Læsetid: 3 min.

Et liv forbi: Mandekrammerens fader

Selv om Demetrious Haracopos levede det meste af sit liv i Danmark, blev han aldrig dansker. Og det elskede danskerne ham for
Selv om Demetrious Haracopos levede det meste 
af sit liv i Danmark, blev han aldrig dansker. Og det elskede danskerne ham for
14. januar 2012

Demetrious Haracopos blev født som det fjerde barn i familien. Kort forinden var hans forældre emigreret til USA og havde slået sig ned i Harlems græske kvarter, hvor faderen drev en lille restaurant, og moderen supplerede husholdningen ved at sy for andre i kvarteret. Miljøet var råt, og det blev ikke nemmere for familien, da faderen døde, kort tid efter det femte barn i familien blev født. Da var Demetrious fem år gammel. Moderen kunne ikke et ord engelsk og lærte det heller aldrig, men fortsatte sit arbejde, med børnene som tolke. Det var nok til at holde sammen på familien.

Den første specialskole

Det barske miljø i Harlems gader blev mere råt op gennem 1950’erne, og Demetrious blev en del af den hårde kerne, da en større bandekrig brød ud. Men en lærer i en slags ungdomsklub trak Demetrious og et par andre drenge til side for at tage dem med på en sommerlejrskole uden for byen, og her formåede de unge rødder at løsrive sig fra den kriminelle løbebane. Ud af banderne og ind i uddannelsessystemet. Demetrious fik sin high school-eksamen og blev selv først lærer og siden leder af den samme ungdomsklub og lejrskole. Han blev uddannet specialpædagog, og det var som lærer på USA’s første specialskole for autistiske børn, The League School, han mødte den danske pioner på området, Else Hansen, der var leder og grundlægger af Sofieskolen i Bagsværd. Hun ledte efter inspiration til sit arbejde, og Demetrious Haracopos fandt også stor inspiration i danskerne, og han købte en returbillet til København. Her forelskede han sig og brugte kun den ene del af billetten.

På halvdelen af den normerede tid gennemførte han psykologistudiet i København og blev fast psykolog på Sofieskolen. Her nød han stor faglig anerkendelse for sit arbejde og havde en særlig empatisk evne til at give forældrene til de autistiske børn håb og redskaber til et bedre liv for dem selv og deres børn. Til konferencer var der i hver eneste pause lange køer af frustrerede forældre omkring Demetrious, og han gav sig tid til hver eneste af dem. Da Else Hansen døde i 1985, blev han leder af Sofieskolen. Her var han forstander indtil 1994, hvor han grundlagde Center for Autisme, og frem til 2008 voksede stedet fra tre til 30 medarbejdere og blev et af verdens førende forskningscentre for autisme.

Demetrious selv var kendt i forskningskredse overalt i verden gennem bøger, foredrag og konferencer.

Han kom aldrig til at føle sig som dansker og opførte sig heller ikke sådan — til stor glæde for de danskere, der havde berøring med ham. Han vadede ind i alle mennesker med træsko på og spurgte aldrig først. Der var ingen mennesker i Demetrious Haracopos store cirkler, han ikke talte med eller involverede sig i med hele sit liv. I 1960’erne og 1970’erne kunne det godt være lidt af en mundfuld især for de danske mænd, og han er senere blevet tillagt æren for at være den person, der fik mænd til at kramme i Danmark. For Demetrious kunne ikke lade være, og selv om han, i begyndelsen, ofte krammet folk, hvis arme blot har hængt livløst ned langs siden, holdt han sig aldrig tilbage.

Involveret til det sidste

Han fik en datter i sit første ægteskab, og i slutningen af 1980’erne mødte han kvinden, han kom til at leve lykkeligt med resten af livet. Hun var 22 år yngre og netop begyndt som pædagog på Sofieskolen, og fem år efter fik parret en søn og fire år senere en datter. Til sidst blev han syg og svækket, og selv om folk tæt på ham sagtens kunne se, hvor det bar hen, nægtede Demetrious at erkende det. Selv den sidste dag havde han gang i nye planer for autismeforskning, og han døde midt i det, han elskede allermest.

Arbejdet var hans liv, men både arbejdet og livet var for Demetrious at hjælpe og involvere sig. Under sin sygdom — den sidste tid var han indlagt på hospitalet — fik han nye bekendtskaber. En nær ven af Demetrious mødte således en af de andre patienter fra stuen, efter Demetrious var blevet overflyttet til en anden afdeling. Patienten var tatoveret overalt på armene og i ansigtet og kunne på nogle personer godt virke en anelse intimiderende, men ikke på Demetrious Haracopos.

»Kommer han ikke tilbage?« havde den tatoverede mand spurgt, da han genkendte vennen til Demetrious. »Jeg savner ham sgu.«

Det er der rigtig mange, der gør.

Et liv er forbi

På denne plads beskriver vi en nyligt afdød person på basis af samtale med de pårørende

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu