Læsetid: 4 min.

Hvis udfaldet ikke er givet på forhånd

Journalistikken er et rollespil, hvor rollerne mellem de gode og de onde altid allerede er fordelt på forhånd. Men en gang imellem går det galt …
Journalistikken er et rollespil, hvor rollerne mellem de gode og de onde altid allerede er fordelt på forhånd. Men en gang imellem går det galt …
26. november 2011

I DR2s Debatten tidligere i år løb værten Clement Kjærsgaard på et tidspunkt ind i en blindgyde. Efter en bizar diskussion mellem Thomas Blachman og Pia Kjærsgaard om kunstens rolle i samfundet, hvor de to helt ekstremt åbenlyst var castet som hinandens uforsonlige modsætninger, fik Knud Romer ordet og blev bedt om at gentage et synspunkt, han skulle have givet udtryk for, om, at man som et eksperiment burde fratage dansk teater alle midler i 10 år. Romer opdagede, at han var på vej til at blive fanget i en ubehagelig sandwich mellem Blachman og Kjærsgaard og begyndte — i stedet for at svare på spørgsmålet — at rable løs om musikuddannelse i folkeskolen. Men værten var ubønhørlig: »Mener du stadigvæk, hvad du sagde til os i går, at dansk teater ikke har fået en ny ide i 30 år?« Et øjeblik vaklede den poetiske reklamemand muligvis, men bestemte sig så for at ændre reglerne for samtalen: »Jeg sagde til dig i går, at jeg har ikke lyst til at stå og frembringe alle mulige neo-liberalistiske synspunkter, når jeg har noget bedre at sige til Blachman.« Igen forsøgte Romer derfor at supplere musik-guruen med nogle ideer om uddannelsessystemet, men blev nu helt afbrudt af værten, der i stedet rettede sit spørgsmål til sociologen Henrik Dahl — som viste sig mere samarbejdsvillig.

Journalistikkens kernefunktion

Hvad denne sekvens fremviser, er et eksempel på, hvad man kunne kalde fejlcasting: Når en deltager i en offentlig meningsudveksling pludselig nægter at spille den rolle, han eller hun er tiltænkt af tilrettelæggerne, hvilket både skræmmer og irriterer dem. Er det ikke netop casting, der først og fremmest præger nyheds- og debatudsendelser i tv og radio for tiden? Vi skal have én, der er imod klimaforandringer, og én, der er for. Én, der mener, at lort på dåse er et kunstværk, og én, der ikke rigtig forstår det. Og i Debatten skal vi have én for hvert muligt synspunkt, når bare de alle er markante og entydige. Journalistikkens kernefunktion er ikke længere samfundsundersøgelse eller kritik, men casting.

Det interessante ved DR’s store successerie Borgen er i dette lys måske i virkeligheden ikke så meget, om den er ’realistisk’ i forhold til de historier, den fortæller, som hvor fantastisk effektfuldt den er castet: Vi kan netop helt uden videre se Ole Thestrup, Pilou Asbæk, Sidse Babett Knudsen og Birgitte Hjort Sørensen i rollerne som bonderøven, spindoktoren, statsministeren og den ambitiøse unge journalist. Det ’realistiske’ ved serien er ikke blot, at det er ’sådan det foregår’, men at karaktererne lever fuldstændig op til vores forventninger.

Omvendt fejlcasting

Fejlcasting sker, når karaktererne derimod træder uden for den rolle, de er tildelt — enten i opsætsighed mod den placering, de er tiltænkt, som Knud Romer, eller i uvidenhed om den. Det sidste var tilsyneladende tilfældet, da Ayaan Hirsi-Ali under Dansk Folkepartis landsmøde sidste år pludselig skabte en noget pinlig situation, da hun fra talerstolen forundret spurgte, om det kunne være rigtigt, at partiet ville stoppe al indvandring fra ikke-vestlige lande, fordi man mente, at folk fra de varme lande umuligt kunne indordne sig under den vestlige verdens frihedsidealer. Det kunne det bestemt, fornemmede man på tilhørerne, hvorfor Ali udbrød: »Men jeg kommer fra et ikke-vestligt land!« (»Jaeh, du begynder da vist at forstå pointen, bette pigebarn,« som Ole Thestrup nok ville have sagt.) Problemet var, at Ali var castet som kritiker af islam og ikke som forsvarer af universelle menneskerettigheder, bl.a. ytringsfriheden, hvilket hun åbenbart ikke havde opdaget i tide.

Hirsi-Ali var muligvis i egne øjne fejlcastet, men ikke nødvendigvis i hendes værters. Denne prekære situation er blevet rendyrket af det amerikanske komedieshow The Daily Show, så man næsten kan tale om en omvendt fejlcasting. Her består fejlcastingen i, at journalisten fejlcaster sig selv. Showets ’journalister’ tager ud og udspørger velvillige interview-ofre om deres mærkesager, men i stedet for at opstille en række alternative synspunkter, der hver især får lidt taletid, lader showet deres ofre køre linen ud uden modstand fra intervieweren.

