Mennesket som diagnose

Børnepsykiateren Maurice Corcos ad-varer i et essay mod et uvidenskabeligt psykiatrisk diagnosesystem, der stærkt hjulpet på vej af medicinalindustrien er ved at reducere børn og voksne til kemi
21. januar 2012

På sin vis er spørgsmålene ganske enkle. Hvordan kan det være, at man i USA i 1995 regnede med, at der var fire-fem tilfælde af autisme ud af 10.000 personer, mens man i dag regner med, at der er én ud af 100? At lidelsen ’bipolar’, der før hed ’maniodepressiv’ blev konstateret hos 1,3 ud af 10.000, mens det i dag er 7,3? I Frankrig tager 20.000 børn Ritalin, i Storbritannien dobbelt så mange, og i USA er over syv mio. børn i medicinsk behandling for ADHD, Attention deficit hyperactivity disorder. Er der en epidemi af psykisk sygdom i USA, og kan vi forvente, at den snart kommer til Europa?

Det kan vi, hævder den franske psykiater Maurice Corcos, med sit essay l’homme selon DSM — mennesket ifølge DSM, et vredt og veldokumenteret udfald mod et diagnosesystem, der totalt er ved at sætte menneskelige relationer ud af det psykiatriske felt. Og det kan vi, fordi den stadige udvidelse af diagnosesystemet DSM,(diagnostic and Statistical Manual of Mental Disorders) forskningsmæssigt og ideologisk går hånd i hånd med medicinalindustien.

DSM blev oprindeligt udarbejdet til den amerikanske hær i 1930’erne for at afgøre soldaters egnethed til kamp. Ud fra en række enkle kriterier kunne det afgøres, om de menige tilhørte en af de 28 kategorier, som gjorde dem uegnede. Formålet med videreudviklingen af denne første DSM er, ifølge selskabet af amerikanske psykiatere — der ligger inde med rettighederne til systemet — at skabe et fælles sprog og standardkriterier for psykiske sygdomme. Siden første version er der kommet fire andre. DSM-V lander i 2013 og vil vel som de tidligere stort set komme i WHO’s ICD10 sygdomsoversigt, som også Danmark benytter.

Men hvad er problemet i at skabe et fælles sprog om symptomer, der nu udgør over 400 syndromer? Skal vi ikke tage det alvorligt, når folk er glade for at få en diagnose? Corcos forklarer, at som ’ren’ beskrivelse af symptomer, såsom træthed, søvnbesvær, høj aktivitet eller mangel på social indlevelse, opfatter tilhængere af DSM deres metode som fri for teori. Man behøver ikke at gå ind i den syges livshistorie eller egen oplevelse af situationen eller teoretisere om noget ubevidst. Man har en sygdom, ganske som man kan have en blindtarmsbetændelse.

Hvad fører det til?

Det er her, Corcos slår alarm. For mens symptomer på blindtarmsbetændelse peger på en betændt blindtarm, er der stadig ingen, der aner, hvad symptomer på psykisk lidelse i fysisk forstand peger på. Neurologi og genetik tyder på stærkt komplekse sammenhænge, med stor indflydelse af familiemæssig og social kontekst.

Det overraskende er da også at konstatere, at selv om antallet af syndromer i den kommende DSM sandsynligvis vil nærme sig 500, er udbuddet af medicin begrænset. Da lidelsen ’præmenstruel dysforisk forstyrrelse’ kom på DSM-listen, pakkede farmaceutgiganten Lily deres Prozac ind i pink, gav det et nyt navn og fastholdt patentet i yderligere syv år. »Ingen lidt distræt teenager undslipper vel efterhånden diagnosen ADHD,« skriver Corcos, der til daglig behandler unge mennesker på en psykiatrisk institution i Paris og udmærket ved, at medicin kan være nødvendig. Men han er dybt bekymret. Et diagnosesystem, der blev indført af praktiske og administrative grunde uden store videnskabelig diskussioner, er efterhånden ved at ændre det psykiatriske felt så meget, at ethvert andet syn, med en af Corcos kollegaers ord, er ’Jurrasic Park’. De uregerlige unge mødes med en diagnose og kognitiv terapi og slår det fejl — med medicin. Alt sammen ud fra statistikker om, hvordan man kan komme tilbage til en lige så statistisk defineret og symptomatisk ’normalitet’.

