Læsetid: 6 min.

Dobermannen og digteren

De færreste forstår Ivan Lendls nedrige humor, og de færreste forstår Andy Murrays kringlede sind – men tennisverdenens mest opsigtsvækkende makkerpar forstår tydeligvis hinanden
Elev og lærer. Ivan Lendl tabte selv fire grand slam-finaler, før han i 1984 sejrede over John McEnroe i fem sæt i Paris. Nu skal han forbedre Andy Murrays chancer for at vinde et trofæ.

Elev og lærer. Ivan Lendl tabte selv fire grand slam-finaler, før han i 1984 sejrede over John McEnroe i fem sæt i Paris. Nu skal han forbedre Andy Murrays chancer for at vinde et trofæ.

William West

21. januar 2012

Da Mats Wilander i 1986 fløj til Barcelona for at spille opvisningskamp mod Ivan Lendl, var svenskeren så uheldig at miste sin bagage undervejs. Iklædt lånt tøj og med en ubrugelig snesko af en tennisketsjer i hånden stillede Wilander alligevel til kamp med det ydmyge håb, at hans tjekkoslovakiske rival ville vise ham bare en smule barmhjertighed i, hvad der mest af alt var tænkt som en omgang hyggebold for publikums skyld. Sådan gik det ikke. Verdensetteren Lendl slog til hver en bold, som gjaldt det Wimbledon-titlen, og på et øjeblik havde han fuldstændig udraderet Wilander 6-0, 6-0.  

»Han havde ingen skrupler,« fortalte svenskeren i et dokumentarprogram mange år senere, hvor det fremgik, at Lendl, som eksempel på hans dystre form for humor, ringede til Wilander tidligt næste morgen for at spørge, om han ikke ville med på træningsbanen og slå et par slag.

»Han var fuldstændig følelsesløs, når det gjaldt tennis.«

Nu er Lendl — robotten, The Terminator, tennissportens dobermann — tilbage i rampelyset i den sport, han dominerede så totalt i en håndfuld år fra midten af 1980’erne. Og han er tilbage i en højst uventet rolle, som træner for den skrøbelige skotte, der altid er så tæt på de store triumfer, inden han bryder sammen: Andy Murray. I denne uge sidder Lendl udtryksløs på tilskuerpladserne til sin nye elevs kampe på Melbourne Park og klapper med stoisk ro, mens Murray råber, skriger og slår sig videre i årets første grand slam-turnering. En turnering, Murray har været tabende finalist i de seneste to år i træk. Hvilket er grunden til, at han fra nytårsskiftet lokkede Lendl frem fra sit mangeårige skjul. Den gamle mester skal lære det unge talent at vinde de store kampe. Han skal forhindre, at Murray endegyldigt sikrer sig en titel, han allerede bejler til som Alle Tiders Bedste Spiller Uden Et Grand Slam-Trofæ.

Håbløst eller genialt?

Her er et par grunde til, at makkerskabet Lendl-Murray synes håbløst:

Lendl fungerer som en maskine. Som spiller indførte han et personligt træningsregimente uden lige. Han dyrkede gymnastik fra klokken seks om morgenen og fejrede turneringssejre med 60-kilometer lange cykelture i skoven, inden han gik i seng på klokkeslet. Alt var skemalagt: fra måltider og powernap til måden han rettede på strengene mellem duellerne og gned ketsjergrebet ind i savsmuld, inden han dunkede bolden i jorden, tre gange inden førsteserven, fire gange inden andenserven.

Kunst, bøger og historie interesserer ikke Lendl, der under sin karriere var kendt for at opdrætte schæferhunde, som han stolt viste frem for gæster i sit hjem i Connecticut. En af hans foretrukne kunster ud i selvkontrollens væsen var at stille en skål mad frem foran sine hunde, som så sad sultne og savlende, indtil Lendl gav dem lov til at spise.

På banen udviste han sjældent følelser. Hvis han gjorde, forsøgte han at skjule dem. Som dengang John McEnroe løb til nettet og lagde en lidt for høj stopflugtning, som Lendl bevidst pryglede med fuld kraft ind på kroppen af McEnroe, der faldt om i smerte, mens Lendl hurtigt vendte ryggen til for at skjule sit smørrede grin. I omklædningsrummet var han frygtet for sine højlydte og som regel uforståelige vittigheder, der ikke sjældent blev krydret med decideret mobning af lavere rangerede spillere. »I dag vil jeg give dig tre partier,« kunne han finde på at sige til sin modstander.

Kontrastér det med Murrays digter-psyke. Den ydmyg, grænsende til selvudslettende skotte behøver nærmest ingen modstander for at tabe. Det klarer han på egen hånd gennem masochistiske tirader, når spillet ikke lige vil, som Murray vil. Humørsvingningerne er enorme. Det ene øjeblik kan hans veltrænede 190 centimeter tårne over modstanderen i al sin kraft og vælde. Det næste øjeblik slæber han sine lange lemmer ugideligt hen over banen, slår ketsjeren voldeligt afstraffende mod sit uregerligt krøltoppede hoved og ligner mest af alt en ung Werther i slemme lidelser.

Her er et par grunde til, at Lendl-Murray-makkerskabet kan vise sig at være genialt: Alt det, jeg lige har skrevet. For hvis Ivan Lendl kunne udvikle en vinderpsyke af den anden verden, så kan Murray også. Det gav i hvert fald ikke sig selv, at den splejsede dreng fra Ostrava i Tjekkkoslovakiet skulle ende som en formel for kynisme, koncentration og upåvirkelighed.

Sart sjæl tilsat mentaltræning

Da han først dukkede op på touren i slutningen af 1970’erne, var det som en sky, usikker knøs, opvokset som enebarn af den tjekkoslovakiske tennisspiller Olga Lendlova, der efter sigende bandt lille Ivan til netstolpen, når hun selv skulle træne, og ikke var bleg for at straffe sin søn korporligt, når han svarede hende igen, nægtede at spise sine grøntsager eller afveg fra hendes ordrer om streng disciplin på tennisbanen.

Det gjorde han tit, Ivan Lendl: Begyndte at græde og opgav, når det gik dårligt. Helt frem til sine tidligere 20’ere var han kendt blandt kollegerne som en sart sjæl, der pludselig kunne miste modet og forurettet som et lille barn kaldte på dommeren, hvis modstanderen kørte på ham.

Men lige som han modellerede sin krop til en slagmaskine, bearbejdede Lendl metodisk sit sind. Han hyrede en psykolog og integrerede mentaløvelser i sit daglige program. Han skærpede sin koncentrationsevne ved at stirre på en simpel genstand — en lighter eller en mønt — og mundtligt beskrive den ned i mindste detalje uafbrudt i fem minutter. Han lærte at håndtere den angst, der lammede ham i vigtige kampe, ved at ’bevidne’ den, tale om den for sig selv i tredje person — »Ivan er på vej til kamp, han er nervøs i dag, men det bliver han ikke ved med at være« — for på den måde at kunne træde ud af sig selv, når nerverne sitrede, og på afstand formulere de uproduktive tanker ud af hovedet.

Så omfattende var Ivan Lendls mentaltræning, at han begyndte at grine af sine egne mareridt. På banen lærte han at skjule alle sine følelser for modstanderen, og til sidst var usikkerheden pakket så langt væk, at han selv begyndte at tro på det robotbillede, han havde skabt af sig selv.

Humoren passer

» Jeg er sikker på, at han kan hjælpe mig mentalt,« fortalte Murray om Lendl forrige uge under en turnering i Brisbane, hvor de to arbejdede sammen for første gang — med turneringssejr til følge.

»Han har været igennem mange af de samme ting, som jeg har været igennem,« lød det fra Murray med åbenlys reference til de to mænds svære erfaringer med grand slam-finaler. Lendl tabte sine første fire af slagsen og lignede den evige ’lige ved og næsten’-spiller, inden han som 24-årig fik tilstrækkelig styr på hovedet og vandt de åbne franske mesterskaber.

Nu er det så Murray, der i en alder af 24 kan se tilbage på tre tabte grand slam-finaler og fire år som nummer fire på verdensranglisten bag d’herrer Djokovic, Nadal og Federer, som Murray slår med jævne mellemrum i mindre turneringer, men gang på gang taber til på den helt store scene.

Lendl endte med otte grand slam-titler og fem år som nummer et på verdensranglisten. Mindre kan gøre det for Murray, men der er grund til at have høje forventninger til samarbejdet mellem det umage par. I hvert fald kunne den skotske enspænder allerede efter få dages samarbejde konstatere, at han forstår sin nyfundne mentor på en måde, som få før ham har været i stand til.

»Han har på mange måder samme slags humor som mig,« sagde Murray i et interview med BBC og fortsatte med en udtalelse, der må få Wilander og vennerne til at ryste på hovedet.

»Han er en meget morsom mand.«

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu