Læsetid: 4 min.

Pligten til afvigelse

Måske er afvigelse en moralsk forpligtelse, som kræver langt mere bevågenhed, end vi normalt tænker
Måske er afvigelse en moralsk forpligtelse, som kræver langt mere bevågenhed, end vi normalt tænker
31. december 2011

Søvejsreglerne, der er skabt for at sikre afviklingen af trafikken til havs, rummer et fint filosofisk perspektiv på normer og regler i almindelighed. I grundreglernes paragraf to, der er en slags metaregel for, hvordan det efterfølgende skal forstås, præciseres det nemlig, at man ud over at stå til ansvar for det, man burde vide ved at kende reglerne, også er forpligtet på enhver forsigtighedsregel, »som almindeligt sømandskab eller tilfældets særegne omstændigheder måtte tilsige«. For det første tolereres altså ingen undskyldninger for ikke at have overholdt reglerne, og for det andet er man derudover forpligtet på en forsigtighedsregel, der ikke nødvendigvis er dækket af reglerne, men som ’tilsiges’ af almindeligt sømandskab og særegne omstændigheder.

Søvejsreglerne er således ikke bare et sæt af forskrifter, som man kan følge for at leve op til sit ansvar; de rummer også et formelt ubestemmeligt princip om at tage hensyn til særegne omstændigheder ud fra den erfaring, man nu har som sømand. Hvad det indebærer, bør man vide, selv om man ikke på forhånd kan vide, hvad det er, man bør vide. Ligesom Freuds ’overjeg’ foreskriver søvejsreglerne altså både en række forskrifter og en tilføjelse om, at man aldrig kan være sikker på, at det er nok bare at følge dem. Man kan ikke gemme sig bag en søvejsregel.

Søforklaringens logik

Oven i købet kommer så paragraffens anden del, hvor det tilføjes, at der også skal tages hensyn til farer og »enhver særlig omstændighed«, der »måtte gøre en afvigelse fra disse regler nødvendig for at undgå overhængende fare«. Igen er det altså sådan, at man skal være opmærksom på, om der er omstændigheder ud over det, der er beskrevet i reglerne, som kræver ens agtpågivenhed, men i tillæg til det skal man så oven i købet være parat til at afvige fra reglerne selv, hvis situationen påkræver det.

Det er ikke så mærkeligt, at der efter ulykker til havs er behov for en såkaldt søforklaring. Denne institution skal netop både tage stilling til, om reglerne i det pågældende tilfælde var overholdt, og om særlige omstændigheder krævede mere af de søfarende, end hvad de har kunnet læse i reglerne. Det vil bl.a. sige, at en søforklaring skal vurdere, om den sejlende har levet op til en forpligtelse, hvis indhold han ikke kendte! Ikke så underligt, at søforklaring i dagligsproget også kan betyde et excessivt forsøg på ansvarsforflygtigelse — dvs. når man forsøger af al magt at flygte fra det, som man ikke kan flygte fra: det absolutte ansvar.

Det ukendtes lov

Er søforklaringens logik ikke netop, hvad der kendetegner etik i almindelighed? Hvis man mener at have levet op til sit etiske ansvar ved at følge et sæt af sæder, skikke eller normer, kan man i virkeligheden have gjort sig skyldig i en utilgivelig forbrydelse.

Det mest markante udtryk for en undskyldning, der søger at fritage forbryderen for ansvar med henvisning til reglen, er vel SS-officeren Adolf Eichmann, der under sin retssag i Jerusalem efter Anden Verdenskrig forsøgte at undskylde sin meddelagtighed i Hitlers udryddelseslejre med, at han som en god kantianer havde forsøgt at leve op til sin pligt. Eichmann ’forvekslede’, for nu at sige det mildt, sin pligt i den egentlige, kantianske forstand med den umiddelbart givne pligt, der var foreskrevet af de gældende regler og af den yderst konkrete fører for det nazistiske parti. Han udfyldte så at sige Immanuel Kants morallov, det kategoriske imperativ, med Hitlers konkrete forordninger og ønsker. I stedet for at sige »Kan jeg kunne ville, at maksimen for min handling blev almen lov«, sagde Eichmann: »Er maksimen for min handling i overensstemmelse med, hvad Føreren kan have ment?«

Her har vi en yderligtgående illustration af, hvor fatalt det kan være at anskue ens moralske forpligtelser som efterfølgelse af de nugældende normer. Eichmanns perverterede opfattelse af, hvad der var hans pligt, taler til os på tværs af tiden: Hvis moralsk og politisk ansvar kan udtømmes af den bestående ordens forskrifter, om de så er nok så demokratisk vedtagne, er der tale om at gemme sig bag regler i stedet for at leve op til sit ansvar.

Det kategoriske imperativ er det ukendtes lov. Det er en lov, der pålægges menneskene, men som aldrig kan efterleves ved simpelthen at henvise til aktuelle, selv bredt accepterede regler. Det forpligter bare; det fortæller os ikke, hvori pligten består. Derfor kan pligten vise sig at kræve handlinger, der overhovedet ikke er nogen dækning for i det alment accepterede og beskrevne.

Søens element

Måske har vi brug for flere søforklaringer? Steder, institutioner, hvor vi kan drage hinanden til ansvar for ikke at have set bort fra de almindelige spilleregler, hvis situationen tilsagde det. Søen er, skal man huske, netop det regelløse element — et element, som konfronterer os med, at de regler, vi mennesker laver, er vores egne. At vi selv står til ansvar for dem, og at vi selv har pligt til at afvige fra dem, hvis det er påkrævet.

Var det ikke på tide, for eksempel, at afholde en søforklaring for at afdække, hvilke former for ansvar der burde have sat sig igennem i de senere års klimaforhandlinger? Kan vi blive ved med at udskyde vores handlinger med henvisning til komplicerede forhandlingsbetingelser og et økonomisk system, der kræver bestandig vækst og forøget forbrug?

Måske er afvigelse i sig selv en moralsk forpligtelse, som kræver langt mere bevågenhed, end vi normalt tænker.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Jan Aage Jeppesen

"Eichmann ’forvekslede’, for nu at sige det mildt, sin pligt i den egentlige, kantianske forstand med den umiddelbart givne pligt, der var foreskrevet af de gældende regler og af den yderst konkrete fører for det nazistiske parti. Han udfyldte så at sige Immanuel Kants morallov, det kategoriske imperativ, med Hitlers konkrete forordninger og ønsker. I stedet for at sige »Kan jeg kunne ville, at maksimen for min handling blev almen lov«, sagde Eichmann: »Er maksimen for min handling i overensstemmelse med, hvad Føreren kan have ment?« (CENTER FOR VILD ANALYSE).

Det er indlysende, at Eichmann har misforstået Kants kategoriske imperativ, da han ikke forsøger at universalisere sin handlingsmaksime, men alene henviser til den troskabsed han som SS-officer har aflagt over for Føreren personligt. Derfor er Førerens lov også Eichmanns lov.

Men det interessante spørgsmål er, om Eichmann kunne have retfærdiggjort sine handlinger ved korrekt anvendelse af imperativet?

Hvad nu hvis Eichmann havde erklæret: Hvis jeg var jøde ville jeg acceptere, at jeg selv blev udryddet alene af denne grund. Har han da opfyldt kravet om at universalisere sin maksime?

