Læsetid: 3 min.

Det er nødvendigt at moralisere

Ifølge juristen Stefano Rodotà er Italien under Berlusconi blevet forvandlet til et laboratorium for afviklingen af offentlig moral
31. december 2011

»Moralist er blevet synonym for tudefjæs, en overset og lidt latterlig pædagog, der prædiker for vinden og revser tidens sæder, lige så kedelig som han heldigvis er uskadelig,« bemærkede den italienske filosof Norberto Bobbio. Stefano Rodotà, professor emeritus ved det juridiske fakultet på La Sapienza-universitetet i Rom, har dog ingen problemer med prædikatet og betegner i bogen Elogio del moralismo (Hyldest til moralismen) sig selv som »en gammel, uforbederlig og ufortrøden moralist«. Selv om moralisten risikerer at blive beskyldt for dobbeltmoralsk at forsøge at skjule egne laster, er denne risiko værd at løbe i nutidens Italien, mener Rodotà: »Institutioner og mennesker bliver ikke respekteret, når de ikke længere fremstår som respektable. Og jo mere udbredt dette fænomen bliver, des mere umulig bliver den politiske konsensus, som afløses af stiltiende accept og medskyldighed.«

Under Berlusconi har Italien udviklet sig til »et perverst laboratorium« for afviklingen af den offentlige moral, hævder Rodotà: »Det mest alvorlige ved den aktuelle situation består i, at den daglige samfundsundergravning gør, at man ikke engang kan påberåbe sig loven, der ikke længere har til formål at sikre retfærdighed og lighed, men derimod at garantere straffrihed og privilegier.«

Loven som flugtvej

Tilbage i 1981 havde kommunistpartiets leder, Enrico Berlinguer, advaret om, at manglen på moralprincipper i det politiske liv udgjorde en fare for demokratiet: »I dag er partierne først og fremmest redskaber for magt og nepotisme,« sagde Berlinguer i et berømt interview om la questione morale, det moralske spørgsmål. »Hvis man fortsætter på denne måde, risikerer demokratiet i Italien at skrumpe ind — ikke at udvide og udvikle sig, men at blive kvalt i en sump.«

Berlinguers moralske spørgsmål har ifølge Rodotà udviklet til at være det mest brændende politiske spørgsmål i Italien. I slutningen af 1980’erne begyndte det at blive tydeligt, at korruption var en integreret del af det politiske liv. Det forsøgte anklagerne i Milano at gøre op med i starten af 1990’erne i forbindelse med Operation Rene Hænder, hvor fremtrædende politikere havnede på anklagebænken. Men disse bestræbelser mødte indædt modstand: »Under Operation Rene Hænder forsøgte man i det mindste at genvinde det terræn, hvor korruptionen havde blomstret, men i dag bliver den institutionelle jord tålmodigt gødet, så en handlemåde, der er grundlæggende kriminel, kan praktiseres helt lovligt og i fuldt dagslys,« skriver Rodotà med henvisning til f.eks. afkriminaliseringen af regnskabssvindel og en række andre love, som er blevet vedtaget i de seneste årtier. »Mens disse handlinger før i tiden trods alt tilhørte i kriminalitetens sfære, skaber man nu en ’særlig lovlighed’ med det formål at inkludere i det tilladtes sfære, hvad der burde forblive udenfor. Således forvrænges lovens betydning, så den ikke længere udgør en garanti, men snarere bliver til en flugtvej. Og skærmet af den forvrængede lov praktiseres den daglige samfundsundergravning, som får handlinger, der deformerer institutionernes funktion og hele det offentlige liv, til at fremstå som normale.«

Ingen selvjustits

At det er kommet så vidt skyldes navnlig, at politikerne har fralagt sig ansvaret for at moralisere og skride ind over for umoralske handlinger, mener Rodotà. Det tunge ansvar er blevet lagt på dommerstandens skuldre. Således er det politiske ansvar — pligten til ikke blot at holde sig inden for lovens rammer, men også på dydens smalle sti — forsvundet, hvilket i sidste ende kommer til at gå ud over politikerne selv: »Hvorfor er det politiske establishment i andre lande så nådesløst over for dem af dets medlemmer, som opfører sig på en måde, der slår blot små skår i dets omdømme?« spørger Rodotà. »Vi må huske på, at demokrati ikke blot betyder folkestyre, men også at regere i fuld offentlighed. Denne enkle og dybe sandhed medfører, at løgnen er uacceptabel i politik, og at den, der frivilligt har valgt at forlade den trygge privatsfære for at blive hovedperson i det offentlige liv, ikke kan forvandle politik til et påskud for ikke at gøre rede for sine handlinger.«

Den manglende selvjustits har forvandlet den politiske elite i Italien til en kaste. Offentligheden kommer således til at befinde sig i en slags limbo, inden der fældes definitiv dom over politikere, som er beskyldt for kriminelle forhold. Således er Berlusconis nære ven og samarbejdspartner Marcello Dell’Utri, som er anklaget for at stå i ledtog med den sicilianske mafia, fortsat medlem af senatet. Den definitive dom mod Dell’Utri, som bliver afsagt i begyndelse af 2012, vil ikke kunne genetablere politikernes troværdighed. Rodotàs pointe er tværtimod, at det kræver et opgør med forbuddet mod at moralisere.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu