Læsetid: 8 min.

Kibera — hvor kvæghyrdens vandring ender

Stadig flere masaier og andre hyrdefolk på Afrikas Horn må på grund af klimaforandringer og konkurrence om jorden opgive deres oprindelige tilværelse. Mangesøger til storbyerne, hvor de ender i slummens elendighed. Joseph Lemole er en af dem
Stadig flere masaier og andre hyrdefolk på Afrikas Horn må på grund af klimaforandringer og konkurrence om jorden opgive deres oprindelige tilværelse. Mangesøger til storbyerne, hvor de ender i slummens elendighed. Joseph Lemole er en af dem
3. december 2011

Der er noget med hans øjne. Knækket stolthed? Svært at se i det lille mørke rum, hvor han sidder på en hvid plasticstol, presset op i hjørnet mod bølgebliksvæggen. Han svarer på spørgsmålene, men undgår den øjenkontakt, der indebærer blottelse. Værdighed er en indgroet del af hans kultur og opvækst, men her i den snavsede elendighed fremstår den noget vingeskudt.

Navn: Joseph Lemole

Alder: 26 år

Baggrund: Masai

Sted: Kibera, en af Afrikas største slumbyer, i Kenyas hovedstad Nairobi.

Indtil for få måneder siden levede Joseph, som hans folk har gjort i århundreder. Som kvæghyrde, der vandrede med sine dyr, efter hvor græsningen var bedst og vandet tilgængeligt. Senest i området ved Kitui i det østlige Kenya

»Min far havde 45 køer, jeg havde 10,« fortæller han.

Det gik. Indtil tørken for alvor blev slem sidste år.

»Vi gik ud med køerne kl. tre om morgenen, fordi der var en smule dug, de kunne drikke. Men tørken blev værre, og så døde de. Nu er der ingen tilbage.«

Uden noget at leve af besluttede Joseph Lemole som mange andre trængte hyrdefolk at bryde op, forlade sin hustru og sin far og begive sig mod storbyen. I tre dage vandrede han til fods mod Nairobi. Og endte her i Kibera, elendighedens endestation, hvor han nu har opholdt sig i to måneder.

»Jeg er kommet til byen for at søge arbejde, så jeg kan sende penge tilbage til min familie,« siger han.

Joseph Lemole deler skæbne med hundredetusinder.

Ingen ved, hvor mange mennesker der lever i Kiberas slum — det er populært at sige ’op mod en million’, men konkrete forsøg på folketællinger peger snarere på en kvart million. Nogle har boet her i generationer, andre er i stigende tal kommet til de senere år, drevet ind fra Kenyas landdistrikter, hvor konkurrence og konflikt om jorden på grund af det voksende folketal eller — som i den unge masais tilfælde — på grund af tørke og mangel på græsning gør den traditionelle tilværelse umulig. 80 pct. af Kenyas areal udgøres i dag af såkaldt tørre og halvtørre landområder med en hidtidig befolkning på 10 mio. mennesker, hvoraf mere end 60 pct. lever under fattigdomsgrænsen.

En ny interview-undersøgelse fra FN’s Organisation for migration, IOM, fortæller, at 83 pct. af de unge mænd i masai-områderne søger sig mod byerne, mens tallene for Turkana-regionen og for hyrdefolkene i det nordøstlige Kenya er henholdsvis 64 og 69 pct. Også for unge kvinder er vandringen mod byerne høj.

»Flertallet (af de unge, der opgiver livet som hyrdefolk, red.) ender i byområderne, og de begynder hurtigt at fortvivle over deres livssituation i takt med, at de låses fast i fattigdom,« skriver IOM.

Forældregenerationen er ifølge undersøgelsen »alarmeret« over de unges opbrud og deres skæbne i byerne.

Flying toilets

Det forstår man, når man vandrer i Kibera. I sin snavsede og ydmygende armod er stedet her en falliterklæring for menneskeheden.

