Din egen medicin

I løbet af sidste forår oplevede jeg fra tid til anden nogle ret stærke brystsmerter. Smerterne stod på gennem nogle måneder og var særlig pågående, når jeg skulle sove eller sad helt stille for mig selv. Det kunne føles, som om nogen havde stukket en kniv i brystet på mig. Ofte måtte jeg tvinge kroppen forover, når det strammede til hen over hjerteregionen, og i dagevis føltes det, som om min venstre arm sov. Jeg er en helt almindelig sund mand midt i 30’erne, der snart har to børn og et ret gennemsnitligt stressniveau, så jeg fandt det på ingen måder hysterisk at opsøge min læge af frygt for en begyndende blodprop eller hjertefejl. Min læge er en rolig ældre mand, og efter et par dybe vejrtrækninger, et iskoldt stetoskop forskellige steder på mit bryst og et bippende blodtryksapparat, kiggede han alvorligt på mig.

»Har du taget for mange armbøjninger eller trænet dit bryst på én eller anden ny måde?«

Han har sådan en særlig positur, når han skal være alvorlig, hvor han vender ansigtet ned mod bordet og kigger op på sin patient.

»Prøv at holde en pause. Det er, som om du har lidt med muskulaturen i bryst-regionen,« sagde han og viste mig anstrengt og alvorligt nogle strækøvelser, jeg skulle lave op ad en væg, inden jeg gik i seng, og når jeg stod op. Hvis det stadig stod på efter et par uger, skulle jeg komme tilbage.

Jeg lavede øvelserne samme aften og igen morgenen efter og så aldrig siden. Til gengæld har jeg heller ikke siden mærket nogen som helst smerte i mit bryst. Det forsvandt, og jeg havde ikke skænket det en tanke, før jeg for nylig læste at videnskabsjournalisten Michael Specters havde været ude for noget lignendende, som han beskrev i en artikel om den amerikanske forsker Ted Kaptchuk. Kaptchuk er én af verdens førende forskere i placeboeffekten og har for nylig åbnet verdens største forskningscenter for placeboforskning på Harvard University i USA. Det var der, det gik op for mig, hvad det var, min læge havde ordineret, og hvad det var, der havde virket så effektivt på mig, at de fysiske smerter, som jeg vitterligt oplevede så stærkt, at min krop måtte give efter og min arm sov, helt forsvandt. Det var mig selv.

I dag benægter min læge, at han forsøgte at snyde mig til at tro, at jeg ville blive rask, men som han siger, da jeg ringer til ham.

»Utroligt mange af de ting, jeg ser, går over af sig selv. Sådan er det for mange læger, og hvis vi ikke kan finde nogen medicinske forklaringer på, hvad der skulle være galt og ellers har foretaget alle de nødvendige undersøgelser, beder vi ofte folk komme tilbage. Og det er faktisk sjældent, de gør det.«

Renselsen af placebo

Selv om min læge muligvis ikke forsøgte at ordinere mig ren placebomedicin, er der noget, der tyder på, at han godt kunne have gjort det. I løbet af de seneste 10 år er forskere begyndt at se på placeboeffekten i koncentreret form og som andet end det skamfulde biprodukt af en medicintest. For placebo har haft et dårligt navn. Den er udelukkende blevet brugt til at afsløre farmakologiens virkningsløshed – som en effekt, der ikke var der. Men lige som den teknologiske udvikling arbejder for farmakologien, bliver også placeboeffekten mere og mere anvendelig i behandling. Den er stadig en gåde, men i dag ved vi, at placeboeffekten findes, og at den er mere end indbildningskraft. Vi ved endda, at den virker bedre, end den nogensinde har gjort. Det er en kraft, der er i os, og som kan skabe ændringer i hjernen, lindre smerter, hjælpe depressive, alzheimerpatienter og parkinson-ramte. Forskere i hele verden arbejder hårdt på at få flyttet forståelsen af placeboens kraft og taler om noget, der ville blive grinet af for 20 år siden: At bruge placebo i behandling. Medicinsk.

»De fleste mennesker responderer positivt alene på tanken om at få behandling. Det har vi vidst i årevis,« forklarer professor Ted Kaptchuk fra Harvard til Information.

»Den viden må vi tage videnskabeligt seriøst og arbejde med på niveau med andre behandlingsmidler.«

For placebostudierne flytter »medicinens kunst« tilbage i forgrunden, som Ted Kaptchuk udtrykker det. Det er her, vi kvantificerer medicinens kunst helt videnskabeligt.

