Klumme
Læsetid: 4 min.

Drikofre og rituel ophedning

Nogle blander blod, andre blander spyt, og andre igen en række endnu mere tabuiserede kropsvæsker. Og så er der dem, der oversprøjter sig selv og andre med champagne, når noget skal fejres eller til generel afværgelse af almen krisepanik
Moderne Tider
31. december 2011
Boblebad. Hotel-arvingen Paris Hilton lod champagnepropperne springe og opfordrede sine gæster til at ’bade’ i drikken.

Boblebad. Hotel-arvingen Paris Hilton lod champagnepropperne springe og opfordrede sine gæster til at ’bade’ i drikken.

Efter hver sejr i de store amerikanske baseballkampe sprøjter spillere og fans med champagne. Boblevandet sprayes direkte fra flaskerne ud over bane og holdkammerater, og nogle gange hældes det over den enkelte spillers hoved i en dåbslignende gestus. Kaskaderne har affødt kommentarer om ’champagnetræthed’, men indgår i en ellers populær trend, som filmstjerner, finansbaroner og professionelle festarrangører har dyrket længe, og i stadig større skala. I sin grundform består aktiviteten i, at der bestilles champagne, hvoraf noget drikkes, mens en betydelig del sprøjtes ud på jorden. Celeb-starletten Paris Hilton trak på samme princip, da hun sidste år lod propperne springe ved en strandfest til et par millioner kroner i St. Tropez, så gæsterne kunne spraye hinanden med champagne til over 10.000 kroner flasken. Også på andre strandfestende ferie-steder har man i flere år kunnet se professionelle festarrangører løfte forbruget ved at opildne gæsterne til champagnebrusebad. Det er sket, mens luksus-champagnemarkedet først har været meget opskruet under højkonjunkturen og dernæst er faldet voldsomt.

Optrapning

En svensk finansspekulant, kendt som Mr. No Limit, fortalte i et interview om festerne i St. Tropez, at »allerede i 1960’erne sprøjtede Brigitte Bardot med champagne, men oftest bare lokalt ved eget bord. Vi optrappede det ved at bestille hysterisk mange flasker og dele med alle andre, så … man kan sige, at vi ændrede billedet på gavmildhed. For alle fik lov til at være med, og af de her 408 flasker drak jeg én selv. Vi kastede bare flasker ud til alle, og de var super glade.«

Boblevandsorgierne skabte trend hjemme i Sverige, hvor det mousserende sprøjt efterhånden medførte så meget irritation på beværtningerne, at de blev bandlyst på en række populære svenske feriesteder. En bartender i det gotlandske natteliv fortalte, at personalet nu i stedet blev bedt om at hælde champagnen direkte i vasken under gæsternes påsyn. Én kom for eksempel og bestilte »fire flasker magnum boblevand og sagde - ’jeg vil have dig til at vaske de to’. Så sagde jeg nej, at det ville jeg ikke gøre, for et eller andet sted i Frankrig er der en fyr, der går og piller med det her. […] ’Det er mine penge, og jeg gør, hvad jeg vil med dem’, sagde han. Så gav han mig og sine kammerater hver et glas, drak og befalede mig at hælde to magnumflasker i vasken. Mens jeg hældte champagnen ud, stod de bare og så glade ud.«

Symbolske væsker

De rige svenskere, rivieraens starletter og de sejrende amerikanske baseballspillere er ikke ene om at udgyde champagne. Drikken har længe været ofret i forbindelse med navngivning af skibe, hvor flasken ikke blot tømmes, men typisk knuses mod skudens skrog af en særligt udvalgt rangsperson. Champagneofre kendes også fra danske nytårsfester, hvor en del af væsken med et knald sprøjtes ud på gulvet, inden resterne drikkes ved fødslen af det nye år. Champagnen er indbegrebet af den moderne forbrugerverdens rigdom og dekadence og fungerer som festlig offerdrik i mange rituelle sammenhænge. Dermed er den også beslægtet med andre boblende eller gærede drikke — fra kulsyreberiget cola og nordisk mjød til cubansk rom, spansk druevin eller asiatisk risvin — som i alverdens civilisationer symboliserer social og økonomisk potens, genfødsel og bogstaveligt talt overflod. Drikke, der på mange forskellige måder indgår i sociale og religiøse ritualer.

Drikofre kendes fra allehånde historiske epoker og kulturer og består stort set altid af menneskeligt forarbejdede, ’civiliserede’, ofte gærede og berusende væsker. De udgydes på jorden eller bruges til salvelse af bestemte personer eller genstande. Samtidig drikkes noget af offeret typisk af ritualets deltagere, der kan blive berusede og ændre bevidsthedstilstand. De gærede eller tydeligt mousserende væsker forbindes traditionelt med festligheder, hvor noget afsluttes eller påbegyndes; begraves, fødes eller søsættes. Et par dråber spiritus spildes mange steder på jorden inden indtagelsen — som en gave til de døde eller overjordiske væsener. Dråberne fungerer også som bestikkelse, så ritualets om-drejningspunkt kan opnå held og overnaturlig velvilje.

Frugtbarhed

»Og Jakob rejste en støtte dér, hvor Han havde talt med ham; en støtte af sten, og bragte et drikoffer på den, og hældte olie over den«, står der i biblens 1. Mosebog. Frugtbarhedssymbolikken er ganske tydelig, om det så er olie på spidsen af stensteler eller boblende sprøjt, der ejakuleres fra en flaskehals. Der lægges op til, at noget nyt skal fødes — og helst med velsignelse. Men også væskernes sammenbindende karakter har betydning. Det våde har som bekendt ingen tydelige, faste grænser, men flyder sammen med omgivelserne. Derfor kan det bruges til at markere sociale bånd og fællesskab.

Nogle blander blod, andre blander spyt, og andre igen en række endnu mere tabuiserede kropsvæsker. Man kan drikke øl af samme horn eller vin af samme alterkalk. Man kan også sprøjte champagne ud over hinanden, som symbol på en fælles, frugtbar fremtid. Og så kan man ofre lidt boblevand til afværgelse af almen krisepanik, når priserne falder, og folk taler om champagnetræthed ...

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Heinrich R. Jørgensen

Champagne sprøjteri er et frugtbarhedsritual. Alkohol, sex, væskesprøjt -- så bliver det næppe mere klassisk.

Ritualer, der oftest er knyttet til forårets komme og dermed et nyt års begyndelse (i mange kulturer).

Korrekt!
Jeg vil tro, at skikken har et betydeligt slægtskab med stænkning af offerdyrs blod på de deltagende i blotfester og iøvrigt også med indtagelse af "blod og kød" i form af vin og kiks i Folkekirkens stadig forekommende ritualer!?

Perverst! Folk, der hengiver sig til den form for dekadence - ikke det lille rituelle spild, men den meningsløse kassation af god champagne - burde have deres formuer konfiskeret.

@Peter Hansen

det var skægt nok også den katolske kirkes principielle holdning til hedenske offerfester for 1000+ år siden! ;-D

Hvem skal iøvrigt rage de konfiskerede formuer til sig? (nu om dage)

Heinrich R. Jørgensen

Nic Pedersen:
" “blod og kød” i form af vin og kiks"

Det ritual er konstrueret nonsense.

Ritualet har næppe noget med frugtbarhed at gøre. Hvis man vil argumentere for at det er en opfordring til kannibalisme, står man med langt bedre kort på hånden ;-)

Der står intet steds noget om vin i bægeret. Tværtimod er der adskillige klare indicier på, at de oprindelige deltagere er asketer og herunder vin-fornægtere. Proto-Jesus, Esajas, harcellerer voldsomt over vin som en utilgivelig svøbe.

At "dele brød" har social og kulturel signifikans. At deles om brød med andre, er at indgå en pagt om et forpligtende fællesskab med de øvrige deltager. At forpligte sig til at dele (vilkår) med hinanden, og ikke svigte fællesskabet.

En meningsfuld fortælling destrueres, og erstattes med nonsens. Business as usual.

Det, som nadveren sjovt nok minder mest om, er Dionysosfesterne, hvor guden symbolsk fortæredes i form af de under kultdeltagernes ekstase dræbte vilde dyr, med samt gudens signaturdrik, vinen.
Den civiliserede Dionysoskult havde templet placeret i forhold til teatret således, at guden i sin legemliggørelse som statue kunne iagttage det offer udgydt bag scenen, som publikum ikke fik at se, fordi den græske tragedie ikke demonstrerede blodige handlinger, men blot præsenterede resultatet af dem; men Dionysos havde altså en eksklusiv plads i første parket.

Heinrich R. Jørgensen

Frugtbarhedsfester plejer at være henlagt til foråret. Ofte med forårsjævndøgn som fix-punkt. Det er et logisk tidspunkt, at erklære at årets og naturens cyklus indledes. Alt spirer og vokser frem påny, lyset besejrer endelig mørket, osv. Disse fester bliver dermed nytårsfester, hvilken man steder netop er forbundet med udskejelser.

At andet logisk tidspunkt at erklære års-cyklussens begyndelsen, er når solen har mindst magt. Her er det typisk den mere abstrakt Sol der fejres, frem for den mere observerbare og konkrete Natur.

underligt hvis indtrykkene af at ikke stort set hver af os s.k. jævne mennesker, ligesom sovjetunionen og sovjetterne, mere begynder at tænke på hvad der så kommer:
fælleseje, communisme, eller naturtilstanden; hvis
det snart er ude med capitalisterne

Michael Kongstad Nielsen

Hvorfor skal Information synke så dybt?