Europas revolution fra oven

Efter den græske og den italienske regerings fald og den spanske venstrefløjs katastrofale valgnederlag er det nødvendigt at spørge: Hvor går Europa hen? Har vi at gøre med episoder i en mindre historie om politiske omrokeringer, der viste sig nødvendige for at få bugt med den finansielle krise? Eller har vi med denne krises udvikling overskredet en kritisk tærskel, der åbner op for uoprettelige konsekvenser for institutionerne og deres traditionelle legitimitetsforståelse? Selv om mange faktorer endnu er ubekendte, er tiden inde til at vove en vurdering.

I forhold til de europæiske demokratiers valghandlinger — f.eks. går Frankrig til valg inden for det kommende halve år — er der ikke meget nyt at vente. Det står klart, at vælgerne vil holde deres egne regeringer ansvarlige for den voksende sociale usikkerhed, som et flertal af de europæiske nationers borgere oplever. Men lige så klart er det, at samme vælgere kun har få illusioner om disse regeringers efterfølgere — om end det i lyset af Silvio Berlusconis uskønne afgang er til at forstå, hvorfor Italiens nye premierminister, Mario Monti, lige nu kan notere rekordhøje popularitetstal.

I stedet for demokratiet

De mere væsentlige spørgsmål drejer sig om institutionernes udvikling. At flere nationale regeringer har måttet gå af som følge ad et markedspres, der får låneomkostningerne til at stige eller falde; at der er opstået et fransk-tysk ’direktorat’ inden for EU; og at teknokrater med forbindelser til den internationale finansverden har besteget tronen under Den Internationale Valutafonds overopsyn og anbefaling — alt dette må nødvendigvis rejse debat, vække bekymring og kalde på nye begrundelser.

Et hyppigt tilbagevendende tema har været forestillingen om et ’kommissærdiktatur’, som suspenderer demokratiet for at bevare muligheden for dets fortsatte eksistens. Begrebet blev i sin tid blev defineret af Jean Bodin på tærsklen til den moderne stats udvikling og videreudviklet i Carl Schmitts teorier, men ’kommissærer’ kan i dag ikke være officerer i hæren eller dommere — de skal være økonomer. Som en kommentator skrev i avisen Le Figaro den 15. november:

»Montis og Lucas Papademos’ mandater bør af omfang og varighed være så tilpas store, at de begge kan være effektive. Men de bør samtidig også begrænses for at sikre de bedste betingelser for tilbagevenden til den demokratiske legitimitet. Vi kan ikke leve med en situation, hvor det med rette kan siges, at Europa bliver opbygget bag om ryggen på dets egne befolkninger.«

Styring á la Bismarck

Her vil det efter min mening være mere træffende at tale om en ’revolution fra oven’, som de dominerende nationers ledere og teknostrukturerne i Bruxelles og Frankfurt nu forsøger at tvinge igennem med nødvendighedens pisk — dvs. under henvisning til truslen om et forestående sammenbrud for den fælleseuropæiske valuta. Vi ved, at dette begreb, som blev opfundet af Bismarck, betegner en ændring af den materielle forfatnings struktur, hvor forskydninger i magtbalancen mellem samfund og stat, økonomi og politik, skal udfolde en forebyggende strategi på de herskende klassers vegne.

Er dette ikke netop, hvad der er sket med neutraliseringen af det parlamentariske demokrati, med institutionaliseringen af Den Europæiske Unions budget- og finanspolitiske kontrol og med fredhelliggørelsen af bankernes interesser i den neoliberale ortodoksis navn? Ganske vist har disse ændringer væfet på vej i ret lang tid, men de er aldrig før blevet dikteret som led i en ny udformning af den politiske magt. Wolfgang Schäuble så derfor helt rigtigt, da han udråbte et fremtidigt valg af præsidenten for Det Europæiske Råd ved almindelig folkeafstemning til at være »en sand revolution«, der vil omgive den nye bygning med en glorie af demokrati. Blot er revolutionen allerede i gang eller er i det mindste blevet synlig i skitseform.

Der er ingen grund til at skjule, at dette initiativs succes er langt fra at være sikret. Forude ligger der tre store forhindringer, hvis samlede virkning kan blive en forværring af krisen, der igen kan føre til opgivelsen af Europa som et kollektivt projekt.

Tre forhindringer

Den første beror på, at det per definition er umuligt at ’berolige markederne’ — dvs. bremse spekulationen — med en institutionel nydannelse, i og med at spekulation lever af selve risikoen for konkurs og muligheden for kortsigtede gevinster. Dette er princippet bag spredningen af derivater og rentespænd på statsobligationer. De investorinstitutioner, der holder skyggebanksystemet oppe, vil nødvendigvis stræbe efter, at de nationale budgetter presses helt til randen, mens bankerne på deres side vil nødsages til at forlade sig på staterne (og skatteyderne) i tilfælde af likviditetskriser. Men alle disse spillere udgør tilsammen et indre finansielt kredsløb. Og lige så længe den gældsøkonomi, som nu regulerer vores samfund fra top til bund, forbliver uantastet, vil der ikke være nogen holdbar løsning. Imidlertid udelukker den aktuelle form for regeringsførelse, at der sættes effektivt ind imod dette vilkår, også selv om resultatet bliver, at enhver udsigt til vækst må ofres på ubestemt tid.

