Nyhed
Læsetid: 6 min.

Insiderhandel er forbudt for alle – undtagen lovgivere

Konservativ intellektuel løfter sløret for et hidtil ubemærket aspekt af politikeres arbejde i Washington. Nogle bruger deres forhåndsviden om lovgivning til at tjene formuer på økonomiske transaktioner
Fingrene i klejnekassen. Spencer Bachus er som formand for finansudvalget i  Repræsentanternes Hus blevet ikon på den grådighed, som Peter Schweizer blotlægger i sin bog.

Fingrene i klejnekassen. Spencer Bachus er som formand for finansudvalget i Repræsentanternes Hus blevet ikon på den grådighed, som Peter Schweizer blotlægger i sin bog.

Getty Images

Moderne Tider
3. december 2011

Søndag 14. november var en rigtig dårlig dag for en række politikere i den amerikanske Kongres, ikke mindst for republikaneren Spencer Bachus fra Birmingham, Alabama, som er formand for finansudvalget i Repræsentanternes Hus.

I det velanskrevne og populære tv-dokumentarprogram 60 minutes på CBS-kanalen blev den kendte Alabama-poliker og andre ledende politikere i Repræsentanternes Hus og Senatet hængt ud for at have brugt deres adgang til eksklusive oplysninger om børsnoterede selskabers indtjeningsmuligheder til at score store personlige gevinster ved køb og salg af aktier.

Denne insiderhandel har siden 1930’erne været forbudt ved lov i USA’s private og offentlige sektor samt i så godt som alle 50 delstaters regeringer og parlamenter. Kun et sted er insiderhandel fortsat tilladt i USA: i Kongressen. Men få amerikanere synes at have været bekendt med denne aparte situation.

Det var ikke tv-værterne på CBS-programmet, som havde stået for researchen. Deres indslag byggede på en ny bog skrevet af den konservative intellektuelle Peter Schweizer.

Ikke ulovligt

Bogens titel lyder, som var den taget fra Sarah Palins kampagne under præsidentvalget i 2008 eller fra Tea Party-bevægelsens manuskript i 2009-10.

Throw Them All Out eller »Smid dem allesammen ud« (af Kongressen). I undertitlen hedder det, at den type insiderhandel, personlig berigelse og vennetjenester ville »sende alle os andre i fængsel«.

Schweizers budskab er ikke til at tage fejl af: Det kan godt være, at insiderhandel i Kongressen ikke er ulovligt, men det er moralsk anløbent.

»De, der har gjort sig skyldige, bør miste deres paldser ved næste valg,« siger Schweizer fra sit kontor i Floridas hovedstad, Tallahassee.

Dagen efter CBS-indslaget brød en storm løs i sydstaten Alabamas hovedstad Birmingham, hvor en af USA’s talrige konservative talk-radioværter, dr. Gina, gik lige i kødet på kongresmedlemmet Spencer Bachus med sit tre timer lange daglige debatprogram.

Og få dage senere, 17. november, fulgte 150 borgere dr. Ginas opfordring til at møde frem ved Bachus’ kontor i Birmingham og give udtryk for deres vrede mod hans spekulative transaktioner på aktiemarkederne.

Konkret havde forfatteren i kraft af offentlig adgang til årlige rapporter, som hver af de 535 medlemmer af Kongressen skal udfylde om deres investeringsdispositioner, opdaget, at Bachus havde væddet 40 gange om henholdsvis op- eller nedgang på børsmarkedet fra sommeren 2008 til vinteren 2009 — og tjent fedt.

For Schweizer var det suspekte, at et højtstående medlem af finansudvalget havde scoret kassen næsten hver gang, hvilket er højst usædvanligt for, hvad man på børssprog kalder det risikable shortselling.

Tip fra centralbankchef

Schweizers plausible forklaring var, at Bachus som en af de ledende politikere bag redningsplanen for amerikanske banker, stimuluspakken og nye regulativer for finanssektoren i 2008-09 på forhånd kunne give et meget kvalificeret bud på børsmarkedernes reaktion.

