Læsetid: 8 min.

Kapitalismen er blevet en skaber af arbejdsløshed

Hvad der burde have været en velsignelse – mere fritid – er blevet en forbandelse. At blive ’udbyttet’ i en fast fuldtidsstilling er i dag blevet et stadig mere eftertragtet privilegium
Den store opblomstring af protester i 2011 fra Det Arabiske Forår til Vesteuropa, fra Occupy Wall Street til Kina, fra Spanien til Grækenland, kan ikke uden videre afvises som et oprør fra funktionærborgerskabet, mener Slavoj Zizek.

Den store opblomstring af protester i 2011 fra Det Arabiske Forår til Vesteuropa, fra Occupy Wall Street til Kina, fra Spanien til Grækenland, kan ikke uden videre afvises som et oprør fra funktionærborgerskabet, mener Slavoj Zizek.

Luke Mac

28. januar 2012

Hvordan blev Bill Gates den rigeste mand i Amerika? Ikke fordi Microsoft fremstiller bedre software til lavere priser end sine konkurrenter. Ikke fordi de er smartere til at ’udbytte’ sine ansatte (Microsoft betaler sine intellektuelle arbejdere en ret høj løn). Nej, når millioner af mennesker køber software fra Microsoft, er det, fordi Microsoft har forstået at ophøje sig selv til universel standard med deraf følgende monopolstatus. Microsoft inkarnerer i denne forstand, hvad Marx kaldte for ’det generelle intellekt’, hvorved han forstod den kollektive viden i alle dens former, fra videnskab til praktisk knowhow: Gates privatiserede en væsentlig del af det generelle intellekt og blev rig på at tilegne sig afkastet fra denne disposition.

At det generelle intellekt kan privatiseres, var noget, Marx aldrig forudså — primært fordi han ikke havde blik for dets sociale dimension. Men det er præcis denne mulighed, som udgør selve kernen i vor tids kampe om intellektuel ejendomsret: I takt med at ’det generelle intellekt’ (som bygger på kollektiv viden og socialt samarbejde) får en dominerende rolle i den postindustrielle kapitalisme, desto større ophobning vil der ske af rigdomme, som ikke står i noget ligefremt forhold til den mængde arbejde, det er nedlagt i deres produktion. Men resultatet bliver ikke (som Marx synes at have forventet), at kapitalismen opløser sig selv. Snarere undergår dens profitter en gradvis transformation: Hvor de før blev skabt igennem udbytning af arbejdskraft, tilegnes de nu i stigende grad gennem privatisering af viden.

Som en konsekvens af den produktivitetsstigning, der sker med den kollektive videns eksponentielt voksende betydning, sker der en fundamental ændring af arbejdsløshedens rolle. Det er selve kapitalismens succes (større effektivitet, øget produktivitet osv.), som skaber den stigende arbejdsløshed, og som gør stadig flere arbejdstagere ubrugelige: Hvad der burde være en velsignelse — at det er brug for mindre hårdt arbejde — bliver til en forbandelse. Chancen for at blive udnyttet i et langsigtet job er i dag blevet et eftertragtet privilegium. Verdensmarkedet er, som Fredric Jameson har formuleret det, blevet »et rum, hvor arbejdskraften er begyndt at prissætte sig selv ud af systemet«. Under den globaliserede kapitalisme omfatter kategorien ’arbejdsløs’ nu ikke længere blot, hvad Marx kaldte ’arbejdskraftens reservehær’. Den omfatter også de massive befolkninger verden over, der så at sige er ’faldet ud af historien’, dvs. som er blevet udelukket fra førsteverdens-kapitalismens moderniseringsprojekter og afskrevet som håbløse: Det er de såkaldt ’fejlslagne stater’ (f.eks. Congo, Somalia), der er evige ofre for hungersnød eller økologiske katastrofer; de sidder fast i pseudoarkaisk ’etnisk had’ og er genstand for ngo’ers filantropi eller mål i krigen mod terror. De arbejdsløses kategori er dermed blevet udvidet til at omfatte meget store menneskegrupper: Fra de midlertidigt arbejdsløse og de ikke længere erhvervsaktive til indbyggerne i ghettoer og slumbyer (alle dem, som Marx afviste som ’pjalteproletariatet’) og derudover de hele befolkninger og stater, som er udelukket fra den globale kapitalistiske proces som hvide pletter på gamle kort.

En ny idealtype

Nogle hævder, at denne nye kapitalisme åbner nye muligheder for frigørelse. Dette er tesen hos Hardt og Negri, der vil radikalisere Marx ud fra den tankegang, at vi får socialisme, når blot vi hugger hovedet af kapitalismen. De påpeger en historisk begrænsning hos Marx: Den model, han tænkte i var det centraliserede, automatiserede og hierarkisk organiserede industriarbejde. Følgelig forstod han ’det generelle intellekt’ som et centralt planlægningsagentur. Det er imidlertid først i vor tid med opkomsten af ’det immaterielle arbejde’, at en revolutionær vending er blevet ’objektivt mulig’. Det immaterielle arbejde strækker sig mellem to poler: fra intellektuel arbejdskraft (produktion af ideer, tekster, computerprogrammer osv.) til affektivt omsorgsarbejde (udført af læger, babysittere og stewardesser osv.).

I dag er det immaterielle arbejde blevet hegemonisk i samme forstand som den storindustrielle produktion ifølge Marx var hegemonisk under det 19. århundreds kapitalisme: Det sætter sig ikke igennem ved numerisk vægt, men fordi det spiller den centrale, symbolske strukturelle rolle. Der viser sig her i form af et stort og nyt domæne, som Hardt og Negri kalder ’det fælles’ (the common), og som omfatter vidensdeling og nye former for kommunikation og samarbejde. Den immaterielle produktion skaber ikke objekter, men nye sociale eller interpersonelle relationer. Den immaterielle produktion er biopolitisk, dvs. producerer socialt liv.

Hardt og Negris analyse har et par svage punkter, som kan hjælpe os til at forstå, hvordan kapitalismen har formået at overleve, hvad der (i klassisk marxistisk forstand) skulle have været en ny organisering af produktionen, der gjorde den forældet. De undervurderer, i hvor høj grad nutidens kapitalisme har fået succes (i det mindste på kort sigt) med at privatisere selve det generelle intellekt, samt i hvilket omfang arbejderklassen i højere grad end borgerskabet bliver overflødig (med stadig flere mennesker, der ikke blot bliver midlertidigt arbejdsløse, men strukturelt udstødt af arbejdsmarkedet).

Hvor den gamle kapitalisme ideelt set involverede en iværksætter, der investerede (egne eller lånte) penge i en produktion, som han så organiserede og ledede med henblik på at høste profitten af sin omsætning, er en ny idealtype ved at vokse frem i dag: Han er ikke længere iværksætteren, der ejer sit eget firma, men ekspertbestyreren (eller bestyrelsesudvalget, som ledes af en administrerende direktør), der driver et selskab, som ejes af banker (der igen drives af andre ekspertbestyrere, der ikke ejer banken) eller af spredte investorer. I denne nye idealtypiske kapitalisme er det gamle bourgeoisi gjort ikke-funktionelt og omfunktionaliseret som lønnet ledelse: Medlemmerne af det nye bourgeoisi får løn, også selv om de ejer en del af deres virksomhed og kan optjene aktier som del af deres aflønning (og få ’bonusser’ for deres ’succes’).

Dette nye bourgeoisi tilegner sig stadig merværdi, men i den såkaldt overskudsløns-mystificerede form: De får mange gange mere end den proletariske ’mindsteløn’ (et ofte mytisk referencepunkt, hvis eneste reelle eksempel i dagens globale økonomi er de sultelønninger, der udbetales til sweatshop-arbejdere i Kina eller Indonesien). Og det er just denne forskel fra de almindelige proletarer, der bestemmer deres status. Borgerskabet i klassisk forstand tenderer imod at forsvinde, mens kapitalisterne dukker op på ny som den delmængde af lønmodtagere, der kan blive ledere og er kvalificerede til at tjene mere i kraft af deres kompetence (hvilket er grunden til, at pseudovidenskabelig ’evaluering’ bliver afgørende: Den skal legitimere disse forskelle). Langt fra at være begrænset til ekspertbestyrere udvides kategorien af arbejdstagere, der tjener ’overskudsløn’, til alle mulige eksperter: administratorer, offentligt ansatte, læger, advokater, journalister, intellektuelle og kunstnere. Overskuddet antager to former: flere penge (for ledere osv.), men også mindre arbejde og mere fritid for (i al fald nogle) intellektuelle, for statens administratorer osv.

Protester mod truslen

I lyset af dette bliver det også muligt at forstå den blindgyde, som nutidens Kina er havnet i: Det ideelle mål bag Dengs reformer var at ’indføre kapitalisme uden et borgerskab’ (da dette ville komme til at udgøre den nye herskende klasse). Nu må Kinas ledere konstatere den smertelige sammenhæng, at en kapitalisme uden det etablerede hierarki, som er muliggjort ved eksistensen af et bourgeoisi, avler permanent ustabilitet. Så hvilken vej vil Kina vælge? De tidligere kommunister har generelt vist sig at være de mest effektive ledere af kapitalismen, fordi deres historiske fjendskab over for borgerskabet som klasse er blevet det perfekte modsvar til tendensen i nutidens kapitalisme til at blive bestyrerkapitalisme uden bourgeoisi — i begge tilfælde er det nemlig, som Stalin udtrykte det for længe siden, »kadrerne, der beslutter det hele« (En interessant forskel mellem nutidens Kina og Rusland: I Rusland er universitetslærere latterligt underbetalt — de er de facto allerede en del af proletariatet, mens de i Kina belønnes med en komfortabel overskudsløn for at sikre deres føjelighed ...)

Begrebet ’overskudsløn’ kaster også nyt lys over de vedvarende ’anti-kapitalistiske protester’. I krisetider, er de mest oplagte mål for ’stramninger’ de lavere niveauer i funktionærborgerskabet: Politiske protester er deres eneste mulighed, hvis de skal undgå at slutte sig til proletariatet. Selv om deres protester nominelt retter sig imod den brutale markedslogik, protesterer de i realiteten imod den gradvise udhuling af deres (politisk) privilegerede økonomiske position. I sin bog Og verden skælvede har den neoliberale guruforfatter Ayn Rand en fantasi om strejkende ‘kreative’ kapitalister — en fantasi, der nu har fundet sin perverse virkeliggørelse i dagens strejker, som for hovedpartens vedkommende er forsvarsmanøvrer fra et ’funktionærbourgeoisi’, der er drevet af frygt for at miste sin overskudsløn. Her er der ikke tale om proletariske protester, men derimod om protester mod truslen om at blive reduceret til proletarer. Hvem tør strejke i dag, når det er blevet et privilegium overhovedet at have fast arbejde? Ikke de lavtlønnede arbejdstagere (de rester, der er tilbage) i tekstilindustrien osv., men de privilegerede arbejdere, der er garanteret et job (lærere, offentlige transportarbejdere, politi). Det samme er tilfældet for bølgen af studenterprotester: Deres vigtigste motivation er antagelig frygten for, at de videregående uddannelser ikke længere kan sikre dem overskudsløn senere i livet.

Glem den moraliserende kritik

Samtidig står det klart, at den store opblomstring af protester i 2011 fra Det Arabiske Forår til Vesteuropa, fra Occupy Wall Street til Kina, fra Spanien til Grækenland, ikke uden videre kan afvises som et oprør fra funktionærborgerskabet. Hvert enkelt tilfælde skal vurderes ud fra sine egne meritter. De studerendes protesterer mod universitetsreformen i Storbritannien var klart forskellige fra augusts måneds optøjer, som var et forbrugeristisk ødelæggelseskarneval, et veritabelt udbrud fra de udstødtes side. Man kan hævde, at Egyptens opstande til dels begyndte som et oprør fra funktionærborgerskabet (med veluddannede unge storbymennesker, der protesterede over deres mangel på fremtidsudsigter), men dette var kun et aspekt af en større protest mod et undertrykkende regime. På den anden side kunne protesten ikke for alvor mobilisere de fattige arbejdere og bønder, og islamisternes valgsejr har ubarmhjertigt blotlagt den snævre sociale basis for den oprindelige sekulære protest. Grækenland er et særligt tilfælde: Med økonomisk hjælp fra EU er der her over de seneste årtier etableret et vellønnet nyt borgerskab (især via et oppumpet statsapparat), og protesterne har i vidt omfang været motiveret af truslen om, at der ville blive sat en stopper for dettes fortrinsstilling.

