Læsetid: 5 min.

Oh Balotelli...

Manchester Citys helt egen Super Mario er blevet kult blandt tilhængerne på Etihad Stadium
14. januar 2012

For nogle uger siden oplevede Mario Balotelli den for en europæisk fodboldspiller sjældne ære at få et stort portræt i The New York Times.

Artiklen indledte med at fortælle historien om en af ’Super Marios’ mest populære bedrifter, nemlig om dengang han stødte på en ung fan, der bad om hans autograf uden for Manchester Citys træningsanlæg. Balotelli spurgte drengen, hvorfor han ikke var i skole og fik svaret, at han blev mobbet og ikke havde lyst til at gå derhen.

Balotelli — der udmærket kender til mobning fra sin egen barndom — satte drengen ind i sin Maserati og kørte hen til skolen. Her bad han drengen om at udpege mobberen i skolegården, hvorefter han førte dem begge op til inspektørens kontor, hvor de fik en snak om mobberi og dets konsekvenser — med Balotelli som moderator.

Historien er næsten for god til at være sand. Og det er den også. Den er fup. En vandrehistorie. Ligesom historien om Balotelli, der kørte rundt i Manchesters centrum ved juletid iført julemandskostume og delte 20-pund-sedler ud. Eller historien om Balotelli, der gav en hjemløs mand 1.000 pund uden for Manchesters casino. Eller historien om Balotelli, der fik fyldt sin sportsvogn med rådne fisk af sine holdkammerater.

Alt sammen fup. Urban legends,der spredes via internettet og den letbenede del af sportspressen. Men at historierne overhovedet sættes i omløb — og at fortællingen om Balotelli og den mobbede dreng tages så alvorligt, at den når helt til respektable New York Times — illustrerer, at den ghanesisk-italienske frontløber er nået til et punkt, hvor fænomenet er blevet større end sportsstjernen. Hvor fortællingen om hans anarkistiske karakter er blevet så stærk, at den i sig selv genererer nye historier om ham.

Alt er muligt

Balotelli er nået ind i det, som den amerikanske journalist Bill Simmons engang kaldte ’Tyson-zonen’ — altså det punkt, hvor nogen bliver så uforudsigelige, at du er villig til at tro på alt, hvad du hører om dem. Således er det sigende, at ikke engang Balotellis egen træner, Roberto Mancini, turde afvise historien om, at Super Mario havde kørt rundt i Manchesters centrum i julemandskostume og uddelt pengesedler, da han blev konfronteret med den ved et pressemøde.

»With Mario, everything is possible,«svarede han blot med en afværgende håndbevægelse.

Og det er sandt. Med Mario Balotelli er nærmest alt muligt. Lad os bare nævne nogle af de ting, som han rent faktisk har bedrevet.

For ja, han har kastet dartpile efter Manchester Citys ungdomsspillere for sjov. Og ja, han har sat ild til sit eget badeværelse med fyrværkeri sammen med nogle venner. Og ja, han har engang forsøgt at snige sig ind i et kvindefængsel. Og ja, han har engang optrådt på landsdækkende italiensk tv iført en Milan-trøje, mens han stadig spillede for Inter.

Balotelli har i det hele taget foretaget sig mange konfliktfyldte ting, fordi han er en konfliktfyldt karakter med en barsk baggrund.

Han kom til verden under kummerlige forhold som barn af ghanesiske immigranter i Palermo på Sicilien. Da han var tre år, bortadopterede hans forældre ham til italienske plejeforældre — angiveligt på grund af bitter økonomisk nød. Og da de i hans ungdomsår forsøgte at få ham tilbage i deres varetægt, slog han hånden af dem og stemplede dem som lykkejægere, der udelukkende ønskede at genetablere relationen med ham på grund af hans fodboldtalent.

I skolen blev han udsat for racistisk betonet mobning, og det fortsatte på fodboldbanen, da han blev ældre. I sine gennembrudsår i italiensk fodbold lå han især i krig med tilhængerne fra Juventus, der engang brugte en hel kamp på at forfølge ham med tilråb som »Sorte italienere findes ikke!«

Episoden fik efterfølgende Inters ejer, Massimo Moratti, til at udtale, at han ville have trukket sit hold af banen, hvis han havde været til stede.

Forholdet mellem Balotelli og Inters ledelse var dog ikke ideel lykke i de tre år, Super Mario tilbragte i klubben fra 2007 til 2010. Han blev oprindelig hentet til San Siro af Inters daværende træner Roberto Mancini, der så et stort lys i angriberen. Men i 2008 blev Mancini udskiftet med José Mourinho, og så begyndte problemerne for Balotelli, for den portugisiske mestertræner lagde ikke skjul på sin skepsis over for Balotellis temperament og dømmekraft. Og man må da også sige, at Balotelli ved flere lejligheder gav næring til Mourinhos mistro til ham.

11 mål udløser slagsang

Således var beslutningen om at optræde på tv i en Milan-trøje kun én ud af en lang række uheldige situationer, som den ghanesisk-italienske angriber formåede at anbringe sig selv i. Og kulminationen kom ved afslutningen af Inters Champions League-semifinale mod Barcelona i 2010, hvor Balotelli i utilfredshed med Inter-tilhængernes buhen af ham smed sin blå-sorte trøje på jorden, da han forlod stadion; en handling, der i øvrigt fik holdets iltre midterforsvarer Marco Materazzi til at overfalde ham i spillertunnellen.

I det hele taget var tiden i Inter ved at rinde ud for Balotelli i sommeren 2010; og netop som hans fremtid syntes mest uvis, kom Mancini ham endnu en gang til undsætning. Som ny manager i Manchester City fik Mancini overtalt klubbens skeptiske ejere til at kaste omkring 214 millioner kroner efter det unge brushoved, der ganske vist var anerkendt i hele fodboldverdenen for sit talent, men som samtidig havde demonstreret en så særpræget, anarkistisk og impulsstyret adfærd, at langt de fleste storklubber tøvede med at binde an med ham.

Derfor kan man sige, at både Mancini og Balotelli står og falder med Balotellis præstationer i Manchester. Mancini har bundet så megen personlig prestige op på beslutningen om at hente Balotelli til Etihad Stadium, at det vil være et enormt prestigetab for ham, hvis Super Mario bliver en fiasko — eller på andre måder gør sig så umulig, at han må skibes ud af klubben.

Foreløbig har han dog ingen grund til bekymringer på den sportslige front. I skyggen af sine forskellige eskapader er Balotelli faktisk i gang med en glimrende sæson på banen, hvor han indtil videre har scoret 11 mål. Og i modsætning til en anden af Citys problematiske karakterer — Carlos Tévez — som klubbens fans har vendt ryggen, så har den lyseblå tilhængerskare på Etihad Stadium taget Super Mario til deres hjerter — endda i sådan en grad, at han har fået sin helt egen, specielle slagsang. En sang, der udbygges med nye vers, hver gang Balotelli bliver involveret i en ny batalje uden for banen.

Indtil videre lyder den således:

»Oh Balotelli he’s a striker/He’s good at darts/ He’s allergic to grass/But when he play /He’s fucking class/Drives round Moss side/with a wallet full of cash/Can’t put on his vest/But when he does he is the best/Goes into schools/Tells teachers all the rules/Sets fire to his gaff/With rockets from his bath/Doesn’t give a fuck/Cause he did it for a laugh/Runs back to his house/For a suitcase full of cash/Oh Balotelli …«

 

<\!s

Fælles front. Som ny manager i Manchester City fik Roberto Mancini (t.h.) overtalt klubbens skeptiske ejere til at hente daværende Inter-spiller Mario Balotelli til klubben for 214 millioner kroner. Foto: Andrew Yates/AFP

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Der er ingen kommentarer endnu