Denne forståelse af imperativet falder tilbage i noget, som allerede er kendt. Så bliver det blot en ny og særpræget formulering af det gyldne regel, som siger, at man ikke bør gøre mod andre, hvad man ikke er villig til at acceptere (eller ikke ønsker), at andre gør mod én selv. Så kan man i princippet undslippe moralsk kritik ved at være villig til selv at blive behandlet, som man behandler andre, hvis man var i den andens sted.

Følger man den tolkning af imperativet, så ender man dér, hvor moral bliver et spørgsmål om inderlighed - om at være tro mod sine egne inderste impulser. Så bliver det moralske forbillede den, som er tro mod sig selv og sine dybeste værdier.

Så bliver forbilledet Hitler, der var tro mod sine egne værdier og idealer, og da Eichmann deler værdier og idealer med Føreren behøver han sådan set ikke gøre sig selvstændige etiske overvejelser. Hitler har allerede gjort sig disse overvejelser og gjort jødeudryddelsen til en almen lov.

Da nederlaget stod klart og var uafvendeligt endte Hitler med at forkaste det tabende Tyskland. For ham var taberen uværdig, også når det gjaldt Tyskland. Føreren accepterer, at den slaviske race har vist sig stærkere end den ariske og det er ham aldeles ligegyldigt hvad der sker med den tyske nation og folk. Han accepterer således, at sejrherren vil udøve den samme grusomhed som den tyskerne udøvede da de rykkede sejrrigt frem.

Da har Hitler, og Eichmann i eksemplet ovenfor, anbragt sig en position som den engelske moralfilosof Richard Hare har karakteriseret med udtrykket "den moralske fanatiker", som han betragter som konsistent, men som er uden for den almindelige moraldiskussion.

Det er næppe tvivl om at Kant er blevet forstået således af mange; og at han i den forståelse har været en medvirkende impuls til den romantiske bevægelse og dens dyrkelse af inderlighed og subjektivitet. Men der kan næppe heller herske tvivl om, at der her er tale om en misforståelse af Kant, og at Kant selv forstår sit "kan ville" dybere end det, som fører til den gyldne regel og til den romantiske dyrkelse af inderligheden. Således gør Kant faktisk også selv opmærksom på, at hans kategoriske imperativ adskiller sig fra den gyldne regel.

Skal vi forstå Kant rigtigt, så skal vi ikke forstå det krav, som ligger i hans "kan ville" psykologisk, men som et i grunden logisk krav. Når man ikke "kan ville" universalisere sin handlingsmaksime, så er det, fordi universaliseringen ville undergrave selve muligheden for den aktivitet, som udføres. Kants kategoriske imperativ siger, at en handlemåde er umoralsk, hvis en verden, hvor den gøres til universel norm, ikke er mulig. Hvis det blev en almen lov at dræbe mennesker ud fra vilkårlige kriterier om hvilken race de tilhører, så kunne alle mennesker i princippet blive ofre for folkedrab. Derved undergraves selve muligheden for, at der kan eksistere et samfund med medlemmer af den menneskelige familie. Derfor er det racistiske folkedrab umoralsk.

I den forståelse af Kant mener jeg, at der ligger både noget rigtigt og vigtigt. Men det er bygget ind i en unødig kompleksitet som følge af den måde, hvorpå Kant formulerer sit etiske grundprincip. Kant går fejl, når han insisterer på at formulere dette grundprincip på basis af begrebet af en lov, og når han derfor kræver, at man skal "kunne ville" gøre sin handlemåde til almen lov. Dette indebærer, at Kant ikke kun får universaliseringskravet ind i det etiske grundprincop, men selve dette grundprincip bliver et krav om, at man i den etiske valgsituation altid skal foretage en universaliseringsprøve.

Dermed kompliceres den konkrete etiske valgsituation unødigt, og Kant har da også selv problemer med at anvende imperativet på en konsistent måde. Han hævder således, at man aldrig bør lyve. Kants asymmetri mellem de ansvar, som man påtager sig ved at lyve, til forskel fra det, som man påtager sig ved at tale sandhed, er ikke selv begrundet i det kategoriske imperativ. Når Kant således absolutiserer sandhedskravet, så går han simpelt hen længere end det kategoriske imperativ kræver.

Dette indebærer ikke, at imperativet ikke er konsistent, blot at det må erstattes af et mere enkelt princip som er lettere at anvende i den konkrete handlingssituation. Et etisk grundprincip skal begrundes ud fra de begrebslogiske betingelser, som må gælde for et sådant princip. Kant har således ret i, at det er en begrebslogisk betingelse, at det etiske grundprincip skal gælde for en person qua person.

Men spørgsmålet er, hvad denne begrebslogiske betingelse fundamentalt implicerer. Som Kant ser det, så er svaret, at den implicerer det kategoriske imperativ (med dets krav om, at man skal kunne ville, at maksimen for ens handling var en almen lov). Her mener filosoffen Kai Sørlander, at Kant tager et alt for stort spring, og at man i stedet må begynde med en simplere slutning.

Efter Sørlanders mening så er den første betingelse, som et etisk grundprincip skal opfylde, at det skal være konsistent med, at den enkelte selv kan leve og handle efter det. Når den betingelse er med, så må det først og fremmest være den, der skal universaliseres i det etiske grundprincip; og så må spørgsmålet om en mulig universalisering af de subjektive handlingsmaksimer komme i anden række. Det vil sige, at så bliver det etiske grundprincip ikke det kategoriske imperativ; men det bliver kravet om, at man skal handle i konsistens med, at man selv og andre personer - de, som berøres af ens handlinger - kan leve som personer. Denne universelle fordring kalder Sørlander for 'det etiske konsistenskrav'.

Kirsten Svejgaard

Hvis jeg husker rigtigt, så var det netop Eichmann-sagen, der fik Hannah Arendt til at definere ondskab som 'fravær af tænkning'.

Efter at have overværet retssagen mod Eichmann kom hun frem til, at Eichmann ikke var 'ond', men at han havde undladt at tænke (selvstændigt).

Heinrich R. Jørgensen

Kant var vel i bund og grund en religiøs sværmer? En mand med en hellig mission, om at kunne bevise gyldigheden af de teologiske forestillinger han havde rod i?

Heinrich R. Jørgensen

Kirsten,

det ikke eksisterende "ondskab" viser sig at nogen undlader at handle "godt". Glemme at konsultere sin samvittighed. Eller blot undlade at gøre det.

Heinrich R. Jørgensen,

for ikke at forvirre dig yderligere med mange ord, hvis oprindelse fortegner sig i tågerne, kan jeg anbefale: -

Peter Sloterdijk: "Philosophische Temperamente, von Platon bis Foucault", Kant, p.64 ff. München, 2009.
(www.diederichs-verlag.de).

Her vil du bl.a. kunne læse, at Kant netop ikke var en "religiøs sværmer".

Heinrich R. Jørgensen

Jan,

jeg tror bestemt Kant havde ambitioner om at være en af fornuftens mænd, men jeg kan ikke se andet end at han skøjter rundt i fedtede tanker og usigeligt mange ord om hvad han vil kunne påvise.

