Læsetid: 4 min.

Enden på eksperimentet

Venstre glemte, at en moralsk sejr beror på, at man ikke misbruger sin magt
På toppen. Trods tabet af regeringsmagten stod Løkke efter valget stærkere end nogen sinde. Lige til i fredags.

På toppen. Trods tabet af regeringsmagten stod Løkke efter valget stærkere end nogen sinde. Lige til i fredags.

Jens Nørgaard Larsen

10. december 2011

Det ufattelige var lige ved at finde sted. Venstre var blevet et nyt parti. Glemt var alle skandalerne, og væk var det langsomme, men sikre sammenbrud for regeringen Løkke. Søren Gade, Helge Sander, Birthe Rønn Hornbech og statsministeren med alle de tarvelige bilag, der gjorde sig til grin for hele verden på CPO15 og blev kaldt for vikaren: Det hele var allerede fortid.

Lederen af den gamle regering, som med tåbelige afdragsfri lån nærede en boligboble og misbrugte en højkonjunktur til middelklasseforkælelse, stod pludselig som ikonet på økonomisk ansvarlighed. Så snart Lars Løkke Rasmussen havde tabt regeringsmagten, blev han anerkendt som den ansvarligste statsmand i Danmark. Han havde i nederlagets time formået at fastholde Venstre som landets største parti. Det antydede, at partiets store projekt var lykkedes: Det var blevet det naturlige regeringsparti i Danmark. Vel tabte det magten, det sker for alle, men Venstre stod efter valget som det ansvarlige alternativ. Og i meningsmålinger var Venstre større end i Anders Fogh Rasmussens storhedstid. Faktisk var det større end Socialdemokraterne og SF tilsammen.

På partiets landsmøde blev den forhenværende formand Uffe Ellemann, der var så forhadt i 00’ernes Venstre, hyldet som den gamle mester. Slut med den pinlige affære med Dansk Folkeparti, Venstre var ved at genvinde sin uskyld.

På samme landsmøde lancerede Lars Løkke Rasmussen et opgør med det blik på udlændinge og danskere, som i 00’erne definerede den borgerlige regering moralsk. Det afgørende er ikke, sagde Lars Løkke Rasmussen, hvor mange indvandrere, der kommer til landet. Det er ikke et selvstændigt mål at forsvare den nationale enhed. Det afgørende er ifølge Løkke, om de bidrager til den danske økonomi eller belaster den. Og under stor jubel lovede han at kæmpe for skattelettelser.

»Det må ikke blive dyrere at være dansker,« var et nyt slogan, som skulle tale til både den sunde fornuft i Middelstandsvenstre og den urbane driftighed i CEPOS-Venstre.

En af de borgerlige favoritforestillinger spillede på samme tid i offentligheden: En gammel kommunist blev jagtet, fordi han er gammel kommunist — og selv skammer sig over det. Det var næsten lige så sjovt for Venstre, som at en anden minister var taget for sex-chikane, og den nye regering blev tvunget til at overtage den borgerlige økonomiske politik, de ellers havde hånet under valgkampen. Løkkes politik vandt, og han blev populær. Den umulige operation var ved at lykkes. Venstre var blevet til det, det så længe havde sukket efter: Danmarks store parti for ansvarlighed og anstændighed ...

Magtmisbrug

Men fredag falder det nye anstændige Venstre fuldstændig fra hinanden: En redegørelse fra en direktør i SKAT København slutter med et rygte om, at Venstres daværende skatteminister Troels Lund Poulsen kæmpede for at få »omgjort afgørelsen« i Helle Thorning-Schmidts skattesag. Han ville ifølge redegørelsen misbruge sin stilling i centraladministrationen til at krænke en politisk modstanders fundamentale rettigheder.

Søndag afslørede Ekstra Bladet, at Poulsens særlige rådgiver havde forsøgt at sprede fortrolige oplysninger fra Helle Thorning-Schmidts skattesag. Vi ved ikke, hvad daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen vidste og gjorde, og vi ved heller ikke definitivt, hvad Troels Lund Poulsen har sagt og gjort. Men vi ved, at han i redegørelsen fremstår som en mand, der misbruger sig magt til at skade sin modstander. Søndag annoncerer Poulsen sin ansøgning om orlov, og mandag er Lars Løkke Rasmussen tilbage i rollen som den sure og forsmåede vikar, der for alt i verden ikke vil svare ærligt på åbne spørgsmål.

Det er en af den slags skandaler i nutiden, der fordrer en genfortælling af den nære fortid: Det, som modstandere har erklæret lige så længe, som tilhængerne har benægtet det, fremstår nu som et historisk faktum: Venstre korrumperede moralsk.

Den sure vikar

Lars Løkke Rasmussen er ikke længere leder for det nye anstændige Venstre. Han er igen formand for det parti, der vandt magten, men mistede karakteren og smed ansvaret. Den indledende afvisning af alle sager med henvisning til, at der ikke var noget at komme efter, og den stadige insisteren på flertallets ret udviklede en magtfuldkommenhed, der blev skandaløs: Sagerne mod Søren Gade og Birthe Rønn Hornbech blev scener i en fortælling, der tilsyneladende kulminerer med undersøgelseskommissionen.

Venstre kom til magten på et opgør med alle de udemokratiske instanser, som skal kontrollere det demokratiske styre: Menneskerettighedsjurister, dommere, rigsrevision, racismeovervågningscenter, EU-domstolen og uafhængige forskere. Det opgør var relevant og legitimt. Opgøret traf en konflikt i demokratiet selv mellem dem, der er valgt til at bestemme, og dem, der skal overvåge dem, der bestemmer. Det var en slags demokratisk eksperiment.

Men Venstre underminerende selv eksperimentet. For man kan kun gøre op med dem, der skal beskytte mindretallet mod flertallet, hvis flertallet ikke misbruger sin magt. Man kan kun gøre sig fri af dem, der forsvarer borgernes rettigheder, hvis regenter ikke begår overgreb på de statsløses stilling og ikke misbruger embedsapparatet i kampen mod politiske modstandere. Venstre endte således med at bevise relevansen af alle de instanser, som de gjorde op med. Deres egen genfødsel som det anstændige og ansvarlige borgerlige parti er en tilståelse af det kollaps, som nu skal undersøges i en kommission. Moralen er den samme.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

@Jeppe.

Mit spørgsmål til dig om, hvad du mener med "ingen kontrol med medierne", begynder i mine øjne at bevæge sig i den rigtige retning.

I DR2 Deadline 22:30 i aftes, hvor emnet var "den politiske journalistik", var slutreplikkerne følgende.: Hvem vogter vogterne.? - Det gør vi.! sagde EB. - Kasper Fogh Hansen.: Det har I sku ikke gjort godt.! (udsendelsen slutter).

I udsendelsen - Mennesker og Medier - på P1 i dag.
Poul Madsen.: OK !, det er også en medieskandale og ikke kun en spinskandale. Det hele er kørt af sporet, det er en syg kultur der er opstået. (de sidste 10 år).

Den interessante diskussion fortsatte i eftermiddags i P1 Debat på DR2 mellem Poul Madsen og Rune Bostrup.
Begge var enige om den syge kultur på Christiansborg og i medierne.
At pressen er en stor magtfaktor i fastsættelse af den offentlige samtale = dagsorden.

At denne magtfaktor havde været stærkt Venstreorienteret, lå ligesom underforstået.

Sider