»Jeg har alt, men jeg har ingenting — jeg har ingenting, men jeg har alt«

De mest dedikerede og dygtige fightere får lov at bære en af klubbens røde adidastrøjer med logo på ryggen. Den bliver givet til fightere, som går i ringen mod andre klubber. Og til entusiaster, der ikke deltager i turneringen, men træner i klubben og hjælper til. Det er klubbens mangeårige træner, Mohammed Samhi, der holder styr på dragterne.

»De er nogle gode drenge og piger, så de får også dragten. Men hvis du så laver ballade med den dragt … hvis du bliver set med nogle, du ikke skal ses med … så ryger dragten dagen efter. Jeg har den pillet ud af mange folk,« fortæller han.

Vil man gøre sig fortjent til dragten, skal man opføre sig ordentligt.

»Hvis du laver pis i skolen. Eller hvis dine forældre ringer og siger, du ikke laver lektier. Så ryger dragten,« forklarer han. Dragten er et adelsmærke, der skal respekteres. Samhi har endda taget den fra sin lillebror, der sammen med et par venner havde smadret ruder i en forladt bygning, der skulle rives ned.

»Han spurgte, om han måtte gå hjem og skifte, men jeg sagde nej. Så måtte han stå i T-shirt.«

Mister man dragten, er den svær at få igen. Måske efter et par år. Medlemmer risikerer også karantæne, men det er et pædagogisk dilemma.

»Der skal være plads til at begå fejl. Folk har lavet forkerte ting. Det kommer an på, hvem det er. Der er nogen, der er sådan, at hvis man giver slip på dem, så ryger de et sted hen, hvor man aldrig kan få fat i dem igen. Så kan man ikke bare lade dem gå,« siger Samhi.

De sidste tre år har han være daglig leder af klubben Copenhagen Muay Thai på Ragnhildgade, der hvor Østerbro, Nørrebro og Nordvest mødes. Klubben er opbygget og drevet af frivillige. Det er her, han bruger en stor del af sin tid, når han har fri fra jobbet i det nærliggende RessourceCenter Ydre Nørrebro.

»Det ser voldsomt ud. Men thaiboksning er en meget disciplineret sport. De kan få lov at slå på en sandsæk og svede og afreagere. Og nogle gange dukker de vildeste talenter op, som måske kan komme længere, og som kan forsvinde fra den hårde verden, der er rundt omkring dem.«

I efteråret modtog han Københavns Kommunes pris som årets frivillige ildsjæl. Historien om Mohammed Samhi kan læses som klicheen om den utilpassede indvandrer, der kom på rette spor og blev rollemodel. For engang var han kriminel og forestillede sig vel ikke, at han en skønne dag ville blive hædret af Frank Jensen på Københavns Rådhus. Prisen blev givet for Samhis indsats for at skabe fritidstilbud for unge, også de der normalt ikke er så let at få i tale. Copenhagen Muay Thai tilbyder et fællesskab, hvor de lærer at tage ansvar for hinanden og for sig selv.

Medejer — ikke bare medlem

Måske vil skeptikere tænke, at der ikke er grund til at lære unge kamsport, men den hårde træning og disciplin skaber fredelige mennesker. Gennem årene har Mohammed Samhi set masser af unge opbygge deres selvværd gennem sporten.

»Den store og mest respekterede fighter er den flinkeste ude på gaden. For han ved, han er rå. Han er meget venlig og siger: ’Lad være at blive bange for mig, jeg er rimeligt sød.’ De går ned til deres sødeste punkt, for de ved, hvem de er,« siger Samhi, som er er først i 40’erne, og taler langsomt med en dyb, hæs stemme. Han sidder i hvide sneakers, sorte bukser og blå adidastrøje i klubbens spartansk indrettede kontor. Han er mager, markeret og adræt. Han drejer sig i kontorstolen, lægger benene op på radiatoren, åbner vinduet på klem og tænder en cigaret.

Det er en kold og klar mandag eftermiddag. En storm har blæst sand og støv ind i Copenhagen Muay Thais træningshal, og Mohammed Samhi er ved at støvsuge omkring bokseringen, der står i den ene ende af det store rektangulære rum.

Han har ondt i hånden efter et uheld med skruemaskinen, da han skulle gøre totrinstrappen op til bokseringen bredere.

»Når fighterne har været i ringen mod en modstander, er de så omtågede, at det er vigtigt med en bred trappe, når de skal ned,« forklarer han. På kontoret fortæller han om klubben. Der er hold for nybegyndere og øvede af begge køn. Man er velkommen, så længe man respekterer de fem regler, som Samhi opremser, mens han tæller på fingrene: Respekt for dig selv. Respekt for dine medmennesker. Respekt for klubben. Respekt for Muay Thai. Og respekt for træneren.

»Om du kommer direkte fra Mjølnerparken, eller om du er fra Hellerup. Hvis du opfylder de her fem ting, er du velkommen til at være i klubben. Du er ikke medlem, du er medejer. Det er din klub,« siger Samhi og forklarer forskellen. Et medlem kommer til træning og går igen. Hvis du er medlem, sørger ejeren for, at tingene kommer på plads. Når du er medejer, er ansvaret dit.

»Hvis du ikke er der, eksisterer klubben ikke. Det er den forskel, der gør, at klubben har overlevet så meget,« siger Samhi med henvisning til klubbens omtumlede tilværelse. Tidligere trænede man i Struensegade og Heimdalsgade på Nørrebro og i Frederiksberg Have.

Kampen for lokalerne

I 2009 står Copenhagen Muay Thai igen uden et sted at være. Mohammed tager rundt i byen efter nye lokaler. Han forsøger sig i Folkets Hus og Ungdomshuset på Dortheavej, men uden held. Han kigger på en sal på RessourceCenter Ydre Nørrebro på Ragnhildgade, men den er alt for lille.

I ressourcecentret foreslår man Mohammed Samhi at tjekke de hærgede bygninger i kvarteret ud.

»Så går jeg rundt og kigger, og ser den her bygning, men jeg kan ikke komme ind. Min datter finder et sted at hoppe ind. Så åbner hun døren, og det er bare wooow.«

Mohammed Samhi træder ind i et kæmpe nedlagt autoværksted med blåmalede vægge.

»Stedet er helt bombet, med ledninger og kasser og udsugninger og olie og oliebaljer. Alle vinduerne er knust.«

På den tid er han sommetider dørmand på Stengade 30. En af de andre dørmænd, Simon, bor i Sydhavnen og træner karate. Da Samhi viser ham fotos af de nedslidte lokaler, viser det sig, at det er der, Simon var lærling, mens det endnu var autoværksted. Han kender derfor alt til stedets el, vand og alarmsystemer. 14 dage senere giver Københavns Kommune dem lov at bruge bygningen, og med hjælp fra RessourceCenter Ydre Nørrebro, som betaler husleje, går opbygningen af klubben igang.

»Der havde jeg allerede været forbi 50 gange. Jeg havde alle mine fightere med for at se stedet.« Klubbens medlemmer går i gang med det møjsommelige arbejde med at renovere stedet. Samtidig hjælper lokale kræfter som nørrebrovirksomheden Logik og Co. med el og brandgodkendelse.

Mohammed Samhi afbryder historien, skubber vinduet op og råber til en dreng, der går forbi ude i gården. »Elias, få fat på Ali. I skal støvsuge. Der har været stormvejr, og det har ødelagt hele lortet« Den unge dreng smiler og nikker og forsvinder for at finde sin ven. Yngste medlem med nøgle og kode til alarmen er 14 år gammel.

»Men klart, du skal gøre dig fortjent til den nøgle. Jeg laver ikke bare kopier og deler ud. Nej, nej. Der er måske 16 nøgler, der er ude. Og det er til folk, jeg stoler på.«

Den fysiske træning og kampene er i virkeligheden kun en mindre del af den samlede ide bag Copenhagen Muay Thai.

»Der er også alt det udover. Sidste år holdt vi fire stævner. Du laver et show, som de unge kan gå og snakke om i flere uger. Lige pludselig begynder man at få en masse unge med et mål. Når man rejser sammen, så er man lige pludselig på et hold. Pludselig er man måske til stævne i Letland, og så ser man, at folk knokler og viser, hvad de kan hjælpe med. Så tænker man, at man lærer dem bedre at kende på sådan en tur end de tre år, de har været i klubben.«

Den rigtige vej

Mohammed Samhi kom til Danmark fra Marokko i 1986. Hans far bragte familien til en toværelses lejlighed på Ydre Nørrebro. Forældrene havde det ene værelse, mens 15-årige Mohammed og hans fire søskende måtte dele det andet. Ikke så længe efter han kom til Danmark, begyndte han at komme i konflikt med loven. Der fulgte nogle hårde år, men på et tidspunkt blev det for meget for Mohammed Samhi.

»Så vågner du op om morgenen, og så har du en rottweiler, der vejer 80 kilo. Så kigger du på dig selv og tænker: ’Helt ærligt, er jeg den person, som stammer fra den familie; som stammer fra de forældre, der er rigtig gode mennesker? Er jeg det?’ Så begynder man at ønske, hvis man bare kunne klare sig ligesom sin egen far. En arbejdsmand, som lever og passer sine børn godt. Han køber sko til dem fra Føtex, men de har sko på. Forstår du mig? Det er ikke fordi, han går hen og henter dem i Nike Factory. Men vi har tøj på, vi har mad i maven, og vi er rene.«

Stille og roligt ændrer han livsstil. I 1994 starter han i kommunalprojektet Ung i Parken og senere i ungdomstilbuddet Sjakket, hvor han efterfølgende ansættes. I 1996 rejser han til Marokko, hvor han møder sin kone, som tager med ham til Danmark. I dag bor de i den nærliggende Titanparken med deres fire børn. De seneste år er det som om, tingene er gået den rigtige vej.

»Mine børn leger her i klubben. Mit hjem er tre minutter herfra. Min kone er så tålmodig, at hun kan undvære mig 14 dage, når jeg er til stævne. Gud gør det også lettere for en,« siger han. Det tidlige decembertusmørke er faldet på, og kontoret er dunkelt. Mohammed Samhis fortid er et lukket kapitel, men også et kapitel, han ikke kan komme udenom.

»Det er en del af mit liv. En del, der har været mit liv. En del, jeg for det meste fortryder. Men når jeg skal trøste mig selv, så siger jeg: ’Moe, hvis du ikke har været igennem de der ting, så havde du ikke kunne klare det i dag.’ Jeg arbejder med unge mellem 18 og 25. Jeg sammenligner dem med alle mine gamle rødder. Nogen sammenligner jeg med mig selv dengang, forstår du mig? Jeg kender så meget til det her.«

Men skyldes de mange timer, han hver uge bruger på klubben, et ønske om at kompensere for tidligere tiders fejltrin?

»Hvad jeg har lavet af ballade, er ikke engang en lille del af, hvad jeg har gjort af gode ting for de unge mennesker. Nogle gange har jeg fortrudt. Men min dårlige samvittighed er mit eget problem.«

Sommetider drømmer han om klubbens fremtid. »Jeg tror, det kan blive en af de største klubber i Europa. Den kan udvikle sig til sindssyge ting.« De bedste af fighterne er så dygtige, at klubben har potentiale til at nå på niveau med Rusland, Sverige og Holland.

»Når jeg bliver gammel vil jeg helst være den, der sidder herovre, og alting er på plads. Og jeg sidder bare og nyder min pension og hygger mig med de her folk. Sidder på computer og skaffer dem fights, og shows og penge.«

Mohammed Samhi strækker sig i stolen. »Så jo, jeg har alt, men jeg har ingenting. Jeg har ingenting, men jeg har alt. Så det er dejligt. Det er dejligt.«

Telefonen ringer. To graffitimalere skal forbi og udsmykke en væg i klubben inden det kommende stævne.

»Det er fordi, alle drengene er begyndt at sige, at de er iskolde. Så nu bliver navnet Copenhagen Muay Thai malet som isblokke på væggen.«

Det banker på døren. »Er der nogen, der er kradset af,« spørger Samhi. Men nej, det er den unge træner, der har et hurtig spørgsmål, inden han går tilbage til aftenens hold, der varmer op i salen. Før han lukker døren, tænder han lyset.