En fordomsfuld, religiøs, doktrinær præmis om at moral (handlinger, normer, spilleregler) lader sig rationelt udæske, og formulere. Formodent baseret på en (uudtalt) præmis om, at når hans gud (muligvis en fornuftens gud) kunne diktere den optimale lov til dennes stenograf, må det være muligt for fornuftens mænd at udlede principperne bag samme lov. Denne lov var materiel (gjort i sten), og bestod af moralforskrifter, dvs. påbud og forbud, samt straffeforskrifter for moralsk frafald.

Det lader sig ikke gøre. Projektet er tåbeligt, og det burde han have indset undervejs. Og gjorde det velnok også, men tog ikke konsekvenserne deraf.

Havde han haft større mod og intellektuel hæderlighed, havde han fokuseret på hvorfor han gerne ville bevise noget bestemt. Han ville have reflekteret over spørgsmålets natur, i stedet for at kreere det ønskede svar med logik og ordgejl.

Moral er i praksis en mekanisme til ensretning og undertrykkelse. Umoral kan til tider være bedre. Amoral er måske altid bedre? Hvorfor fokus på regler, når intentioner/hensigter er væsentligt mere relevante og meningsfulde?

Hvorfor ikke tage livtag med jurister og andre religiøse personers datidigr opfattelse af, at "lov" skulle forstås meget bogstaveligt? Det kunne have haft nytte da. Og desværre også i nutiden.

Når man ikke kan udtrykke og formidle tanker til andre -- heller ikke med skrevne ord -- hvorfor så vedblive med tilføje ord?

Heinrich R. Jørgensen

Chadi,

ingen kan være "ond".

Nedrig, modbydelig og meget andet kan en persons handlinger være, og personer kan beskrives som karakteriseret ved "ondskabsfuldhed".

Eichmann undlod at handle "godt" / "ret" / "rigtigt", og derved var resultatet af hans adfærd (handlinger såvel som ikke-handlinger) "ondt".

Breivik vidste, at begge hans handlinger ikke kunne forsvares etisk. Han hævder svjv ikke det modsatte. Det ville også være omsonst, og tåbeligt. Hans begrundelse går på, at havde han undladt sine modbydelige handlinger (undlad at agere), ville de samlede konsekvenser for alle (?) mennesker havde været væsentligt værre. En "ond" handling påstås dermed at være at foretrække frem for ikke-handling, ud fra handlingens pædagogiske (?) nytteværdi.

Jeg er ikke med nogen af dem.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

jeg ved ikke, hvor du har din forestilling om Kant fra. Men det er i hvert fald ikke fra Kant, og det ville vel egentlig være at godt sted at begynde, hvis man ønsker at holde sit pis kogende i denne kolde tid.

Nu skal jeg ikke belære dig (den slags ligger mig fjernt, og jeg ved, at det er håbløst), men blot som et kuriosum nævne, at Kant f.eks. afviste alle gudsbeviser.

Men jeg vil da gerne udæske dig. Hvis vi nu tager f.eks. Grundlegung zur Metaphysik der Sitten, hvor mener du så, at Kant i dette værk skejer alvorligt ud?

PS. Om du i denne sammenhæng henviser til første oplag eller andet, skal ikke skille os ad. Min udgave ((fra Wissenschaftliche Buchgesellschaft Darmstadt, 1970) rummer begge versioner.

Kirsten Svejgaard

Breivik er i en anden kategori, idet han tolker begivenheder på en syg måde. Heller ikke Breivik kan man efter min mening kalde 'ond', men et menneske med en forvrænget tankegang.

Jeg har ikke fulgt sagen i detaljer, men det forlyder, at han i ramme alvor har betragtet nogle muslimske flygtninge som 'besættere', der ville 'overtage magten'. Man må jo sige, at han både har tænkt og handlet 'selvstændigt', oven i købet med 'gode' hensigter, men altså med en syg og forskruet hjerne som udgangspunkt.

Breivik var vel mere som en Hitler end som en Eichmann. Også Hitler var et mentalt perverteret menneske. Men det er en helt anden historie.

Jan Aage Jeppesen

Heinrich R. Jørgensen:

"Moral er i praksis en mekanisme til ensretning og undertrykkelse. Umoral kan til tider være bedre. Amoral er måske altid bedre? Hvorfor fokus på regler, når intentioner/hensigter er væsentligt mere relevante og meningsfulde?"

Hvis der ingen substantiel forskel er mellem moral og amoral, så har du tømt begreberne for meningsindhold og de kan anvendes i flæng uden kontradition.

Hvad du i virkeligheden har gjort med denne øvelse er at ophæve modsigelsesprincippet, med en påstand om, at et ord og dets negation betyder det samme. Hævder man det, så har man ophævet logikken og dermed ikke blot forskellen sandt og falsk, men også mellem godt og ondt.

Du er så havnet dér, hvor der ingen forskel er mellem om man hjælper nazisterne med at gasse jøder eller giver alt sit overskud til de fattige. Hvilken at de to handlinger der bør tilskrives prædikatet moralsk rigtigt og hvilken der bør kaldes amoralsk bliver således et uafgørbart spørgsmål.

Som allerede Aristoteles påpegede i sin "Metafysik" kan man ikke konsistent benægte modsigelsesprincippet, fordi man nødvendigvis forudsætter dette princip, i og med at man overhovedet hævder et standpunkt - og altså også i og med at man benægter modsigelsesprincippet.

Chadi El-Sokhon

Heinrich og Kirsten

Så mener I vel oz, at man ikke kan beskrive mother Teresa som et godt menneske! Dvs. ifølge jeres fornuft bør egenskaber som ond og god ikke anvendes på mennesker.
Der er form. ingen mennesker, der er født onde/gode. Enig! Men er det vel ikke den eneste påstand der støtter jeres holdninger!

I hævder, at individer, der agerer ondskabsfuldt, ikke er onde. Det er fint nok, at I gør rede for baggrunden for en given ondskabsfuld handling for at forstå motivet bag og hensigten med denne. Men problemet er, at I begge slutter med at retfærdiggøre hensigten bag Breiviks adfærd (naturligvis ikke selve adfærden)! Hvordan i alverden kan man synes, at en persons hensigt er god, når pågældende bevidst havde til hensigt at dræbe så mange uskyldige som muligt? Og Heinrich! Selvom dette drejer sig om et større formål (i Breiviks bevidsthed) for mange flere menneskers vedkommende end dem, der blev dræbt! Kan dette evt. hænge sammen med jeres menneskesyn, at I ikke mener, der findes onde mennesker?

Jan Aage Jeppesen

Kirsten Svejgaard skriver:

"Breivik er i en anden kategori, idet han tolker begivenheder på en syg måde. Heller ikke Breivik kan man efter min mening kalde ‘ond’, men et menneske med en forvrænget tankegang."

Det er ingen forklaring blot at kalde Breiviks fortolkning af virkeligheden for 'syg'. Han er for mig at se lige så normal som Eichmann, der blev fundet nærmest pinlig normal af de retspsykiatere der undersøgte ham under processen i Jerusalem.
Det var netop denne 'hypernormalitet' der fik Hannah Arendt til at anvende udtrykket 'ondskabens banalitet'.

Arendt hævdede, at Eichmann ikke var ond i klassisk forstand. Han udviste ingen patologiske træk, men var tværtimod frygtindgydende normal. Hans 'eneste' skavank var, at han ikke tænkte; at han var banal - en banalitet, som ikke var væsensforskellig fra den, Arendt hævdede var karakteristisk for det moderne massemenneske.

