Læsetid: 8 min.

Byliv er blevet et buzzword

Engang talte man ikke om det, men i det seneste årti har bylivet været udråbt som columbusægget, der skal gøre os sundere, gladere og tiltrække den kreative vækst. Nu er kvalmegrænsen efterhånden nået
Engang talte man ikke om det, men i det seneste årti har bylivet været udråbt som columbusægget, der skal gøre os sundere, gladere og tiltrække den kreative vækst. Nu er kvalmegrænsen efterhånden nået
17. december 2011

Petanque, streetart, parkour, klatrevægge, interaktive løberuter, skatebaner, loppemarkeder, udendørsservering, gadefester. De seneste ti år er Københavns borgere for alvor kommet ud i byen. Det offentlige rum bliver af politikere og byplanlæggere markedsført som stedet, hvor vi skal feste og forbruge og blive opdraget og underholdt. Det levende byliv er nødvendigt for at tiltrække den kreative økonomiske vækst, lyder det besværgende. En række økonomiske og sociale planlægningsideer og krav er flydt sammen og har dannet en bylivsbølge, der er skyllet ind over medier, politikere og planlæggere.

»Man kan sammentrække mange tendenser, der alle peger i retning af, at den levende, fremsynede metropol består af folk, der står meget tæt og hopper og danser med armene i vejret. Sunde mennesker, der bevæger sig og mødes i det offentlige rum, hvor de er kreative. Alt det er fanget i den samme forestilling om den pulserende metropol,« siger Nicolai Carlberg, der er etnolog i rådgivningsfirmaet Hausenberg.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en gratis måned og få:
  • Alle artikler på information.dk
  • Annoncefrit information.dk
  • E-avis mandag til lørdag
  • Medlemsfordele
0,-
Første måned/herefter 200 kr/md. Abonnementet er fortløbende.
Prøv nu

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Maj-Britt Kent Hansen

Ja, en del af tiden skal man bare lade tingene være i fred. Og nogle gange er det helt fint, at der er kedeligt, og absolut intet sker. I det mindste er den repetitive monotoni med udendørsservering, parkour og Distortion-festivaller ikke et folkekrav.

Dette kan vel ikke være en nyhed for byinteresserede. At byer i den neoliberale konkurrence omdanner deres rum til en konstant tilstand af spektakulære aktiviteter blev beskrevet af David Harvey i 90'.

Som resultat af en (mis)forstået læsning af Florida, blev der sigtet mod nogen tydelige men overfladiske kopiprodukter, der skulle tilfredsstille/ tiltrække den 'kreative' klasse.

"Det eneste der mangler, er et byrum med stilhed, hvor der ikke foregår noget som helst."

Nej, det er i hvert fald ikke det eneste, der mangler. Der mangler i høj grad, at nogle forholder sig til, at en meget stor del af byens beboere ikke har et økonomisk overskud til det merforbrug, som legitimerer støttekronerne til flere bylivsprojekter.

Og så mangler der det allermest vitale. Hvor går man hen, de 8-9 måneder om året, hvis man gerne vil møde andre mennesker indendøre, men hverken har penge til at se cafécool ud eller give 30 kroner pr. kaffekop? Førhen kunne man tage på biblioteket. Hvor kan man tage hen i dag?

Og hvordan forholder alle de her bylivsarkitekter sig til, at størstedelen af befolkningen hverken er adræt, ung og lækker nok til parkour og klatrevægge eller synes at street art og klubmusik er det fedeste? Kunne det tænkes, at man kunne samle folk om andre aktiviteter, gratis? Noget socialt for "de grimme almindelige mennesker" uden hverken salgsfremstød eller Kreative Klaes som evigt dagsordensættende?

Et eksempel på hvor udstødt man bliver, hvis man ikke har penge her i bylivskulturen er priserne på mødelokaler i kulturhusene. De ligger på niveau med priserne på mødelokaler i konferencehotellerne.

Tænk, det er gået fuldstændig hen over hovedet på mig, måske fordi jeg mere beskæftiger mig med, hvad jeg iagttager, end hvad jeg læser.

Hvis Københavns Kommune lod være med at brandbeskatte alt kommercielt udeliv, kunne det jo være at der opstod noget mere naturlig interaktion mellem borgerne.

Når antikvarboghandlere skal betale afgifter for bogskabe, eller det koste penge at optage en reklamefilm, så har Borgerrepræsentationen jo mere eller mindre inddraget byen til egne formål.

Vi venter kun på hvornår det kommer til at koste penge at spille fodbold uden for de kommunale anlæg, eller at der kommer afgifter på at drikke en øl på en af kommunens millionbænke.

Jakob Johannsen

Jeg blev for nogle år siden præsenteret for VM bjerget i Ørestaden. At tænke sig at det var lykkedes at kombinere egen en lille have med egen dør og muligheden for at parkere sin bil foran denne.

Jeg må helt ærligt erkende at jeg ikke var helt så betaget af fænomenet som urbaneseren ved min side, vi kalder det for rækkehuse i Jylland.

Jeg pendler dagligt ind til byen, og er også meget glad for de tilbud som byen kan give mig. Skal jeg i Bilka, Føtex, Netto, Lidl, Aldi, Rema eller Fakta. Valget er mit.
En lille forknudring af butikker, service ydere og administration er jo ikke en negativ ting, og må jeg erkende, med til at lette min hverdag.

Artiklen fejler dog på et punkt, den medtager slet ikke muligheden for helt at droppe byen til fordel for en mere landlig befolkingstæthed. Istedet fokuseres der på at afhjælpe de gener som byen giver.

I medicinske kredse kaldes dette for symptom behandling.