Italien er mere kompliceret end kriminalromaner

ROM — »Min kone siger, at jeg aldrig tror på komplotter i virkeligheden,« siger byretsdommeren og forfatteren Giancarlo De Cataldo, mens han fremviser åstedet, hvor hans romaner om Italiens kriminelle uorden bliver skrevet.

»Italiens historie er også en kriminel historie. Den kriminelle faktor har altid spillet en vigtig rolle i de afgørende øjeblikke. Dette aspekt ved Italiens historie er appetitvækkende for en forfatter. Dostojevskij og Balzac overværede også mange retssager. Retssalen er et privilegeret observatorium, fordi forbrydelse og ondskab er grundlæggende elementer i den menneskelige tilværelse. Jeg kan godt lide at fortælle, hvordan mennesker forholder sig til ondskaben, hvordan de bliver ramt og forandret af ondskaben.«

De Cataldo fik sit gennembrud i 2002 med Romanzo criminale, som er udkommet i mange og store oplag og har dannet forlæg for både en filmatisering og en tv-serie. Bogen skildrer det romerske forbrydersyndikat Banda della Magliana, der omkring kidnapningen af Aldo Moro i 1978 og i forbindelse med skandalerne i Vatikanets bank har spillet en rolle i Italiens nyere historie. I en forbemærkning til den efterfølgende bog, Nelle mani giuste (I de rette hænder), som handler om mafiaens bombeattentater i 1992-93 og overgangen til Silvio Berlusconis første regering i 1994, skriver De Cataldo, at romanen »ikke forråder Historien, men fortolker den ved at fremstille virkelige begivenheder i Metaforens tegn«, og præciserer, at hans rekonstruktion »hviler på læsning af retsdokumenter, på samtaler med hovedpersoner og på dybdegående intuitive analyser leveret af folk, der nøje har fulgt forbindelserne mellem mafiaen og politikerne«. Der er altså tale om historieskrivning i romanform.

Permanent krise

I arbejdsværelset snerrer De Cataldos cockerspaniel Beckett ad Informations udsendte, men da vi tager plads i stuen, falder hunden snorkende til ro i en solstribe på gulvtæppet.

»De seriøse bøger står herinde. Det er min kones. Derinde har jeg mine kriminalromaner og må ryge,« siger De Cataldo og fortæller, at advokatfruen Tiziana er hans første og mest kritiske læser. I den klassiske kriminalroman placeres læseren på myndighedernes side, og gennem opklaringen af en forbrydelse og placeringen af en altid individuel skyld genoprettes den samfundsmæssige orden. Men i noir-genren, som De Cataldos bøger tilhører, er krænkelsen af samfundskontrakten dybere. Hvor den klassiske krimi afviser tilstedeværelsen af et kollektivt subjekt, virker noir-romanen snarere desorienterende, fordi den »fjerner enhver begrundelse for tillid til den myndighed, af hvem man som borger forventer lovlydighed og effektivitet i opklaringen«, pointerer den danske italienskender Gert Sørensen i et essay om De Cataldos forfatterskab: »Noir-romanen fremstiller et mere permanent kriseperspektiv.«

»Nelle mani giuste handler om en fase, hvor vi, ligesom nu, var på fallittens rand og samtidig skulle leve op til kriterierne for eurosamarbejdet. På den ene side stod italienerne sammen og klarede skærene, på den anden side opstod der et magttomrum, som blev erobret af skjulte kræfter,« siger De Cataldo og fortsætter: »Sammenhængen mellem mafia og den politiske magt er en gammel tradition. I min roman om Italiens samling, I traditori (Forræderne), beskriver jeg, at det har været et historisk faktum i 150 år. Det er selvfølgelig gået op og ned. Nogle dele af staten står i ledtog med mafiaen, mens andre dele af staten bekæmper den. Det er den italienske dialektik.«

Talende græshopper

De Cataldos seneste bog, In giustizia, er en essaysamling om hans karriere ved Italiens domstole. Bogens titel betyder ’I retsvæsnet’, men kan også, hvis man udtaler ordene uden mellemrum, betyde ’Uretfærdighed’.

»En dommer, der skriver bøger, bliver nærmest betragtet som en fare for retsvæsnets prestige,« bemærker De Cataldo, som tilhører en generation af jurister, der under indflydelse af studenteroprøret gjorde op med det herskende princip i italiensk retspleje — »Loven fortolkes over for venner og håndhæves over for fjender,« som den liberale ministerpræsident Giovanni Giolitti sagde — og begyndte at tage princippet om lighed for loven alvorligt. Det førte til en række sager, hvor magthaverne havnede på anklagebænken.

»Det har skabt et problem, for dommerne har traditionelt været magtens allierede. Det er jo ikke sådan, at alle dommere er gået ind i branchen for at redde verden. Jeg havde heller ikke anden ambition end at gøre mit arbejde godt og ærligt. Men det bliver sværere og sværere,« siger De Cataldo med henvisning til de seneste års retspolitik: »Det er fatalt, når samfundet præmierer dig, hvis du som dommer sender narkomaner og ludere i fængsel, men bekæmper dig, hvis du retsforfølger magthaverne. Kampagnen mod retsvæsenet har gjort indtryk og skræmt anklagerne, især de unge.«

Samtidig med kampagnen mod dommere og anklagere har Berlusconis regering slækket på bekæmpelsen af skattesvig og korruption. Ifølge De Cataldo har det opmuntret italienerne til selvbedrag: »De har bildt italienerne ind, at vi levede i en slags drømmeland. Men de skjulte krisen. De var miraklernes regering, så kritikere blev hånet som sortseere. Italienerne er overtroiske, og kritikere bliver opfattet som den talende græshoppe i Pinocchio. Før eller siden knuser vi græshoppen.«

Kollektiv erindring

Som romanforfatter med licens til at fabrikere beviser bryder De Cataldo med de begrænsninger, som dommere i en retsstat nødvendigvis må respektere. Hans dramadokumentariske noir-romaner, der tager afsæt i virkelige begivenheder, beskriver en magtkoncentraton i det italienske samfund, som transcenderer den enkeltstående forbrydelse og således kan tilskrives et skjult, kollektivt subjekt. De Cataldos bøger har et enormt personregister, og for det meste kan man bag fiktionens masker skimte virkelige personer. I de mangestemmige romaner kan læseren få »et samlende overblik« over begivenheder og omslag i Italiens historie, påpeger De Cataldo.

»Den juridiske sandhed kommer aldrig til at stemme overens med den historiske sandhed, for i en retssag forsvarer den anklagede sig, mens paraderne er faldet, når historiens dom fældes.«

Således bliver romanlitteraturen til en del af de kontrolinstanser, der skal sikre den offentlige erindring mod fordrejninger og løgne, mener De Cataldo.

»For nutidens unge tilhører Italiens samling og modstandsbevægelsen forhistorien på linje med hulemennesket. Den øgede hastighed som følge af den moderne computerteknologi afvikler alle de historiske mellemregninger. Computergenerationen, som min 18-årige søn tilhører, har smidt fortiden ud, så derfor er det nødvendigt at rekonstruere den.«

Ydmygende situation

Italien er et land, hvor samfundslivet og således også historieskrivningen er mere politiseret end de fleste andre steder i Vesten. Højre- og venstrefløjen abonnerer på vidt forskellige fortællinger om fortiden, f.eks. om baggrunden for terrorismen i 1970’erne. Men den manglende konsensus omkring den historiske sandhed er ikke nødvendigvis et problem, hævder De Cataldo.

»Italien er et land, som er skeptisk indstillet i forhold til officielle sandheder, for det er altid statens eller bestemte interessers sandheder. Italien er et katolsk land, og italienerne kender godt sandheden om mange begivenheder, men det afgørende for os er, om man bliver taget på fersk gerning. Folk ved godt, hvordan tingene hænger sammen, men accepterer det. I protestantiske lande er sandheden så vigtig, at visse ting bare ikke må forekomme. I den forstand er de protestantiske lande måske endda mere hykleriske, end vi er.«

— Er italienerne ærlige omkring deres uærlighed, mens vi nordeuropæere er uærlige omkring vores ærlighed?

»Ja, det kan man godt sige. Det er dog også indlysende sandt, at nogle ting fungerer meget bedre i Nordeuropa. Men den ærlige italiener er en stor personlighed, fordi han også rummer fantasi, kreativitet og en stor arbejdsevne. Det er emigranter fra Italien beviset på. Lige siden Italiens samling i 1861 har der været en kamp mellem seriøse, arbejdsomme italienere og slynglerne. Desværre holder befolkningen ofte med slynglerne. Det har skabt en krise for staten og en manglende evne til at forholde sig til magthaverne som ligestillede og ikke som undersåtter. I dag befinder vi os så i en situation, hvor alle er nødt til at acceptere en teknisk overgangsregering. Det er ydmygende.«