Læsetid 7 min.

Israels jernmur står mere massivt end nogensinde før

Israel har siden sin grundlæggelse opereret bag en ’jernmur’ af militær magt. I kølvandet på Det Arabiske Forår har den jødiske stat en enestående mulighed for langt om længe at sænke paraderne og indgå fred med sine naboer, siger den anerkendte britisk-israelske forfatter Avi Shlaim, der dog tvivler på, at landets nuværende regering vil gribe chancen
Skuffelsen. Premierminister Ehud Barak (t.v) var i første omgang årsag til optimisme hos Avi Shlaim, men han skuffede og får af Shlaim hovedparten af skylden for, at fredsforhandlingerne med PLO-formand Yasser Arafat under ledelse af Bill Clinton i Camp David i 2000 brød sammen.

Skuffelsen. Premierminister Ehud Barak (t.v) var i første omgang årsag til optimisme hos Avi Shlaim, men han skuffede og får af Shlaim hovedparten af skylden for, at fredsforhandlingerne med PLO-formand Yasser Arafat under ledelse af Bill Clinton i Camp David i 2000 brød sammen.

Stephen Jaffe

28. januar 2012

»Min kone opsummerer mit 40-årige akademiske virke sådan: Israel før 1967 ’god’, Israel efter 1967 ’dårlig’.«

Avi Shlaim, den 66-årige Oxford-professor i internationale relationer og forfatter til blandt andre den anerkendte bog om Israels udenrigspolitiske strategi The Iron Wall, er godmodigheden selv, da han træder op på talerstolen i London School of Economics’ dunkle Old Theatre. Han smiler og joker; takker for invitationen og fortæller, hvordan han mødte sin kone i Robinson-rummet i 1969, da han selv var studerende på institutionens masteruddannelse i internationale relationer.

Det hyggelige går imidlertid af tonen, da Avi Shlaim i en mundtlig opdatering af The Iron Wall — udgivet i 2000 — giver ethvert håb om fred imellem Israel og palæstinenserne i den nærmeste fremtid dødsstødet.

»Den nuværende regering i Israel er den mest højreorienterede, chauvinistiske, åbenlyst racistiske regering i hele Israels historie. (Premierminister Benjamin) Netanyahu er ikke en fredens mand, han er fortaler for doktrinen om permanent konflikt. Han tror ikke på, at en diplomatisk løsning er mulig, selv om han lader som om, at han gør. Hvis du ser bort fra hans fredsretorik, står du tilbage med: ’Der er ingen at forhandle med, og der er ikke noget at tale om, dette er alt sammen Storisrael’. Hvad end han måtte sige, så er den egentlige hensigt med hans regerings politikker at forhindre etableringen af en uafhængig palæstinensisk stat,« siger professor Shlaim i gæsteforelæsningen Israel: the strategy of the iron wall revisited på LSE.

Strategien

For at forstå den seneste israelske regerings tilgang til fredsforhandlingerne med palæstinenserne — som de har holdt besat på Vestbredden og i Gaza siden seksdageskrigen i 1967 — må man ifølge Shlaim forstå strategien bag landets udenrigspolitik — en strategi som ingen israelsk regering har fraviget.

Strategien blev fremsat i et essay tilbage i 1923 af den revisionistiske zionist Ze’ev Jabotinsky. I essayet argumenterede han for, at araberne aldrig ville acceptere en jødisk stat, og at en frivillig aftale ville være uholdbar.

»Den eneste måde at opnå en uafhængig jødisk stat i Palæstina på er bag en jernmur af jødisk militær magt. Araberne vil støde hovedet imod muren, indtil de til slut vil opgive ethvert håb om at besejre zionisterne. De vil derefter indvillige i at forhandle. Først på det tidspunkt er det tid til at bevæge sig fra første trin af strategien til andet trin, som er at forhandle med palæstinenserne om deres rettigheder og status i Palæstina,« gengiver Shlaim: Det dokument, der blev grundlaget for de kommende mange årtiers voldelige konflikt i området, men også førte til målet: En jødisk stat, oprettet med vedtagelsen af FN’s delingsplan for Palæstina i 1948, der afviklede det britiske Palæstinamandat.

»Den israelske stats historie er retfærdiggørelsen af jernmurs-strategien. I 1967 var der en levedygtig, uafhængig jødisk stat i Palæstina. Uoverensstemmelser mellem Israel og dets naboer blev forhandlet på plads fra en position af styrke,« tilføjer Shlaim, der anses som en ledende skikkelse blandt de såkaldte ’Nye Historikere’, en gruppe israelske historikere, som forholder sig kritisk til zionismens og Israels historie.

Måske af den grund kan der spores overraskelse blandt de fremmødte, da Avi Shlaim svarer ’ja’ på spørgsmålet om, hvorvidt han selv har støttet jernmurs-strategien. Han aftjente »loyalt og med stolthed« — fortæller han — sin værnepligt i det israelske forsvar (IDF) fra 1964 til 66, fordi hæren dengang var, hvad det hævdede at være: et forsvar. Bruddet med Israel — og strategien — blev for ham seksdageskrigen i 1967.

»Krigen i juni 1967 var — som jeg ser det — ikke en ekspansionskrig, det var en forsvarskrig, men dens konsekvenser var katastrofale for hele projektet. Den største fejltagelse i Israels udenrigspolitik var at blive på Vestbredden. Israels sejr ændrede hele kursen for Israels historie. Israel blev fanget i alle mulige interne modsætninger og begyndte at bygge civile bosættelser uden for den internationale grænse. Disse bosættelser er ulovlige — alle sammen, uden en eneste undtagelse - og forbliver en forhindring for fred,« forklarer han og uddyber: »1967-krigen var skelsættende for denne konflikt. Efter sejren i 67 blev Israel for første gang en kolonimagt, der undertrykte civile. IDF blev en brutal kolonimagts brutale politistyrke. Jeg føler ikke, at jeg forlod mit hjemland; jeg føler, at mit hjemland forlod mig. Jeg holder fast i de samme værdier; mit land krænker dem.«

Shlaim — der aldrig flyttede tilbage til Israel efter et studieophold i Storbritannien, der startede i 1966 — fastholder, at der ikke har været nogen militær trussel mod Israels eksistens siden 1967-krigen, og alligevel har samtlige israelske premierministre siden fastholdt jernmurs-strategien og besættelsen af palæstinenserne.

Strategien har — påpeger han — vist sig at virke. F.eks. nævner han fredsaftalen i 1979 med Egypten som »et klassisk eksempel på forhandlinger fra en position af styrke«. Men primært har strategien ført til den ene katastrofe efter den anden i forsøget på at knuse palæstinensernes modstand, fastholder han: Den første Libanonkrig i 1982, den anden Libanonkrig i 2006, Operation Cast Lead imod Gaza i 2008, bosættelsespolitikken, sikkerhedsmuren bygget på besat land osv.

Styrke og svaghed

Den eneste israelske premierminister, der har bevæget sig fra første til andet trin i strategien, var Labours Yitzhak Rabin i 1993.

»Rabin var ikke en helgen, han var en hårdkogt soldat, men han forstod, at (Israel med, red.) jernmurs-strategien havde opnået sit mål. Han var den første og desværre den sidste israelske premierminister, der har bevæget sig til andet trin. Det gjorde han ved at underskrive Oslo-aftalen, hvilket på trods af alle dens mangler markerede et historisk gennembrud i de israelske-palæstinensiske relationer,« siger han og minder om, at håbet om at gennembruddet skulle føre til fred, hurtigt blev knust, da en jødisk ekstremist myrdede Rabin i november 1995.

Den efterfølgende — og nuværende — premierminister Benjamin Netanyahu var »ikke så slem, som folk havde troet, han ville blive — han var meget, meget værre,« siger Shlaim og beskriver Netanyahu som en mand, der ikke — som Jabotinsky — forstår, at militær magt er »midlet til at nå målet, for Netanyahu er det målet i sig selv«.

Mest skuffet er Shlaim dog over Labour-premierministeren Ehud Barak, hvis valgsejr i 1999 han i epilogen til The Iron Wall beskrev som »solopgangen efter tre mørke og frygtelige år« med Netanyahu.

