Læsetid: 12 min.

Barack Obamas svigt startede Occupy-bevægelsen

Ingen synes længere at lytte, når Obama taler. Ved indgangen til et valgår i USA står det klart, at manden, der for tre år siden betog amerikanerne og blev båret på ryggen af en progressiv bevægelse til Det Hvide Hus, er blevet kørt agterud af historien. I Occupy-bevægelsen har man ikke længere tiltro til den præsident, som mange aktivister hjalp til sejren i 2008. Information har talt med en ung aktivist, en professor involveret i Occupy-bevægelsen samt med en fremtrædende kulturkritiker
Forandring. Vi påstår ikke at have grydeklare løsninger. Vi ønsker ikke at forenkle problemstillinger. Vi opfordrer blot alle til at sænke tempoet og diskutere, hvad der foregår, mener Camille Morvan, der er aktiv i Occupy-bevægelsen.

Forandring. Vi påstår ikke at have grydeklare løsninger. Vi ønsker ikke at forenkle problemstillinger. Vi opfordrer blot alle til at sænke tempoet og diskutere, hvad der foregår, mener Camille Morvan, der er aktiv i Occupy-bevægelsen.

William Daniels

31. december 2011

Den sorte demokratiske præsidentkandidat Barack Obama var gnisten, der tændte idealismen i en hel generation af amerikanere under den mindeværdige valgkamp i 2007-2008. Sammen kunne de forandre Amerika — Obama og folket. Det var den unge senators budskab. Det gav genlyd i et flertal af befolkningen og i en græsrodsbevægelse, som var opstået under Demokraternes otte år i ørkenen med George W. Bush og kulminerede med Obamas betagende kampagne for at indtage Det Hvide Hus.

Den pludselige finanskrise — symptom på et systemsammenbrud i Wall Street — skabte samtidig en enestående chance for at gøre op med 30 års nyliberal politik.

Timingen kunne ikke have været bedre til at støbe og gennemføre banebrydende reformer af den syge amerikanske økonomi og de gennemrådne politiske institutioner under det nye demokratiske lederskab i Washington.

Det var præsident Franklin D. Roosevelt og 1933 om igen, hed det sig.

I morgen er første dag i et valgår, hvor Barack Obama genopstiller til en anden embedsperiode, men siden hans uforglemmelige sejrstale i Grant Park, Chicago, 4. november 2008 er det gået ned ad bakke. Al fordums entusiasme og fremtidstro er sivet ud af ballonen.

Ved dette årsskifte virker amerikanerne trætte, skuffede og resignerede over deres engang så lovende præsident, over landets uduelige politiske klasse og nationens usikre skæbne. De synes ikke engang at lytte til Obama, hvis opløftende retorik falder til jorden som afbrændte tændstikker.

Amerikanerne leder efter lys, men kigger ind i en lang og mørk tunnel. De føler historiens uforudsigelige strømninger kaste dem rundt på må og få i en brusende stormflod. De kan ikke sætte fingeren på, hvad der er gået galt, og kan ikke se, hvordan de finder vej tilbage. De ved blot, at de har mistet håbet — det håb, som Obama inkarnerede.

Hvordan kunne det ske? Hvad kan forklare et så brat skifte i den nationale stemning fra ubændig optimisme til nådesløs realisme? Beror det på præsidentens manglende lederevner? Eller var de kræfter, Obama var oppe imod, omnipotente? Kunne han have gjort noget anderledes? Skulle han have undladt at kappe navlestrengen til Obama-bevægelsen?

Det er nogle af de spørgsmål, Information har stillet tre forskellige personligheder.

Den ene er en ung kvindelig immigrant fra Frankrig. Camille Morvan voksede op under fattige kår. Hun er en personlig succeshistorie med en ph.d.-grad i psykologi og er ansat i en forskerstilling på Harvard University. Morvan er en aktiv deltager i Occupy Harvard-gruppen.

Den anden er professor i sociale og kulturelle forhold på New York University. Andrew Ross er født i Skotland og flyttede som ung studerende til USA, hvor han har opbygget et renommé som aktivist og radikal tænker på venstrefløjen. Han er dybt involveret i Occupy Wall Street.

Den tredje er Neal Gabler, kulturkritiker og forfatter til flere bøger om Hollywoods indflydelse på amerikansk kultur og politik. Gabler skriver på en bog om nyligt afdøde senator Ted Kennedy og er ikke direkte engageret i Occupy Wall Street.

Midt i skuffelsen over Obama-æraen bør et positivt resultat ikke overses.

Medlemmer af den unge amerikanske generation, der havde sat sin lid til Obama, har taget skeen i egen hånd. De har forladt præsidenten og opgivet amerikansk politik.

»Jeg hører aldrig nogen tale om Obama i vores Occupy-gruppe. Vi anser ham for at være en marionet,« siger Camille Morvan.

Obamas græsrødder har flyttet bopæl. De identificerer sig nu med Occupy Wall Street; de er blevet aktive i en lederløs og horisontalt struktureret bevægelse uden en politisk ideologi. Deres ideer og indflydelse spredes under overfladen i det amerikanske samfund, som var der tale om levende celler. Bevægelsen er ikke politisk. Den er en ny bevidsthed.

»Det er utroligt paradoksalt, at Obama inspirerede til så megen idealisme og i kraft af sit svigt i Det Hvide Hus fik taget livet af denne idealisme. Den utilsigtede effekt er at have skabt en anden idealisme, som den herskende politiske klasse ikke har kontrol over,« siger Neal Gabler.

I amerikansk historie har progressive græsrodsbevægelser — ikke politiske partier — været den drivende kraft bag fundamentale forandringer. Derfor kan Occupy Wall Street blive en vigtig komponent — måske grundstenen — i den nationale samtale, som er nødvendig for at bibringe radikale reformer.

»I Europa har de politiske partier traditionelt stået i spidsen for forandringer. Sådan virker det ikke i det amerikanske politiske system. Her er det græsrøddernes engagement i det civile samfund, som muliggør forandringer,« siger Andrew Ross.

Camille Morvan:

Jeg boede i New York i efteråret 2008 og arbejdede som frivillig i Obamas kampagne med at ringe vælgere op. For mig var det hans hudfarve, der fascinerede. Jeg følte mig overbevist om, at han ville blive myrdet, hvis han vandt. Da sejren var i hus, var jeg i Bronx. Det var helt vildt. Fremmede omfavnede hinanden på gaden.

Min kæreste og jeg talte endda om at sætte et Obama-barn i verden.

Det afgørende for mig var, at amerikanerne kunne vælge en sort præsident. Det er stadig det vigtigste. Jeg er ikke så overrasket over, at han ikke kunne indfri forventningerne. Obama er mere symbol end reformator. Jeg er skuffet, men ikke gal på ham.

For at blive præsident er det nødvendigt at dyrke forbindelser med alle magtcentrene i det amerikanske samfund — Wall Street, erhvervslivet, militæret og CIA. Han har ikke formået at vinde de magtfuldes opbakning, han er blevet deres marionet. Så jeg holder ham ikke ene ansvarlig for fiaskoen. De egentlige ansvarlige findes på Wall Street og blandt Obamas økonomiske rådgivere.

På den anden side er det rigtigt, at Obama kunne have kæmpet mere ihærdigt. Han fik trods alt en uventet lejlighed foræret — finanskrisen. Amerikanerne var rede til at følge ham.

For mig at se — og her bevæger vi os over i mit speciale: psykologi — tror jeg, han følte et behov for at bevise over for alle amerikanere, at han fortjente at blive valgt til præsident. Så han blev besat af ønsket om at søge konsensus og lave kompromis. Men hvis alle først skal enes om noget, kommer man aldrig ud af stedet.

Men jeg følger ikke rigtigt med i politik i Washington. Det interesserer ikke vores generation. Ingen taler om Obama i Occupy Harvard. Generelt er det vores opfattelse, at der er noget galt med systemet, ikke med den enkelte præsident eller politiker. For mig er det spørgsmål om at ændre mentalitet. Da vi besatte Harvards universitetspark og slog telte op, faldt jeg straks for administrationens argument om at låse portene og indføre politikontrol med folks kommen og gåen. Det handlede om at værne om de studerende sikkerhed (flere tusinde bor i kollegier i parken, red.)

Så jeg og nogle andre gjorde os til talsmand for, at vi burde fjerne teltene, så portene ville blive åbnet igen og flere kunne slutte sig til os. Set i bakspejlet faldt jeg for Harvards argument, fordi vi er hjernevaskede af konventioner og medier. Teltene er vigtige, fordi vi er solidt forankret et sted. Det er lidt som en tumling, der ikke er til at vælte, fordi dens vægt er koncentreret forneden. Man kan slå den ned, men hver gang rejser den sig igen. Sådan er det også med Occupy. Vi vil have samfundet op at stå igen. Vi påstår ikke at have grydeklare løsninger. Vi ønsker ikke at forenkle problemstillinger. Vi opfordrer blot alle til at sænke tempoet og diskutere, hvad der foregår.

Det er som et frisk pust. Folk genvinder håbet. Måske vi kan gøre en forskel. I det mindste gør vi noget. Vi tør italesætte ideer, der normalt bliver afvist af politikerne som urealistiske eller slet ikke får omtale i medierne. Det er ikke muligt at forandre systemet indefra, det skal ske udefra, men hvordan? Det er noget, vi hele tiden diskuterer.

Skal vi omdanne os til en politisk organisation eller vedblive at være en løst struktureret græsrodsbevægelse? I begyndelsen kom en professor fra Harvards fakultet for religionsstudier forbi og sagde, at vi repræsenterede universitetets samvittighed. Det skal forstås sådan, at vi ser ud over vore personlige behov. Vi tænker ikke på karriere eller på familie. Vi opgiver personlige ting for at fremme det gode samfund. Vi tager os ikke betalt, men vi modtager belønning på mange andre måder. At diskutere med dig lige nu er en belønning. Det har jeg det godt med.

Andrew Ross:

Obama satte en flodbølge i gang i 2008. Det så ud til, han var kørt i stilling for at afstedkomme progressive eller radikale fremskridt, men han valgte at stille sig på bredden frem for i midten af floden. Det forstod vi hurtigt, da han efter sin tiltræden kappede forbindelsen til græsrødderne: Bevægelsen, der havde skaffet ham magten.

Det var en strategisk beslutning, de tog. At ride på en græsrodsbevægelse til Det Hvide Hus kan være ekstremt problematisk for en præsident og hans parti, fordi de lige pludselig bliver stillet over for vælgerkrav, som skal opfyldes.

Men disse krav kommer på tværs af de interessegrupper, som har finansieret kampagnen, og som ikke agter at give penge til præsidenten til næste valg, medmindre han bøjer sig for deres krav.

Se blot på, hvor Obama støtte kommer fra til valgkampen i 2012. Han tapper flere penge fra store koncerner og Wall Street end de republikanske kandidater gør, og det kan jo ikke undre? Han har været generøs over for Wall Street.

Sidste sommer stod det klart, at hans hvedebrødsdage var til ende. Det gik pludselig op for folk, at vi stod over for en valgkamp i 2012. Det var præcis på det tidspunkt, hvor Occupy-bevægelsen opstod. Aktionerne ville ikke have forekommet seks måneder tidligere.

Bevægelsens fødsel er knyttet til folks forventninger til Obama og til protest- demonstrationer andre steder i verden i løbet af foråret. Ingen troede, at vi ville følge op her i USA, og så pludselig sker det spontant. Det er sådan vigtige bevægelser starter.

Det store spørgsmål er, hvad Obama vælger at gøre for at blive genvalgt. Vil han kanalisere noget af energien fra den flodbølge, han satte i gang — og som nu findes i Occupy Wall Street — ind i sin valgkamp?

Det gjorde Roosevelt. Han blev ikke valgt på en progressiv platform, men et folkeligt pres nedefra tvang ham i løbet af 1930’erne til venstre. Man kan frygte, det vil lykkes for Obama at rekruttere folk fra Occupy. Det er derfor, bevægelsen ikke stiller nogle politiske krav. Det gælder om at lave aktioner og bemyndige folk.

En væsentlig forskel mellem den politiske tradition i Europa og USA er manglen på progressiv repræsentation i Washington. Det betyder, at i modsætning til Europa er engagementet i civilsamfundet i USA langt dybere — faktisk uden sidestykke i andre vestlige demokratier. Progressiv politik er som regel et resultat af aktivisme uden for rammerne af de politiske institutioner.

Men Occupy handler i bund og grund om noget andet — nemlig om at eksperimentere med demokratiske modeller. Er det muligt at forestille sig mere direkte demokrati med konsensusbeslutninger og decentraliseret og lederløst selvstyre? Ideen hidrører ikke kun fra anarkismen; i indfødte amerikanske indianerstammer, blandt kvækere og selv i borgerretsbevægelsen og i det Nye Venstre blev beslutninger taget efter en horisontal model.

Occupy spørger, om den type beslutningsproces ikke vil være mere effektiv og retfærdig. Det er naturligvis mere tidskrævende, men det er, fordi vort samfund ikke gør det muligt for borgerne at få tid til at deltage i beslutningsprocesser. Man kunne gøre det til en national prioritet.

Neal Gabler:

Jeg ved ikke, hvad Obama forestillede sig, da han kom til magten. Vi gammeldags demokrater havde troet, at han ville sende Republikanerne ud i kulden i de næste årtier. Det havde Roosevelt jo gjort under Depressionen. I stedet bilder Obama sig selv ind, at han i kraft af sin egen personlighed og historie kan forandre den politiske kultur i Washington.

Jamen, har han ikke levet i USA i de sidste 45 år og oplevet, at Det Republikanske Parti er blevet forvandlet til en samling fanatiske konservative — en slags religiøs bevægelse! Republikanerne er blevet fundamentalister. De har sat sig uden for det politiske system. De nægter at søge konsensus og kompromis. Ligesom religiøse fanatikere handler de ikke ud fra rationelle kriterier.

Set i det lys er det komplet uforståeligt, at Obama forventer, at Republikanerne kapitulerer — bare fordi han har vundet valget. Gu’ gør de da ej! De er rede til at æde ham levende. Og Obama gør ikke modstand. Han siger: Det er ikke min opgave at diktere Kongressen, hvad den skal lovgive om. Det må den selv finde ud af.

Det er ikke lederskab. En præsident indkalder oppositionen og giver den en advarsel: I kan gøre modstand, men det vil koste Jer noget. Der vanker klø. Jeg vil blokere bloktilskud til jeres byer og delstater, hvis I begynder at optræde unfair! Det gjorde Lyndon B. Johnson.

Og finansbaronerne fra Wall Street? Dem inviterer han til en venlig passiar i Det Hvide Hus, hvor han lover, at de nok skal få deres bonusser tilbage.

Gud hjælpe mig! Har Obama ikke set Brian de Palmas film De uovervindelige? Han burde have haft en baseballkølle liggende på konferencebordet, grebet den med begge hænder og sagt: Hvis amerikanerne havde været her, ville de have brugt denne her kølle og slået jer til plukfisk.

Okay, lad os så sætte os ned og tale nogle alvorsord om jeres firmaers fremtid!

De demokratiske ledere, vi har i Amerika i dag, tror, at de kun bliver respekteret, hvis de kan bevise, at de er de klogeste i selskabet. Det var Roosevelt flintrende ligeglad med. Han udfordrede Wall Street til tvekamp, og finansfyrsterne frygtede ham, som han var Djævlen selv.

I USA regerer præsidenter ved at indgyde de politiske modstandere frygt. Det ligger i vores kultur; man kan bare se Hollywood-film eller læse vores litteratur. Men det er ikke gået op for vor tids demokrater, og Obama er totalt handikappet af sin egen uforløste identitet.

Han påstår i sin biografi at have fundet sig til rette med sin identitet, men det er noget vås. Han er født som et stort kompromis — han beslutter at hænge fast i sin afrikanske identitet og sin uddannelse på Harvard. For ham handler politik om at søge konsensus og lave kompromis, men på det grundlag bliver man aldrig en stor præsident.

Obama forstod ikke, at han i den folkelige bevidsthed var helten i en spillefilm — sheriffen, der rider ind i byen og får tyveknægtene fra Wall Street sat bag lås og slå og giver Republikanerne besked på, at rykke teltpælene op og forsvinde ud af byen. Men det viser sig i hans tiltrædelsestale, at han ikke engang har skrevet et manuskript.

Jeg tror, at Obama er færdig. Det vil ikke virke troværdigt pludselig at iføre sig populistiske klæder og gå til angreb på Wall Street og Republikanerne. Hvis han opnår genvalg, ved jeg ikke, hvad han vil bruge de fire år til. I 2008 havde han et klart mandat fra folket. Det vil han ikke have i 2012.

Havde det ikke været for Obamas svigt, ville Occupy Wall Street aldrig være opstået. Han har kun sig selv at takke for det. Det fascinerende ved Occupy er, at det ikke en politisk bevægelse. Det er en bevidsthed, som spreder sig i samfundet.

Republikanerne har ikke noget at skyde efter, fordi Occupy bevidst har valgt at holde sig fra partipolitik. De er lederløse, de har ingen kontorer, de er umulig at finde. Og hvordan skal de kunne ødelægge en ny bevidsthed?

Det geniale er, at Occupy har startet en samtale om ulighed og Wall Streets køb af politisk indflydelse i Washington uden at stille krav. I stedet holder de debatten kørende ved at sige: Det politiske system har svigtet os; derfor prøver vi nu at skabe vores egne strukturer, at organisere os i celler.

Jeg ved det fra mine egne voksne børn. De er ikke interesseret i politik. De prøver at realisere deres idealer og drømme gennem deres arbejde. Begge har valgt at socialt arbejde. De tror ikke på stemme-sedlens eller partiernes magt. Forandringerne vil komme nedefra og gennem institutionerne.

Obamas og Demokraternes svigt er så stort, at vort politiske system næppe vil overleve. Der vil komme noget andet, og Occupy Wall Street er den første fase.

Serie

Seneste artikler

  • Kritik af vulgaritet og grådighed

    13. januar 2012
    Vil man forstå, hvad kapitalismen har betydet for litteraturen, kommer man ikke uden om at gå tilbage til dengang, den slog igennem. Vi har nemlig vænnet os til den; det, der forfærdede Balzac, accepterer vi i dag som et vilkår
  • Da kongerne holdt op med at beskytte de svage

    10. januar 2012
    Virtuelle penge og vækst på kredit er ikke et moderne fænomen. At bruge penge, man ikke har, har altid været hjørnesten i økonomien. Det nye er, at vi har opbygget et system, der beskytter kreditoren, ikke debitoren
  • Kunsten er nyliberalismens guldkalv

    10. januar 2012
    Trods et par magre år efter finanskrisen er samtidskunsten stadig en integreret del af den neoliberale kapitalisme. Måske neoliberalismen og samtidskunsten simpelthen er skabt for hinanden?
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Kongstad Nielsen

Hvis Occupy er en bevidsthed, der spreder sig i samfundet, så må jorden snart være gødet for dannelsen af et nyt parti i USA. Det er håbløst at holde fast i det gamle to-partisystem, og i det hele taget den politiske kultur. Der må "sprænges en bombe" (overført betydning - bare rolig).

Det samme gælder i Europa, navnlig i Middelhavsområdet. Spanien og Grækenland er de oplagte eksempler. To partier skiftes til at have magten. Men politikken forbliver den samme.

Som bekendt kan man stoppe ild med ild, ... men det gjorde han jo netop ikke. Han lagde sig ned og lod ilden fortære sig.

så længe arbejderne endnu er mennesker, og ikke biologisk set neddroslede udgaver, som beskrevet i husxleys værker bla.a.: fagre ny verden,
vil arbejderne
enten klassekæmpe vidre til capitalismen er overvundet, og det klasseløse samfund er nået;
eller til huxley evt. får ret i sine forudsigelser.

Heinrich R. Jørgensen

@ Kim

proletarer eller vildmænd
som to mulige alternativer til
barbarer og rigmænd?

Udmærket med mig,
men ville det ikke være en mere robust konstruktion
hvis oppositionen i stedet var
proletarer og vildmænd?

randi christiansen

Så blev det vist præciseret - overfor de som forsøger at affeje Occupy med hånlige bemærkninger, om at Occupy ikke ved, hvad de vil .

Jeg synes det er sjovt, at de her intellektuelle fra store universiteter taler som om OWS er mere end bare et intellektuelt fatamorgana koncentreret i meget få byer.

Prøv at tage til Iowa. Eller Arkansas. Eller bare nord for New York til staten Maine og længere mod vest til Minnesota.

De her interviewede får det til at lyde som om det er en bevægelse, der eksisterer udenfor universiteterne og udenfor New York og Californien. Det gør det bare ikke. Endnu.

I øjeblikket er det en lille elite der tænker store tanker, hvilket er et udmærket sted at starte. Der er bare langt fra det udgangspunkt til en egentlig USA græsrodsbevægelse. Obama (hvorvidt han så fejlede eller ej) var et symbol, der var nemt at udpege, få øje på og bruge i en pan-amerikansk bevægelse. OWS mangler dette samlende "fyrtårn" for at bringe budskabet helt ud, men det kan være de finder det.

Amerikansk politik er i hvert fald blevet meget mere interessant efter Tea Party og Occupy Wall Street har meldt sig.

Præcis beskrivelse og analyse af Obamas demokratiske og magtmæssige fallit af Neal Gabler, men desværre en fuldstændig forudsigelig venstreorienteret løsning på problemet, som tilsyneladende er udbredt i bevægelsen, der ikke står tilbage for, men understreger og viderefører Obamas naive og ”lalleglade” dans med magten i modsætning til, i følge Gabler selv, såvel Roosevelt som Lyndon B. Johnson. – Centrum-venstre folk af en noget anden kaliber og støbning end nutidens ”våde stykker wienerbrød”, der blæser omkuld ved det første højre politiske stormvejr og opgiver al politisk modmagt til kapital og højrefløj. En ynkelig forestilling er det, som Gabler beskriver korrekt men imidlertid blot selv forlænger med brædder, tilsyneladende i fuld overensstemmelse med Occupy-bevægelsen!
”Det fascinerende ved Occupy er, at det ikke er en politisk bevægelse” (sic!), fremfører Gabler og de andre repræsentanter for bevægelsen. Occupy er ”..lederløse, der har ingen kontorer, de er umulige at finde.” De er en ny bevidsthed forstår man, ”og hvordan skal de kunne ødelægge en ny bevidsthed?”
Spørg Tea-Party bevægelsen om de ikke også mener at have en ny bevidsthed! Men de kunne derimod ikke et splitsekund drømme om en så ”lallende” tilgang til den politiske magts substans, som de venstre orienterede gang på gang går til sagen med.
Republikanerne og Bush efterlod to krige, et massivt offentligt gældsproblem og en verdensøkonomisk og økologisk krise til sin efterfølger demokraten Obama.
Men dårligt var Obama indsat som præsident før højrefløjen med Tea-party i front organiserede sig for fuld drøn med kontorer, (uformelle) ledere, moderne teknologi og hele pibetøjet. Og de blev utilsigtet støttet af Obamas eftergivenhed overfor Wall Street fra dag et og en stemningslabil amerikansk vælgerbefolkning.
Ti måneder efter Obamas tiltræden tabte han og demokraterne Ted Kennedys gennem årtier sikre valgkreds i den liberale kernestat Massachusetts, der blev vundet af en firhjulstrukken cowboy på ryggen af Tea-party bevægelse mv. Og de fuldførte værket under to år efter indsættelsen i 2009 ved midtvejsvalget 2010! Sådan tager man, læs højrefløjen, en politisk og magtmæssig udfordring op og byder modstanderen op til magtens dans makabre!
"Både i Danmark og USA overser centrum-venstre det helt grundlæggende. Tale om samarbejde og forsoning opfattes kun på én måde blandt de uforsonlige republikanere og hardcore-bestyrerne af Venstrebutikken: Det er et tegn på svaghed, som skal udnyttes!" (Søren Rønhede, Pol. 25/10-11).
Så frem for at forlænge Obamas fallit med ideologisk håbløs tågesnak om politiske ændringer alene ved tankens kraft så at sige, må Gabler og talsm/k’erne for Occupy bevægelsen se at komme op på den repræsentative demokratiske hest igen efter Obamas håbløse svigt og fallit, selv om det kan forekomme svært og som en langvarig opgave at genskabe håbet om forandring!
Den egentlige politiske forbrydelse ved folk om Obama og den nuværende regerings S-SF er netop, at de tager håbet om forandring fra befolkningen i lang tid fremover, og fremkalder ud af dette politisk lede og naiv sublimering til tågernes verden, og for det skulle de have så mange politiske t…, der kunne ligge på dem! Nå men det får de sandsynligvis også - kun skade at den almindelige befolkning må betale hovedparten af omkostningerne ved deres svigt.

Det er temmelig uhyggeligt hvordan ledende opinionskredse, ikke mindst i medierne, for tiden rammer helt ved siden af, i deres bedømmelser af verdens udvikling.

Først Obama, der i Europa som halvt sort og med ordet i sin magt, blev betragtet som en frelser og forsoner, og derefter ved det såkaldte arabiske forår, der først blev beskrevet som om demokrati, reformation og menneskerettigheder nu ville skylle hen over den arabiske verden, uanset at det lige fra starten var Allah og sharia der blev råbt på i den arabiske gade lige fra starten.

Desværre demonstrerer begge dele Europas forvirring over verdens gang, og dets manglende evne til at orientere sig i verden. Ikke underligt, at det også kommer til udtryk i EU's økonomiske nedtur. Man evner nemlig heller ikke at orientere sig internt. Europa har et problem, der rækker langt ud over økonomi.

randi christiansen

Jørgen Garp - Jeg vil tillade mig den delvise forklaring på venstrefløjens tilsyneladende handlingslammelse/alternative agenda, at der er tale om en nødvendig fokusering på styrkelsen af en ny bevidsthed blandt flertallet, således at man alene via indsigten hos dette flertal vil kunne vende folkestemningen og derved forhåbentlig magten til at sætte en mere hensigtsmæssig dagsorden – ydermere at man på venstrefløjen ikke har nær så mange ressourcer>læs penge at investere : " Men dårligt var Obama indsat som præsident før højrefløjen med Tea-party i front organiserede sig for fuld drøn med kontorer, (uformelle) ledere, moderne teknologi og hele pibetøjet."

Det er jo især i den seneste tid blevet helt tydeligt, at det i hvert fald ikke er venstrefløjen, som stjæler med arme og ben - ref. "The Wall Street Government"

De interviewede taler, som om det politiske system i USA stadig er demokratisk på et niveau og kunne komme under kontrol igen. Jeg tror de tager fejl. Jeg tror at virkeligheden er meget mere grum, og at Obama er en marionet i meget værre forstand, end de forestiller sig, når de forklarer hans handlinger med pres af forskellig slags.

Randi Chr. Jo man kan jo håbe du har ret, og i hvert fald er det jo korrekt, at "fjenden" har alle gysserne. I øvrigt er det iflg. den fremragende dokumentar på DR2 (tirsdag) Wall Street Inside en sammenspist klike af en samling forbrydere, som burde bures inde hele banden.
Spørgsmålet er bare om Obama også i så fald ville ryge med i købet, idet han ansatte en væsentlig del af forbryderne med Larry Summers i spidsen i sin stab fra dag et!