Den teori, som så alligevel stikker under DSM, er, at den menneskelige psyke kan reduceres til kemi eller fysik. Det er denne teori, Corcos kalder totalt uvidenskabelig, da den ikke på nogen måde kan falsificeres. »En hjerne bruges kun én gang«, som han formulerer det. Eller sagt på en anden måde: Det syge psykiske individ har kun ét liv.

Den største fare ved symptombehandling er, at det netop er symptombehandling. Hvis man ud fra andre teorier om det psykiske forestiller sig f.eks. uregerlighed eller hyperaktivitet som en måde at konstruere sit ’selv’ på, vil medicinsk behandling betyde, at det ikke sker. Symptombehandlingen vil derved sende et barn ud i en karriere som psykiatrisk patient på livstid. Ifølge Corcos er det dette, der ikke engang kan formuleres længere. DSM er blevet enhedsdiskurs. Ingen kan omtale neuroser eller psykoser i videnskabelige artikler i det ’fælles sprog’, der nu skaber internationale psykiaterkarrierer, støttet af medicinalindustrien. Millionvis af amerikanske børn indtager medicin, som ingen aner, hvad vil føre til i længden.

Prøv Information gratis i 1 måned

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Fakta

’L’homme selon le DSM — le nouvel ordre psychiatrique’ Albin Michel, 2011, 230 sider. 20 euro.

’Initiatives pour une Clinique du Sujet: Pour en finir avec le carcan du DSM’. Érès, 52 sider, syv euro

Forsiden lige nu

Anbefalinger

Kommentarer

Brugerbillede for Martin Haastrup

M.a.o man opfinder ikke diagnoser for at hjælpe folk til at blive raske. Man skaber diagnoser for at hjælpe folk til at blive syge. Man skaber diagnoser for at hjælpe de som stiller dem, til at blive endnu bedre salgs-agenter for medicinal-industriens kemiske kunstige produkter. => "Businss with disease" aka (Also known as) “Folkets program”, Et interview med Dr. Matthias Rath, april 2003

http://www.laleva.cc/dk/rath_042003dk.html

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

Det er ikke beskrivelsen af individers personligheder ned i et mylder af små 'meme-lignende' stumper ondt-i-hovedet-om-morgenen ondt-i-armen-om-aftenen nem-at-tirre-i-regnvejr og-jeg-skal-give-dig, som man stykker sammen igen til en diagnose, der er noget galt med. Det er alment relevant kortlægningsarbejde. Fint nok ...

Det er dillen med at ville kurere alle de der symptomkombinationer der er over- og kommers-drevet. I istedet for at tage forskningsresultaterne ind og adjustere samfund og system til den kortalgte virkelighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for odd bjertnes

Det er ikke beskrivelsen af individers personligheder ned i et mylder af små 'meme-lignende' stumper ondt-i-hovedet-om-morgenen ondt-i-armen-om-aftenen nem-at-tirre-i-regnvejr og-jeg-skal-give-dig, som man stykker sammen igen til en diagnose, der er noget galt med. Det er alment relevant kortlægningsarbejde. Fint nok ...

Det er dillen med at ville kurere alle de der symptomkombinationer der er over- og kommers-drevet. I istedet for at tage forskningsresultaterne ind og adjustere samfund og system til den kortalgte virkelighed.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mikkel Marini

Super artikel! Vi har jo vidste det længe. Men folk VIL bare ikke høre! Specielt ikke hvis diagnosen kan give dem den rare (falske) tryghed, så de ikke behøver at forholde sig til menneskets kompleksitet....

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for John Fredsted

Tak til Maurice Corcos og tak til Information for at bringe denne artikel.

Såvidt jeg ved, så er knap en halv million mennesker i Danmark på antidepressiv medicin (tallet for mennesker på antipsykotisk medicin kender jeg ikke umiddelbart).

Jeg er ganske overbevist om, at det langt fra er alle disse mennesker, der har en kemisk, og således behandlingskrævende, ubalance i hjernen. Melankoli, sorg og det at være oprigtigt ked af det er ikke udtryk for sygdom. Det er psykiske tilstande, som ganske normalt, sunde mennesker kan opleve, endda i længere tid, eventuelt permanent.