»Jeg troede, han var den rigtige mand, på det rigtige sted, på det rigtige tidspunkt. Men hans diplomati var en fortsættelse af krigen med andre midler,« siger han og giver Barak hovedparten af skylden for, at fredsforhandlingerne med PLO-formand Yasser Arafat under ledelse af Bill Clinton i Camp David i 2000 brød sammen. Under Barak udvidede Israel nemlig bosættelserne mere end under nogen anden regering.

»Israels ekspansion var den afgørende årsag til sammenbruddet. Du kan ikke forhandle fred, samtidig med at du stjæler land. Det er uforeneligt,« siger han og nævner Ariel Sharons (premierminister fra 2001 indtil han blev ramt af en blodprop i hjernen i 2006, red.) unilaterale evakuering af bosættelserne i Gaza i 2004-2005 som et eksempel på svagheden ved jernmurs-strategien.

»Sharons beslutning om at trække sig ud af Gaza var ikke startskuddet til en tilbagetrækning fra Vestbredden, tværtimod var det for at konsolidere tilstedeværelsen der. Det viser jernmurs-strategiens styrke og svaghed. Den skaber en stærk forhandlingsposition, men den giver også magt til at nægte at forhandle.«

Det Arabiske Forår

Og det er dér, Israel befinder nu. Med Det Arabiske Forår står landet igen med en chance for at indgå fred med sine naboer, mener professor Shlaim.

»Begivenhederne i Mellemøsten i 2011 er et reelt vendepunkt. De repræsenterer fra Israels synsvinkel en mulighed for at blive en del af regionen og indgå fred med sine naboer, men reaktionen fra alle niveauer i Israel har været negativ, fuld af frygt og mistro. Det er ironisk, for Netanyahu plejede at sige, at fred kun ville være muligt efter et demokratisk skifte på den arabiske side. Men nu har han ændret tone og har fortalt Knesset (Israels parlament, red.), at Det Arabiske Forår er en anti-demokratisk, anti-liberal, anti-vestlig, anti-israelsk, islamisk revolution. Og han siger nu, at på grund af tumulten og ustabiliteten i den arabiske verden må Israel fastholde permanent militær kontrol over Vestbredden,« fortæller han.

»Den nuværende regerings adfærd er sådan, at jeg tvivler på, om den er i stand til at tænke rationelt over Israels langsigtede interesser. Så i øjeblikket er der ikke noget lys for enden af tunnelen,« tilføjer han og påpeger, at tiden for en to-statsløsning under alle omstændigheder er ved at være forpasset.

»Israel har i de seneste årtier ødelagt muligheden for en levedygtig palæstinensisk stat med bosættelsesekspansionen, og hvis de fortsætter meget længere, vil det blive umuligt. Jeg har altid støttet en to-statsløsning som den mest retfærdige løsning, men jeg bevæger mig selv imod en et-statsløsning.«

Imidlertid nægter han at afslutte sit foredrag med en negativ besked: »Mit studie i historie har ført mig til at tro på, at nationer — som individer — er i stand til at handle rationelt, efter at de har udtømt alle andre muligheder,« siger han med et smil.

Avi Shlaims opdatering af sin bog ’The Iron Wall — Israel and the Arab World’ vil snart kunne læses i Journal of Palestine Studies’ vinterudgave: www.palestine-studies.org

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritiske, seriøse og troværdige.

Se om du er enig – første måned er gratis

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Henrik von Stijnbergen

Udmærket artikel,

tror dog ikke at muligheden for en to stats løsning er forpasset. Men med politisk så uhomogene samfund, som dem vi her snakker om, ser det godt nok sort ud.

Arash Shariar

Siden hvornår er informationen blevet en venstreorienteret useriøs medie?

Israel har al ret til at trække streger i sandet. De bliver på daglig basis bombet med raketter af terrorister. Tænk hvordan det er at leve under en sådan regn af raketter? Hvor meget frygt israeler lever under?

Jeg bliver nødt til også at anbefale interviewet med Jeff Halper på arbejderen.dk, "Israeler forsvarer utrætteligt palæstinensernes huse"

Måske er løsningen Josef Avesars "Israeli Palestinian Confederation" projektet..

