Læsetid: 3 min.

Læserne spørger: Klaus Rifbjerg

Klaus Rifbjerg besvarer læsernes spørgsmål
Klaus Rifbjerg (født 1931). Forfatter. Debuterede med ’Under vejr med mig selv’ i 1956 og har siden skrevet et utal af romaner, erindringer, digt-, novelle- og essaysamlinger samt dramatik til tv, radio og teater. Udgav i denne uge digtsamlingen ’Stederne’.

Klaus Rifbjerg (født 1931). Forfatter. Debuterede med ’Under vejr med mig selv’ i 1956 og har siden skrevet et utal af romaner, erindringer, digt-, novelle- og essaysamlinger samt dramatik til tv, radio og teater. Udgav i denne uge digtsamlingen ’Stederne’.

Linda Henriksen

17. december 2011

Hvad er dit forhold til København og den udvikling, byen har gennemgået?

Jeg synes stadig, København er en god og smuk by, men meget er blevet grimmere. Jeg tænker først og fremmest på bælterne af skodbyggeri, der er sprunget op siden 50’erne og på den barbariske biltrafik, der oser gaderne og lungerne til. Jeg kører selv bil, men primært for at komme væk fra byen. Og så er råheden eskaleret i hovedstaden og megen trafi- kal og dermed menneskelighed gået fløjten.

Vi lever i en tid, der er præget af både økonomisk og økologisk krise, som ingen beslutningstagere ser ud til at kunne løse. Er du pessimist eller optimist på samfundets vegne?

Hvis jeg ikke var optimist, var jeg her ikke mere.

En god bog og en kop kaffe er udfordret af både computere, kabel-tv og mobiltelefoner. Kan bogens ældgamle koncept klare sig mod de digitale konkurrenter

I mørke stunder forestiller jeg mig, at vi bogelskere går rundt i sneskoven som i Bradbury’s og Truffauts Fahrenheit 451 og læser klassikerne for hinanden. Bogen, som vi kender den, er nødlidende, og jeg har ondt af dem, der ikke får lov til at træde ind i stilheden, hvor bogen med sin vældige fantasiskaben hersker og er ens søde og trofaste fangevogter.

Hvad er det vigtigste, du har lært de sidste 80 år?

At diskretion er en æressag.

Hvornår blev du sidst ægte indigneret?

Da jeg læste om en muslimsk kvinde, der blev stenet. Samt ved tanken om, at det er våbenindustrien, der styrer verden.

Hvad fik du til morgenmad?

En hel kiwi, en portion muesli med promillemælk (jersey), to stykker ristet brød, et med orangemarmelade, et med honning. Et glas vand og et krus kaffe.

Er du en god ven? Og hvad har venskaber betydet for dig?

Jeg er sikkert en elendig ven, men jeg gør mig umage. I årenes løb har jeg elsket venskabet og tilbedt de rigtige venner, sådan er det stadig,

I lørdagens interview sagde du, at Information har været et vigtigt sted for dig. Hvordan har du det med Information i dag?

I dag er Information stort set billet-mærket ’Alvor’ med hældning mod Folkekirken. Men når DF og Langballe-Krarup optræder (for ikke at tale om Søren Espersen), kan man stadig få sig et godt grin.

En ven sagde engang til mig: ’Man bliver mere sentimental med alderen’. Gælder det også dig

Bliver man mere sentimental med alderen, vokser galden i samme tempo. Jeg synes stadig, der er for mange idioter på banen, men i den betragtning er jo også indbygget en vis sentimentalitet, fordi man tror, der engang var færre — hvad der naturligvis ikke var.

Af alle dine bøger, hvilken er du allerbedst tilfreds med — og du siger den sidste?

Jeg ER faktisk glad for den seneste, som er en digtsamling, der hedder Stederne, Der står det hele — som det gør i alle gode bøger.

Hvad er det værste og det bedste ved at fylde 80?

Nedskrivningen til nul er ikke munter, fordi man kan mindre og mindre af det, man kunne. Men også i den kendsgerning ligger en inspiration: Man skal vise dem!

Føler du dig privilegeret?

Jeg føler mig ekstremt priviligeret. Jeg har tre smukke, intelligente og kærlige børn, en elsket kone, har gjort, hvad jeg har villet og har levet under fri og gavmilde omstændigheder i vesteuropæiske demokratier, siden jeg blev helt bevidst, og Anden Verdenskrig var forbi. Jeg er faktisk, hvad Bent Vinn Nielsen med slet skjult foragt kalder »en forkælet dengse«.

Hvilken af dine bøger er du mest stolt af?

Hvordan skulle jeg kunne være ekstra stolt af en enkelt af mine bøger, når de alle sammen er gode? Hvis De forstår, hvad jeg mener.

Hvornår har du selv taget mest fejl?

Apropos ovenstående: Jeg tager fejl uafbrudt.

Hvem er din yndlingspolitiker?

Viggo Hørup. Men han er jo også død.

Hvem har skuffet dig mest?

Villy Søvndal.

Hvad er det smukkeste sted i Danmark?

Læs mine digte, de vrimler med dejlige danske steder — også Stederne. Men ærligt talt, er der ret mange tilbage? Måske er det derfor, man bliver sentimental på sine gamle dage?

Serie

Seneste artikler

  • Læserne spørger: Morten Sabroe

    18. maj 2013
    »Kvindelige litteraturanmeldere, har jeg hørt, skulle være meget tørre. Det gælder også de mandlige. Jeg tror, det var sidste år, at nogle videnskabsfolk gav en mandlig anmelder snorkel og briller på og lagde ham i vandbad i en uge. Da de tog ham op, var han nøjagtig lige så tør, som da de lagde ham i ...«
  • Læserne spørger: Pablo Llambias

    2. marts 2013
    »Jeg tror ikke, at jeg ville blive skudt for mit første kritiske spørgsmål, men jeg ville helt sikkert få internettets kærlighed at føle. Dét er der ikke mange, der kan holde til i længden. Hvad stiller vi op med dén trussel?«
  • Læserne spørger: Carl Pedersen

    22. september 2012
    Carl Pedersen besvarer læsernes spørgsmål
Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

"En god bog og en kop kaffe er udfordret af både
computer, kabel-tv og mobiltelefoner. Kan bogens ældgamle koncept klare sig mod de digitale konkurrenter"

I dag er det jo på ipad og amazon det foregår. Men det udelukker vel ikke kaffen og den gode bog.