At sygeliggøre blandt andre disse følelser er at udføre en fatal kastration af den menneskelige eksistens. Det fører til en dyb inautentisk kultur, hvor vi ikke længere kan tale om det, der gør ondt, om det, der velsagtens ligger os mest på sinde, hvilket yderligere tynger individet.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Haastrup

Se også artiklen http://www.information.dk/287486

"Medicinalindustrien tjener formuer på at skabe tvivl"

'Når forskere finder bivirkninger ved medicin, prøver medicinalindustrien ofte at så tvivl om resultatet. Dermed holder de liv i myten om, at ’forskere er uenige’ for fortsat at sælge den tvivlsomme medicin. Taberne er de mennesker, der skal leve med bivirkningerne'

Mennesket som diagnose.
Diagnoser som vare.
Sygdom som marked.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Haastrup

Eller omvendt :

Sygdom som marked.
Diagnoser som vare.
Mennesket som diagnose. =>

Flere og flere diagnoser, varer og - sygdomme.=> Flere og flere diagnoser, varer - og sygdomme.=>
Flere og flere diagnoser, varer og -sygdomme.=>
Flere og flere...

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Mona Jensen

Scary business - big money

Alene i DK er der nu diagnosticeret omkring 160.000 børn og voksne med ADHD og tallet er bare stigende.

Der har været børn, som har fået diagnosen efter en samtale og i skolerne uddeles der brochurer udgivet af medicinalindustrien om emnet.

Det er eddermame en syg verden!

Her et skarpt indlæg som angriber denne sygeliggørelse og nedbrydning af vort eneste egentlige guld: vores børn.

Changing Education Paradigms: http://www.youtube.com/watch?v=zDZFcDGpL4U

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Haastrup

Børn & Unge År: 2007 Nr.: 33

http://www.bupl.dk/internet/boernogunge.nsf/0/0FB3EA6F7B08EA89C125736800...

Medicinbørn: Alvorlige bivirkninger ved ADHD-medicin

Myndigheder og eksperter betegner bivirkninger ved ADHD-medicin som ubetydelige. Men en ny undersøgelse blandt forældre til ADHD-børn dokumenterer, at op imod halvdelen af forældrene oplever alvorlige bivirkninger ved medicinen.
Af: Gitte Rebsdorf og Trine Vinther Larsen

Udvalgte uddrag fra artiklen:

"Piller uden ende. Som beskrevet tidligere i Børn&Unge, er antallet af børn og unge, der bliver behandlet med det amfetaminlignende stof Ritalin eksploderet indenfor de seneste ti år. Fra 1997 til 2006 er forbruget blandt børn i alderen 10-14 år steget med 1.344 procent."

"I undersøgelsen, som Børn&Unge har foretaget, beskriver flere forældre, at deres børn bliver indesluttede og depressive af medicinen. Det er også kendt, at medicin til behandling af ADHD kan give børnene depressioner.

Problemer kommer ikke frem. Men virkeligheden i familierne ser anderledes ud. En familie med en 14-årig dreng oplyser, at ADHD-medicinen Ritalin har givet deres søn mange bivirkninger. Han hører stemmer, bliver depressiv og får stik ved hjertet, som gør ham meget bange. Internationale undersøgelser viser da også, at Ritalin kan give alvorlige hjerteproblemer, og i USA er der registreret flere dødsfald i forbindelse med brugen af Ritalin. Desuden kender den amerikanske lægemiddelstyrelse, også til bivirkninger som at høre stemmer og være hallucineret."

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Martin Haastrup

PS.: Copy and paste linket ind i din browsers adressefelt og du bliver stillet om til artiklen.

Eller/og google simpelthen ritalin og du vil finde utallige kritiske informationer om anvendelsen af Ritalin som medicin for børn med ADHD -diagnoser.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Henriette Bjerregaard Pedersen

Interessant debat om min medfødte neuropsykiatriske hjerneskade :)

Og man kan finde lige så mange mere eller mindre velfunderede kritiske røster om Atomoxetin/Strattera til voksne mod ADHD.

Enhver medicin, sin type bivirkninger. Men er det da bedre, at jeg ikke tager min medicin, at jeg flegner ved mindste lyd og berøring, farer rundt i gardinerne og i frustration over aldrig at kunne blive som andre såkaldt "normale" smadrer mit og min families liv til atomer, fordi jeg selvmedicinerer mig for overhovedet at holde ud at være til ???

Undskyld, jeg spørger lidt skarpt, men er der nogen af jer herinde, der lever med ADHD til daglig ? Ved I, hvad det vil sige at skulle forsvare sig selv 24-7 samtidig med, at man prøver at finde de positive sider ved at kæmpe for de mange, mange andre af mine ligesindede, der ikke har kræfterne til det ?

Der er en kæmpe berøringsangst over for ADHD herhjemme. Dels er der den store stygge USA-ulv, som altid hives frem, når folk som Henrik Dibbern m.fl. har så pokkers travlt med at overbevise andre, ikke mindst sig selv om, at ADHD forsvinder, når vi bare længe nok, højt nok og kritisk nok sætter en stemning i gang, som for dem, der er født med ADHD indebærer en yderligere stigmatisering.

Dels har vi i Danmark desværre tradition for strudsepolitik fra alle sider, politikere, forskere, behandlere, diverse åh-så-kloge-bedrevidende "eksperter", der vistnok engang har set noget på nettet om ADHD.

Se bare på Socialstyrelsens nationale ADHD-projekt. Ikke en potte p.. værd, og det er endda sagt pænt. Vi kan ikke lære af de dygtige folk fra lande som USA, England, Norge, Australien og Holland, der i en menneskealder har sat sig ind i, hvad ADHD er og ikke er : En uhelbredelig medfødt hjerneskade, hvor de alene er de værste symptomer, der kan afhjælpes med en kombination af medicin og terapeutisk intervention over mange år.

Nej, for vi skal opfinde både det rindende vand og den dybe tallerken hver eneste gang, der kommer opmærksomhed på alt, der ikke lige passer ind i den danske andedams jantelovssymbolik.

Havde man nu fattet det uundgåelige, som så småt er ved at sive ind i hjernerne på alle de "normale" eksperter, der skal lære sagsbehandlerne, lægerne og pædagogerne om, hvad sådan en som mig har brug for, uden overhovedet at spørge undertegnede først - nemlig, at det er muligt, at USA er 10 år foran os.

Men om det er 10 eller 1 år, problemet vokser vi os altså ikke fra, hvad enten vi vil eller ej. Her hjælper ikke heksekunster, og her er det for livet, at vi skal leve med det.

Hvornår der kommer fælles danske retningslinier på ADHD-området, er en gåde lige så stor som den, der foregår i Dansk Psykiatrisk Selskab, hvor man vil lave sine egne, men ikke vil have andre med i arbejdet.

Så kan vi sidde i hver vores skyttegrav og kaste med mudder som små børn. Imens drukner mange af de mennesker, jeg møder i min hverdag, og hovedparten af befolkning giver fanden i. Fordi befolkningen bliver overfodret med myter frem for facts fra hestens mule.

Må jeg anbefale Dr. Russell Barkley fra USA (www.russellbarkley.org), hvis bror lider af det i svær grad.

Må jeg henvise til Eli Lilly Danmark A/S, som producerer min Strattera, der i modsætning til Ritalin og Concerta ikke medfører afhængighed.

Må jeg opfordre jer til at rette henvendelse til mig, hvis I vil have et foredrag om ADHD, set indefra, læs min bog, når den udkommer og vær klar til at høre om den konference for voksne med ADHD, som jeg planlægger til næste år.

Mange hilsener og knus

Henriette

Adorable Dashing Handsome Dare to be different

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Lundshøj

Selv når man kan se, at et menneske ikke bare er trist eller nedtrykt, men noget virkelig er galt, så er det uvidenskabeligt, som der står i artiklen, at reducere den menneskelige psyke til kemi og fysik. Hvis det virkeligt var sådan, at psykiske ubalancer havde baggrund alene i kemi og fysik, og man tænker på, hvor meget kemi og fysik, der foregår hjernen, så kan 500 diagnoser langt fra være nok.

Der diagnosticeres ved at spørge og se på adfærd og ikke ved at undersøge hjernens kemi og fysik. Man konkluderer altså om kemi og fysik ved at se på adfærd. Når jeg tænker på, hvor svært det kan være at finde fejlen, når min computer er mærkelig, så virker sådan en konklusion meget optimistisk. Dette styrkes af, at der ikke er gode forklaringer på, hvad det så er, der er galt med fysikken og kemien inde i hjernen. Man ved altså ikke hvad medicinen gør, kun at et statistisk signifikant udsnit af forsøgspersonerne oplever en forbedring, når de tager pillerne. Nogle undersøgelser indikerer, at dette tal ikke er større end at det kan forklares med placebo effekten.