»Denne forskning viser, at en stor del af den succesfulde helbredelse og bedringer hænger sammen med patientens forventninger til sin helbredelse, læge-patient-forhold og alle mulige rituelle dele af medicinen. Den viden kan flytte hele lægevidenskabens selvopfattelse.«

Herhjemme er cand.psyk. og lektor ved Psykologisk Institut på Aarhus Universitet Lene Vase blandt de førende forskere i placeboens effekt, og hun arbejder sammen med Ted Kaptchuk og den italienske neurolog Fabrizio Benedetti, der har undersøgt placeboens virkninger gennem hjernescanninger.

»Patienternes forventning og møde med systemet helt generelt kan have en stor indflydelse på behandlingen og medicinens virkning,« siger hun og forklarer, hvordan man ved hjernescanninger kan se ændringer i hjernens aktivitet under placeboeffekt. I det øjeblik folk får at vide, at de får en smertelindrende behandling, er der mange, der begynder at skabe en forventning om et lavere smerteniveau og det ændrer områder i hjernen, der har med tænkning og planlægning at gøre. Man føler sig roligere og mere afslappet, der aktiverer de emotionelle områder. Disse psykologiske og neurologiske ændringer aktiverer kroppens eget opioidsystem og frigive endorfiner, der hjælper mod smerter.

»Helt konkret kommer der mindre smertefuld stimulation, så når folk siger, de oplever mindre smerte – så kan det være rigtigt. Det er ikke indbildning. Det kan vi se på hjerneskanningsstudier. Vi kan måle det. Både psykologisk og neurologisk – der sker simpelthen en ændring af hjernen.« Det handler om at udnytte de ressourcer, mennesket har.

Adskillelsen af krop og sjæl

Ordet ’placebo’ har altid været tynget af en lidt anstrengt betydning. Det er latin og betyder ’jeg skal behage’ og henviser til den første verselinje fra Salmernes bog, som grædekoner og munke blev sat til at synge for de døde i middelalderen. »Jeg skal behage Herren i de levendes land,« hedder det her og blev således forbundet med den falske gråd og medfølelse, og med den moderne medicins opståen i slutningen af 1800-tallet begyndte ordet at krybe ind i videnskaben. Det var heromkring, man så småt begyndte at skille krop og psyke ad i videnskaben.

Før det var der ingen, der betvivlede, at krop og psyke hang sammen. Kroppen kunne påvirke psyken, og psyken kunne påvirke kroppen, det virkede indlysende, og der fandtes slet ikke et begreb om psykosomatiske lidelser. Det var helt indbygget i sygdomsforestillingen. På det tidspunkt fandtes der stort set heller ikke reelle behandlingsmuligheder, og hospitaler var hovedsagligt til for at tilse syge, isolere dem og håbe på, de fik det bedre.

Men i slutningen af 1800-tallet opdager man de bakteriologiske sygdomme, og det har gennemsyret behandlingsidealet og sundhedssystemet siden: Vi bliver syge, vi går til lægen, vi får en pille, vi bliver opereret, vi bliver raske. For som indsigten i anatomien blev dybere og videnskabelig, forlangte patienterne også videnskabelige svar på medicinske spørgsmål. Antibiotikum er videnskab og virkeligt – det er placebo ikke, mente man.

Alt det fortæller ph.d. i sygdomshistorie fra Københavns Universitet Lars Ole Andersen mig. Det kan tage et par minutter at lokalisere ham mellem bunker af bøger og papirer i hans lejlighed i Københavns Nordvestkvarter, men når man først har sat ham i gang med sygdomme og placeboens historie, så stopper han ikke. Han har i 20 år studeret placeboeffekten og udgivet flere bøger om emnet.

»Moderne sygdomsforståelse er en vandring ind i kroppen. Først opdager man, at det kan have noget med funktionsdueligheden i cellerne at gøre, senere handler det om det, der er inde i cellerne, og i dag er vi helt nede på nanopartikelniveau, når vi taler om sygdomme,« fortæller han.

Men de sygdomme, vi har i dag, er nogle helt andre, end de var for 100 år siden, understreger Lars Ole Andersen, og de kræver en helt anden forståelse af kroppen og kroppens forhold til psyken.

