Læsetid: 8 min.

Guardiolas taktiske triumf

Man må aldrig give FC Barcelona plads på midtbanen og åbne flanken. Mourinho kom i sidste weekends clásico til at placere sig mellem to taktiske systemer, og derfor vandt Barcelona allerede sejren på taktiktavlen
/h4> FC Barcelonas Lionel Messi fejrer sin holdkammerat Cesc Fábregas’ scoring til 3-1, da Real Madrid endnu engang måtte kapitulere til catalonierne.

/h4> FC Barcelonas Lionel Messi fejrer sin holdkammerat Cesc Fábregas’ scoring til 3-1, da Real Madrid endnu engang måtte kapitulere til catalonierne.

Javier Soriano

17. december 2011

»Hvis verden er ved at gå under, er det ikke på grund af os,« postulerede José Mourinho efter sidste lørdags clásico mellem verdens to bedste fodboldhold, Real Madrid og FC Barcelona.

Stik imod sædvane havde cheftræner Mourinho ikke været bidsk mediedirigent. Her var ingen oppustede stemninger, ingen voldsepisoder på Estadio Santiago Bernabéus tætklippede græs, ingen flommefede konspirationsteorier om UEFA’s sympati for Barca og ingen tøsestunts a la sidste gang, de to titaner tørnede sammen, hvor Mou havde stukket en finger i øjet på Josep Guardiolas kræftsyge assistent, Tito Vilanova. I stedet kørte Barca en stille og roligt 1-3-sejr hjem, og dét endda på trods af den hurtigste scoring i clásico-sammenhæng, Karim Benzemas 1-0-mål til hjemmeholdet efter bare 23 sekunder.

Hvad i alverden skete der? Hvorfor kan Real Madrid ikke vinde over los blaugrana i disse år? Én ting er sikkert: Lørdag aften vandt Guardiola en taktisk sejr. Resten er uforfalsket Barca-kompleks.

»Vi sagde, at uanset om vi vandt eller tabte, ville vi bevare roen. At vinde gør dig mere glad, og at tabe gør dig mindre glad. Men vi har bevaret roen. Jeg ville ikke bytte med nogen. I Champions League gjorde vi det bedre end nogensinde. Seks kampe, seks sejre. Det bedste i gruppefasen. I ligaen er der ikke nogen, som har flere point end os. Vi kan slutte året på førstepladsen à point med Barcelona eller tre points foran,« udtalte Mourinho på det efterfølgende pressemøde.

Mourinhos andet år

Frem til lørdag den 10. december 2011 havde Real Madrid vundet femten kampe i træk, og klubben var godt på vej til at cementere Mous moderne myte: Hans hold præsterer altid bedst i den anden sæson. Porto havde gjort det, og de vandt Champions League som professionel underdog. Chelsea var lige ved at gøre det, og med Inter vandt Mourinho dem alle tre: Ligaen, Champions League og pokalfinalen.

Real lignede en gentagelse af kunststykket — og gør det stadig. Toppoint som det eneste mandskab efter Champions Leagues indledende runder og vigtige sejre over spanske klubber som Atlético Madrid og Valencia. Det var alt sammen mere, end hvad catalonierne havde præsteret, også selv om det er tydeligt for alle, at Barca har en identitet, mens madrilenerne stadig leder efter en. De hvide spillede op imod et ideal, halsede efter en utopi om perfektion, mens de blå-røde til tider, og især på udebane, fjollede formålsløst rundt i et parentetisk fald fra aktuel styrke. 10. december var rekorden brudt, og Real-fans kunne bruge en trist og grå søndag til at dagdrømme om sønderskudte Camp Nou’er og pludselig Messi-død. Gik verden under i lørdags? Ja da, big time!