Tilmed så lyder det fra psykiaterne selv, at der er usikkerhed i diagnosticeringen, fordi nogle af symptom billederne ligner hinanden meget, der tales f.eks. om diagnosekultur på nogle psykiatriske afdelinger.

Er der ikke mere perspektiv i, at spørge én der er deprimeret, eller én der rastløs eller én der er udbrændt, hvad vedkommende selv oplever og så blive dygtig til at forstå svaret? Det er jo at møde problemet på det niveau, hvor problemet eksisterer i stedet for, at oversætte det til fysik og kemi. En oversættelse om ikke lykkes. Det er nogen, som dygtiggør sig på det felt med gode resultater. Se f.eks. ww.sensetik.dk/depressioner

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

En del af forklaringen er vel at man i dag også behandler de der ikke er så syge at de må være i konstant indlæggelse og er så virklighedsfjerne/psykotiske at ingen har tvivl.

I dag hjælper man mennesker der med neglene i kanten prøver at klare sig, men fortsat oplever sig psykisk syge og vantrives.Før i tiden var selve diagnosen så skræmmende og stmplende at den ødelagde enhver chance for karriere om nogen kendte til en psykiatrisk diagnose. Det kan have afholdt en meget stor del af befolkningen fra at have søgt hjælp, hvor de så i stedet har hutlet sig igennem livet og har kaldt deres sygdom noget andet...

Ude på landet var psykiatri nærmest ikke noget man kendte, og mange blev bare buret inde i et kammer mens resten af familine arbejdede, hvilket vel fortsat er realiteten i det meste af den ikke vestlige verden.

Dette at have adgang til psykiatrisk behandling har især været et storby fænomen, og om en mand ingen empati havde som måtte kvinden/hustruen jo bare finde sig i den noget ufølsomme behandling og adfærd...Så derfor opdagedes mange det ikke var totalt autistiske slet ikke før i tiden, samt var der slet ikke psykiatere til rådighed ret mange andre steder end på de psykiatriske hospitaler, hvor man vel lavede stattestikken ud fra antallet af patienter der tilsammen og så sammelignet med resten af befolkningen..

I dag kræver vi væsentligt mere af vores forhold go relationer og mange forhold opløsese hurtigt om der ingen empati eller tilstrækkelig empati er til stede.Parforholdet er i dag et valg og ikke et eneste livsmål, og derfor vil de mange op mod 20% personlighedsforstyrrede hurtigere afsløres , samt føler deres øgtefælle sig ikke forpligtet til at forblive i et utilfredstillende ægteskab, og derfor kommer der personlighedsmæssigt sårbare hurtigere ud i fatale livskriser, som de på grund af rigide personligheds-trukturer ikke magter at klare...og så har vi baladen, at disse før måske oversete væsentlige problemer over tid bedredes i ægteskabets stabilitet, i dag er afløst af meget større psykisk ødelæggelse hos de der ikke har gode personligheds-forcer og ikke kan byde ind med det en partner kræver i et givende og dynamisk blomstrende parforhold...

altså sagt enkelt mange flere dumper i de personlige relationer som følge af væsnetligt højere krav til funktions-niveauet...og derfor er der rent faktisk tale om af flere fremstår som psykisk syge, mens andelen måske har været konstant , dog uden at blive diagnostiseret før i tiden..

mit gæt er at det stigende antal Autister og Aspergers skyldes en mere præcis afklaring af hvori en persons problemer består....i det ydre...

diagnoserne er jo i dag kendetegnet ved en sammnelægning af ydre symptomer... som ikke næødvendigvis har samme årsag, hvilket også kan have ændret diagnose stattestikkerne ret meget.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

Men som en meget fin plakat sagde da jeg var ung ; "burhøns har adfærds-problemer" og så bar der et foto af en betobblok til mannekser i baggrunden ;-) , mon ikke en del af de dampede drenge bliver dampede alene fordi de ikke får brugt de ca 30% større muskelmasse , som de er født med og so0m de er skabt til at benytte, hvis man hives ind i stillesidende pasning fra an er 2 år gammel og derefter tivnges ind i stillesiddende beskæftigelse hele resten af barndommen, men aldrig til fulde får leget fysisk igennem sådan et par timer hver dag, klartet i træer og falder fysisk udmattede om om aftenen, så skal den ikke brugte energi vel komme ud som ADHD....