Ond er et begreb der hører hjemme i den religiøse tænkning. Spørgsmålet er ikke om Breivik er ond, men om hans handlinger kan forsvares rent etisk, hvilket han jo selv hævder og argumenterer for i sit såkaldte 'Manifest'.

Selv om vi godtager de præmisser Breivik lægger frem i analysen af situationen, så begår han en logisk fejl, da præmisserne ikke kan bære konklusionen: at det er berettiget at begå terrordrab for at bekæmpe islam og samfundets islamisering.

Det er præcis den samme fejlslutning historiens store massemordere som Stalin, Hitler og Mao begår, når de konkluderer, at målet om at skabe det gode, retfærdige samfund legitimerer, at ethvert middel tages i anvendelse for at nå det glorværdige mål.

Alle sætter de sig ud over den simple etiske fordring, hvorefter drab alene er berettiget for at bjærge eget eller andres liv. Retten til selvforsvar mod et uprovokeret angreb er et grundprincip i folkeretten og fremgår af FN-pagtens artikel 51.

Endvidere anfører du:

"Jeg har ikke fulgt sagen i detaljer, men det forlyder, at han i ramme alvor har betragtet nogle muslimske flygtninge som ‘besættere’, der ville ‘overtage magten’. Man må jo sige, at han både har tænkt og handlet ‘selvstændigt’, oven i købet med ‘gode’ hensigter, men altså med en syg og forskruet hjerne som udgangspunkt."

Der er intet 'sygt eller forskruet' i at betragte muslimer som fjender der arbejder på at overtage magten i samfundet. Men som de andre massemordere begår Breivik den logiske fejl at slutte fra denne præmis til, at det så er berettiget at anvende terrordrab for at forhindre denne udvikling. Hvis man betragter jøder som en dødelig fare for at skabe det gode retfærdige samfund så skaber man en ideologi der legitimerer drab på jøder. Anser man kapitalisme og borgerlig tankegang for at stå i vejen for skabelsen af det gode retfærdige samfund så er det jo bekvemt at have en ideologi der udråber dem til en 'klassefjende' der skal bekæmpes med alle midler.

Det mest foruroligende aspekt er imidlertid at millioner af såkaldte 'normale mennesker' sluttede op om ideologien og hyldede Stalin som menneskehedens frelser og arbejderklassens store leder. Det er her Arendts begreb om 'ondskabens banalitet' der karakteriserer det moderne massemenneske kommer ind i billedet.

Det er rigtigt set at Breivik var mere som en Hitler end en Eichmann, idet han udformede sin egen ideologiske begrundelse for at anvende terror i den givne situation. Forskellen er dog den, at Hitler så vidt vi ved aldrig personligt har dræbt noget menneske, mens Breivik både var skaber af ideologien og dens bøddel. Det er usædvanligt.

At kalde Hitler for 'mentalt perverteret' forklarer jo intet. Du må ned og have fat i den logiske og etiske substans for at forstå hvori fejltænkningen består.

Jan Aage Jeppesen

Chadi El-Sokhon skriver:

"Hvordan i alverden kan man synes, at en persons hensigt er god, når pågældende bevidst havde til hensigt at dræbe så mange uskyldige som muligt?"

Terrorens mål er ikke at dræbe så mange som muligt, men at sejre ved at skabe angst og derved nedbryde viljen til selvforsvar og vælge underkastelse i stedet.

Islams profet Muhammad skal angiveligt have sagt: "I have been made victorious through terror”. (Bukhari 4:52.220).

Hvordan kan muslimer synes, at Muhammad var en god og retfærdig hersker når han førte uprovokerede angrebskrige og begik drab på folkegrupper?

Svaret på det spørgsmål er i princippet det samme som den måde Stalin, Hitler og Breivik forsøgte at legitimere massedrab på: Hensigten helliger midlet.

Ayatollah Khomenei retfærdiggør i skriftet "Islamic Government", 1971, Muhammads morderiske handlinger på denne måde:

"Den mest ædle Profet (fred og velsignelse være med ham) er det yppersligste eksempel på en retfærdig hersker. Når han gav ordre til erobring af bestemte områder, nedbrænding af et bestemt sted, eller ødelæggelse af en bestemt befolkningsgruppe, hvis eksistens var skadelig for islam, muslimer og menneskeheden som helhed, var hans ordrer retfærdige. Hvis man ikke havde givet sådanne ordrer, ville det have været det modsatte af retfærdighed, fordi det ville have været det samme som at være ligeglad med islam, muslimerne og det menneskelige samfund. ..."

Kirsten Svejgaard

Chadi El-Sokhon:

Du misforstår mig lidt.Jeg mener absolut ikke, at Breiviks hensigt er god! Jeg mener, at den i hans egen syge logik var 'god'. Han så sig selv som en frihedskæmper, hvilket selvfølgelig er rablende sindssygt.

Kirsten Svejgaard

Ole Hartling:

"Han er for mig at se lige så normal som Eichmann, der blev fundet nærmest pinlig normal af de retspsykiatere der undersøgte ham under processen i Jerusalem."

Javist, men Breivik er jo netop ikke fundet "pinlig normal" af de norske retspsykiatere, hvilket han absolut heller ikke er!

Og ja, selvfølge begår Breivik en "logisk fejl". Manden er jo ikke i stand til at tænke ud fra en normal logik. Hverken Hitler, Breivik eller deres lige kerer sig det mindste om etiske fordringer.

Når jeg om Hitler slutter med at sige, at "det er en anden historie", så handler det netop om, at det ville kræve en umådeligt lang udredning af forklare Hitlers "logik". En sådan kan ikke foretages i et debatforum.

Og i min optik er det ganske bestemt sygt og forskruet at betragte en håndfuld krigsflygtninge som "fjender, der vil overtage magten". Disse mennesker er jo netop flygtet fra krig og ønsker kun at skabe sig en ny tilværelse under mere fredelige forhold.

Jeg synes faktisk, det meget underligt, at du kan betragte Breivik som normal.

Jan Aage Jeppesen

Pligten til afvigelse forstår jeg som en personlig pligt til ikke blot at acceptere de givne love eller sociale normer, men at sætte sig ud over disse grænser og spørge om, hvad man bør gøre - hvad det er rationelt at gøre. Man bør altså stille det etiske spørgsmål.

Det etiske spørgsmål rejser sig, fordi vi er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne. Den enkelte kan - mere eller mindre præcist - forudse konsekvenserne af sin handlen; og han kan lade denne erkendelse indgå som kausal betingelse for sin handlen. Det er det, der definerer os som personer, og som betyder, at vi ikke er bundet til blindt at følge vore umiddelbare tilskyndelser eller de givne sociale normer; men at vi er i stand til at sætte os ud over disse grænser, og stille det etiske spørgsmål.

Og det har ikke kun mening at spørge om, hvad den enkelte bør gøre for at nå et tilfældigt mål, som han ønsker at nå; men det har også mening at spørge om, hvad han bør gøre alene som følge af, at han er person - altså alene som følge af, at han er i stand til at handle afhængigt af viden om konsekvenserne - og ganske uafhængigt af hans særlige ønsker og specielle sociale situation. Det er det etiske spørgsmål.