Niels Engelsted

Da ghetto-murene blev revet ned blev assimilation for mange den største trussel mod jødisk identitet. Alle kan forstå frygten for identitetstab, og derfor også den jødiske tilskyndelse til på alle mulige måder--fysiske, symbolske og psykologiske--at genrejse de ghettomure, der beskyttede mod den fjendtlige omverden.

Mihail Larsen

I ond tro

Arash synes åbenbart, det er mærkeligt, at et undertrykt og besat folk svarer igen ved at angribe deres besættelsesmagt. Med hel samme ret kunne man betegne de danske frihedskæmpere under 2. verdenskrig som 'terrorister. Hvem er det, der er 'useriøs'?

Resten af verden - bortset fra USA - betegner Israels politik som ulovlig, illegitim og i strid med internationale konventioner. Er det 'useriøst'?

Arash må leve i en anden verden.

Mihail Larsen

Ghetto-mure

Niels Engelsted forklarer deres eksistens med frygten for 'identitetstab'. Ja, det skal nok være rigtigt. I USA breder denne frygt sig. Flere og flere velhaverdistrikter lader sig omringe fysisk af mure og ansætter en vagt ved indkørslen, der kan checke, om man er inviteret af nogen indenfor.

Bente Simonsen

"Israel har al ret til at trække streger i sandet. De bliver på daglig basis bombet med raketter af terrorister. Tænk hvordan det er at leve under en sådan regn af raketter? Hvor meget frygt israeler lever under?"

Endnu et af de mange forvrængninger og løgne, som fylder medierne igen igen:
"... på daglig basis bombet med raketter af terrorister ..."

Men aldrig et ord om de daglige provokationer og den våld, der udføres af den israelske hær, mod palæstinensere.

Det er dog befriende at høre fra den del af den jødiske/israelske befolkning, som ikke helt er i sine hormoners våld. - Tak til Avi Shlaim.

Michael Kongstad Nielsen

Hvordan går det med palæstinensernes
ansøgning om medlemsskab af FN? Ansøgningen blev indgivet i september sidste år. Den blev sat i rero på en opfordring til Israel og Palæstina om at genoptage forhandlingerne. Det er mig bekendt ikke sket. Nu må FN vel snart starte en realitetsbehandling af optagelsesansøgningen.

God artikel, der giver tro på, at fornuften stadig har mulighed for at sejre.

De er godt nok gal på den, hvis målet er magt og ikke langsigtet overlevelse!

Arash Shariar

Mihail Larsen

Det passer ikke, hele verdenssamfundet støtter Israel, hvorimod Palæstina ikke engang er medlem af FN!

Bente Simonsen

Læs her hvordan Israel er nødt til at forsvar sig mod terrorister. Er du klar over hvor stor en budget Israel hvert år sætter på at holde Israel terrorist fri?

http://politiken.dk/udland/ECE1512098/israelske-fly-retter-foerste-doede...

Citat:

Israel: Målet var en gruppe terrorister
En talsmand fra den israelske hær siger, at målet var en gruppe terrorister, der forsøgte at placere sprængstoffer i nærheden af sikkerhedshegnet.

Sprængstofferne eksploderede, da gruppen kom under beskydning.

»Den israelske hær vil ikke tolerere nogen forsøg på at skade civile eller israelske soldater«, hedder det i en erklæring fra den israelske hær, som avisen Haaretz har modtaget.

Torben Arendal

Jeg kan kun giv naboerne til det besat Palæstina ret i at Zionisterne uretmæssige har fået oprettede den stat som i dag heder Israel.

Zionisternes mål i slutning af den 19. århundrede var etablering af en jødiske stat i Palæstina. Med en kæmpe politiske indsats igennem 50 år, må man nok sige at det mål bliv opnået, men først efter resten at verden skulle opleve to verdenskrige og en russiske revolution.

