Læsetid: 5 min.

Et karakterstudie i passivitet

Vi er fremme ved kvindernes finale ved Australian Open, den er uden dansk deltagelse, og det er ingen tilfældighed
Caroline Wozniacki må på mandag sige farvel til sin førsteplads på verdensranglisten.

Caroline Wozniacki må på mandag sige farvel til sin førsteplads på verdensranglisten.

Paul Crock

28. januar 2012

Caroline Wozniacki har altid knoklet hårdt. Så længe nogen kan huske, har hun været vedholdende, disciplineret og målrettet. Vedholdende, når hun som syvårig slog bolden op ad en mur i Køge Tennisklub og blev ved med det i timevis, mens hendes forældre spillede med vennerne inde på banen. Disciplineret, når hun ruskede sin far op af sengen søndag morgen, fordi de havde aftalt at løbe, og ikke tog et nej for gode varer, når han kiggede ud ad vinduet på silende regn og foreslog, at de sov lidt længere. Målrettet, når hun som tiårig trænede grundslag ved at skyde efter små hockeymål i den anden ende af banen og syntes, det var så fantastisk sjovt, at hendes trætte far til sidst måtte overlade boldfodringen til sin kone.

På mandag mister Caroline Wozniacki sin førsteplads på verdensranglisten. Dermed slutter en af de mere kontroversielle regeringsperioder i moderne tennis.

Det gør den, fordi Wozniacki tidligere på ugen blev slået ud af Australian Opens kvartfinaler. Og det blev hun, fordi Kim Clijsters slog tre vinderslag, da kampen skulle afgøres. For pokker, hvor hun ellers knoklede, Wozniacki. Der var 33 grader i skyggen, men ingen skygge på banen, hvor hun løb alle mulige og umulige bolde op. Clijsters, firedobbelt grand slam-vinder og forsvarende mester i Melbourne, så godt som udspillede sin 21-årige modstander, men selv bagud 3-6, 2-5 blev Wozniacki stædigt ved. Og hun fik fat. Brød serv, kom på 5-5, og fejlene fløj pludselig fra Clijsters’ ketsjer. Et tredje og afgørende sæt ville alle dage gå den utrættelige danskers vej, kampen var i hendes hænder, og hun tabte den.

Eller rettere sagt: Hun greb den ikke. Nøjagtig som hun ikke gjorde i US Open-finalen 2009, da hun foran 5-4 og 30-15 servede for sættet mod selvsamme Clijsters. Og som hun ikke gjorde sidste år ved Australian Open, da hun havde matchbold i semifinalen mod Li Na.

Wozniacki forsvarede sig, så godt hun kunne. Hun fulgte det taktiske oplæg nøje, læste modstanderens spil forbilledligt. Hun var lige så solid som den slagmur, hun selv indledte karrieren ved. Hendes grundslag var så pålidelige, at man skulle tro, hun sigtede efter hockeymål. Men da det til sidst var et spørgsmål om at slå til eller parere, agere eller reagere, satse eller afvente, ja, da holdt Wozniacki sig trygt bag baglinjen og lod sin modstander afgøre udfaldet.

Det pensionerede vidunderbarn Martina Hingis — der i 90’erne vandt fem grand slam-titler med mindre kraft i slagene, men med mere initiativ end Wozniacki — skitserede forleden danskerens udfordring:

»Man kan ikke tillade sig at blive presset tilbage. (...) Hun er nødt til at bevæge sig ind i banen, træde frem — ellers vil der altid være nogen, der overmander hende ved en grand slam-turnering.«

Vildfaren kænguru

På sin vis afspejler Caroline Wozniackis spillestil sig i hendes mediehåndtering. Hun er dybt professionel, grundigt trænet, stiller op i større omfang end kollegerne og svarer på stort set alle spørgsmål med en uopslidelig defensiv strategi. Som var de angrebsslag fra en modstander bliver journalisternes spørgsmål, et efter et, pareret og neutraliseret. »Hvordan synes du, forhånden fungerede i dag?« »Jeg synes generelt, jeg spillede en udmærket kamp, bevægede mig godt, fik hende ud at løbe.« »Hvilke dele af dit spil har du arbejdet på hen over vinterpausen?« »Man kan altid forbedre sig, og det gør det både sjovt og hårdt at træne, fordi der altid er noget at bygge videre på, for man er aldrig perfekt.«