Det er et af de spørgsmål, som er så enkelt, at selve enkeltheden gør det vanskeligt at begribe. I princippet må det kunne besvares af enhver person, for i og med at man er person må man også have forudsætningerne for at kunne besvare spørgsmålet. Ellers kan det ikke gælde for enhver mulig person.

Vi kan nærme os et svar ved at gøre os klart, at en fordring som enhver person må være underlagt alene i egenskab af person, nødvendigvis må skulle opfylde visse minimale betingelser.

Den første betingelse er, at fordringen skal være konsistent med, at det er muligt fortsat at følge den. Ellers undergraver den sig selv. Og konsekvensen må så være, at det, som fordringen kræver af den enkelte, skal være konsistent med hans fortsatte eksistens. Han skal kunne leve efter fordringen.

Den anden betingelse er, at fordringen skal gælde for enhver mulig person. Fordringen skal derfor være konsistent med, at alle personer kan leve efter den. Den må derfor indebære, at den enkelte skal bøje sig for, at også andre personer skal kunne leve som personer.

For forskellige personer må så gælde, at de hver især bør handle i konsistens med, at de alle kan opretholde eksistensen som personer. De bør ikke ødelægge hinandens livsbetingelser.

Men så er der ikke længere tale om to betingelser for et svar på det etiske spørgsmål. Så er der tale om svaret selv. Betingelserne implicerer en rationel minimumsfordring, som enhver person må være underlagt. Det fordres af den enkelte, at han handler i konsistens med, at de omgivende personer kan leve som personer, uden at han sætter sig ud over vilkårene for, at han selv kan leve som person.
Det er den etiske grundfordring: det etiske konsistenskrav.

Det etiske konsistenskrav følger af rent begrebslogiske overvejelser. Det er en a priori fordring. Men hvad fordringen nærmere implicerer må deduceres i sammenhæng med de uomgængelige træk ved vor situation som personer.

Chadi El-Sokhon

Ole,

”Terrorens mål er ikke at dræbe så mange som muligt, men at sejre ved at skabe angst og derved nedbryde viljen til selvforsvar og vælge underkastelse i stedet.”

Jeg er ikke enig med dig, idet gerningsmanden i dette tilfælde ikke har sigtet efter at skabe angst ved blot at nøjes med at gøre fjenden bange. Pågældende har decideret gået efter at dræbe civile for at realisere sit formål – at skabe opmærksomhed om sit/sin individuelle budskab/hensigt.

”Svaret på det spørgsmål er i princippet det samme som den måde Stalin, Hitler og Breivik forsøgte at legitimere massedrab på: Hensigten helliger midlet.

Det er vigtigt i forbindelse med vores diskussion ikke at sammenligne individers politisk motiverede handlinger med statslederes politiske beslutninger. Ligeledes er det oz relevant at have for øje, at der i profeternes tid ikke fandtes præcisionsvåben som fx. de jagerfly som det danske flyvevåben brugte i krigen i Libyen netop for ikke at dræbe cicile.
Så nej til din påstand ”at hensigten helliger midlet” hvad end et individ måtte have af hensigter, hvor midlet er ulovligt. Ellers hvad er meningen med vores demokratiske retssystem???

Jan Aage Jeppesen

Kirsten Svejgaard,

Lad mig blot sige, at psykiatri ikke er en eksakt videnskab og at dens kategoriseringer i høj grad er påvirket af fremherskende holdninger i tiden og derfor også af en politisk koncensus. Når homofili for ikke så mange år siden blev flyttet fra en patologi til en afvigelse inden for et (udvidet) seksuelt normalområde, så skyldtes det jo ikke mindst folkeligt og politisk pres.

Det som fik mig til at afvise alvorlig sindssygdom i Breiviks tilfælde var en episode, hvor nogle børn på Utøya beder for deres liv og henviser til at han allerede har dræbt deres forældre. Breivik undlader at dræbe børnene og går videre. Desuden at han indstillede drabene før politiet ankom til øen da hans hensigt var fredelig overgivelse og en retssag hvor han ville få en platform for at udbrede sit budskab om frihedskamp mod forræderne.

Jeg er enig med den danske speciallæge i psykiatri Henrik Day Poulsen, der 22/12-11 udtalte til Ritzau, at han er “lettere rystet” over den mentalundersøgelse af Anders Behring Breivik, der når frem til, at Breivik lider af den psykiske sygdom skizofreni.

Henrik Day Poulsen har læst konklusionen i rapporten, som han har fået af en norsk kollega.

- Jeg har gennemlæst konklusionen, som er på små 30 sider. Jeg mener ikke, at de kriterier, der ifølge WHO skal være til for at kunne stille diagnosen skizofreni, er opfyldt, siger Henrik Day Poulsen til Ritzau.

- Forfatterne til undersøgelsen forsøger at argumentere for, at Brevik er skizofren, men det mener jeg ikke, at der er tilstrækkelig dokumentation for, siger Henrik day Poulsen.

Han oplyser, at han har lavet over 100 metalundersøgelser af kriminelle.

I Norge har flere af medlemmerne af den retsmedicinske kommission, som skal tage stilling til mentalundersøgelsen af Brevik, også kritiseret rapporten. En del af kritikken går på, at Breiviks ideologiske overbevisning slet ikke er diskuteret i rapporten.

Den kritik deler Henrik Day Poulsen.

- De mener, at Breiviks ekstreme holdninger er sygelige, men det mener jeg er en fejltolkning. De ekstreme holdninger er jo noget, man kan finde på den ekstreme højrefløj i cyberspace og andre steder. Jeg mener ikke, at de har godtgjort, at manden er sindssyg, siger Henrik Day Poulsen.

Den måde Breivik gennemførte sin planlagte massakre på, tyder ifølge Henrik Day Poulsen ligeledes på, at han ikke er sindssyg.

- Arten af hans kriminalitet virker overhovedet ikke sindssygeligt. Sindssyge personer begår kluntede forbrydelser og er nemme at opdage. Den måde, Breivik planlagde det hele på i meget lang tid, og den præcise måde han udførte det på. Det virker overhovedet ikke sindssygt, siger Henrik Day Poulsen.

Måske lider Anders Behring Breivik af en anden sindssygdom, mener han.

- Der findes en anden psykisk sygdom, som hedder “en enkelt paranoia”, som betyder, at du har en enkelt ting, som du har en vrangforestilling om. Jeg kan godt komme i tvivl om, om han måske kan lide af det, siger Henrik Day Poulsen.

Ifølge Henrik Day Poulsen kan Norge ikke leve med en så stor uenighed og tvivl omkring Breiviks mentale tilstand.

- Denne her sag er så unik og berører så mange mennesker, er det et kæmpe problem, at der er overhovedet er rejst tvivl om diagnosen. Jeg mener i høj grad, at der er brug for at lave en ny undersøgelse. Der er brug for en second opinion, siger Henrik Day Poulsen.

Den retsmedicinske kommission, som skal godkende rapporten om Brevik, består af syv psykologer og psykiatere. Ifølge den norske tv-station NRK har mindst tre af medlemmerne indvendinger mod rapporten. De ventes at komme med en konklusion inden årets udgang.