I den bydel i Kibera, der kaldes Soweto — »dette er indtil mørkets frembrud den sikre bydel«, siger Collins, en afrikansk ngo-medarbejder, der viser vej — ligger bølgeblikskure og lerklinede småhuse i et kuperet terræn ned mod en lille flod, der løber gennem slumbyen. Overalt er der op til meterhøje ophobninger af affald. Folk her mangler toiletter og kloaksystemer, så når trangen kommer over én, benytter man ’flying toilets’: Går ud efter mørkets frembrud og gør, hvad man skal, i f.eks. en lille plasticpose, som man så kaster bagud over skulderen: Væk!

Det betyder, at man her vader ad smalle, skrånende stier på flere lag af affald og menneskelig afføring, blandet med mudder. At færdes her i mørke eller når det er glat efter regn forekommer nærmest livsfarligt. Sundhedsfarligt er det uden for enhver tvivl.

Ved den lille flod med brunt stinkende vand vasker kvinder tøj, mens svin, høns, geder og masser af skabede hunde roder i affaldet. På noget, der angiveligt er et nedlagt kollektivtoilet, sidder en lille dreng med en plasticflaske med gulligt vand. Han drikker det ikke, leger bare med det, forsikrer han. Med næppe hørbar stemme svarer han på spørgsmålet om sit navn: »Jareed Hyakundi, tre år.« Der er ingen smil i de øjne.

Det er der heller ikke hos Florens Auma. Hun er 40 år, men ser 10 år ældre ud. Hun kom for mange år siden til Kibera fra det vestlige Kenya, fordi hendes tilkommende mand boede her.

»Men min mand døde for 10 år siden på grund af noget med lungerne. Nu bor jeg her alene med mine børn. Jeg har syv,« fortæller Florens.

Forsørgerbyrden er årsag til, at hun ligger her på knæ på jorden foran sin bolig på et af Kiberas ’hovedstrøg’, en smal, men tæt befærdet jordvej med en åben kloakrende langs husene i hver side.

Florens Auma er selvstændig erhvervsdrivende i Kibera. Hendes lille niche i slumbyens uformelle økonomi består i at indsamle smuler efter de trækul, som andre på stedet producerer, bærer rundt på og sælger i rigt mål.

Liggende på knæene og med de bare hænder ælter hun trækulssmulerne sammen med ler, som hun også har hentet i slumbyen, og får med en lille plasticform fremstillet noget, der ligner barndommens sandkager. Disse sortbrune brændselskager har lav brændværdi i forhold til rene trækul, men til gengæld en længere brændtid.

»Det er et hårdt job, og jeg får ikke meget for det,« siger hun, mens sveden løber af det furede ansigt. Én af kagerne kan indbringe hende to kenyanske shilling — det er ca. 10 øre — så virksomheden er langt fra nok til at betale huslejen.

»Jeg skal betale 800 shilling om måneden for min bolig, som ejes af en kikuyu, der bor uden for Kibera,« fortæller Florens.

At spise tre gange

Kikuyuerne er Kenyas største etniske gruppe med en dominerende rolle i politik og økonomi. Det er typisk, at de elendige huse og hytter i Kibera ejes af folk udefra — også af kenyanske politikere — der hæver huslejepengene, men aldrig sætter deres ben i slummen.

Florens Auma må for at betale den månedlige leje supplere sin lille virksomhed med at vaske tøj for andre.

»Her er ikke noget at smile ad,« siger hun.

»Min drøm er, at mine børn kan få et bedre liv. Men jeg har ikke råd til at betale for deres uddannelse.«

Lidt længere nede ad jordvejen, på den modsatte side, bor Masi Karimi. Det er næsten samme historie.

»Jeg er 25 år, jeg har tre drenge mellem seks og ni år, jeg har boet i Kibera i 10 år, min mand døde for tre måneder siden af diabetes,« fortæller hun i sin lille bolig, der er et rum på under 10 kvadratmeter, anbragt i tredje geled fra vejen.

