Læsetid: 12 min.

Din egen medicin

Placeboeffekten har altid haft et dårligt ry i moderne medicin. Det var ren indbildning, kalktabletter og allerhøjst et bevis på, at et præparat ikke virkede. Men nu forsøger læger, forskere, psykiatere og psykologer at give den et nyt og bedre image. For placeboeffekten er der, og den virker, så hvorfor ikke finde ud af hvordan og bruge det?
Placeboeffekten har altid haft et dårligt ry i moderne medicin. Det var ren indbildning, kalktabletter og allerhøjst et bevis på, at et præparat ikke virkede. Men nu forsøger læger, forskere, psykiatere og psykologer at give den et nyt og bedre image. For placeboeffekten er der, og den virker, så hvorfor ikke finde ud af hvordan og bruge det?
28. januar 2012

I løbet af sidste forår oplevede jeg fra tid til anden nogle ret stærke brystsmerter. Smerterne stod på gennem nogle måneder og var særlig pågående, når jeg skulle sove eller sad helt stille for mig selv. Det kunne føles, som om nogen havde stukket en kniv i brystet på mig. Ofte måtte jeg tvinge kroppen forover, når det strammede til hen over hjerteregionen, og i dagevis føltes det, som om min venstre arm sov. Jeg er en helt almindelig sund mand midt i 30’erne, der snart har to børn og et ret gennemsnitligt stressniveau, så jeg fandt det på ingen måder hysterisk at opsøge min læge af frygt for en begyndende blodprop eller hjertefejl. Min læge er en rolig ældre mand, og efter et par dybe vejrtrækninger, et iskoldt stetoskop forskellige steder på mit bryst og et bippende blodtryksapparat, kiggede han alvorligt på mig.

»Har du taget for mange armbøjninger eller trænet dit bryst på én eller anden ny måde?«

Han har sådan en særlig positur, når han skal være alvorlig, hvor han vender ansigtet ned mod bordet og kigger op på sin patient.

 

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Michael Skaarup

Er den reelle fare ved placebo-effekten ikke, at det kan vise sig at det meste at den "medicin" som produceres faktisk ikke virker, eller sagt med andre ord, at det er fordi vi tror at medicinen virker, at den virker.?

Derudover vil blot sige tak for en super artikel, om et emne som er mere aktuel, end nogensiden før. Her tænker jeg på den sygdoms-industri, der udvikler nye "diagnoser" med tilhørende "medicin", eller det ny "medicin", med tilhørende nye "diagnoser".? - Jeg blev lidt i tvivl om rækkefølgen.

Michael Kongstad Nielsen

Menneskevæsenet er fra naturens side udstyret
med en fantastisk evne til at helbrede sig selv. Bare se på, hvordan et sår heler, og en knækket knogle vokser sammen igen.Tro kan flytte bjerge, siger man, ja, lægevidenskaben skulle tro lidt mere på samspillet mellem krop og psyke.

Så er det tid til at alle de krumbøjede smider krykkerne, men det er nok ikke et patentmiddel, doktorerne der har fået øje på. På den anden side ville jeg selv fortsat humpe rundt på krykker, hvis jeg havde sagt ja til behandling og pension for 25 år siden. I stedet rettede jeg mig op, så naturligvis har vores viljer enorm betydning. At få den aktiveret generelt ville være et stort fremskridt, sygdomme eller ej!

Anne Marie Pedersen

Er der ikke evidens for, at placebo virker på dit generelle almenbefindende - herunder smerte og kvalme? Og at placebo IKKE virker på andet?

Claus Petersen

Placebo er jo bare kroppens egen medicin, den der skabes af kirtler og organer i samarbejde med den ubevidste hjerne.
Den skal man ikke undervurdere.
Jeg har mødt fortabte alkoholikere der udelukkende med Jesu kraft har holdt sig pinligt ædru i årevis, og mennesker der bare ikke ville mere og så er døde uden en egentlig dødsårsag, ud over hjertestop.

Placebo har mange navne, i de fleste kulture er det ikke så negativ som i den vestlige:
Healing, Shamanisme, håndspålæggelse osv.
Det har sine positive sider, men også sine negative, som f.eks. afrikanske medicinmænds fornægtelse af AIDS.

Morten Sørensen

Man kunne jo næsten bruge et Kierkegaard citat:: "Er ikke forventningens glæde dog den største."