Du skriver:

"Når jeg om Hitler slutter med at sige, at “det er en anden historie”, så handler det netop om, at det ville kræve en umådeligt lang udredning af forklare Hitlers “logik”. En sådan kan ikke foretages i et debatforum."

Hitlers logik er da ikke vanskelig at forklare. Hvis jøderne er skadedyr der forurener og ødelægger det gode retfærdige rene ariske samfund Føreren vil skabe, så følger det rent logisk, at det må være en moralsk pligt at udrydde jøderne. At præmissen er forkert, og hvorfor den er forkert, har jeg allerede redegjort mere udførligt for i mit første indlæg på denne tråd.

Endvidere skriver du:

"Og i min optik er det ganske bestemt sygt og forskruet at betragte en håndfuld krigsflygtninge som “fjender, der vil overtage magten”. Disse mennesker er jo netop flygtet fra krig og ønsker kun at skabe sig en ny tilværelse under mere fredelige forhold."

Breivik betragter islam og dermed alle muslimer som fjender der skal bekæmpes hvis samfundet skal bevares. Han skelner ikke mellem om muslimerne er immigranter eller flygtninge, ligesom Hitler heller ikke skelnede mellem om jøderne var tyske statsborgere eller ej - de skal bekæmpes fordi de udgør en trussel mod samfundet og det samme skal 'islams nyttige idioter' som Breivik identificerer med 'kulturmarxister' og socialister generelt, og han opfatter sig selv som en frihedskæmper. Analogt med at mange tyskere betragtede Hitler som en frelser. Eller at palæstinensere hylder martyrer der dræber israelske kvinder og børn gennem terroraktioner og ser sig selv som frihedskæmpere i en retfærdig kamp for at udslette den jødiske stat.

De er selvfølgelig alle fanatikere, men at være fanatiker er ikke det samme som at lide af alvorlig psykisk sygdom.

Chadi El-Sokhon

Kirsten:

"Man må jo sige, at han både har tænkt og handlet ‘selvstændigt’, oven i købet med ‘gode’ hensigter, men altså med en syg og forskruet hjerne som udgangspunkt."

Er det mig der misforstår dig? Nej, men nu ved jeg, at du ikke synes om hans hensigter :)

Kirsten Svejgaard

Ole Hartling (dit indlæg kl. 14.13)

Det er altsammen meget rigtigt, og det er jo også hvad forfatterne af artiklen siger (hvilket jeg har anbefalet).

Men alle disse betragtninger kan jo ikke anvendes på mennesker som Breivik og andre, der tænker ud fra ganske andre præmisser og har en ganske anden logik end filosofferne.

Kirsten Svejgaard

Ole Hartling:

I dit lange indlæg kl. 14.52 har jeg foreløbig bemærket to ting:

Henrik Day Poulsen har lavet over 100 undersøgelser af kriminelle. Dette er på ingen måde et bevis for, at disse undersøgelser er gode eller resultaterne korrekte.

Henrik Day Poulsen mener ikke, at sindssyge mennesker kan være intelligente.

Jeg kan ikke se, at jeg behøver at vide mere om Henrik Day Poulsen eller hans kommentarer!

Paranoia er jo i øvrigt også en sindssygdom. Altså: Breivik er sindssyg, uanset hvilken 'diagnose' der klistres på ham.

Kirsten Svejgaard

Jo, Chadi El-Sokhon, du har misforstået mig. Når jeg skriver 'gode' i citationstegn, er det et udtryk for, at jeg ikke deler opfattelsen af, at der skulle være tale om gode hensigter.

Chadi El-Sokhon

Kirsten:

"Jeg har ikke fulgt sagen i detaljer, men det forlyder, at han i ramme alvor har betragtet nogle muslimske flygtninge som ‘besættere’, der ville ‘overtage magten’. Man må jo sige, at han både har tænkt og handlet ‘selvstændigt’, oven i købet med ‘gode’ hensigter, men altså med en syg og forskruet hjerne som udgangspunkt."

Jeg synes stadig, at din formulering kan misforstås. Du skulle evt. have undladt at skrive "men" i den sidste sætning. Men nu skal jeg ikke sidde og belære dig eller andre noget. Jeg forklarer bare, hvorfor jeg misforstod dig!

Jan Aage Jeppesen

Kirsten Svejgaard skriver:

"Men alle disse betragtninger kan jo ikke anvendes på mennesker som Breivik og andre, der tænker ud fra ganske andre præmisser og har en ganske anden logik end filosofferne."

Breivik tænker da logisk nok, op til et vis punkt hvor han bryder med logikken og derfor også med etikken.

Der er ikke tale om at Breivik og de andre massemordere jeg nævnte anvender en ganske anden logik end filosofferne. Og heller ikke om, at filosofferne anvender en særlig logik. De anvender samme logik som alle andre personer der forsøger at begrunde et standpunkt, men de tilstræber en større præcision og bestræber sig på at eliminere logiske fejl - inkonsistenser - for indeholder en påstand en inkonsistens, så kan den umuligt være sand.

En almindelig accepteret måde at legitimere drab på uskyldige på, er ved at definere kategorierne så de ikke kommer i konflikt med den etiske fordring, der jo forbyder sådanne drab.

Den metode har Etisk Råd og lovgiverne eksempelvis anvendt for at legitimere fosterdrab uden indikation de første tre måneder af et svangerskab.

Ved at definere det spirende liv som væv der er en del af moderens krop er fosterdrabet reduceret til en medicinsk procedure, svarende til at få fjernet en byld i røven. Denne kategorisering betyder så, at 'vævet' ingen ret har til livet de første tre måneder og først derefter gradvist erhverver en stadig større ret til livet, kulminerende med fødslen, hvor barnet erhverver samme ret til livet som ethvert andet menneske.

I princippet anvendte nazisterne samme metode da de kategoriserede jøder som u-mennesker eller rettere skadedyr, som derfor kan dræbes uden mere samvittighedsnag end den, man føler ved at dræbe en rotte.

Hitler udtaler selv, at det tog ham lang tid at fatte betydningen af 'det jødiske problem'. Den vigtigste opdagelse var, at jøderne ikke var, som han hidtil havde antaget, tyskere med en anden religion. Det var en helt anden race.

Du kan jo stille dig selv det spørgsmål, hvorfor vi betragter fosterdrab som legitimt, men fordømmer racedrabet som en forbrydelse mod menneskeheden?

Så bliver du nødt til at overveje hvilke præmisser du selv tænker ud fra.

Anders Sybrandt Hansen

@ Ole

Kan vi ikke få plads til en psykopatologi, hvis vi omformulerer spørgsmålet lidt?

Vi kan forestille os både
1: en fascistisk-"romantisk" hitler, der troede på herrefolkets ret, at målet helliger midlet osv.

men også
2: en kynisk hitler, der spekulerede i mængden af Eichmann'er derude, som kun ventede på, at en leder skulle give dem moralske pejlemærker (en hitler, der ikke selv behøver tro på det 'gode' eller 'sande' i hvad, hans propagandamaskine udspyede, samt en mængde Eichmann'er, der heller ikke behøver tro på ideologiens indhold, kun på lederens autoritet.)

Hvis type 1 er fundamentalistisk, er type 2 så ikke psykopatisk? Og lyder hitlers 'opdagelse af det jødiske problem', som du gengiver, ikke netop som en psykopat, hvis 'filosofiske undren' starter med et patologisk had, som leder efter et objekt?