Når han kom hjem til sin lejlighed i Washington D.C. sent om aftenen, satte han sig ganske enkelt ved computeren og begyndte at indgå væddemål — en form for spekulation, som bidrager til at skabe turbulens på børsmarkedet.

Et iøjnefaldende eksempel: Torsdag 18. september 2008 — få dage efter investeringsbanken Lehmann Brothers konkurs på Wall Street — modtog Bachus og en udvalgt skare af kongresmedlemmer en hemmelig orientering fra finansminister Hank Paulson og centralbankchef Ben Bernanke.

Deltagerne fik besked på at lade alle elektroniske genstande blive uden for kongresformand Nancy Pelosis kontor. Bernanke advarede politikerne om, at »det internationale finanssystem ville bryde sammen om nogle få dage«.

Næste morgen indgik Bachus et væddemål om, at kursen på aktiemarkederne ville falde brat.

Nogle få dage senere solgte han den nyligt indkøbte aktieportefølje og tjente 13.000 dollar i kontanter på forretningen. I alt tjente han 50.000 dollar på et halvt årstid, hvilket skal lægges til hans årlige gage som kongresmedlem på 178.000 dollar. En pæn ekstra indtjening.

Ikke så besynderligt, at hans vælgere i Birmingham, Alabama, blev forargede, da de hørte om de metoder, deres repræsentant på borgen havde benyttet til at skumme fløden.

Demonstranterne, der alle identificerede sig som tilhængere af Tea Party, tog opstilling på gaden uden for Bachus’ kontor. »Vi er ikke som Occupy-folkene, vi er fra Tea Party, og vi laver hverken uorden eller råber og skriger,« blev en deltager citeret for at sige på dr. Ginas radioprogram.

Demonstranten fortsatte:

»Vi republikanere vil ikke have tilsmudset vort navn. Vi er et etisk parti, og uanset om det er lovligt eller ulovligt med insiderhandel, er det forkert. Vi konservative ved, hvad der er rigtigt, og hvad der er forkert.«

Kongresmedlem Bachus tog straks affære og indkaldte til en høring i Kongressen, der skal finde sted den 6. december, hvor udefrakommende eksperter vil fremlægge forslag til afskaffelse af insiderhandel.

Det er nu ikke, fordi lovforslag mangler. I 2004 fremlagde to demokratiske kongresmedlemmer et lovinitiativ, der specifikt forbyder insiderhandel. Det fik kun støtte fra seks ud af 435 medlemmer af Repræsentantenes Hus.

Svær valgkamp

Siden Peter Schweizers bog blev offentliggjort er antallet af officielle støtter til forbuddet vokset til 90.

Forfatteren tvivler dog på, at det vil lykkes at få vedtaget en effektiv lov.

»Man kan godt tvivle på, at det bliver til noget. Politikerne afholder en høring og lover at gøre noget, og så lader de sagen dø. Sådan plejer det at være,« forudsiger han.

Dennegang kan det imidlertid blive anderledes.

Med Tea Party til højre og Occupy-besætterne til venstre er det politiske klima i USA yderst anspændt; utilfredsheden med politikerne har nået et nyt højdepunkt, og Kongressen nyder kun respekt i ni pct. af befolkningen.

Ved valgene næste år risikerer republikanere med skeletter i skabet at blive udfordret af politikere med bånd til Tea Party. Demokrater tvinges til at være lydhøre overfor Occupy-besætternes krav om en mere retfærdig fordeling af velstanden i USA.

Her kunne Peter Schweizers bog om den politiske klasses beskyttelse af sine illegitime privilegier blive gnisten, der antænder en bredt funderet folkelig protestbevægelse under valgkampen i 2012, hvor der skal holdes valg til begge kamre i Kongressen og til Det Hvide Hus.

Palins budskab til Occupy

Sarah Palin var den første landspolitiker til at gribe pennen og foreslå en fælles platform for Tea Party og Occupy-bevægelsen. Det gjorde hun i en kronik i Wall Street Journal nogle få dage efter bogens udgivelse.

