Interview
Læsetid: 2 min.

HCA i håndbagagen

Ventetid i lufthavne tilbringes bedst i selskab med H.C. Andersen, mener Ghita Nørby, der til marts modtager en Æres-bodil
Moderne Tider
28. januar 2012

— Hvilken bog ville du ønske, at alle ville læse?

»Jeg vil ønske, at alle, der rejser, ville tage H.C. Andersen med i håndbagagen. Hans eventyr er så originale og kan tage én væk fra enhver lufthavn. Hans mærkelige blanding af ironi og humor er noget af det mest værdifulde, vi har på dansk. Men jeg synes også, det er vigtigt, vi har et forhold til Grundt-vigs pragtfulde salmer — og julesalmerne! Vi går jo rundt om træet med en tekst i hånden — altså hov, hvad er nu det for noget? Kan vi dem ikke? Nej, det kan vi ikke. Der er sket en eller anden brist et sted, hvor vi ikke har passet vores forhold til de tidligere generationer.«

— Hvilken bog har haft størst betydning for dig?

»Så tror jeg, at jeg vil nævne Peter Plys. Det var min far, der læste den op for mig, allerede inden jeg selv kunne læse. Den lærte mig noget om arketyperne i livet — hvordan vi er. Der er dem, der følger med på andres gode ideer uden at kende dem. Og der er dem, der har en god idé, uden at de selv rigtig ved, at det er en god idé. Altså, alle de der utroligt krydrede betragtninger, som Milne laver med de kære dyr og drengen Jacob — de har alle gjort et uudsletteligt indtryk på mig.«

— Hvad er den værste bog, du har læst?

»Sådan en er der ikke. Engang følte jeg, at hvis man var begyndt på en bog, så skulle man også læse den til ende. Men det var en mærkelig pligtopfyldende adfærd, som jeg har droppet — for den er ikke klog.«

— Hvilken type læser er du?

»Jeg er først og fremmest en professionel læser, for jeg beskæftiger mig meget med tekster i mit arbejde. Men det er slet ikke så kedeligt — lige for tiden læser jeg f.eks. Shakespeare, og han er særdeles interessant at være i stue med.«

— Hvornår læser du?

»Jeg læser som regel om aftenen. Men en gang imellem, når min stress og mit sind er til det, er noget af det bedste, jeg ved, at sidde og læse et par timer om dagen. Lige nu læser jeg Ulla Terkelsens Vi kan sove i flyvemaskinen, som jeg er meget begejstret for. Hun oplyser mig om noget, jeg ikke ved, noget, jeg er gået glip af, og noget, jeg slet ikke har tænkt på — og det gør hun mig en stor tjeneste ved.«

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her