Man kommer dertil ved at begive sig ind i en fuldstændig mørklagt, lavloftet labyrint med mudret gulv, der snor sig rundt om tæt anbragte rum, til man pludselig står i Masis hjem, oplyst af en nøgen pære i loftet og med et lille bord, en seng, en bænk samt nogle vanddunke og skåle som synligt inventar. På væggen en kalender og et par kulørte billeder af en høne og en hane samt nogle trinde asiatiske børn.

»Der er intet positivt i Kibera. Jeg synes, livet er blevet meget hårdt. Det, jeg havde råd til for 10 år siden, har jeg ikke råd til mere,« fortæller hun.

Masis levevej er tøjvask for middelklassefamilier i Nairobi samt grøntsagssalg fra hendes egen lille forretning.

’Forretningen’ er et diminutivt bord på vejen ved siden af kloakrenden, med ca. 10 tomater, nogle bundter forårsløg og nogle bladbeder til salg. Tomaterne koster 10 shilling pr. stk. — 50 øre — bladbederne fem shilling og løgene én shilling.

»Jeg kan tjene 1.000-3.000 shilling om måneden, men skal betale 1.500 shilling i husleje. Derfor må jeg give afkald på en masse.«

Adspurgt om hendes ønske i livet, svarer hun:

»Jeg vil gerne kunne spise tre gange om dagen. Nu spiser jeg én gang.«

Identitet under pres

Det er i dette samfund, at eks-kvæghyrden og masaien Joseph Lemole skal søge at finde en ny tilværelse og en ny levevej. Efter de første to måneder har han endnu ikke noget sted at bo — han har fået et af hovedstadens lavest betalte job som nattevagt, så der sover han.

»Masaier hjælper hinanden, så om dagen passer jeg det her trækulssalg, som mine venner har,« siger han i det lille mørke rum, hvor alt er dækket af et fint lag kulstøv.

Udenfor er små poser med trækul sat til salg, mens mere træ brænder til kul i en lille ovn.

»Foreløbig har jeg kunnet sende 500 shilling hjem til min kone og min far,« fortæller Joseph. Det er 25 kr.

På spørgsmålet, om han tror, vejret bliver normalt, og det bliver muligt at vende tilbage og genoptage tilværelsen som kvæghyrde, siger han:

»Det ser jeg ingen tegn på. Det bliver meget svært. Hvis udviklingen fortsætter som nu, vil masaier blive tvunget til at leve på en anden måde.«

Forklaringen om, at tørken og det ekstreme vejr har sammenhæng med menneskets forbrug af fossil energi, har han ikke hørt om og tror ikke på.

»Jeg tror, det er fordi, vi har gjort vore forfædre vrede. Når man gør det, sker sådan noget som det her. I dag er der ikke så mange, der kan tale med gud og med forfædrene og formilde dem.«

Selv foretrækker han indtil videre at blive i byen og skabe sig en karriere. Han har ganske vist kun gået to år i skole, fordi han skulle hjælpe med at passe dyrene, men han har efter egen opfattelse et andet talent.

»Jeg skriver sange og synger på masaiernes sprog, og det talent vil jeg gerne afprøve.«

Om han vil give en prøve på sin kunnen? Gerne, siger Joseph og synger med lav stemme en sang, som han siger handler om alle de vanskeligheder, han har mødt, om hvad han ønsker sig af livet og om at sige tak til sin far og mor for at have taget sig af ham.

Man kan ikke sige, at det er en stor stemme, men den er bærer af den drøm, han stadig har, siddende på den hvide plasticstol i dette sorte hul i den store slumby. Ved hoften har Joseph Lemole stadig sin lange masai-kniv. Resterne af en identitet under pres.

 

 

Serie: Mens de snakker i Durban

De globale klimaforhandlinger kører på ny på COP17 i Durban, Sydafrika, med forventningerne helt i bund. Mens der tales, besøger Informations klimamedarbejder Jørgen Steen Nielsen og fotograf Jakob Dall Afrikas Horn, hvor mennesker fortsat betaler en høj pris for politikernes passivitet.

