Klumme
Læsetid: 4 min.

Klondike, gamle hospitalsbygninger og kreative arbejdspladser

At det skulle være særlig romantisk eller produktivt at være kreativ i kolde, nedslidte lokaler er en borgerlig myte, der næppe fremmer Danmarks potentiale for i fremtiden at leve af effektivitet og kreativitet
Moderne Tider
28. januar 2012
Velegnet? Man kan sagtens tømme en operationsstue og bruge lokalet til undervisning. Det lader i hvert fald til at være en udbredt holdning.

Velegnet? Man kan sagtens tømme en operationsstue og bruge lokalet til undervisning. Det lader i hvert fald til at være en udbredt holdning.

David Høgsholt

For nogle år siden frøs jeg på min arbejdsplads. Arbejdsmiljøet var køligt, og jeg havde fået kontorplads i et påfaldende klamkoldt lokale, som var umuligt at varme ordentligt op. Rummet var kun behageligt på meget varme sommerdage. Årsagen til den særlige kulde fik jeg en dag opklaret, da jeg skulle med taxa direkte fra kontorbygningen. Chaufføren spurgte, om jeg faktisk arbejdede derinde? Han ville nemlig gerne vide, hvad det var for en virksomhed, der havde overtaget den gamle hospitalsbygning. Som ung var han tit kommet der, når han kørte med øl og vand for bryggerierne til det medicinske institut, som dengang lå i bygningen. Det havde været en hård, men sjov tid, og han havde især haft rigtig meget skæg med portørerne. Engang greb et par store portører ham, fikserede ham til en briks og smed et ligklæde over ham. Så kørte de ham ind lighuset og lod ham ligge derinde et godt stykke tid.

»Og der var fandme koldt. Jeg nåede lige at blive lidt bange,« fortalte han.

Efter chaufførens beretning gik det op for mig, hvorfor jeg altid frøs på kontoret. Der var stadig koldt i lighuset, for kulden var så at sige indbygget i rummets funktionalitet — dengang omkring 1906, før tilkomsten af flytbare CO2-producerende kølesystemer. Det monumentale institut stammede fra en tid, da medicinske klinikker lå i dertil byggede ejendomme — og universitetslærere underviste i universitetsbygninger. Så enkelt er det ikke længere.

Danmark er under voldsom funktionel omstrukturering, og det afspejles i bygningsanvendelsen.

Der indrettes skoler i gamle fabrikker, kulturhuse i nedlagte skibsværfter, boliger i tomme siloer og lægeklinikker i tidligere købmandsforretninger og herskabslejligheder.

Som underviser har jeg inden for bare de seneste par måneder holdt universitetsforelæsninger og eksamineret studerende i et tidligere stormagasin, en gammel lagerbygning, en forhenværende flådebase, en tidligere fabrik samt en operationsstue på et nedlagt sygehus. Jeg har planlagt undervisning i en hal i en nedlagt kemisk fabrik og deltaget i udstillingsplanlægning i en tom øltappehal. Alle disse steder har sporene fra fortidens aktiviteter været tydelige, mens lokalerne har været mindre velegnede til de nuværende formål. På det nedlagte sygehus, som i dag rummer et universitet, er elevatorer, gange og toiletter alle dimensionerede til mange sygesenge og rullestole, mens lokalerne — der blev skabt til dæmpet samtale mellem patienter og læger — ikke egner sig særlig godt til forelæsninger.

Fremtidens industrier

Inden for de meget fejrede (men dårligt finansierede) oplevelses-, kultur- og vidensindustrier foregår arbejdet i bygninger, som i sin tid blev skabt til helt andre funktioner. Softwareentreprenører finder husly i nedlagte lagerbygninger, musik indspilles i arbejdsskurvogne, forskning udføres i tidligere stormagasiner og designkoncepter udvikles i gamle slagtehaller. Ifølge fremtidsforskere og politikere er det i høj grad denne type industrier, som Danmark skal leve af i fremtiden.

Men interessant nok er det så også disse fremtidens industrier, der placeres i slidte fortidsbygninger præget af hedengangne funktionaliteter. Imens indtager banker, holdingselskaber og revisionsfirmaer de nye, lækre, fleksible og funktionelle bygninger af glas og metal. Der er meget hype omkring det cool ved nedlagte fabrikshaller, men finansvirksomhederne kan tydeligvis godt undvære betonrummenes kulde. Hvordan skal vi forstå dette interessante samfundsfænomen? Vi kan forsøgsvis overveje, hvad alternativet ville have været: Hvordan ville eksempelvis bymidterne i Aalborg og København have set ud, hvis ikke universiteter, folkebiblioteker og museer var flyttet ind i de konkursramte stormagasiner og bortrationaliserede sygehusafdelinger? Bymidterne ville have lignet en forstørret version af Scala-bygningen ved Axeltorv i København eller andre postindustrielle byområder ramt af bolighajer og manglende økonomisk-politisk vilje til at dække de gabende sår fra tabte investeringer, lukkede aktiviteter og svundne håb. Set i dette perspektiv er de kreative industriers indtog i gamle slagtehaller og lighuse udtryk for et hensygnende industrisamfunds offentlige budgethensyn og nok i langt mindre grad betinget af den kreative klasses ubændige trang til at udfolde sig fleksibelt i gamle turbinehaller eller kornsiloer. Myndighederne arbejder ihærdigt for at fylde disse tomrumsmonumenter med nye formål og projekter, så Danmarks snigende klondikisering holdes fra døren — og erhvervskonkurser, besparelser, udflyttede arbejdspladser og recession camoufleres eller usynliggøres.

Offentlige uddannelsesinstitutioner og små, kulturstøttede innovationsvirksomheder får an offer they can’t refuse.

Kapitalfonde på lighuset?

Store samfundsforandringer sætter sig spor i bygninger. Den, der ser nedblæste stråtag sammen med tomme butikker, nedlagte benzintanke og knuste staldruder, kan hurtigt gennemskue, at her er en affolket landsby. Og skulle vedkommende få lyst til at købe en ødegård i sådan en affunktionaliseret landsby, så ved vi nu, at finanskoncernerne ikke vil yde lån hertil. Tomheden vidner — ligesom svenske ødegårde og romerske ruiner — ikke kun om forældede produktionsmåder, men også om fejlslået samfundsorganisering og risikoaverse investeringssystemer.

Lige for tiden ser det ud til, at der er mere plads i alle Danmarks nedlagte posthuse, sæbefabrikker, stationsbygninger, grovvaresiloer, fiskerihavne og sukkerroefabrikker, end samtlige kreative småindustrier og offentligt finansierede institutioner kan udfylde.

At det skulle være særlig romantisk eller produktivt at være kreativ i kolde, nedslidte lokaler er en borgerlig myte, der næppe fremmer Danmarks potentiale for i fremtiden at leve af effektivitet og kreativitet. Og hvis bankerne, holdingselskaberne og kapitalfondene vedbliver kun at cirkulere den varme luft i deres egne lækre lokaler, så kan der blive morderligt koldt i landet. Og så kan det måske ende med, at også de lækre glas-metal bygninger en dag står tomme og kolde som et andet gammelt lighus?

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her