FN resolutionen 181 skulle igennem tre afstemninger før det bliv vedtaget. To prøveafstemninger inden den alt afgørende vedtagende afstemninger. De to første prøveafstemninger viste sig at ikke at kunne giv et simpelt flertal. Et massivt pres på nogle af staterne fik stemningen vendt. Finland, Tyskland, Østtyskland, Østrig, Romanian, Ungarn, Portugal, Spanien, Svejts, Irland og Skotland var slet ikke inviteret til afstemning, resolution 181. Havde afstemning fundet sted efter at disse stater var blevet medlem af FN havde vedtagelsen af resolutionen 181 nok aldrig fundet sted. Det giver stof til eftertanke.

I 1920, i grænselandet mellem Danmark og Tyskland blev der fortaget en folkeafstemning mht. borgernes tilhøres forhold. Det var en absolut demokratiske beslutning. Det vil også kun havde lade sig gør i Palæstina, men resultatet var afgivet på forhånd. Der var et absolut flertal af borgerne i området imod oprettelsen af en selvstændig jødiske stat.

Mit forslag er helt klart, et et statsløsning, hvor Palæstina vedbliver med at være en multietnisk samfund med lige rettigheder for alle, ligesom det var for over hundrede år siden.

Mihail Larsen

Arash

Som sagt: Du lever i en anden verden.

Israel er blevet fordømt af et utal af beslutninger i FNs generalforsamling, men alle kritikker af Israel er blevet stoppet af et veto i Sikkerhedsrådet af USA. Uanset indhold, uanset berettigelse. Og når Palæstina i dag ikke er fuldt medlem af FN skyldes det ikke, at der mangler et overvældende flertal, men at USA igen, igen, igen bruger sit veto.

Preben Haagensen

Udmærket artikel, men skydes der ikke lidt uretfærdigt på Arash. En to-stars løsning er den eneste mulighed, da israelerne efter 64 år med en jødisk stat ikke vil opgive sin stat, og det er rimeligt, hvorfor er jøderne de eneste som ikke må have en stat som er deres egen for at blive et dhimmi folk under islam. Når det er sagt, må man sige Israel har nogle legale sikkerhedsinteresser som kun kan opfyldes med en afmilitariseret palæstinensisk stat, og en ting til, palæstinenserne kan godt glemme alt om at flygtningene kommer til, at bo i Israel efter 64 år, da Israel ikke er interesseret i selvmord. Man må spørge hvorfor disse efterkommere som aldrig har boet i Israel har større ret til, at vende tilbage end de millioner og atter millioner som blev fordrevet efter anden verdenskrig og krigene efter. Det har kun et formål, at bekrige Israel med andre midler, og international ret giver ikke de palæstinensiske flygtninge ret til at komme tilbage til Israel, trods den løgnagtige propaganda om det modsatte.

Arash,
med mindre du har ændret dig meget på det sidste, går jeg næsten ud fra, at dit første indlæg havde visse stænk af ironi. Har jeg ret?

Stig Rasmussen

God artikel, der rammer hovedet på sømmet. Israel har en nem og ganske legitim undskyldning i palæstinenserne der ikke vil nøjes med 67 grænser. Hvis palæstinenserne pludselig ville acceptere:

1. 67 grænser plus Øst jerusalem

2. At 1948 flygtningene ikke kunne vende tilbage til Israel men få økonomisk kompensation af Israel, (de fordrevne jøder så ville få økonomisk kompensation af de arabiske lande de blev smidt ud af og stjålet deres værdier.)

Så ville Netanyahu og højre partierne i Israel ikke overleve en måned.

Arash Shariar

Erik Karlsen

Jeg vil ikke kalde det for ironi, da det vel er sådan visse individer argumentere? Nemlig ved slet ikke at argumentere. Mihail Larsen har jo fuldstændig ret at mine to øverste kommentar ingen real indhold har og de lever i en fjern verden.

Min lille stunt var mere en slags gimmick på at pointere hvor let det er at udspyde essentielt nonsens, hvor det derimod kræver energi og overvejelser at argumenter for sin sag.

Der var så også nogle overvejelser mht hvordan folk anser tanker som værende pro noget og con noget. Dette er et trick for at illegitimere tekster og kommentar der kunne være fløjtende ligeglad med "parter", men i virkeligheden søger efter objektiviteten der findes i sandheden.