Super søndagslæsning.
Når forskningen kan påvise en positiv effekt af direkte fysisk nær- og samvær, kan det da bekymre med alle de rationelle kræfter i "effektiviseringens" navn, der vil den personlige kontakt til livs.
Også i Løgstrups tænkning finder man tydeligt formuleret, hvor vigtig og afgørende vores møde med og indflydelse på hinanden er helt ned i detaljen.
Håber, vi finder balancen i en naturvidenskabelig nytænkning og som Vase forsigtigt siger: "(...) et opgør med tankegangen i sundhedssektoren."

olivier goulin

Ja, denne erkendelse er jo, som artiklen selv nævner, bestemt ikke ny.

At det nu kan virke som en revolutionerende opdagelse, og i sandhed burde have potens nok til at bevirke et paradigmeskift i medicinen, er vel bare et udtryk for, hvor langt vi har fjernet os fra en holistisk sygdoms- og helbredsforståelse.

Den vestlige medicin er helt og aldeles fortabt i et reduktionistiskt paradigme, hvor kroppen næsten behandles som en bil eller et andet uanimeret instrument, der skal repareres.

Det er formentlig det dyreste civile forskningsområde overhovedet, som der hvert år postes billioner af dollars ind i - og til hvilken nytte, kunne man retteligt spørge, udover at brødføde en masse mennesker?

Det er et eksempel på, hvordan et paradigme skaber sin helt egen indre logik og konsistens, og berettiger til en hel industri af innovation og fortagsomhed og prioriteringer, som ingen, indenfor det givne paradigme, kan anfægte.

Men paradigmet kan i sig selv være skingrende skørt og med et hav af kedelige skadevirkninger, som man enten må forsøge at løse indefor paradgmets rammer, hvilket jo er absurd og paradoksalt, eftersom de er skabt af paradigmet selv - eller måske slet og ret ikke erkender som værende problemer ved paradigmet selv - og blot lærer at leve med.

De opdagelser, artiklen her omtaler, understreger i hvertfald en ting med stor tydelighed:

Sygdom er ikke, hvad vi tror det er.

Sygdomme har mere med livsstil og bevidsthed at gøre end med arv og miljø. Arv og miljø kan være potentielle dispositioner, men livsstil og bevidsthed er de katalyserende triggere.

Og af samme grund har helbredelse mere med livsstils- og bevidsthedsforandringer end med medicinske indgreb.

Lægekunstens helt grundlæggende generelle funktion at genskabe den naturlige helbredstilstand, der er blevet forstyrret i form af en sygdom. Den gode læge vil se på det hele menneske, lytte til patienten, både det sagte og usagte, spørge ind til patientens aktuelle livssituation, problemer, etc. - og herefter forhåbentligt kunne se ind til problemets og sygdommens rod hjemhørende i enten livsstil eller bevidsthed, og give præcis det råd om ændring, der skal til for at patienten kan blive rask- eventuelt suppleret med et symbolsk placebo at lægge i munden.

Herudover, som artiklen meget fint beskriver, så handler lægegerningen om relationer, nærvær, omsorg - ja endda kærlighed. Igen ikke noget nyt, at dette er magtfulde og healende kræfter, i og udenfor lægekunstens regi.

I det lys er det kun sørgeligt åbenlyst, hvor langt vi er kommet bort fra et sådan paradigme, her i en tid, hvor lægen dårligt nok har tid til at lytte til patienten, fordi han skal have ekspederet så og så mange i timen, og al behandling i sidste ende blot handler om at få udskrevet så meget medicin som muligt.

Det er på sin vis blot det moderne optimerede samfunds svøbe, som lægegerningen ligger under for, ligesom hjemmehjælpen og alle de andre omsorgsopgaver. Vi er ikke langt fra den dag, hvor omsorgen, i den økonomiske optimerings navn, bliver overladt til robotter, som kan tage de gamle i hånden og gå tur med dem, made dem, tale til dem, etc.

Men ironien her er jo, at at omsorgsfunktioner i sagens natur ikke kan overlades til maskiner. Det er måske en af de få opgaver, som aldrig vil kunne overtages af maskiner. De kræver åndeligt nærvær og varme hænder af kød og blod.

Og her er vi ved sagens kerne. Lægekunsten er primært en omsorgsfunktion, kombineret med en vis viden og visdom omkring sygdomsforløb og helbredelse, naturligvis.

Men omsorgen og den menneskelige kontakt er helt afgørende faktorer. Man kan ikke fjerne en så vital del af behandlingen, og forvente, at, hvad der bliver tilbage, skal have nogen større effekt; ihvertfald ikke nogen positiv.

Man kan pumpe folk med medicin, og påføre dem en lang række nye lidelser, herunder medicinafhængighed, og formentlig i tilgift, lommesmerter - men at helbrede folk kræver to ting:

1. Patienten skal mentalt løftes op af sin angst/bekymring og eventuelt negative bevidsthed, og have induceret følelsen af at 'den healende proces er iværksat', om det er ved magi, besværgelser, kemi eller placebo er underordnet.

2. Og ikke mindst vigtigt: Patienten skal tilskyndes til at foretage ændringer og justeringer i livsstil og bevidsthed, for alle sygdomssymptomer er udtryk for ubalance på disse områder. Den modne og oprigtige patient skal være indstillet på at foretage sådanne ændringer, ellers vil han/hun ikke få fjernet roden til ondet, og den samme eller andre sygdomme vil blusse op igen før eller senere.

Der ligger med andre ord et stort ansvar hos patienten selv, for at blive rask. Dybest set er det ikke engang lægen, der kurerer patienten; det er patienten selv, faciliteret af lægen.

/O

Martin Kaarup

Det er så hovedrystende synd at læger ikke uddannnes i kost og ernæring.
De aner jo ingenting om nærings altafgørende indflydelse på et raskt langt liv.

Piller og opskæring er det nærmeste de kommer til en forståelse af hvad som holder mennnesket sund og frisk - og nu kan/skal den altså sælges af lægerne som placebo. Det næste bliver vel placebo-operationer :o)

olivier goulin

@Martin

"Det næste bliver vel placebo-operationer?"

Spørgsmålet er, om det ikke allerede findes.

Ved man, hvor mange, der bliver fejlbehandlet, uden at nogen får det at vide? Og hvis blot patienten bliver rask eller får det bedre, så fred være med det.

Men måske findes det også i meret organiseret form. Hvad med mange af datidens operationer, så som trepanering, åreladning etc. ?

I dag er der ingen, der kan forklare, hvorfor det skulle have virket, og ofte har det nok heller ikke.

Men ofte har det nok, siden man fortsatte med det helt op til vor tid.

Og hvad er f.eks. psykisk kirurgi, som det kendes fra Fillipinerne og Brasilien, hvor patienten opereres med hænderne og operationen ikke efterlader det mindste sår eller ar?

Placebo?

/O

Dan Johannesson

Tjae DR 2 viste jo i Krop & Sjæl serien at over 70% af brugerne af præparater imod depression, angs mv dvs lykkepiller ikke havde nogensomhelst reel virkning på den tilstand de skulle udbedre. I stedet leverede de en lang række bivirkninger og flere mærker er kendt for direkte at PRODUCERE angst i hjernen, hvilket selvfølgelig er en fix måde at fastholde forbrugeren i tilstanden og dermed også på sin plads i apotekets kø.

Så placebo ER big business allerede, og det er blot "forbrugerne" (borgerne) som mmangler at komme til den simple erkendelse af medicinalindustrien ikke findes for at helbrede, men for at fastholde dig i behandling, således at kapitalstrømmen ikke svækkes.

Skal vi videre, må naiviteten ifht. milliardindustriers "næstekærlige samfundstjeneste", en gang for alle vige til fordel for en sober erkendelse af hvor stor en industri individets lidelse er for konglomeraterne.

Ikke kønt, men i det mindste ved vi så hvorfra vi skal begynde arbejdet for et bedre system.

Hurra hurra, der er endnu håb for menneskeheden!

Vi er måske ikke så dumme alligevel...

Jeg har altid undret mig gevaldigt over hvorfor placeboeffekten aldrig er blevet taget alvorligt....

Det er så vidt jeg ved også bevist at relationen mellem patient og behandler betyder mere for udfaldet end selve behandlings metoden. Man skal bare have tillid til den der skal gøre en rask. Måske healer medmenneskelig forståelse og omsorg - tænk engang.

Lennart Kampmann

Min krop reagerer på manglende fysisk træning ved at give mig ondt i ryggen - det skal jeg træne væk. Men min far fik ikke fjernet modermærkekræft i tide så han forlod livet i en alder af 66.

Nogle ting kan klares med træning, andre skal man under kniven med. Lægen ved ofte hvilke...

Med venlig hilsen
Lennart