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen og Jan,

hvad har Kant skrevet, der virkeligt er værd at læse? Jeg læste lidt i hans værker om den rene hhv. praktiske fornuft, og ærligt talt kunne jeg ikke finde een eneste betragtning andre ikke havde udtrykt langt klarere.

Mistede har evnen til at kunne tænke klart på sine ældre dage? Det virker som usigeligt kedsommeligt der aldrig kommer ud af starthullerne.

Chadi El-Sokhon

@ Ole,

Ja og ifølge videnskaben er et individ psykopat, når pågældende:

1) er uempatisk,
2) ikke indrømmer sin fejl samt
3) giver skylden for sin fejl til andre

En psykopat, der opfylder alle disse kriterier i en høj grad, bliver videnskabeligt defineret som en ondskabsfuld psykopat/person, netop fordi pågældende kan bevidst agere ondskabsfuldt over for andre!!!

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

man skal naturligvis ikke læse noget, der på forhånd er en inderligt imod. Det får man ingen glæde af. Så simpelt er det. Jeg kan således ikke læse Hegel, men har dog forsøgt.

På den anden side, og det er for så vidt moralsk, kan du vel ikke fordømme Kant for at være en idiot, en religiøs sværmer, når du intet som helst ved om hans filosofi?

Det kunne vel kaldes usagligt.

Heinrich R. Jørgensen

Ole,

hvis moral forstås som handlingsanvisende, er amoral ofte ganske udmærket. Civil ulydigheden kan betragtes som amoral.

Moral og amoral er ikke nødvendigvis modsætninger. Amoral er at nægte reglernes (de offentlige eller gængse moralforskrifters) gyldighed. Det konkrete (reglerne, den vedtagne moral) afvises med udgangspunkt i ideer. Fakta og ide går ikke i spænd.

Umoral er regelbrud; at krænke den etablerede moral.

Man kan være amoralsk uden at være umoralsk (anfægte moral, med følge denne). Man kan være umoralsk uden at være amoralsk (forbryder). Man kan være både og (besværlig stoiker). En person der er amoralsk, kan sagtens være yderst moralsk (ville andre regler end de gængse).

At tale om moral i betydningen handlingsanvisninger eller offentlige regler, er for mig at se hinsides filosofiens område. Hvad der er relevant, er hvad jeg forstår ved "etik" -- nemlig ideerne bag at der i det konkrete kan tages stilling efter en afvejning.

For at gentage: moral er noget præsteskaber, jurister og andre undertrykkere er optaget af.

"Hvis type 1 er fundamentalistisk, er type 2 så ikke psykopatisk? Og lyder hitlers ‘opdagelse af det jødiske problem’, som du gengiver, ikke netop som en psykopat, hvis ‘filosofiske undren’ starter med et patologisk had, som leder efter et objekt?"

Patologisk vrede, ville nok være mere præcist.Uden et objekt for vreden vil (det patologiske) had ikke kunne indtræde.

Chadi El-Sokhon

Heinrich,

Moral og etik er kulturelt betinget. Hvad der er moralsk og etisk korrekt i en kultur behøver nødvendigvis ikke at harmornere med en anden kulturs uskrevne regler hvad det angår.

Jeg kan slet ikke se, hvorfor du måtte føle dig undertrykt i denne forbindelse! Kan du ikke bare følge dine egne regler på baggrund af din sunde fornuft?
Men når du til sidst oz inkluderer jurister, går jeg ud fra, at du er imod vores demokratiske retssystem!?

Heinrich,

nogen der afviser Kant, som du åbenbart gør, vil jeg næsten sidestille med folk, der ikke kan lide små hundehvalpe og - Mozart ...

{ Ironi kan forekomme } ...

Ole Hartling:
"Det er rigtigt set at Breivik var mere som en Hitler end en Eichmann, idet han udformede sin egen ideologiske begrundelse for at anvende terror i den givne situation. Forskellen er dog den, at Hitler så vidt vi ved aldrig personligt har dræbt noget menneske, mens Breivik både var skaber af ideologien og dens bøddel. Det er usædvanligt."

Det er vist en vildfarelse at mene at Breivik på egen hånd skabte sin 'ideologi'; Breivik var kraftigt inspireret af en række for- og samtidige opinionsdannere, som over en bred kam i adskillige år har fremsat armageddon'ske profetier i henhold til de trusler mod civilisation og menneskehed, som angiveligt skulle udgå fra hovedsageligt humanismen og islam. Breivik opfandt mig bekendt ikke en skid, han plagierede og fantaserede og botaniserede og elaborerede på gammel vin - og koblede dette via adskillige arbitrære (det er helt korrekt at han konfabulerede når diversedisonante og inkonsistente variabler i Breiviks tankesystemer skulle fremvise den fornødne konsonans og logik, som kunne facilitere selve de fysiske handlinger) ræsonnementer. Ræsonnementer, som siden blev skriblet sammen i Men dette er kun et kognitivt element - som ikke alene kan favne eller beskrive noget validt om Breiviks mulige psykopatologi. Dertil har vi brug for information i dybden og bredden om Breiviks følelsesmæssige habitus og historik, hans sociale liv og perception. Hans reaktionsmønstre i emotionelt krævende situationer. Osv. osv. osv.

Breiviks såkaldte manifest ligner iøvrigt til forveksling dette: http://cyber.eserver.org/unabom.txt. Skrevet af Ted Kaczynski, polsk-amerikaneren som i 1970'erne, -80'erne og -90'erne sendte brevbomber til amerikanske universiteter og flyselskaber. For nu lige at give et eksempel på det ideologiske bagland.

Heinrich R. Jørgensen

Chadi,

hvordan kan etik (forstået som grundlæggende principper om menneske, fællesskab, fairness, ...) være betinget af kultur? Jeg ændrer ikke etik fordi jeg opholder mig et andet sted.

Kultur, normer, spilleregler og moral er selvfølgelig fænomer der varierer med tid og rum.

Heinrich R. Jørgensen

Chadi,

er retssystem der har til hensigt at fremmede humanitet, fællesskab og civlisation på rimelig og fornuftig vis, er jeg afgjort tilhænger af.

Det forhindrer mig i at være tilhænger af f.eks. Straffeloven, da denne har sigte på general prævention.

Chadi El-Sokhon

Heinrich,

Her har du lidt om etik, moral og sammenhængen mellem disse. Dette vil tyde, hvordan etik også er kulturelt betinget:

"Etik og moral:

Moral handler om godt og ondt, om hvad vi bør gøre eller bør undlade at gøre. Det gør etik også, blot med den forskel, at mens moral konkret udpeger godt og ondt gennem påbud, forbud, så leverer etikken de overordnede retningslinier for de praktiske moralbud. Man kan derfor sige at etik står for den egentlige moralbegrundelse – det principielle grundlag – mens moralen udmønter, hvad man rent faktisk har at rette sig efter, hvis man vil holde sig til det ”gode”.

Der findes i europæisk tradition to hovedretninger indenfor etik. For den ene er livsidealet at opnå lyst/lykke. Da hovedvægten derfor lægges på handlingens mål og konsekvens taler man om konsekvens etik (teleologisk etik).

For den anden tradition, er det afgørende at mennesket erkender pligten til at handle på en bestemt måde. Man kalder denne form for pligtetik (deontologisk etik)

Der vil ofte være flydende grænser mellem de to retninger. Desuden er der visse andre etiske retninger, som træder uden for disse traditioner f.eks. den kommunikative etik, hvor samtalen er i centrum."

Har jeg nogensinde påstået, at du bør ændre din etik/moral, fordi du bor i et andet land eller er på besøg i Jylland for den sags skyld?

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

du er ikke ene om at holde dig på afstand af Hegel. Han er formodentligt hverken en skidt knægt eller en dårlig tænker (tværtimod må man formode). Det samme kan siges om Kant, som jeg trods alt har læst lidt af.

Det er jo sker før (og siden), at opvakte personer prøver at løse en vanskelig selvdefineret opgave, og bruger årevis på projektet, uden at komme til den indsigt at projektet er forfejlet. Enten ved at svaret kan gives på enkel vis (måske på et højere abstraktionsniveau), eller ved at indse, at spørgsmålet er det forkerte sprgsmål.

Chadi El-Sokhon

Heinrich,

Okay, du er ikke tilhænger af et demokratisk retssystem, må jeg konkludere, idet du ikke anerkender vores straffelov!

Heinrich R. Jørgensen

Chadi,

jeg har svaret, at jeg finder generalprævention for en perversion. Inhumant, fornedrende, repressivt, barbari.

Dette er dog et bærende element i Straffeloven.

Hvis nogen kan argumentere med overbevisning for generalprævention, må man antage at de går ind for genindførelse af sønderslidning ved firspand foran rådhuset på lørdage.

Heinrich R. Jørgensen

Hans Jørgen,

jeg har ikke betegnet Kant som en idiot. Jeg har heller ikke udtalt mig om hans betragtninger, førend jeg læste mandens egne betragtninger (og ikke et pop-opkog andre har brygget). Sandt er det, at jeg ikke har brugt megen tid på manden, men jeg nægter afgjort ikke at gøre det. Tværtimod har jeg af egen fri vilje brugt nogle timer på hans skriverier.

Hans Jørgen Lassen

Heinrich,

jeg synes nu, at du skulle prøve at læse Kant. Ikke hans erkendelsesteori, som ikke er særlig interessant (efter min ringe mening), men hans moralfilosofi.

Måske ville du ændre mening, hvis du stiftede nærmere bekendtskab med hans tankegang.

Fejlfri er han naturligvis ikke, men han gjorde sig overvejelser, og de er nu ikke så tossede.

Kirsten Svejgaard

Ole Hartling:

En sidste kommentar: Du siger, at Hitlers logik er enkel. "Hvis jøderne er skadedyr..." bør de udryddes.

Javist, men det forklarer jo ikke, hvorfor og hvordan han og hans sponsorer og medløbere kunne organisere denne systematiske udryddelse af 'afvigere' af enhver art.

Hele spørgsmålet om 'Det tredje Riges' opståen og udvikling er jo kompliceret og omfattende og handler langtfra kun om personen Adolf Hitler.

Jan Aage Jeppesen

Peter,

Breivik var skaber af sin egen ideologi i samme grad som Hitler var.

Ingen af dem byggede den op fra grunden gennem selvstændig filosofisk tænkning. De hentede begge brokker andre steder fra og forsøgte at sætte dem sammen til en helhed.

For Hitlers vedkommende bl.a. i socialdarwinismen og pseudovidenskabelige raceteorier samt den nordiske krigermytologi. Hitler var allerede nationalist da han som ungt menneske ankom til Wien, hvor han for første gang opdagede to nye trusler, 'marxismen' og 'jøderne'.

Hans verdensbillede og ideologi blev i høj grad formet af antisemitiske pamfletter og især af tidsskriftet "Ostara", der blev udgivet af en munk, der var blevet smidt ud af sin orden. Den tidligere munk kaldte sig Lanz von Liebenfels, og hans tidsskrift var - under hagekorstegnet - tilegnet "den praktiske anvendelse af antropologisk forskning med det formål at beskytte det europæiske herrefolk mod ødelæggelse ved at bevare en ren race."

Sådanne publikationer var typiske for subkulturen i datidens Wien. De var ofte pornografiske og hæmningsløse i deres sproglige grovhed og uanstændighed. De passager i Mein Kampf, hvor Hitler skriver om jøderne, stammer fra denne tradition, for eksempel hans optagethed af sex og opblandingen af det tyske blod: "Mareridtet om, at hundred tusinder af piger blev forført af modbydelige, hjulbenede jødiske svin."

"Så snart jeg begyndte at undersøge sagen ... så jeg Wien i et nyt lys. Var der nogen som helst form for smuds eller skamløshed, frem for alt inden for det kulturelle liv, som ikke mindst én jøde var impliceret i? Når man forsigtigt skar i en sådan byld, fandt man med det samme, som maddiken i et rådnende legeme, en lille jøde, der ofte blev blændet af det pludselige lys." (Mein Kampf).

"Jøden" fandtes overalt, og var ansvarlig for alt det, Hitler afskyede og frygtede: Modernismen i kunst og musik, pornografi og prostitution, organisation af den hvide slavehandel - et meget yndet tema i den antisemitiske litteratur - og den anti-nationale kritik i pressen.

Breivik har i sit 'Manifest' hentet tanker og inspiration fra en lang række tænkere og politiske ledere og fra bloggere der er nationalistiske og stærkt islam kritiske og som ser en eksistentiel trussel i islam. Men jeg har ikke fundet én eneste henvisning til en kilde som advokerer for terror og massedrab på sagesløse. Det samme kan siges om Mein Kampf, hvor løsningen på 'jødeproblemet' er jødernes udskillelse af det tyske folkefællesskab og tvangsmæssig udvandring.

Ideen om et systematisk folkedrab på alle Europas jøder kommer først under krigen og nedfældes ikke på papir før i 1942. Radikaliseringen sker således mere gradvist i nazismen. Hitler skal før overfaldet på Polen have sagt: Hvem husker i dag udryddelsen af armenierne?

Når man læser Breiviks Manifest får man det indtryk, at han allerede er nået frem til konklusionen om at anvende vold og terror for at nå sit politiske mål. Manifestet er et meget langt forsøg på at retfærdiggøre drab på uskyldige, men det eneste sted han kan finde 'noget der ligner' er middelalderens Korstog mod de muslimske erobrere af gammelt kristent land. Det er derfor logisk, at han opfatter sig selv som en slags moderne Korsridder, der kæmper det godes sag mod de onde muslimske djævletilbedere, der truer hele kristenheden.

Breiviks eneste selvstændige bidrag til de endeløse citater og copy paste analyser er det logiske og moralske spring hvor han forsøger at legitimere voldsanvendelse. Og det spring kan kan lige så lidt som Hitler eller Stalin argumentere for på en konsistent måde. Han må som dem opfinde en dødelig trussel mod samfundet, som Hitler jøden og marxismen og som Stalin klassefjenden, som det er berettiget at anvende alle midler for at bekæmpe. Det hænger jo ikke sammen, hverken etisk eller logisk.

Det er en misforståelse at kalde retssystemet 'demokratisk'. Et demokratisk retssystem ville have love baseret på folkeligt mandat, pådømt af folkets tilfældigt udpegede repræsentanter.

Sider