Mourinho og heldet

Hvordan kunne Mourinho forklare 1-3 på Bernabéu? Sort uheld, intet mindre, en sprække i sportens væsen:

»Det var konsekvensen af selve fodboldspillet, som er et spil, hvor detaljerne kan gøre forskellen. Og heldet spiller en vigtig rolle i denne sport. Ved 1-1-scoringen burde vi have ført med 2-0 under normale omstændigheder, som den fantastiske spiller, som Cristiano Ronaldo er, ville han normalt have scoret. Og så havde det været anderledes. Første halvleg var meget lige. I anden halvleg får de deres mål, som er rent held og intet andet. Det er ikke dygtigt, og det er ikke en fejl. Derefter har vi muligheden for 2-2, bolden synes at gå ind, men det gør den ikke. Så har de det psykologiske overtag ved at vinde, og så spiller de bolden rundt, som de godt kan lide. Og scorer til 1-3, som er resultatet af at have roen. Men herefter har vi muligheden for at reducere til 2-3 i en aktion, som ikke er målmandens fortjeneste, men rent held. Uden at tage sejren fra dem, så var heldet forskellen,« forklarede Mourinho.

Kigger man på de seneste 18 måneders opgør, hvoraf en pæn portion faldt sidste foråret, taler statistikken sit eget tydelige sprog: Barca har vundet fire gange, spillet uafgjort tre og kun tabt en enkelt match. Det sidste skete i Copa del Rey-finalen 20. april i år på Estadio Mestalla. Den samlede score hedder 17-8 i cataloniernes favør.

Italienere venter på, at modstanderen begår fejl. Spaniere forsvarer sig ved at holde bolden i egne rækker. Catanaccio over for tiqui-taca. Tålmodig positionering versus bølger af angreb og højt genpres. Sandheden er naturligvis ikke så sort-hvid. Spørg bare Mourinho, der allerede kort tid efter sin ansættelse i verdens rigeste klub kørte to taktikker i stilling. Men hvilken én virker bedst? Og ser det fedt ud? Slaget står mellem en boldbesiddende 4-3-3 og en chanceskabende 4-2-3-1. En double pivote eller en triple pivote?

4-2-3-1-systemet havde Mou med sig fra Inter, dog med den lille variation, at Wesley Sneijder ofte agerede som en tovejsspiller i hullet mellem midtbane og angreb i en kontra-baseret 4-2-1-3. Hos Real Madrid er det den tysk-tyrkiske elegantier Mesut Özil, der har Sneijders rolle. Hans position er vital, for det er ham, der skal skabe rummet frem ad banen og være dirigenten i de turnovers, som Real er mestre i at udnytte til ultrahurtige scoringer.

Husk også på Tyskland under VM 2010, hvor trioen Sami Khedira, Bastian Schweinsteiger og Özil jordede først England på midten og dernæst Argentina på fløjene. Kan Mourinho lave en spansk version af dét? I så fald kræver det, at Özil deltager i de defensive tilbageløb, og at han dækker af både i siden og på midten, når der er brug for det. Det kræver, at Khedira overtager spilstyringen, hvis formationen omkring ham er kommet i ubalance. Det kræver, at Angel Di Maria og Cristiano Ronaldo gider arbejde den anden vej. Og det kræver, at alle giver plads for spilleren med nr. 7.

Lørdag aften havde Mou skiftet Khedira ud med Lassana Diarra, men stik imod manges forventning til gengæld insisteret på at bibeholde Özil i en fremadrettet formation med fokus på højt presspil og overtag på midtbanen. Altså en 4-2-3-1 med Benzema på toppen og et klart signal til alle om at forsvare sig, når det var nødvendigt. Men Özil faldt ikke ind i karakteren, og selv om det kan lyde uretfærdigt mod så spektakulær en spiller, var det netop hans mangler, især defensivt, der kom til at udgøre den taktiske fadæse i Reals opsætning. Özil kan ikke finde ud af at omstille sig til en 4-3-3. Xavi Hernández, Cesc Fàbregas og Andrés Iniesta fik alt for meget plads på midten, og når de først gør det, er Barca ustoppelig.

Den roterende venstreside

Og så er vi fremme ved Sergio Busquets’ rolle som en slags midtbane-sweeper eller falsk centerforsvarer i Barcas tiqui-taca. Udgangspunktet er en klassisk, offensivt præget 4-3-3, som jo er den hollandske arv, der kan spores tilbage til Johan Cruyff og tulipanrevolutionen. Men formationen kan hurtigt laves om til en 4-2-1-3, hvor Bus-quets og Xavi dækker den kontrollerende midtbane, mens Iniesta trækker op som venstre wing (og dermed bliver en del af tremandsangrebet), samtidig med at enten Leo Messi eller Alexis Sánchez, der på det seneste med stor succes har overtaget den formdykkende David Villas plads, skyder ned i banen som falsk 9’er. På den måde vil man også få et særligt Barca-trademark: en roterende venstreside (Messi-Iniesta-Sánchez).

Den hollandske spilmodel er i Guardiolas version suppleret med massivt genpres, og derfor ser man ofte Busquets klare de centrale, defensive pligter højt på banen. Barcelona kan tåle at have Busquets i denne enlige rolle, fordi de omgivende spillere — Xavi, Iniesta og Fàbregas — ’forsvarer’ sig ved ekstrem boldbeherskelse.

Men til tider vil der jo være pres på Barcas bagerste kæde. Således i lørdags. Her glider Busquets ned langs en central kile fra tilbagetrukket midtbane til defensiv linje. Alligevel gør Busquets dynamiske skift faktisk banen mindre. Tænk på to trekanter, der mødes på midten: Busquets er toppunkt i den ene, den defensive, mens Messi og Sánchez (eller Fàbregas, hvis han kommer i overløb) er spidsen af den anden, den offensive. På den måde opstår der en symmetri, hvor den falske centerforsvarer er meget tæt på den falske 9’er.

Faren ved systemet er, når Busquets både skal dække af i siden og på midten. Busquets er — selv om det lyder arrogant — ikke en Xabi Alonso. Måske snarere en Daniel Agger med udvidet arbejdsområde. Og ligesom Messi, Xavi og Iniesta et vaskeægte barn af La Masia. I lørdags lykkedes Busquets’ forehavende perfekt. Sagt lidt flot, så var det ham, der gjorde hele forskellen.

Guardiolas genistreg på Bernabéu var at reagere prompte på Reals offensive belejring, samtidig med at han indså, at der var meget plads at agere i på madrilenernes venstrekant. Ronaldo og Marcelo lå meget langt fra hinanden, så Dani Alves blev torpederet frem som højre wing, alt imens Carles Puyol, som kampen igennem havde særdeles godt tag i Ronaldo, rykkede ud på Alves’ højre back-plads. Bus-quets og Gerard Piqué lå nu i den centrale defensiv i noget, der godt kunne ligne en 3-4-3 (fordi Alves jo var væk fra forsvaret), men i realiteten snarere var en 4-4-1-1 med Sánchez helt fremme og Messi lige bagved. Systemet gav også mere arbejdsro til Fàbregas, der ellers havde virket en smule rådvild i starten af kampen, men som nu kunne operere helt dybt, kun en anelse længere oppe end Xavi, og fordele de vigtige bolde til Alves og Messi.

Pas på midtbanen

Konklusionen er simpel, men lammende for ethvert hold, der dyster mod Barcelona: Giv dem aldrig plads på midtbanen og sørg for at dække ekstra af på højre flanke. Derfor var Real Madrids 4-2-3-1 en fejl, slet og ret. Medmindre, selvfølgelig, at man regner sort uheld og den 2-0-scoring, som Real kun fik i fantasien, men ikke i virkeligheden, med som afgørende faktorer.

I nyere tid har Real Madrid nærmet sig El Clásico med hovedet langt oppe i armhulerne. Barca-traumet har forplantet sig i fysikken og gjort Mourinhos mænd til fightende muskelmænd med urinstinkter. Ud fra devisen, at det, man hverken kan kneppe eller spise, kan man lige så godt smadre, har los blancos ifølge visse kritikere lavet dybe ridser i den madrilenske stolthed. Når slaget står mod Barca, tvinger Real sig til at være noget andet, og det udstilles for hele kloden, at Barca har en identitet, som de enten sjusker med (som på det seneste i La Liga) eller tager dybt alvorligt (som i lørdags), hvorimod Madrid stadig leder efter en. Sandheden om 1-3-nederlaget er derimod langt mindre glamourøs og må gøre ekstra ondt på Mourinho, selv om han lige nu står i spidsen for et hold, der sagtens kan vinde alle pokaler til sommer: Det var Guardiolas taktiske overlegenhed, der vandt på Bernabéu.

 

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu