppe H har Puyol og Co. nu fordelen af at have hjemmebane i returopgøret i ottendedelsfinalerne. I mellemtiden lever Milan videre på fornyet holdånd og gode takter. Men hvor er regista’en og trequartista’en henne?

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu