Læsetid: 8 min.

Byliv er blevet et buzzword

Engang talte man ikke om det, men i det seneste årti har bylivet været udråbt som columbusægget, der skal gøre os sundere, gladere og tiltrække den kreative vækst. Nu er kvalmegrænsen efterhånden nået
Engang talte man ikke om det, men i det seneste årti har bylivet været udråbt som columbusægget, der skal gøre os sundere, gladere og tiltrække den kreative vækst. Nu er kvalmegrænsen efterhånden nået
17. december 2011

Petanque, streetart, parkour, klatrevægge, interaktive løberuter, skatebaner, loppemarkeder, udendørsservering, gadefester. De seneste ti år er Københavns borgere for alvor kommet ud i byen. Det offentlige rum bliver af politikere og byplanlæggere markedsført som stedet, hvor vi skal feste og forbruge og blive opdraget og underholdt. Det levende byliv er nødvendigt for at tiltrække den kreative økonomiske vækst, lyder det besværgende. En række økonomiske og sociale planlægningsideer og krav er flydt sammen og har dannet en bylivsbølge, der er skyllet ind over medier, politikere og planlæggere.

»Man kan sammentrække mange tendenser, der alle peger i retning af, at den levende, fremsynede metropol består af folk, der står meget tæt og hopper og danser med armene i vejret. Sunde mennesker, der bevæger sig og mødes i det offentlige rum, hvor de er kreative. Alt det er fanget i den samme forestilling om den pulserende metropol,« siger Nicolai Carlberg, der er etnolog i rådgivningsfirmaet Hausenberg.

Byliv er godt og kun godt. »Der bliver talt om, at der skal være byliv overalt, og hvis der ikke er det, er det en fiasko,« siger professor ved Københavns Universitet og kreativ direktør i arkitektvirksomheden SLA, Stig L. Anderson.

Men måske er grænsen nået. I efteråret afholdt Hausenberg et debatarrangement under overskriften Bylivskvalme.

»Der er opstået en selvforstærkende måde at tale om byliv på, som fokuserer på mængden af byliv, såsom antallet af cafégæster og skatere. Og i mindre grad på borgerens oplevelse af byrummet. Det er blevet en ureflekteret sandhed, at det gode byprojekt absolut skal rumme en masse byliv,« siger Nicolai Carlberg.

Efterhånden er vi nået til et stadie, hvor der er gået seertal i bedømmelse af byens offentlige rum, lød kritikken under debatten.

»Det gode byrum reduceres til pladsen, der myldrer af mennesker. Men vi har også brug for byrum, hvor vi kan melde os ud af den hektiske hverdag. Ingen kan holde ud at være til Distortion hele tiden,« siger Nicolai Carlberg med reference til den populære musikfestival.

Også urbanist Jan Lilliendahl Larsen fra Plan, By og Proces ved Roskilde Universitet mærker et ubehag ved bylivsdebatten:

»Vores måde at tale om byen på er blevet indsmurt i tre kodeord: byliv, midlertidighed og kreativitet, og deraf kommer kvalmen. Det er blevet hult.«

De seneste år har Jan Lilliendahl Larsen været en del af bynetværket Supertanker. Han er nu tilknyttet et eksperimenterende urbant fællesskab i den tidligere Sadolin Malingfabrik på Prags Boulevard. Årsagen til, at vi er nået så vidt, er forholdsvis enkel, mener han:

»Det skyldes politikere, konsulenter, planlæggere og oplevelsesøkonomiske skidesprællere i en kreativ fødekæde, der skaber og genskaber en diskurs, der kaster stadig mere indflydelse og flere ressourcer af sig. En føntørrer af varm luft banker ud over byen. Man siger byliv, så ved alle, hvad man taler om. Men det, man i virkeligheden mener, er byliv som middel til at fremme et mål, og dette mål er kreativ økonomi og oplevelsesøkonomi.«

Land og by

For ikke længe siden talte ingen om livet i byen. Dengang var det bare noget, der var, fortæller Stig L. Anderson. Pladsen mellem bygningerne, blev opfattet som ’todimensionelle udenomsarealer’. De var defineret som længde gange bredde og havde en klar funktion som for eksempel fortov eller parkeringsplads.

»Så det var radikalt nyt at begynde at se byen som et rum, med andre funktioner end sin konkrete nytteværdi,« siger han.

Inden da var København optaget af at overleve jobflugt og krise, men i slutningen af 1990’erne begyndte man at fokusere på byens liv. Man genopdagede de tomme havneområder, hvor midlertidige cafeer skød op, fortæller Jan Lilliendahl Larsen:

»Alle blev opmærksomme på, at københavnerne elsker at genindtage deres by, som før har været lukket af.«

Samtidig opstod der opmærksomhed på koblingen mellem et mangfoldigt byliv og økonomisk vækst. I dag kæmpes der for mere byliv i både hovedstad og provins:

»Selv om der kun bor fire mennesker i en landsby, så taler de om at gøre noget foran kirken for at skabe lidt byliv. Det bliver der selvfølgelig ikke, der skal jo være en kritisk masse af mennesker tilstede, før man kan tale om liv,« siger Stig L. Anderson.

I den forstand er bylivskvalmen et lidt forkælet storbyfænomen, påpeger Nicolai Carlberg:

»I mange mindre provinsbyer er det jo stadig vigtigt at tiltrække liv. Et vist omfang af byliv er jo både godt og vigtigt. Vi er bare nødt til at have en mere nuanceret tilgang, hvor vi bryder med det tabu, at meget byliv i sig selv er meget godt.«

De urealistiske forestillinger om byliv hersker ikke kun på landet.

»Det er heller ikke muligt at skabe byliv i alle hovedstadens byrum. Man kan ikke distribuere så få mennesker, som der er i København, ud over så mange steder,« påpeger Stig L. Anderson. Og det er heller ikke et problem, for rigtig mange mennesker har slet ikke lyst til alt det byliv.

»Jeg vil gerne efterlyse en større nuancering af, hvor bylivet skal finde sted. Det er ikke en fiasko, hvis der ikke er noget,« siger Stig L. Anderson.

Sebastian Dragelykke har tidligere været en af bylivets pionerer, da han som en del af dj-gruppen Lækker Lytter arrangerede nogle af de første af de udendørs musikarrangementer på parker og pladser, der i dag er en uundgåelig del af sommerens København. I dag arbejder han i rådgivningsfirmaet Onesto Mong. Også han efterlyser nuancer:

»Der er en forestilling om, at byliv er noget bestemt, såsom caffe latte og farverige legepladser. Men det er jo ikke det, alle steder har behov for.«

På et tidspunkt var Sebastian Dragelykke tilknyttet et bydelsprojekt i Sankt Kjelds-kvarteret på Østerbro:

»Der sagde beboerne: ’Her er skide kedeligt, og det er vi glade for.’ De vil ikke have Distortion og udeservering.«

Planlæggere kommer ofte fejlagtigt til at måle kvarterer ud fra, hvordan der ser ud på Sankt Hans Torv eller i Indre By. En stor del af tidens bylivsbuzz handler om at skabe en by, der tilgodeser den kreative klasses behov, mener Sebastian Dragelykke:

»Sat på spidsen, så har man i høj grad set det gode byliv som noget, der skal kunne blive bragt i Politikens iByen-tillæg. Det er den gode gamle med, at arkitekter kan blive så forgabte i deres egen kunstneriske æstetik, at de glemmer, der skal bo folk i bygningerne. Det samme sker sommetider i udarbejdelsen af byrum.«

Det regner i København

De seneste år har Djawed Kimouche ved siden af sit arbejde været involveret i alskens byprojekter. Meget af energien er brugt i det aktivistdrevne, københavnske kulturhus Bolsjefabrikken, der har galleri, folkekøkken, koncerter, festivaler og teaterforestillinger i lokalerne i Nordvest og på Østerbro. Selv om han er glad for opblomstringen i det københavnske byliv, er han skeptisk over det, han ser som en camoufleret dagsorden hos nogle planlæggere og politikere.

»Mange formuleringer lyder rigtig gode, men når man så kigger ned i teksten, handler det om noget andet. Man vil fastholde børnefamilier eller øge konkurrencen med andre byer, eller også bliver det et spørgsmål om vækst. Snakken om byliv er en logik, der accepteres, men den bruges som skalkeskjul for at fremhæve andre dagsordener.«

Også Jan Lilliendahl Larsen mener, man bør tone rent flag, når man diskuterer og planlægger byliv:

»Kald en spade for en spade. Lad dem med kommercielle rationaler tale om forbrugsoplevelser. Og lad så os andre i civilsamfundet snakke om byliv. Når du gør bløde værdier som byliv til hårde argumenter i en økonomisk diskurs, så fordamper det legende. Operationen lykkes måske, men patienten dør, for vi gider det ikke.«

Helt elementært bør man i langt højere grad tage udgangspunkt i København og byens borgere i stedet for konstant at måle sig med udlandet i et forsøg på at brande sig optimalt, mener Djawed Kimouche:

»Der bliver brugt rigtig meget tid på at sidde og sammenligne sig selv med Berlin, Amsterdam og Barcelona.«

Læser man i de mange planer, visionspapirer og rapporter om Københavns byliv, ser man mængder af flotte farvefotos af glade mennesker, der spiser is og hygger sig i en sommersolbeskinnet by. Man kunne næsten få det indtryk, at byen i virkeligheden er en sydeuropæisk metropol.

»Det er en klar tendens, at vi tager vores ferieoplevelser fra gader og hyggelige pladser i Venedig eller Paris med hjem og tænker, at det vil vi også have,« siger Jan Lilliendahl Larsen, der dog også ser tegn på en mørk og kold nordisk fortolkning af bylivet.

»Man kan sige meget om torvehallerne (ved Nørreport i København, red.), men her smelter det offentlige uderum sammen med et halvoffentligt inderum. I syden beskytter man sig mod solen, herhjemme beskytter vi os mod regnen.«

Netop det danske klima glemmes ofte i de store visioner, mener Stig L. Anderson. Det lægger en vis dæmper på det aktive byliv, at vejret består af regn eller skyer to tredjedele af året. Det er ingen kunst at få folk på gaden, når solen skinner, men hamrende svært på en våd mandag morgen.

»Men det er samtidig den sjove opgave. For så får man en anden type byliv end glade mennesker, der sjipper og hopper rundt og spiller høj musik og spiser sandwich eller sidder på café. Alt det er udmærket, men ikke tilstrækkeligt til at skabe det gode liv,« siger Stig L Anderson.

Nicolai Carlberg forudser, at tendensen snart vender:

»I fremtiden vil man se færre af de her meget tæt programmerede byrum, hvor der både skal være plads til klatrestativer og parkour og skate og koncertamfiteater og multiscene, og så i stedet skabe nogle byrum, som er mere sanselige.«

Stig L. Anderson oplever, at folk i disse år efterlyser mere afstressende natur i byen. Måske er trangen en naturlig modreaktion til de seneste års bylivsbombardement, mener han:

»Kvalmen knytter sig måske til, at vi bliver overmættet med informationer om alt det, der skal foregå i byens rum. Så snart vi har et byrum, er der en lang, lang liste fra borgere, politikere og myndigheder med en endeløs række af krav til, hvad det skal kunne. Det eneste der mangler, er et byrum med stilhed, hvor der ikke foregår noget som helst.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, en del af tiden skal man bare lade tingene være i fred. Og nogle gange er det helt fint, at der er kedeligt, og absolut intet sker. I det mindste er den repetitive monotoni med udendørsservering, parkour og Distortion-festivaller ikke et folkekrav.

Dette kan vel ikke være en nyhed for byinteresserede. At byer i den neoliberale konkurrence omdanner deres rum til en konstant tilstand af spektakulære aktiviteter blev beskrevet af David Harvey i 90'.

Som resultat af en (mis)forstået læsning af Florida, blev der sigtet mod nogen tydelige men overfladiske kopiprodukter, der skulle tilfredsstille/ tiltrække den 'kreative' klasse.

"Det eneste der mangler, er et byrum med stilhed, hvor der ikke foregår noget som helst."

Nej, det er i hvert fald ikke det eneste, der mangler. Der mangler i høj grad, at nogle forholder sig til, at en meget stor del af byens beboere ikke har et økonomisk overskud til det merforbrug, som legitimerer støttekronerne til flere bylivsprojekter.

Og så mangler der det allermest vitale. Hvor går man hen, de 8-9 måneder om året, hvis man gerne vil møde andre mennesker indendøre, men hverken har penge til at se cafécool ud eller give 30 kroner pr. kaffekop? Førhen kunne man tage på biblioteket. Hvor kan man tage hen i dag?

Og hvordan forholder alle de her bylivsarkitekter sig til, at størstedelen af befolkningen hverken er adræt, ung og lækker nok til parkour og klatrevægge eller synes at street art og klubmusik er det fedeste? Kunne det tænkes, at man kunne samle folk om andre aktiviteter, gratis? Noget socialt for "de grimme almindelige mennesker" uden hverken salgsfremstød eller Kreative Klaes som evigt dagsordensættende?

Et eksempel på hvor udstødt man bliver, hvis man ikke har penge her i bylivskulturen er priserne på mødelokaler i kulturhusene. De ligger på niveau med priserne på mødelokaler i konferencehotellerne.

Tænk, det er gået fuldstændig hen over hovedet på mig, måske fordi jeg mere beskæftiger mig med, hvad jeg iagttager, end hvad jeg læser.

Hvis Københavns Kommune lod være med at brandbeskatte alt kommercielt udeliv, kunne det jo være at der opstod noget mere naturlig interaktion mellem borgerne.

Når antikvarboghandlere skal betale afgifter for bogskabe, eller det koste penge at optage en reklamefilm, så har Borgerrepræsentationen jo mere eller mindre inddraget byen til egne formål.

Vi venter kun på hvornår det kommer til at koste penge at spille fodbold uden for de kommunale anlæg, eller at der kommer afgifter på at drikke en øl på en af kommunens millionbænke.

Jakob Johannsen

Jeg blev for nogle år siden præsenteret for VM bjerget i Ørestaden. At tænke sig at det var lykkedes at kombinere egen en lille have med egen dør og muligheden for at parkere sin bil foran denne.

Jeg må helt ærligt erkende at jeg ikke var helt så betaget af fænomenet som urbaneseren ved min side, vi kalder det for rækkehuse i Jylland.

Jeg pendler dagligt ind til byen, og er også meget glad for de tilbud som byen kan give mig. Skal jeg i Bilka, Føtex, Netto, Lidl, Aldi, Rema eller Fakta. Valget er mit.
En lille forknudring af butikker, service ydere og administration er jo ikke en negativ ting, og må jeg erkende, med til at lette min hverdag.

Artiklen fejler dog på et punkt, den medtager slet ikke muligheden for helt at droppe byen til fordel for en mere landlig befolkingstæthed. Istedet fokuseres der på at afhjælpe de gener som byen giver.

I medicinske kredse kaldes dette for symptom behandling.