Parallellen blev kun bekræftet af den undtagelse, der fandt sted for et år siden. Wozniacki havde en forbinding om benet, og for en gang skyld vovede Wozniacki sig ud på slap line og fortalte med et skævt smil en uskyldig røverhistorie om en vildfaren kænguru, der havde angrebet hende i en park. Før hun vidste af det, havde hun rodet sig ud i en længere løgnehistorie, som hun nervøst forsøgte at holde fast i, indtil organisationen bag professionel kvindetennis, WTA, mere eller mindre tvangsindkaldte den danske verdensstjerne til et ekstraordinært pressemøde, hvor hun dementerede og undskyldte, og som om det ikke var nok, bad Australian Society for Kangaroos hende i år om at stille op til kys, kram og fodring af en lille kænguru for at kompensere for det negative image, hun havde givet australiernes primære logo-dyr. Wozniacki indvilgede.

Så man forstår måske, hvorfor hun foretrækker at holde sig til manuskriptet over for pressen. På samme måde som man forstår hendes præference for anonymt baglinjespil, når man ser hende vove sig frem i banen. En enkelt duel i kvartfinalen mod Kim Clijsters var særligt illustrativ. Det var i andet sæt, kampen var på vippen, belgieren var presset og slog en høj, blød bold, der hoppede midt på Wozniackis banehalvdel. Initiativet var hendes, nu måtte hun slå, nu måtte hun frem, nu måtte hun skabe, vinkle, vinde. Wozniacki sendte et transportslag ned i midten af banen, en nervøs forhånd tilsyneladende motiveret af frygten for at fejle, og som hun stod der fremme ved nettet som kanonføde for det dunder af et passérslag, der måtte komme — og kom — tænkte man med en blanding af mismod og medlidenhed: »Hvad vil du, Wozniacki, hvad vil du egentlig med dine slag?«

Højlydt diva

Lørdag morgen bliver finalen spillet. Den står mellem Wozniackis veninde, hviderusseren Victoria Azarenka, og den russiske superstjerne Maria Sharapova. De ved som regel, hvad de vil med deres slag. De har haft svært ved at lykkes med det, de seneste par år, men det problem ser, for nu, ud til at ligge bag dem. Vinderen overtager Wozniackis førsteplads på verdensranglisten. Uanset hvordan finalen forløber, er der garanti for, at det bliver en skinger affære. Hørebørn bør holdes på sikker afstand. Både Azarenka og Sharapova er blandt alle tiders højest skrigende/stønnende, når de slår til bolden. Det er hverken populært blandt tilskuere eller spillere, men det er de ligeglade med. Sharapova har ligefrem et hånligt forhold til kritikken. For eksempel blev hun til pressekonferencen efter sin kvartfinalesejr gjort opmærksom på, at en række andre spillere havde udtrykt frustration over hendes høje lydniveau.

»Hvem?« spurgte Sharapova tilbage.

Fra salen blev det nævnt, at polske Agnieszka Radwanska, der dagen forinden havde tabt i kvartfinalen, kaldte stønneriet overdrevent og talte for indførelsen af sanktioner. Sharapova responderede kortfattet.

»Er hun ikke allerede hjemme i Polen?«

»Jo,« blev det bekræftet fra salen.

»Hvornår har hun haft lejlighed til at sige det?« spurgte Sharapova.

»Efter hun tabte sin kvartfinale.«

»Tabte hun kampen?«

»Ja.«

Og sådan morer tourens ubestridte diva — 188 centimeter høj, blond, bikinimodel, velgører, tredobbelt grand slam-vinder og verdens bedst betalte kvindelige idrætsudøver med en årsindtægt på omkring 25 mio. dollar — sig med at tryne sine på alle måder mindre modstandere både på og uden for banen. Få slår så hårdt og kompromisløst til hver eneste bold. Ingen knytter næven så ofte, ingen nidstirrer sin modstander så intenst.