»Og det er her placeboforskningen er så interessant. Vores største problem i dag er de langvarige kroniske sygdomme, og vi kan ikke give antibiotika mod rygerlunger, gigt eller ryg-lænde-smerter. Vi må finde en anden behandlingsform. Systemet fungerer optimalt på sygdomme, vi kan kurere. Vi har nogle honoreringsmekanismer i sundhedssystemet, der stammer tilbage fra den tid, hvor man hovedsagligt behandlede infektionssygdomme.«

Ligesom Ted Kaptchuk, Lene Vase og de andre forskere, der beskæftiger sig med dette område, er det magtpåliggende for Lars Ole Andersen at få bortvisket det dårlige ry, placeboen historisk set har haft, og give den status af reel behandling og videnskab. Derfor foreslår han også, at man helt dropper betegnelsen og i stedet bare taler om »sanseindtryks betydning for helbredelse«.

For det er dybest set det, det handler om, forklarer Lars Ole Andersen, og de fleste forskere er i dag enige om, at det spiller en væsentlig rolle i selve behandlingen. Man ved endda, at medicinens form og farve spiller en stor rolle for dens virkning. Gule piller er særligt effektive mod depressioner, røde piller virker opkvikkende, og grønne er effektive mod angst. Flere piller virker bedre end store, selv om dosis er den samme, indsprøjtning virker endnu bedre og allerbedst virker placebooperationer – særligt mod Parkinson og knæskader – men dem laver man ikke så mange af. Man finder det uetisk.

Man ved også, at placeboen kan understøtte brugen af farmakologien. Forsøg har således påvist, hvordan kroppen kan lære sig, at et specielt medikament virker og således langsomt skrue ned for den dosis, man giver, og opnå den samme effekt, så længe selve indtagelsen af medicinen er den samme. Desuden har forsøg påvist, hvor meget kontakten med lægen og plejepersonalet kan betyde. Således har Benedetti foretaget et forsøg, hvor man gav en gruppe sengeliggende personer smertestillende tramol ved, at en læge satte sig på sengekanten, etablerede en god kontakt og fortalte patienten at nu injicerede medicinen direkte. En anden gruppe patienter gav man den samme dosis smertestillende, men uden først at etablere en kontakt. Forskellen i virkningen var markant, og gruppen uden kontakt opleverede generelt langt større smerte.

»Det har nogle læger naturligvis altid gjort,« siger Lene Vase. »I dag kan vi bevise, at det virker, og det kunne man overveje at tænke ind i sundhedssektoren.«

Snyd eller ej

Men den nye placeboviden åbner for et nyt radikalt problem. Især for typer som mig, som naturligvis langsomt begyndte at opleve brystsmerter, jo mere jeg læste om emnet og talte med eksperterne. Ting, jeg tidligere fandt stor trøst og lindring ved, begyndte jeg at tvivle på, og da jeg først stødte på begrebet Nocebo, der, som navnet måske antyder, er placeboens deprimerede bror (hvis du har en forventning om, at tingene bliver værre, bliver de det også gerne), blev jeg decideret nervøs. For hvad nu, hvis man mister troen på sig selv eller den helbredende kraft. Men Ted Kaptchuk beroligede mig lidt.

»Placeboeffekten er ikke i dit sind,« forklarer han. »Det er i din kultur og i dine erfaringer. Du skal opleve bedringen, og det er ikke dig, der skal forandre dig. Det er systemet.«

Og som Lene Vase også påpeger, er der ifølge de forsøg, der er lavet – blandt andet af Kaptchuk – ikke noget, der tyder på, at man behøver snyde sin krop til bedring. Man kan modtage behandlingen selv om man besidder alt den viden om placeboeffekten, der findes. For placeboeffekten er virkelig.

Der er lavet en større undersøgelse i USA, hvor man har givet folk placebomedicin, som de så har fået en virkelig god effekt af. Herefter har man fortalt forsøgspersonerne, at pillen var lavet af sukker, men samtidig vist dem med scanninger og skemaer, hvor god effekten er. Lige bagefter lavede man nøjagtig det samme studie, med nøjagtig samme patienter, og det viste sig, at man kunne opnå nøjagtig samme niveau:

»Pointen er, at man forklarer folk, at de ikke er blevet snydt, men at de har udnyttet deres egne ressourcer.«

Et opgør med systemet

Jeg frekventerer af og til en afsindig dygtig akupunktør, der kan hjælpe med alt fra søvnbesvær, hudproblemer, stress og graviditeter, men da Ted Kaptchuk fortalte mig om sin egen baggrund, blev jeg igen usikker. Selv om han i dag er professor i medicin, har han en fortid som akupunktør, og det var her, hans interesse for placeboens effekt blev vakt engang i 1980’erne. Den gang oplevede han gang på gang, hvordan folk takkede ham for at blive helbredt for lidelser, han på ingen måde mener at kunne have hjulpet dem med. Sygdomme, som hans nåle slet ikke var i forbindelse med, og hvis helbredelse han kun kunne tilskrive ritualet omkring nålene, tro og kontakten med klienten. Det var ikke nålen. Det var manden, som han beskriver det.

Men min akupunktør tog anklagerne helt roligt, da jeg talte med hende om det i sidste uge. Hun er en kvinde midt i 50’erne med langt gråt hår og rolige bevægelser. Hun kigger dig lige i øjnene og fjerne ikke blikket, mens hun taler. Behagelig at lytte til, behagelig at se på, behagelig at blive stukket af.

»For mig handler det om, hvad kroppen er i stand til. Hvad kroppen kan ved egen kraft, og det er det, jeg hjælper den med,« sagde hun. Vi har glemt vores egen krop, forklarede hun, og mistet tilliden til den, og det har sundhedssystemet også.

»Dybest set handler det om kærlighed,« sagde hun.

»Det lyder måske lidt højstemt, men jeg tror, det er det, det handler om. At man ikke har tid til mennesket og ikke skaber relationen.«

Det kunne måske lyde som et synspunkt, der kun kunne forekomme i den såkaldte alternative medicin, men da jeg et par dage senere taler med en hårdkogt naturvidenskabskvinde – speciallæge i psykiatri, ph.d.-studerende ved Aarhus Universitetshospital Lone Fjordback – er meldingen overraskende enslydende. Hun forsker i yogaens og mindfulnessens helbredende egenskaber i forbindelse med moderne lidelser som kronisk stress. Og for hende handler det dybest set også om kærlighed. Relationen mellem patienten og systemet og relationen til sig selv og sine nærmeste.

»Jeg lærer folk at have bedre relationer til sig selv og andre. Jeg lærer dem at relatere mere empatisk,« siger hun. »Og det hjælper dem. Det kan vi se.«

Lone Fjordback fortæller, at hun oplever patienter, der bogstaveligt talt ikke kan gå op ad en trappe, når de kommer til hende på grund af deres stressniveau, men som lærer at balancere deres stressniveau og hjerne i sådan en grad, at de kommer tilbage til et almindeligt liv.

»Det handler om, hvordan man relaterer sig til andre mennesker,« forklarer hun.

»Om at gøre det så godt, at det minder om et intimt kærlighedsforhold. At kunne skabe en kontakt, hvor man åbner hinanden – hvis man kunne skabe den kærlighedsrelation, vil den være helende. Der ligger en stor udfordring for sundhedssystemet her, men i det lange løb kan det spare både tid og penge.«

Men som Lene Vase udtrykker det:

»Vi kunne komme virkelig langt med at tænke i relationer, etablering af kontakt og arbejde mere målrettet med patientens forventninger til systemet..«

Ingen mirakler

Ingen seriøse placeboforskere tror på mirakler, forsikrer Lars Ole Andersen. Der er ingen, der forsker i håndspålæggelser og hellige kilder, og han afviser i det hele taget, at den nye viden åbner for en ny diskussion om alternativ behandling og mirakelmænd. Heller ikke Ted Kaptchuk ser sin forskning som en blåstempling af den alternative medicin, men medgiver, at det kan være svært at skille tingene ad.

»Placeboeffekter er et velkendt fænomen i hele healer-verdenen, men enhver, der ernærer sig som terapeut eller arbejder med helbredelse og sundhed, vil jo gerne tro, de gør en forskel. Det er det, de har lært,« siger han.

»Men hvis folk smider paraderne lidt, tror jeg, placeboeneffekten kan give os den klarhed, der en gang for alle slår fast, at det sjældent er værktøjet, men håndværkeren, der er det vigtige for helbredelse. For nogle er det en enkelt erkendelse, for andre er det ikke, men det ser vi både inden for det alternative og det etablerede system.«

Men spørgsmålet, der har trængt sig på, siden siden jeg første gang læste om Kaptchuks resultater, mangler forskeren stadig at finde svar på:

– Hvordan får man båret denne viden over i behandlingen og ind i det etablerede system?

»Det er også noget, jeg spekulerer meget over. Jeg kæmper virkelig med det. Jeg kæmper virkelig.«