Proletariseringen af de lavere lønnede dele af det nye borgerskab modsvares i den modsatte ekstrem af de irrationelt høje aflønninger af topledere og bankfolk (irrationelle, eftersom undersøgelser i USA viser, at disse lønninger og bonusser synes at være omvendt proportionale med en virksomheds succes). I stedet for at underkaste disse tendenser en moraliserende kritik, bør vi læse dem som tegn på, at det kapitalistiske system ikke længere kan varetage sin selvregulerende stabilitet — det står med andre ord i fare for at løbe helt ud af kontrol.

Slavoj Žižek og Information

Oversat af Niels Ivar Larsen

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Folketingsvalget er forbi, men magten skal stadig holdes i ørerne.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement. Første måned er gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Det er dog noget ret fortæmkt fantasteri.

Microsoft eksemplet er skrupskørt - om 10 år er Microsofts nuværende forretningsgrundlag væk og erstattet af helt nye koncepter - den tekniske udvikling er gift for monopolisering - monopoliserimg forudsætteret et statisk samfund uden udvikling og innovation.

Og henvisningen til Ayn Rand ? - hvem gider beskæftige sig med hende i dag ?

Nutidens "venstreorienterede" er reelt lige så dårligt funderede og påståelige som reaktionære religiøse forkyndere af enhver art..

Heinrich R. Jørgensen

Robert Kroll:
"Og henvisningen til Ayn Rand ? - hvem gider beskæftige sig med hende i dag ?"

Ufatteligt mange der opnår stor politisk indflydelse, eller bliver stinkende rige, anfører at Ayn Rand (mak)værk har været blandt deres hovedinspirationskilder. Navnligt i USA.

Formodentligt fordi værket fungerer som en slags manual i pervers og fordrejet tænkning, som lyder besnærende og rigtig?

Ideen om at ejerskab viden skulle være en væsentlig forskellig fra ejerskab af produktionsmidlerne er noget vrøvl. Produktionsmidlerne er jo netop en et udtryk for viden. Kapitalisme og patenter (og kunsten at stjæle dem) der to ting som er født samme sted og dybt afhængig af hinanden.
En central tese hos Marx er at kompagniernes kamp for at opnå monopol vil føre til priskrig, overproduktion og profitratens fald. Den vigende profitrate på produktion vil flytte kapitalen over til ren finansspekulation som igen fører til en udhuling af pengenes værdi. Disse to ting medfører krise og arbejdsløshed, og den eneste måde at løse krisen er ved destruktion af kapital og produktionsmidler.

Hvad i den nuværende krise passer ikke ind i denne teori?
At politikerne ikke kan deres Marx, og derfor gør alt det forkerte, som så forstærker krisen, er en anden snak. Bankpakkerne er en stor misforståelse, og EU har ikke løst problemet med den nationale konkurrence.

man burde vel også gøre indvending imod selve ideen om arbejde som noget man skal tage i stedet for noget man gør. Kapitalismen har historisk skabt arbejdsløshed ved først og fremmest at skabe arbejde, som noget man tog fordi tingene blev arrangeret således, at man ikke længere kunne arbejde for sig selv.

med andre ord, kapitalismen har på arbejdssiden ødelagt arbejde som selfvorsynende, målrettet aktivitet, og fordrejet det til mål-manglende kvantitativ adfærd, som man enten får lov til at få eller osse kan man stå med hznderne ned langs siden og undre sig over hva fan man nu skal

Søren Kristensen

Følgende er forfattet forud for læsningen af artiklen og med inspiration i overskriften: "Kapitalismen er blevet en skaber af arbejdsløshed".

Kapitalisme er ligesom den ene halvdel af ying og yang. Den anden halvdel har til opgave, gennem en demokratisk proces, at tæmme kapitalismen og kanalisere overskuddet ind i civiliserede former. Mangler denne sidste halvdel er det klart at systemet løber løbsk, fordi det så vil være drevet udelukkende af grådighed. Omvendt, når systemet balancerer, så er der ikke mere arbejdsløshed end at den burde kunne bruges til noget fornuftigt. Jeg er nemlig ikke sikker på at fuld beskæftigelse er så efterstræbelsesværdigt som det lader til. Man kender det i hvert fald kun fra totalitære systemer.

Efter læsning af den udmærkede artiklel har jeg intet at tilføje.

Rasmus Hougaard Nielsen

Slavoj skriver en anelse snørklet, men kan helt klart godt følge ham i at det er mærkværdigt som man fokusere så meget på arbejdsløshed som et stort problem, når det fundamentalt set er et logisk resultat af at vi er blever mere effektive/produktive.

At de rige bliver rigere er vist bare sådan det grundlæggende har været så længe vi har haft markedsøkonomi, og noget som vi sagtens kunne gøre noget ved uanset hvordan vi ser på arbejdsløshed. Det har jo nærmere noget med ejerskabet af det arbejde der nu en gang bliver produceret. Herunder det intellektuelle arbejde som han nævner.

Ayn Rand gider f.eks. Saxo Bank, herunder Liberal Alliance, i den grad at beskæftige sig med. Hun er ligefrem værdigrundlaget for banken og mange andre neoliberale i øvrigt.

Absolut ikke et nyt problem. Definitionen af et arbejde - et lønarbejde - har altid, og er den dag i dag -- enten fuldtids eller intet - og iøvrigt retten til at tage overarbejde og naturligvis skal der kompenseres meget derfor i form af diverse ekstra-tillæg. Deter god fagligt organisatorisk politik, at man skal have mest muligt for det man laver, fordi ellers udhuler og skruebrækker man jo en solidaritetsfront.
Resultatet kan iagttages i en anden artikel her i dag, hvor en læge nævner to eksempler fra sin praksis - een totalt nedslidt person med fast, hårdt fuldtids-arbejde igennem mange mange år, og een af udstødning og mangel på nogen som helst tilknytning til samfundsdynamik generelt psykotiseret person, som kunne have haft gavn af bare deltidsarbejde på normale rettighedsvilkår, men dette har ikke kunnet findes i arbejdsmarkedsordningen som rettighedsgivende eller -opbyggende og er den dagi dag overvejende, omend de findes, nådesgaver til de nedslidte.
Det hardog vist sig at den blotte nævnelse af nogen indre sammenhæng imellem de to resultater af samme arbejds-maerkedsordning og -moral, kan udløse ligefrem racisme-anklager, når solidaritetsfrontens hellige sandheder på den måde udfordres. - alene på baggrund af at den arbejdende er fremmedarbejder-tilflytter fra et andet europæisk land af halvfjerdser-generationen, medens den udstødte desværre vistnok var født i Danmark.
Det er den slags iagttagelser, der gør desillusioneringen omkring, at problemet kan tales frit om overhovedet.
De nye kapitalismer er naturligvis af samme skuffe som de gamle. Det drejer som om sikring af dogmer først og fremmest. mennesker kommer bagefter.

Det er dybt beklageligt og desillusionerende på alle måder.

Gorm Petersen

Det er uhyggeligt så præcist forfatterne til "Oprør fra midten" i 1978 kunne forudsige fremtiden.

De forudså ikke alene, at maskinerne ville fjerne behovet for menneskelig arbejdskraft, men også at man - af ren og skær vanetænkning - i en meget lang periode ville nægte at se realiteterne i øjnene.

Arbejdsløsheden skyldes ganske enkelt, at der ikke er nogen efterspørgsel efter menneskelig arbejdskraft.

Var der efterspørgsel efter arbejdskraft, var der ikke arbejdsløshed.

Derfor ville vi i overgangsfasen til "fritidssamfundet" finde på alle mulige skøre beskæftigelser.

Tænk på vore dages "konsulenter", aroma-terapeuter og coaches.

Kan man end ikke beskæftige sig med noget komplet skørt, har man mødepligt til "find din indre fugl" kurser.

De forudså, at omkostningerne ved at opretholde en illusion om behov for menneskelig arbejdskraft til sidst ville blive så store, at man ville blive tvunget til at indføre borgerløn.

Senest når långiverne ikke længere vil finansiere illusionen.

Mon ikke det er sådan cirka nu ?

Og alligevel er kapitalismen et af de bedste værktøjer til at beskrive en fuldstændig central ting i vores hverdag:

Hvordan skaber vi overskud på vores produktion, således at vi er i stand til at få et bedre liv.

At frasige sig dette værktøj er at frasige sig dynamikken i samfundet. Det retoriske spørgsmål i forhold til artiklen villa da være:

Ville verden/samfundet være kommet dertil hvor vi er i dag hvor computere og robotter har overtaget ensformig del af den trivielt og nedslidende deltag produktionen, hvis vi ikke havde haft kapitalismen som en væsentlig driver af udviklingen?

Havde vi haft et så godt liv som ældre i dag hvis ikke kapitalismen havde været en væsentlig driver i udviklingen af nye mediciner, den kirurgiske verden og forbedringerne i boligerne?

Men nu har vi ikke så meget kapitalisme tilbage i Danmark, men derimod en blandingsøkonomi, hvor staten ganske stramt regulerer økonomi og udvikling inden for en lang række sektorer.

Niels Engelsted

Nils bøjden, du har helt ret. Og når computerne og robotterne har overtaget stort set al produktion og service (ikke kun støvsugning, men også højtuddannede job), så mangler vi bare, at de også skal forbruge de varer og ydelser, som de producerer i overflod og BETALE for det. For ellers kan profitten ikke realiseres og den vidunderlige kapitalisme går i stå. Så vil vi ikke alene have utallige arbejdsløse mennesker, som automatiseringen har gjort overflødige, men robotterne selv vil også blive arbejdsløse og hænge rundt på gadehjørner og veje til fare for sig selv og andre. Dette er ikke ment som en vittighed, men bare en konstatering af, at automatiseringen i sidste ende vil være dræbende for kapitalismen. Hvis man vil have robotter, må man have et økonomisk system, der stadig sørger menneskenes liv og velfærd, alt andet ville være menneskefjendsk.

NB forveksler "Kapitalisme" med menneskelig innovation og virkelyst.

Kapitalisme er når man udbytter folk. At man berøver dem værdien af deres arbejde.

Derved fratager man dem også lysten til at gøre en ekstra indsats.

Den menneskelige udvikling er derfor ikke foregået "ved-hjælp-af" men "på-trods-af" Kapitalismen.

Denne højreintellektuelle tilsvining af højreorienteret arbejdsløsheds-begrebet bør stoppes.
Vi venstreorienterede ved godt at arbejdsløshed er godt for samfundets fleksibilitet og al den vækst som skal gavne det hårdt arbejdende folk. Og det er ikke noget problem for de ramte, men en livsudfordring der kaster omstillingsparathed, initiativ og nytænkning af sig, foruden en enorm masse tid, som man kan bruge positivt til frivilligt arbejde til støtte og gavn for det arbejdende folk.
Nu må tilsviningen af arbejdsløshed stoppe. Og kapitalismen som skaber den.
Stå fast. Gro fast. Bryd ikke masselinjen med forstyrrende betragtninger og meta-iagttagerlser. .

og så ligefrem korrekturlæst for en enkelt gangs skyld :
Denne højreintellektuelle tilsvining af arbejdsløsheds-begrebet bør stoppes.
Vi venstreorienterede ved godt at arbejdsløshed er godt for samfundets fleksibilitet og al den vækst som skal GAVNE det hårdt arbejdende folk.
Og det er IKKE noget problem for de ramte, men en livsudfordring der kaster omstillingsparathed, initiativ og nytænkning af sig, foruden en enorm masse tid, som man kan bruge positivt til frivilligt arbejde til støtte og gavn for det hårdt arbejdende folk.
Nu må tilsviningen af arbejdsløshed stoppe.
Og af kapitalismen som skaber den.
Stå fast. Gro fast. Bryd ikke masselinjen med forstyrrende betragtninger og meta-iagttagelser.

Tredieverdenstilstande er ikke noget problem i den tredie verden. Der lever de rige fint med horder af arbejdsløse i den yderste armod.
Problemet er så hvordan man får modellen nogenlunde smertefrit overført til førsteverdenslandene. Der er et væsentligt potentiale i ikke at skulle spilde væsentlige ressourcer på at alt rakket har en nogenlunde værdig og tålelig tilværelse.

"Proletariseringen af de lavere lønnede dele af det nye borgerskab modsvares i den modsatte ekstrem af de irrationelt høje aflønninger af topledere og bankfolk (irrationelle, eftersom undersøgelser i USA viser, at disse lønninger og bonusser synes at være omvendt proportionale med en virksomheds succes)".

Profitten er koblet fra produktionen af reelle værdier. Af samme grund modarbejdes ethvert forsøg på at indføre regulering af den finansielle sektor. De store bonusser til direktørerne bestemmes nemlig i højere grad af hvor dygtige de er til at spekulere på det finansielle marked end at drive virksomhed generelt.

Er en effektiv regulering af banksektoren mulig?

http://www.youtube.com/watch?v=L01mYcTRcBQ