Interessant eksperiment om man kunne brænde dampen væk ved at starte skolen med to timers hård fysisk leg hver dag.....det ville være spændende om et sådant forsøg kunne gøres...
Noget andet er at kvinder jo i dag drikker væsentligt mere alkohol end før i tiden, og ofte først holder op med de store intag 1-2 månder inde i graviditeten hvor de opdager deres graviditet....og måske de små fostre tager skade af alkoholen i deres tidlige skabelse...

Det kunne være interessant med sammenlignende undersøgelser af børn af totalt afholdende kvinders børn.Om antallet af ADHD tilfælde der er lige så stort...

Så er der også problematikken om kronisk stress.Det har vist sig at børn, der passes uden for hjemmet som små har en højere mængde stresshormon i blodet over hele dagen sammenlignet med børn der passes i hjemmet som små i de færste op til 5-6 år.

Det normale er at kortisolen er høj om morgenen hos stort set alle børn men i løbet af dagen bliver mængden lavere .

DEt der kendetegner mennesker med post-traumatisk /kronisk stress uden aktuel årsag, er netop at de har et kronisk forhøjet kortisolindhold i blodet /kroppen.... hvilket i sig selv over tid kan give hejrneskader af varig karakter...

denne undersøgelse vedrørende børns forhøjede kortisol-indhold i blodet har jeg læst i den norske avis Aftenbladet.no

kan det tænkes at en del børn har særligt forhøjede kortisolmængder i den tidlige alder som følge af pasningsformerne og de ikke nære relationer til vokne i løbet af dagen end andre og derved udvikler kronisk stress / ADHD kan der være en medvirkende miljø-årsag her forstået som det psykisk miljø i form af manglende psykisk tilknytning til omsorgspersonerne i de offentlige pasnings-tilbud... ?

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Gorm Lundshøj

Selv når man kan se, at et menneske ikke bare er trist eller nedtrykt, men noget virkelig er galt, så er det uvidenskabeligt, som der står i artiklen, at reducere den menneskelige psyke til kemi og fysik. Hvis det virkeligt var sådan, at psykiske ubalancer havde baggrund alene i kemi og fysik, og man tænker på, hvor meget kemi og fysik, der foregår hjernen, så kan 500 diagnoser langt fra være nok.
Der diagnosticeres ved at spørge og se på adfærd og ikke ved at undersøge hjernens kemi og fysik. Man konkluderer altså om kemi og fysik ved at se på adfærd. Når jeg tænker på, hvor svært det kan være at finde fejlen, når min computer er mærkelig, så virker sådan en konklusion meget optimistisk.
Dette styrkes af, at der ikke er gode forklaringer på, hvad det så er, der er galt med fysikken og kemien inde i hjernen. Man ved altså ikke hvad medicinen gør, kun at et statistisk signifikant udsnit af forsøgspersonerne oplever en forbedring, når de tager pillerne. Nogle undersøgelser indikerer, at dette tal ikke er større end at det kan forklares med placebo effekten. Tilmed så lyder det fra psykiaterne selv, at der er usikkerhed i diagnosticeringen, fordi nogle af symptom billederne ligner hinanden meget, der tales f.eks. om diagnosekultur på nogle psykiatriske afdelinger.
Er der ikke mere perspektiv i, at spørge én der er deprimeret, eller én der rastløs eller én der er udbrændt, hvad vedkommende selv oplever og så blive dygtig til at forstå svaret? Det er jo at møde problemet på det niveau, hvor problemet eksisterer i stedet for, at oversætte det til fysik og kemi. En oversættelse som ikke lykkes.

anbefalede denne kommentar
Brugerbillede for Maya Nielsen

og for at være lidt pedantisk, så får de fleste jo kun et eller to børn i dag, hvorfor altallet af forsøgs-kaniner /og begynder-fjle jo er meget mere udbredt end dengang en kvinde først samlede sig omsorgs-erfaring ved at deltage i pasningen af andres børn og dernæst øvede sig på sit eget første MED ERFARING, og fik masser af børn mens hun havde massiv erfaring....altså ikke så mange børn der blev udsat for famlende relation.

anbefalede denne kommentar