Den anden hindring er intensiveringen af modsætningerne mellem de enkelte europæiske regioner. Ikke alene har vi nu allerede et Europa i to hastigheder — vi kan snart få et Europa i tre eller fire hastigheder, der risikerer at bryde sammen når som helst. En række af de lande, der ikke er i euroområdet — herunder de østeuropæiske underleverandører til den tyske industri — vil søge en dybere integration, hvorimod andre (navnlig Storbritannien) kan blive tvunget til at afbryde eller suspendere deres engagement i Europa på trods af deres afhængighed af det indre marked.

Hvad angår de sanktionsmekanismer, der formodes at straffe de budgetmæssigt uartige elever, vil det være illusorisk at tro, at disse kun kommer til at påvirke de perifere lande. Og her behøver vi blot at se på virkningen af en sådan politik i Grækenland, som er blevet drænet for sit hjerteblod og er på randen af oprør, for at forestille os, hvilken effekt en generel indførelse af dem vil få for Europa som helhed.

Sidst men ikke mindst har det fransk-tyske direktorat, der allerede er rystet af indbyrdes uenighed om Den Europæiske Centralbanks rolle, kun meget beskeden chance for at fremstå stærkere efter de seneste prøvelser, og dette ganske uagtet at dens medlemmer har al mulig interesse i at kunne profilere sig politisk på spørgsmålet i en valgkamp — dette gælder i særdeleshed for den franske præsident.

Men den forhindring, som det bliver sværest at overvinde, vil givet blive modstanden i Europas offentlige opinion. Afpresning i form af advarsler om kaos og den konstante trussel om nedjusterede kreditratings vil kunne lamme de demokratiske reflekser for en tid. Men dette kan ikke i det uendelige udsætte behovet for at opnå en folkelig godkendelse af ændringerne, når de skal indgå i reviderede EU-traktater, uanset hvor lille den så måtte blive. Og her taler alt for, at enhver folkelig høring af sådanne spørgsmål vil give bagslag, sådan som det skete, da EU’s forfatningstraktat fra 2004 blev sat til folkeafstemning i Frankrig og Holland. Dermed vil strategikrisen blive ledsaget af en forværring af den demokratiske krise, som allerede er langt fremskreden.

En ny kritik

Vi bør derfor ikke blive overraskede over, at disse nye vilkår har kaldt kritiske røster på banen. Disse har imidlertid en tendens til at modsige hinanden. På den ene side har vi dem, der — som Jürgen Habermas — argumenterer for at styrke den europæiske integration, og samtidig fastslår, at en sådan kun vil kunne være levedygtig i tilfælde af en tredobbelt ’gendemokratisering’: en rehabilitering af politikken på bekostning af finansverdenen, som placerer kontrollen over de centrale beslutninger i hænderne på et styrket parlament, og retablerer et mål om solidaritet og mindskelse af uligheder mellem de europæiske lande.

På den anden side har vi dem — især franske afglobaliserings-teoretikere — der ser fremkomsten af de nye styreformer som kulminationen på en proces, der skal tvinge ’suveræne’ befolkninger til at underkaste sig en overnational struktur, der kun kan tjene neoliberalismens interesser og dennes strategi om akkumulation igennem overtagelse.

Hvor den førstnævnte er klart utilstrækkelig, er sidstnævnte faretruende tæt på at smelte sammen med en potentielt fremmedfjendsk nationalisme.

Det store spørgsmål er: Hvis det kommer til et borgeroprør, som den franske politiker Jean-Pierre Joyet for nylig forudsagde, imod det markedsdiktatur, der instrumentaliserer de folkevalgte regeringer, hvilken retning til dette oprør da tage? Vil det vende sig imod en gældsinstrumentalisering, der krydser grænser, eller vil den vende sig imod det europæiske projekt som sådan og dermed blive en kur, der bliver værre end sygdommen?

Opørets ansvarlighed

Vil det forsøge på at etablere modmagtsbeføjelser, som ikke blot er forfatningsmæssige, men uafhængige, og om nødvendigt antager en oprørsk karakter i forhold til alle de sammenhænge, hvor krisestyringen har resulteret i en koncentration af juridisk eller de facto magt? Vil det nøjes med at kræve en rekonstruktion af den traditionelle nationale og sociale stat, der i dag er ædt op af gældsøkonomien, eller vil det søge socialistiske eller internationalistiske alternativer, der kan lægge grundlaget for en brugs- og aktivitetsbaseret global økonomi, i hvilken Europa kun vil være en provins?

Vi kan være ret sikre på, at det vil blive udbredelsen og fordelingen af de forøgede uligheder og recessionens effekter — herunder især arbejdsløshed — over hele Europa, som vil blive de afgørende faktorer i besvarelsen af disse spørgsmål. Og at det vil være op til de intellektuelle og aktivisterne og deres evne til analyse og indignation at give, eller ikke give, oprøret de nødvendige symbolske midler i hænde.

© Étienne Balibar og Information. Oversat af Niels Ivar Larsen