Læsetid: 4 min.

Der er altid to taler

Når en konge, dronning eller statsminister holder tale, er der altid to taler på spil. Den, som rent faktisk bliver holdt, og den, som ikke bliver holdt
Når en konge, dronning eller statsminister holder tale, er der altid to taler på spil. Den, som rent faktisk bliver holdt, og den, som ikke bliver holdt
7. januar 2012

Der er en berømt scene fra Thomas Vinterbergs film Festen, hvor hovedpersonen Christian (spillet af Ulrich Thomsen) stiller sin far, der holder fødselsdag, over for et valg mellem to taler, den grønne og den gule. Faderen vælger den grønne tale, og helvede bryder løs. Den grønne tale er en sandhedstale, der afslører, at faderen gennem mange år har forgrebet sig på og misbrugt sine børn. Den gule tale hører vi aldrig. Det interessante er, at selve den tilsyneladende tomme gestus med valget mellem de to taler efterlader filmens seer med en gåde. Var der en anden tale? Hvis der var, hvad bestod den så i? Var den gule tale blot en helt almindelig festtale, som man kender den?

Kunne man ikke sige, at også en statsminister har to taler, som vedkommende kan holde, når nytåret nærmer sig? En grøn, som er en sandhedstale — og en gul, der er en tale, som taler er flest, og som man gerne vil høre dem. Hvilken tale var det da, som Helle Thorning-Schmidt holdt ved indgangen til det nye år? At dømme efter hele koret af politiske modstandere, retorikere og kommentatorer var det i hvert fald den forkerte tale; hun skulle i stedet have holdt den gule. Hun skulle have holdt den tale med de konkrete realpolitiske tiltag og anvisninger, med de kontante angreb på bestemte grupper i samfundet osv., som vi har været vant til at høre på siden 2002. Det gjorde hun imidlertid ikke. Hun holdt faktisk noget, der strukturelt set minder om Christians tale i Festen: Nogen (den tidligere regering) har misbrugt os — vi står med en kæmpe gæld, som skal betales tilbage, og for øvrigt har vi en lang række magre år foran os.

At tale er at tie

At Thornings tale faktisk markerer et vaskeægte brud i det politiske sprog, nemlig et opgør med kontraktsproget og med den kortsigtede noget-for-noget-politik, bliver åbenbart ved det faktum, at det i den forgangne uge har været helt pinligt tydeligt, at der faktisk var en anden tale, som Thorning kunne have holdt, men som hun meget bevidst ikke holdt. Man har ganske enkelt med retroaktiv effekt kunnet høre manglen på den gule tale i den grønne. Man har spillet forskellige klip fra hendes tale igen og igen for at lede efter den efterspurgte realpolitik, men forgæves. Med andre ord: Den tale, hun ikke holdt, blev ganske enkelt ikke holdt.

Var der overhovedet andre måder, hvorpå Thorning kunne have taget opgøret med den åbenbart så dybt rodfæstede kontraktpolitik? Man kan jo netop ikke, hvis man vil gøre op med en sådan politik, lave en kontrakt med vælgerne om, at nu kommer der ikke flere kontrakter. Man må simpelthen holde op. Problemet minder lidt om det gamle problem med at være skepticist: Hvis skeptikeren til sidst kommer helt derud, hvor han også anser selv sproget for futilt, så er der ikke andre muligheder end at tie. Eller som filosoffen Ludwig Wittgenstein sagde i den allersidste paragraf i det værk, som han mente havde løst alle filosofiske problemer til dato: Om det, hvorom man ikke kan tale, om det, må man tie.

’4:33’

Måske kunne man endda anslå endnu en dimension i det usagte. I Festen er det sådan, at det usagte — faderens misbrug af børnene — nu endelig bliver sagt. Samtidig er der en masse andet trivielt ævl, som ikke bliver sagt — nemlig den gule tale, fyldt med traditionelle lykønskninger og fraser, som alle kender til hudløshed. Thornings fine kneb består som sagt i helt tydeligt ikke at holde den gule tale, mens hun holder den grønne. I første omgang er dette selvfølgelig et forsøg på at forrykke den ramme, som politiske modstandere og kommentatorer allerede har stillet op. Det er vigtigt ikke at sige det, som disse modstandere lægger op til og forstår: Det ville være at spille deres spil.

Det usagte kunne dog også forstås i en mere positivt ladet version. Det kunne netop pege fremad mod det, som endnu ikke helt lader sig formulere, fordi man endnu ikke har ordene til det. I manglen på et nyt politisk sprog som overskrider det gamle, udhulede kontraktsprog, må man — indtil man opfinder dette nye sprog — arbejde med det man har: Det usagte. Stilheden. Kommer man ikke uvægerligt til at tænke på komponisten John Cages klassiske værk 4:33 i denne sammenhæng? Værket er et klaverstykke, som forløber således: En pianist kommer ind i koncertsalen og får med lidt besvær sat sig ned ved klaveret. Dernæst sker der ingenting. Ikke en lyd kommer ud. Også selvom der vendes blade i partituret. Pianistens hænder rører aldrig klaveret. Dernæst rejser han sig og går ud igen. Det hele varer fire minutter og 33 sekunder.

Værket har nogle gange været spillet i radioen, men ikke helt uden problemer: De maskiner, som overvåger radioens sendeflade, kan som regel ikke forstå, at der pludselig er fire minutter og 33 sekunders ingenting. Stilheden er for voldsom; den tillader os nemlig at forestille os noget andet end det evindelige vrøvl og — overført til det politiske univers — den evindelige kortsigtede kontraktsnak, som vi til daglig er nedsunket i.

Ikke så sært, at 4:33 som regel efter blot 10-15 sekunder afbrydes af en jingle eller en meddelelse om et teknisk svigt. Og ikke så mærkeligt at Ask Rostrup, Pia Kjærsgaard og Kristian Jensen dukker op med deres fortolkninger og krav, så snart statsministeren har slukket for mikrofonen.

Serie

Center for Vild Analyse

Center for Vild Analyse har eksisteret som sted for tænkning siden august 2006.

CVA analyserer kulturelle og politiske fænomener under parolen ’hvis du vil vide det modsatte’, ofte med inspiration fra psykoanalysen

Seneste artikler

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Kristian Rikard

Ad Wittgenstein, Kunne man ikke sige, at det er svært at spå om fremtiden, og derfor også ret dumt at udstede konkrete løfter eller indgå bindende aftaler?