Følg ’Journalen’ om COP17 med hele serien, links, fotoblog, baggrundsmaterialer, video m.m.: information.dk/journal/286160

Informations reportagerejse til Afrikas Horn er gennemført med støtte fra Folkekirkens Nødhjælp og Udenrigsministeriet

Nattevagt. Joseph Lemoles vej til slumbyen Kibera i Nairobi ligner mange af de andre hundredetusinder, der bor i Afrikas største slumby. Han er masai, men har måttet opgive livet som normade på grund af tørken. Nu tjener han lidt som nattevagt. Foto: Jakob Dall

Serie

COP17: Mens de snakker i Durban

De globale klimaforhandlinger fortsætter fra mandag med COP17 i Durban, Sydafrika.

På forhånd er forventningerne helt i bund — ingen forventer sig gennembrud hen imod den forpligtende internationale aftale, der kan beskytte planeten mod tiltagende global opvarmning. Så mens der tales, fortsætter klimaforandringerne og med dem de høje omkostninger for opvarmningens ofre.

Frem for som sædvanlig at placere sig som tilskuer til COP-processen er Informations klimamedarbejder Jørgen Steen Nielsen og fotograf Jakob Dall rejst til Afrikas Horn, til de gennem flere år tørkeramte områder i det nordlige Kenya, hvor klimaflygtninge og hyrdefolk fortsat betaler prisen for politikernes passivitet.

Følg serien i Information, mens COP17 står på

Seneste artikler

  • Kan 50 millioner mennesker ændre livsform?

    12. december 2011
    Millioner af mennesker på Afrikas Horn kan ikke fortsætte det liv, de har levet i århundreder. Klimaændringerne gør det umuligt. Spørgsmålet er, om de skal leve videre på nødhjælp eller kan finde en ny livsform, dikteret af hvad andre har gjort ved den fælles atmosfære
  • Klimaregningen er sendt til de fattigste

    10. december 2011
    FN’s internationale klimatopmøde i Sydafrika blev igen et eksempel på, at verdens ledere trækker en nødvendig klimaaftale i langdrag. I Etiopien kan hyrdefamilien Basayee se frem til flere døde kreaturer og tomme maver
  • Klimaet er ikke den eneste skurk på Afrikas Horn

    7. december 2011
    Det er ikke kun klimaforandringernes skyld, at Afrikas Horn er ramt af massiv hungersnød. Problemerne skyldes også, at områdets nomader har svært ved at finde balancen mellem deres traditionelle livsform og moderne krav. Det er tid til selvransagelse — også blandt de humanitære organisationer
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Ja, og så kan man lige kontrasterer disse menneskers helt og aldeles kummerlige forhold med det håbløst forkælede nonsens "farven af klinkerne matcher ikke med gardinernes ditto" i "Hammerslag" eller "Liebhaverne".

Ja, det er helt forfærdeligt og jeg skæmmer mig over at vi i verdens rigeste hjørne bruger tusindvis af milliarder penge på al mulige ting og aktiviteter som er enten destruktive for miljø og mennesker eller fuldstændig ligegyldige og nytteløse. Det er en skændsel og jeg håber at der snart kommer en ændring i vores attitude.

Jeg mener dog også at den måde mange af Afrikas nomadefolk lever på aldrig har været hverken økologisk eller social/politisk bæredygtig. Mange af stammerne har en historie som morderiske røvere, sklaveejere, sklavejægere og -handlere, (Mauretaniens Tuareg er først for nylig blevet tvunget til at opgive deres højtelskede tradition for at holde slaver) og har haft fejder og stammekrige kørende over århundreder. Dertil kommer at de har bidraget deres del til ørkenspredning igennem hensynsløs afgræsning. Får og geder æder simpelt hen alt grønt der kan ædes, især spirende træer og buskads. Træ der overlever gedernes appetit bliver brugt til brænde.

Hensyn til naturen eller til andre mennesker har aldrig fyldt ret meget i de fleste nomaders bevidsthed og livsstil.
De rejser jo bare videre når et område er tømt for det de har brug for eller hvis der opstår for megen ballade med naboerne.

De har ikke bare brug for økonomisk hjælp men også uddannelse og hjælp til at finde en ny, moderne og bæredygtig livsstil.