De hjælpes ofte endda lidt på vej. Som da Aasif Mandvi for nylig opmuntrede en modstander af videnskabsundervisning i skolerne til at sige, at det burde være op til folket at afgøre, hvad der er videnskabeligt sandt. Ofrene kommer uforvarende til at fremstå som idioter på landsdækkende tv, selv om de netop får lov til at sige lige præcis det, de har på hjerte. Ved ikke at stille ’kritiske’ spørgsmål og overholde den normale rollefordeling, viser reporterne med andre ord, at den normale håndtering af castede interviews alt for ofte lader selv idioti fremstå som blot et andet respektabelt synspunkt.

Fejlcastede i alle lande …

Måske er der brug for en tilsvarende aktivisme fra de castede debattører rundt omkring. Hvad nu hvis ’den almindelige mand’ på gaden nægtede at udtale sig i en voxpop, eller begyndte at tale om kunst eller musikskoler i stedet for at svare på, om der er for høje skatter på fedt og cigaretter? Hvad nu hvis den offentlige samtale først for alvor kan komme i gang, når castingen mislykkes?

Fodboldspilleren Eric Cantona blev engang i 90’erne af en engelsk journalist spurgt om, hvilke ting der havde betydet mest for ham igennem livet, og han svarede, at især Rimbaud havde været meget vigtig. Journalisten misforstod det og troede, at han sagde ’Rambo’.

Måske ved vi slet ikke, hvad vi går glip af, når vi konstant iværksætter samtaler, hvor udfaldet allerede synes givet ved den casting, som er lavet på forhånd.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Problemet er, at journalister i alt betragter sig selv som værterne, der inviterer indenfor - ikke som mediatoren, der skal sikre, at en interessant og markant personlighed får lov at præsentere sine holdninger og budskaber.

Det var faktisk værre, dengang Reimer Bo brugte modellen. Her forventedes hver deltager stod set at kunne fremsige nøjagtigt den forventede sætning, i det sekund de blev trykket på maven. Hvis de afveg, blev Reimer Bo snotforvirret og trykkede lynhurtigt den næste frem i rækken.

DR2s Debatten har trods alt mulighed for meget længere taletid til de udvalgte deltagere, og Clement Kjærsgaard er trods alt kvikkere til at skifte retning, omend tydeligt nødtvungent. Men hvad der virkelig irriterer mig, er programmets firkantede præmis om fjendskab. I den interne peptalk mens jinglen kører, får deltagerne besked på at fyre deres bedste angreb af i første skud, og skære det ud i pap for tilhørerne hvor uenige alle er. Det gad jeg ikke selv blive en fuld del af, og havde derfor høfligt udvekslet synspunkter og mulige samarbejdsmuligheder, inden debatten...

- Det er jo skidegodt fjernsyn, at alle river hovederne af hinanden, fordi de er uenige om absolut alt, er parolen. Jeg vil egentlig hellere deltage i Dialogen, end i Debatten - og prøve at finde fornuftige og brede løsninger, end at lade samfundets problemer blive til et dysfunktionelt realityshow.

Anders Sybrandt Hansen

Jo... men vi kan gå et skridt videre: Hvad ville der ske, hvis folk begyndte at nægte at udtale sig i voxpops om fedt og cigaretter? Problemet er, at vi ikke ville komme til at vide, at de gjorde det, for journalisten ville jo bare tage den næste man-on-the-street.

Men det giver jo også muligheden for, at folk allerede nu nægter at spille deres castede roller ---
lyder det egentlig ikke meget sandsyndligt, at man allerede nu bliver nødt til at have 10 men-on-the-street, før man finder en, der er villig til at sige:" altså, for mig, som man-on-the-street, så synes jeg altså, at det er dårligt, at det bliver dyrere at købe lørdagsslik. Det bliver dyrere og dyrere at være dansker..."?

Tom Paamand, du har helt ret i, at det er det modsatte af godt fjernsyn, at folk river hovedet af hinanden - derimod er det fantastisk fjernsyn, når folk samtaler meningsfuldt om noget, som de faktisk udvikler og kommer videre med for øjnene af os allesammen. Proces er vigtigere end resultat i vore dage - for resultater er der alt for mange af i vildtvoksende retninger af indbyrdes modsigelse.

Lise Lotte Rahbek

Fin vild analyse, som meget præcist rammer årsagen til, at jeg sjældent ser debatter i tv.

Debat on demand ved at trykke debattørerne på maven på det rigtige tidspunkt.. heh.
Det kan jo ikke være interessant HVER gang.

Maj-Britt Kent Hansen

Den iscenesatte konfrontatoriske debatform, som især domptør Clement excellerer i, er dybt uinteressant. Gad vide, hvad seertallene er?

Også Deadline ender man med at sortere kraftigt i, fordi for/imod-opsætningen i længden ikke bringer nyt eller væsentligt frem.

Og valgdebatter! Det er længe siden, jeg holdt op med at se dem.

Men alt i alt er det da forstemmende, at samfundsdebatten har så ringe kår.