Nyhed
Læsetid: 10 min.

Kan fremskridtsmyten overleve Europas forestående opbrud?

Efterkrigstidens periode med stabile velfærdsdemokratier var en ekstraordinær undtagelse i de menneskelige konflikters historie
Efterkrigstidens periode med stabile velfærdsdemokratier var en ekstraordinær undtagelse i de menneskelige konflikters historie
Moderne Tider
21. januar 2012

Det er efterhånden længe siden, at historien ikke endte. Lidt over 22 år er der gået, siden Berlinmuren faldt — en begivenhed, der fik mange til at mene, at der nu ikke ville komme flere alvorlige konflikter. Den amerikanske forfatter Francis Fukuyama, ophavsmand til forestilling om historiens afslutning i efteråret 1989, erklærede dengang, at den største trussel i fremtiden ville blive kedsomhed. En ny æra, anderledes end nogen tidligere, var oprunden.

Det var selvfølgelig indbildning. Sovjetunionens undergang blev afløst af konflikter og omvæltninger af den slags, der sker, når imperier falder fra hinanden — krigene i Kaukasus og det økonomiske sammenbrud i Rusland, f.eks.

I ethvert realistisk perspektiv var tanken om, at én enkelt begivenhed — den være sig nok så skelsættende — kunne markere den definitive afslutning for menneskelige konflikter, aldeles absurd. Men de, som blev forført af denne tanke, tænkte heller ikke i realistiske baner.

De blev påvirket af en myte — en fremskridtsmyte om, at menneskehedens udvikling uundgåeligt konvergerer imod et universelt sæt af institutioner og værdier. Vel kan processen være langsom og vaklende og undertiden kan den endda gå i bakgear, men i sidste ende ville hele menneskeheden komme til at leve under den samme oplyste styreform.

Når man lever i en myte, ligner den virkeligheden, og for dem, der levede i myten om historiens afslutning, gav den øjensynligt også en form for fred i sindet. Men faktisk var historien allerede under opbrud igen. Men fordi den tydeligvis var på vej ind i vanskeligt gennemskueligt terræn, var det mere behageligt at tænke sig, at fortiden ikke længere betød noget.

Noget lignende synes at ske i dag. For mange mennesker er den blotte forestilling om, at de institutioner, der er blevet skabt i Europa efter Anden Verdenskrigs afslutning, kan være ved at bryde sammen, for rædselsvækkende til overhovedet at overveje. De europæiske institutioner har bevaret freden i over en generation, og de har stået i spidsen for en stabil vækst i velstand og velfærd. Alene tanken om at de institutioner nu skulle stå for fald, udfordrer den fremherskende tro på konstante forbedringer — den foretrukne tro hos pragmatiske mænd og kvinder, der forestiller sig, at de ikke har nogen religion. Som udviklingen fortsætter, tror disse angiveligt så forstandige mennesker, at de gevinster, der er opnået i fortiden, vil blive bevaret, mens tilbageværende onder gradvist vil aftage.

Implikationen af denne tro er, at pludselige skift i historien bliver relativt sjældne. Men se engang på det kontinentale Europa gennem de sidste 70 år — indtil nylig et normalt menneskes levetid. Medmindre de er svenskere eller schweizere, vil europæere, som har levet i denne periode, have oplevet flere vidt forskellige styreformer. Næsten hele Europa bukkede for en tid under for nazisme eller fascisme, om ikke andet som besatte nationer. Halvdelen af Europa skiftede derpå nazismen ud med kommunismen efter højest et kortvarigt interval med demokrati. De fleste fra samme halvdel, men ikke Rusland, blev efter afslutningen på Den Kolde Krig fungerende demokratier.

Men ikke alene har de politiske styreformer ændret sig. I løbet af en normal levetid er rets- og banksystemer kommet og gået sammen med nationale valutaer. De rammer, inden for hvilke livet blev levet, har ændret sig gennemgribende og ikke bare én, men flere gange. I ethvert længere historisk perspektiv er en sådan mangel på kontinuitet imidlertid helt normal.

Den pludselige opløsning

Det er perioder med høj stabilitet, som den, der i Europas vestlige halvdel har strakt sig fra slutningen af Anden Verdenskrig og frem til i dag, der er historisk ekstraordinære. Forsøger man at forstå, hvad det vil sige at leve i en tid med opbrud, er det ofte bedst at læse, hvad mennesker, der oplevede sådanne perioder, skrev derom. Her er forfatteren Arthur Koestler et lysende eksempel. Født i 1905 i en velstående højtuddannet familie i Budapest voksede Koestler op i det kaos, der fulgte oven på Første Verdenskrig — dengang da Central- og Østeuropa blev slagmark for stridende sociale og etniske grupper.

Da økonomien svingede fra inflation til deflation og tilbage til hyperinflation, blev middelklassen ruineret, mens arbejderne blev kastet ud i massearbejdsløshed. Politikken splintredes i ekstremistiske partier. Moderate grupperinger var ude af stand til at holde sammen på midten. Den gamle orden gik til grunde, og der var ingen enighed om, hvad der kunne erstatte den. Velovervejede og gradvise forbedringer forudsætter en baggrund af stabile institutioner og en høj grad af enighed om fælles grundværdier.

I Mellemkrigstidens Europa var sådanne forudsætninger en mangelvare. Følgelig var tanken om en udvikling båret af gradvise fremskridt bare endnu en utopi. Og da han som mange andre mente, at enhver form for forbedring først ville blive mulig efter en katastrofal omvæltning, blev Koestler kommunist.

Som sådan førte han et eventyrligt og farligt liv med rejser i hele Europa og Sovjetunionen. Han blev pågrebet af Francos styrker i Spanien under borgerkrigen og dømt til døden for kun i sidste øjeblik at blive udvekslet med en nationalistisk fange, der var i republikanske hænder.

Ved løsladelsen bosatte Koestler sig i Frankrig, hvor han ved krigens udbrud sad interneret i en koncentrationslejr. Derpå flygtede han til Storbritannien via Nord-afrika efter at have sluttet sig til og derefter have deserteret fra Fremmedlegionen. Koestler bog, Jordens bærme, der blev offentliggjort i 1941, beskriver den pludselige opløsning, han blev vidne til i Frankrig, da det faldt til nazisterne. På sin jagt efter en metafor, der kunne indfange sammenbruddet, vendte Koestler sig imod insekternes verden. Han skriver, at da han hørte om evakueringen af Sedan, hvor franske og britiske styrker forgæves havde forsøgt at modstå den tyske fremrykning, tilfældigvis læste den belgiske forfatter Maurice Maeterlincks Termitternes liv, et studie af insekter.

I Maeterlincks beskrivelse af termitterne hedder det: »Deres arbejde udføres under et dække af stilhed, og kun et årvågent øre kan genkende lyden af millioner af gnavende kæber i natten, som fortærer bygningen og forbereder dens sammenbrud. En plantageejer går ind i sit hus efter fem eller seks dages fravær. Alt er tilsyneladende, som da han forlod det. Han sætter sig ned på en stol. Den styrter sammen. Han tager fat i bordet for at genvinde balancen. Det falder fra hinanden under hans hænder. Han læner sig mod den centrale søjle, som giver efter, så taget ryger ned i en sky af støv.«

Koestler skrev, at hans oplevelse af meldingen om Sedans rømning fuldstændig lignede plantageejerens. »Dette var øjeblikket, hvor stolen under os brød sammen. Hvad der fulgte, var en slingren og en vaklen i et kollapsende hus, hvor alt, hvad man forsøgte at holde fast i, øjeblikkeligt forvandlede sig til en håndfuld støv ved den mindste berøring.«

Koestler er blevet kritiseret for at være optaget af at finde totalløsninger på menneskelige problemer, et træk, han anerkendte hos sig selv. Men da han hævdede, at enhver form for forbedring i Europa kun kunne realiseres efter en ødelæggende konflikt, gav han ikke efter for sin smag for absolutter. Han registrerede en kendsgerning: At den civilisation, hvoraf han selv var rundet, var i en krise på liv og død. Som kommunist påtog han sig en rolle som dødsfjende af det borgerlige liv. Men på et andet og dybere niveau vendte Koestler sig imod kommunismen for at forny den borgerlige civilisation i mere holdbar form.

Han kom snart til at se, at det sovjetiske eksperiment var endt i en blindgyde. Alligevel var Koestlers første omfavnelse af kommunismen et svar på et ægte tvivlsspørgsmål.

I Europa mellem de to verdenskrige, var det tanken om, at man kunne have en udvikling med gradvise fremskridt, der var virkelig fantastisk. Fordi han gennemskuede og reagerede på denne kendsgerning, sommetider med fare for sit liv, var Koestler — alle sine fejl til trods — en heroisk figur.

Indsats for at forny fejler

Ideen om fremskridt og ideen om utopien kan synes at stride mod hinanden. Fremskridt er en åben og i princippet ikke afsluttelig proces, vil mange gerne tro, hvorimod utopi betyder en tilstand af statisk perfektion. Men faktisk forudsætter begge et ophør for konflikter og forandringer af fundamental art.

Utopier behøver ikke at være faste og ubevægelige. Marx nægtede at spekulere over en kommunistisk fremtids mere præcise karakter. Men da han aldrig betvivlede, at de grundlæggende årsager til menneskelige konflikter ville blive fjernet for evigt sammen med kapitalismen, var han stadig en utopisk tænker.

De fremskridtstroende betoner nødvendigheden af forandringer, men gør det ud fra den antagelse, at de gradvise fremskridt, som disse forandringer fører med sig, vil betyde, at grundlæggende konflikter efterhånden visner bort. På samme måde som Marx forestiller de sig, at der vil indtræffe en radikal ændring i den menneskelige eksistens, når først de gentagne kampe, der gennem tiderne har formet menneskers liv, bliver bragt til ophør. På hver deres måde ser utopitænkere og fremskridtstroende frem til en afslutning på historien, som vi kender den.

Svaret på den aktuelle krise i Europa viser, i hvor høj grad den myte stadig har greb om os. Historie, synes mange at mene, er kun noget, der skete for tidligere generationer. Vi — et produkt af århundreders fremskridt — kan ikke tænkes at gentage de tåbeligheder og vrangforestillinger, der førte til så mange katastrofer før i tiden.

Men ser man på situationen fra et mere kritisk distanceret perspektiv, synes det klart, at der ikke kan findes en løsning på Europas problemer inden for de eksisterende institutioner. Meget i stil med plantageejerens hus, som Koestler læste om i bogen om termitterne, er de europæiske strukturer ædt væk af gæld. Overalt, hvor Europas eliter vender sig hen for at finde støtte, begynder søjlerne at ryste og smuldre.

Vores ledere insisterer på, at der ikke findes noget alternativ til at afstive disse dybt eroderede konstruktioner, fordi deres sammenbrud vil udløse et finansiel og økonomisk jordskælv. Dette kan meget vel være rigtigt, men at afstive en struktur, der i sagens natur er usund, sikrer kun, at der på et senere tidspunkt vil ske et endnu større sammenbrud.

Ethvert utopisk projekt går i sidste ende til grunde. Og selv om det begyndte som et godartet initiativ, har det europæiske projekt for længst lagt sig umiskendelige utopiske kvaliteter til. Den indsats, der gøres for at forny projektet, vil kun fremskynde dets død.

Som en besynderlig ironi vil virkningen af de stramninger, der tages i brug for at dæmme op for europæisk gældsætning, undergrave det borgerlige liv på måder, der kan minde om dem, hvorpå det blev undergravet under mellemkrigsårene.

Nuet er vores

Endnu er effekten end ikke i nærheden at være så ekstrem som dengang. At skære ned på de offentlige tjenester, udhule pensionsrettighederne og indføre en ordning med rentesatser tæt på nul, som garanterer negative afkast for almindelige sparere, har trods alt ikke de samme ødelæggende virkninger som hyperinflation eller deflation i fuld skala.

Men bortfaldet af en rimelig sikkerhed for flertallet og de svindende muligheder for unge mennesker i dag er tendenser, som ikke er så fundamentalt forskellige fra, hvad det man så i Europa for 70 år siden. Vores herskere har tilsyneladende besluttet sig for at ofre levestandarden for flertallet for at redde banksystemet. Det er stadig uvist, om det ene kan overleve uden det andet.

Vi synes at nærme os en af disse perioder med opbrud, som der indtraf så ofte før i tiden. Lige nu forekommer det måske stadig utænkeligt, at det europæiske banksystem kan implodere, eller at en global valuta som euroen kan opløses i ingenting. Ikke desto mindre var det noget i den stil, som de tidligere sovjetborgere oplevede, da Sovjetunionen pludselig smeltede ned. Intet kan garantere, at noget lignende ikke vil ske igen. For de fremskridtstroende må den udsigt være nedslående. Men kan vi ryste denne sekulære myte af os, vil vi indse, at der ikke er grund til at fortvivle. At et bestemt sæt af menneskelige indretninger bryder sammen, er trods alt ikke verdens ende.

Utvivlsomt ville vi stå os bedre ved at gøre op med vores evindelige besættelse af afslutninger. Mennesker er robuste skabninger, der er bygget til at modstå regelmæssige forstyrrelser. Konflikter ophører aldrig. Men det gør menneskelig opfindsomhed, tilpasningsevne og mod heller ikke. Vi er tilbøjelige til at se frem til en fremtidig tilstand af tilfredsstillelse, hvor al uro er hørt op. Noget i retning af en sådan tilstand af ligevægt blev forudset af vores amerikanske profet fra før, da han skrev om historiens afslutning.

Som Fukuyama indrømmede, var dette ikke en fuldkommen tiltalende vision. Men at leve i frygt for afslutningen er lige så meningsløst som at leve i håbet om den. Uanset hvad vil vi komme til at investere vores liv i skyggen af en fremtid, som nødvendigvis vil være stort set imaginær.

Uden en tro på, at fremtiden kan blive bedre end fortiden, vil vi ikke kunne fortsætte, siger mange mennesker. Men når vi ser hen til, at fremtiden skal give mening til vores liv, mister vi den mening, vi kan skabe for os selv her og nu.

Den opgave, vi står over for, er ikke så forskellig fra dem, som mennesker altid har stået over for — at forny vores tilværelse på trods af tilbagevendende onder. Heldigvis kommer afslutningen sig. At ønske sig hen til afslutningens tid er et udtryk for manglende værdsættelse af nuet — den eneste tid, der er helt vor egen.

© John Gray og Information Oversat af Niels Ivar Larsen

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Michael Kongstad Nielsen

Hvis denne artikel var et måltid, og jeg var en kogebog, ville opskriften lyde:
- én del lommefilosofi tilsat én del varm luft, krydret med en tsk. oversættelse.

Ros fra mig til John Gray (Hvem er han?!) og Niels Ivar Larsen for denne tankevækkende artikel om Europa som et måske faldefærdigt "termitbo".
" Konflikter ophører aldrig. Men det gør menneskelig opfindsomhed, tilpasningsevne og mod heller ikke.", siges det.
Hvad mon der vil opstå - ud af et europæisk sammenbrud?
Nok ikke casino-økonomi ; - )

Niels Engelsted

@Arne--John Gray er misantropisk, konservativ, anti-enlightenment, apokalyptisk sortseer filosof. Hvilket iøvrigt burde fremgå af artiklen.

Nu kender jeg ikke så meget til Gray, men jeg er sgu bange for, at man ikke se bort fra dette:

"Historie, synes mange at mene, er kun noget, der skete for tidligere generationer. Vi — et produkt af århundreders fremskridt — kan ikke tænkes at gentage de tåbeligheder og vrangforestillinger, der førte til så mange katastrofer før i tiden."

Det nytter ikke at argumentere med problemer, der i fortiden førte til konflikter, de betegner nemlig hver især forskellige stader af samkvem og indsigt mennesker imellem. Og således er vi også i dag videre end den sidste store krig, vi er videre end Balkankrigene, vi er endog videre end 9-11.
For hvordan var det nu lige, at internetkommunikationen havde det i 2001? I 1992? I 1939 - nåh, nej!
Det skridt, der skal tages, er skridtet væk fra konkurrence, henimod det samarbejde, som alle i verden vil have gavn af. Og for første gang har vi en udvikling af teknik, der muliggør det.

Magtens Korridorer:
"Imperiet falder, vi søger tilflugt i ruinerne / Imperiet falder, og solen går ned".

http://www.youtube.com/watch?v=4IjKR_EvcAo

fremtiderrne ligger i fælledskabet

kan fremskridtsmyten overleve Europas forestående opbrud?

-----------

er det et bestemt spøgelse som spøger?

Heinrich R. Jørgensen

Kronologi og forandringer er reelt.

Det fænomen kan man kalde fremskridt, fremgang, fremfærd, fremdrift, fremtid, fremad eller andre fremmedord, hvis man synes der er behov for poesi.

Paradoksalt har mange den opfattelse af fremskrift, at der er tale om en bevægese opad mod et stadigt højere stade.

Fremskridt er vist snarere Sisyfos arbejde.

Heinrich R. Jørgensen

"Vi — et produkt af århundreders fremskridt — kan ikke tænkes at gentage de tåbeligheder og vrangforestillinger, der førte til så mange katastrofer før i tiden."

De fleste kan nok få øje på at også nutiden har sine tåbeligheder, man det er vist de færreste der er i stand til at sætte fingeren på hvilke vrangforestillinger der muliggør disse tåbeligheder. Den historiske viden -- erfaringerne fra fordums tåbeligheder -- kniber det også med.

hrj, skrev:

Fremskridt er vist snarere Sisyfos arbejde.

--------

næppe kun,
eller måske simpelthen: aldeles ikke.

Det er langt fra al udvikling, der er fremskridt i disse Opløsningstider ...

Heinrich R. Jørgensen

Kim,

det jeg mente med "Sisyfos arbejde" er, at det er den uafladelige bestræbelse på at få møvet topstenene på plads på pyramidens top (et umuligt projekt) der frembringer "fremskrift" i betydningen "positive forandringer" eller "forbedringer".

Ikke en sur og forbandet opgave, men et grundvilkår. Frit efter Alberto d'Alghieri.

Carsten Ploug Olsen

@Peter Hansen

"Det skridt, der skal tages, er skridtet væk fra konkurrence, henimod det samarbejde, som alle i verden vil have gavn af. Og for første gang har vi en udvikling af teknik, der muliggør det."

Interessant kommentar. Men det må vel så være samarbejde om at skabe menneskelige og materielle værdier, eller hvad?

proletarerne måtte vente for længe på at fremskridtsmyten blev til for dem, så nu bliver de nok mere aktivitiske.

liberalisme, fremskridstmyte,
tjae
også mange socialister og communister taler jo for: frihed, lighed og fælleskab,

men de mener, som oftest, de tre for alvor.

og mht. meldinger om social uro i verden og i europa er det "lidt" underdrevne beskrivelser:

for flere og flere arbejdere er
trætte af socialdemokrati,
så de vil nu derfor hellere:
fælleseje: communisme

Skal vi flytte, hvorhen?

Åh, det stod jo lige nedenunder, http://www.information.dk/294582 - men hvor bliver vi skubbet hen?

fremskridts"myten" var, er og bliver sandsynligvis andet end "kun" myte,
for mange løntrælle, proleterer, har jo længe påpeget at bla.a. moderne kemi er bedre end alkemi, udviklingslæren gælder,
ordkloden drejer om solen og om sig osv,
så det der endnu mangler
er helt gennemførte opgør mod capitalister.

jan henrik wegener

Andre, (en H.Pinter) der hævder at have undersøgt sagen, mener at risikoen for at blive slået ihjel eller såres i disse konflikter er faldet meget markant - selvom dette naturligvis er set i bakspejlet. Om dette indtil nu i en periode har været tilfældet er jo noget, der kan undersøges (det er vel rigtigt for denne verdensdels vedkommende).