Min stunt startede faktisk fra det link Mikael Petersen linker til. Men eftersom der ikke var en interesse at jeg fortsatte denne gimmick, (jeg regner med at de fik fat i pointen ;) ), så er jeg tilbage til mine gamle bestræbelser på at være konstruktiv igen. :P

Jeg undrede mig meget over Mikael Petersen link. For jeg gjorde mig umage i at ikke lyde ironisk på nogen måde i de kommentar jeg har skrevet på denne tråd.

Skulle jeg svare Preben Haagensen ville jeg spørge mener du oprigtig at det er fint at Israel kalder en hel befolkning for terrorister? Og dræber dem der nærmere sig Israels pigtråde der zigzagger gennem Palæstina?

Come on... Hvorfor vælger Israel ikke at leve i sameksistens med palæstinenserne? Det er klart at Israel ikke ønsker nogen form for løsning pt. simpelthen fordi de drømmer om en stor Israel der indbære Gaza og vestbreden. Den 2 stats løsning Israel leder efter er hvor Jordan bliver omdøbt til Palæstina.

Men sagen kort er jo at palæstinenserne ikke beder om meget. Enten 1 stat hvor araber og "jøder" (efterkommere af vestlige nationer) er ligestillede, ELLER en 2 stats løsning med grænser du-ved-fra-hvilken-årstal... But we all know better. :)

Preben Haagensen

Da debatten åbenbart ikke er lukket, vil jeg sige til Monsieur Aras, at jeg ikke bryder mig om, at du pådutter mig noget jeg aldrig har sagt, nemlig at det er fint at Israel kalder alle palæstinensere for terrorister. På den anden side ville jeg aldrig kalde de palæstinensere som dræber civile, mænd kvinder og børn for frihedskæmpere nej de er renlivede terrorister, Hvad jeg skrev om var, at en to-stats løsning som er den eneste mulighed, har man været klar siden år 2000 hvad den indebærer, nemlig de såkaldte Clinton parametre. Selv om Clinton sagde, at når forhandlingerne stoppede uden resultat ville det være et ikke papir, ja så dukker disse parametre op igen og igen, blandt andet under forhandlingerne med Barak, det såkaldte Geneva initiativ og Olmerts forhandlinger. De indebar blandt andet forhandlinger om en grænse med med våbenstilstandslinien fra 1949 som basislinie (den grønne linie) med såkaldte land swaps, da der idag lever 300000 over den grønne linie på vestbredden og 200000 israeler i forstæder over den grønne linie i Jerusalem, altså i alt en halv million israelere som ingen israelsk regering hverken til venstre eller højre drømmer om at flytte igen. Med trækningen af en grænse hører sikkerheden, uden sikkerhed for Israel ingen grænse derfor er det også angivet i Clinton parametrene, at en Palæstinensisk stat skulle være en ikke-militariseret stat. I Clinton parametrene siges det også de palæstinensiske flygtninge og deres efterkommere ikke kommer tilbage til Israel men kan få udbetalt kompensation eller slå sig ned i den kommende palæstinensiske stat. Sidste punkt var Jerusalem hvor Clinton sagde hvad er jødiske beboelseskvarterer kommer til Israel og hvad er palæstinensiske kommer til Palæstina, desuden at omkring det såkaldte tempelbjerg bliver det der oppe på det palæstinensisk og hvad der er under og vestmuren/grædemuren israelsk. Det var Clintons løsning som igen og igen dukker op, men som er svær at gennemføre for hvor skal de såkaldte land swaps ligge da selv araberne i Israel selv om de brokker sig nok så meget ikke ønsker, at komme under en palæstnensisk stat og her tænker jeg specielt på den arabiske triangel i nord.
Til sidst vil jeg lige sige Arash, stop med myten om stor Israel, er du klar over hvor lille et landområde Israel, vestbredden og Gaza udgør nemlig ca. 27000 kvadratkilometer, et landområde på størrelse med Jylland. Det ser jo ikke ud til de nuværende forhandlinger fører til ret meget, så der bliver ganske givet ingen Palæstinensisk stat i 2012, men hvis der en gang skulle blive en sådan stat, er det for det første en lille stat på ca. 6000 kvadratkilometer som for at overleve er nødt til, at have et godt forhold til Israel.