Den første sætning lød: »Det var Mark Twain, der engang skrev, at der i Amerika ikke findes nogen særskilt indfødt kriminel klasse, bortset fra Kongressen.«

Palin fortsatte:

»Hr. Schweizer besvarer i sin bog det spørgsmål, jeg stillede sidste sommer i Iowa (mens hendes opstilling til præsidentposten stadig stod åben, red.). Hvordan kan det lade sig gøre, at mænd og kvinder, der ankommer i Kongressen som middelklasse, forlader Washington som millionærer?«

Den tidligere Alaska-guvernør krævede i kronikken en gennemgribende reform af politikernes muligheder for finansielle transaktioner: Et forbud mod aktiehandel og gennemsigtighed ved alle børshandler over 5.000 dollar inden for fem dage.

»Græsrodsbevægelser til højre og venstre bør tilslutte sig denne reform. I Tea Party har vi altid bekæmpet ødselhed, spild og korrumperet kapitalisme. Tilhængerne af Occupy-bevægelsen bør erkende, at politikerne i Washington var de første til at besætte Wall Street, lang tid før de slog deres telte op i Zuccotti Park.«

Kølige Demokrater

Schweizers bog er blevet omtalt i konservative medier i snart tre uger. Sammen med andre konservative aktivister har han lavet en database, som kan bruges til at gå alle 535 medlemmer af Kongressen efter i sømmene.

»I min bog tjekkede jeg kun førende politikere og fandt mange eksempler på illegitime dispositioner. Jeg er sikker på, at fænomenet er mere udbredt, så vi prøver at få vælgere i alle valgkredse til at gå i gang med undersøgelser,« fortæller han.

Der er imidlertid et problem. De konventionelle medier i USA har ikke viet historien særlig stor opmærksomhed. Bogen er endnu ikke blevet anmeldt i The New York Times. Førende demokratiske politikere som Nancy Pelosi, der i bogen beskyldes for at have tjent millioner af dollar på priviligeret adgang til køb af Visa-aktier, synes ikke intersseret i et forbud.

Den tidligere demokratiske præsidentkandidat John Kerry — der er mangemillionær — skal ifølge bogen have tjent styrtende på insiderviden om aktier i den private sundhedssektor. Han har lagt sag an mod Schweizer.

I Occupy-bevægelsen bliver ethvert initiativ, der er fremlagt af republikanere med tilknytning til Tea Party, modtaget med den allerstørste skepsis.

Typisk for denne afstandtagen fra Tea Party er den venstreorienterede forfatter Chris Hedges:

»Tea Party er ikke en folkelig bevægelse. De er desillusionerede mennesker, som bliver manipuleret af nogle få konservative rigmænd,« sagde han i denne uge under et besøg hos studerende i Occupy Harvard-gruppen.

I det lys er det øjensynligt mere en ulempe end en fordel for kampagnen mod pengegriskhed i Kongressen, at forfatteren er konservativ og har tjent som én af Sarah Palins udenrigspolitiske rådgivere i 2008.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Interessant artikel, men problemet er ikke nyt. Bush familien er kendt for at udnytte deres adgang til det lovforberedende arbejde med henblik på investeringer. (Tidligere præsidenter har samme adgang som kongresmedlemmer).

Det ny er at nationaliseringstanken idag rækker langt ind i de konservative rækker:

»De, der har gjort sig skyldige, bør miste deres paldser ved næste valg,« siger Schweizer fra sit kontor i Floridas hovedstad, Tallahassee.

Besæt salatfadet

Politiet i Springfield i store problemer, da de ville køre anholdte væk:

http://www.commondreams.org/further/2011/12/02-9

I Danmark er situationen umiddelbart den samme. Der har vi så også godkendt at Folketingsmedlemmer selv skal bestemme deres egne løn-, pensions- og ansættelsesforhold. Ikke mærkeligt at deres pensionsregler er de mest lukrative i Danmark samt at deres pensionsalder er markant lavere end den der gælder for resten af Danmark.

Nå ja, og politikere på politikerpension får naturligvis stadig folkepension oveni. Præcis som i USA er der dog ingen opbakning til at lave disse regler om - hverken fra regeringen eller oppositionen.