Det skal vise sig, om Sharapova tryner Azarenka på vej mod endnu en stor titel. Det skal vise sig, om Caroline Wozniacki kommer tilbage på toppen af ranglisten. Om hun nogensinde vinder det eftertragtede grand slam-trofæ. Det lader til at kræve et mindre karakterbrud.

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Niels Engelsted

Særdeles velskrevet og interessant artikel. Fra min tid som lærer på Danmarks største pigeskole, er jeg blevet opmærksom på kombinationen af meget stor ambition og samtidig stor konformitet. De meget begavede og meget ambitiøse kvindelige studerende var ofte mere optaget af at gøre det rigtige end at gøre det godt. Trinene kom helt til at overskygge dansen, hvilket formentlig er logisk som et overgangsfænomen på kvindernes vej til at overtage funktioner, der hidtil har været det andet køns domæne. Er Caroline et eksempel på en sådan kvindepsykologi, og er det en genkendelig overgangstype i dagens Danmark?

Min holdning til C. Wozniacki har altid været den som denne fremragende artikel sætter ord på - kan jeg se nu. Og det selvom jeg anerkender hendes hårde arbejde, hendes fantastiske energi og hendes stædige vilje og arbejdsindsats.

Hvis vi skal tale om psykologi, tror jeg det handler om at gøre farmand tilpas, en farmand der sikkert i sine trænings-metoder har gjort C.Wozniacki bange for, nej ikke at tabe, men for at gøre noget forkert.

Og min analyse af de kampe C.W. har spillet (som jeg har set) er at hendes netspil skal blive markant bedre ligesom hendes baghånd skal blive markant bedre. Og at hun bør holde ferie noget mere, så hendes krop kan komme til at slappe noget mere af.
Ellers så topper hun nu, hvor er omkring 20-22 år, og de næste 2-5 år vil det gå nedad.

Mht. om det er en kvinde-type der er genkendelig, så ja det mener jeg da bestemt den er. Gymnasielærere kan sikkert bedre end jeg fortælle om pæne piger, som laver deres lektier, sidder pænt på deres plads, og kan deres ting, og som pænt afleverer opgave til 10, men som aldrig kommer op på 12, da der netop ikke, som i C.W.'s tilfælde, er en hensigt bag slagene, eller i gymnasiepigernes tilfælde, en hensigt bag med det de skriver. Eller jo, det er der måske nok - den handler bare om at gøre læreren glad....ikke far.

Ja, gu er vi kloge her ved tastaturet. Og ligger der en skimlet tomat i den skål vi kan nå uden at rejse os - ja, så skal vi kaste den.
Kvindepsykolog og lommefilosofi - vi kan ikke døje, hvis vi her fra lænestolen ikke kan få lov at nedgøre.

Nej. Så hellere de optimistiske toner, fra golfverdenen:
"I 2010 vendte Thomas Bjørn stærkt tilbage til den absolutte verdenselite med turneringssejr i Estoril Open de Portugal. Denne sejr er siden blevet fulgt op, af en sprudlende Thomas Bjørn i 2011 turneringsåret, med 3 sejre i henholdsvis Commercialbank Qatar Masters, Johnnie Walker Championship at Gleneagles og Omega European Masters samt en fornem 4. plads i The Open Championship 2011."

My foot

Da C.W. åbenbart ikke mestre netspil, og derfor aldrig forsøger sig, kan hun ikke vinde en grand slam. En sådan vindes kun af en komplet tennis spiller. Det er C.W. desværre ikke.

At se på hendes, og visse andres, bagliniespil, er lige så spændende som at se maling tørre.

Om C.W.'s nye træner kan ændre det, vil tiden vise.

Brian Pietersen

caroline spiller spiller stabilt røvkedeligt, eneste grund til hun har ligget nr 1 er skader og mange gamle der falder væk inden for samme periode.