Læsetid: 4 min.

Rød regering i en blå tid

Socialdemokraterne har vundet kampen om Statsministeriet på samme tid, som de borgerlige har vundet kampen om alle økonomiske nødvendigheder
Symptomatisk. Den teatralske konflikt efter valget stod mellem en kuglestøder og en psykiatrisk sygeplejerske, en olympisk sportsmand og en velfærdsstatslig omsorgsprofessionel.

Symptomatisk. Den teatralske konflikt efter valget stod mellem en kuglestøder og en psykiatrisk sygeplejerske, en olympisk sportsmand og en velfærdsstatslig omsorgsprofessionel.

Keld Navntoft

14. januar 2012

De herskendes tanker er til enhver tid de herskende tanker. Berømt er det sted i Den Tyske Ideologi, hvor Karl Marx og Friedrich Engels skriver, at de, der sidder på pengekassen, også sidder på vores hoveder. Marx og Engels slutter på den måde fra økonomisk magt til det åndelige herredømme. Den måde at se verden på er ikke i dag en herskende tanke: Vi antager, at det åndelige herredømme er åbent for argumenter, og herskende tanker udvikles i offentlige samtaler, gennem praktiske erfaringer og fælles overvejelser. Og vi regner med, at selv de, der sidder på kassen, må tage andres argumenter og ræsonnementer alvorligt.

Vi tager for givet, at vi selv bestemmer, hvem der bestemmer.

Men vi træffer i disse dage et paradoks: Vi har lige valgt en rød regering til at være de herskende, men kan på samme tid se, at blå tanker er de herskende tanker.

Socialdemokraterne har vundet Statsministeriet, men de borgerlige har vundet kampen om synet på samfundet. Alt fra vores egen finanslov til den europæiske stabilitetspagt er dikteret af det, der kaldes nødvendigheder — og de er dikteret af borgerlige anskuelser. Alle ideer til reformer bliver bedømt af internationale kreditinstitutter og øjeblikkelige konjunkturer, som man hverken kan diskutere med eller appellere. Helt af sig selv bliver det, man kalder markedets dom, til den politiske dom. Det blev engang kaldt den definitive socialdemokratiske sejr, at en borgerlig regering blev tvunget til at føre socialdemokratisk politik for at regere. Nu synes en socialdemokratisk regering tvunget til at følge en borgerlig politik for at regere. Og det kan ikke reduceres til psykologisk ’løftebrud’ eller personlige karakterbrist — det reflekterer et borgerligt momentum.

Slavesindet

Det blev for bare et årti regnet for en borgerlig umulighed at føre en intellektuel kampagne mod overførselsindkomster og arbejdsløses moral. Inden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, klagede han over slavesindet blandt de svageste danskere — så snart han så ud til at erobre regeringsmagten, droppede han snakken om slavesind og lovede at frede overførselsindkomsterne. Praktisk holdt han ikke løftet, men retorisk holdt han sig tilbage.

Selv den borgerlige statsminister i 1980’erne, Poul Schlüter, afholdt sig fra ideologiske opgør med fattigdom og overførselsindkomster. Det var vigtigt for ham ikke at blive set som en dansk udgave af sin konservative kollega med jernnæven, Margaret Thatcher, og først mod slutningen af sin periode som statsminister forsøgte han at gennemføre en borgerlig skattereform — det mislykkedes.

Gennem de seneste tredive år har borgerlige på den ene side retorisk bekendt sig til socialstaten og på den anden side praktisk reduceret lediges rettigheder og øget afstanden mellem dem på arbejdsmarkedet og dem uden for. Det samme gjorde regeringen Nyrup i 1990’erne: Den gennemførte to store arbejdsmarkedsreformer, som skærpede kravene til de ledige og skar i deres rettigheder. Man hyldede en model, som man langsomt skar ind i benet på. Man talte om at forsvare og bevare en socialstat, som man reformerede og forandrede. Denne tendens til at påkalde sig principper, som man i praksis underløber, kulminerer nu med det socialdemokratiske råberi om ’ret’ og ’pligt’. Det fremhæves som gode gamle principper, og der nikkes hele vejen rundt. Men det, der gennemføres under dette slogan, har ikke noget med ret og pligt at gøre. Det gamle princip sætter en gensidighed mellem individet og fællesskabet: Man er forpligtet på det fælles, og man opnår derved rettigheder. Man har gensidige sanktioner: Man kan strejke, hvis ens rettigheder krænkes, og man kan blive smidt ud, hvis man ikke lever op til sine forpligtelser. Men de, der nu skal udsættes for det, som ministrene kalder ’ret’ og ’pligt’, har ingen sanktionsmuligheder over for staten: De kan ikke strejke, hvis de finder deres vilkår ydmygende. Ret og pligt betyder for dem, at de skal være taknemmelige for almisserne, stå til rådighed og makke ret.

Kuglestøder og sygeplejerske

Det, som de herskende længe har gjort, men ikke ville sige, siges nu åbent af andre: De ledige har det for godt, socialstaten er for god, og uligheden mellem dem, der arbejder, og dem, der ikke arbejder, er ikke stor nok. Det er symptomatisk, at den teatralske konflikt efter valget stod mellem en kuglestøder og en psykiatrisk sygeplejerske, en olympisk sportsmand og en velfærdsstatslig omsorgsprofessionel. Den ene siger, at de ledige ikke er lidende, og den anden siger, at det er for ondt og koldt at være ledig uden for arbejdsmarkedet. Kuglestøderen triumferer, sygeplejersken detroniseres. Regeringen lover, at den vil sætte mere pres på dem, der står udenfor. Ret og pligt!

Forsigtigt antyder regeringen, at den måske kunne tænkes at ville indkomstregulere børnechecken, så de rigeste borgere ikke skal have overførselsindkomster. Komikken er nu, at det universelle princip, som systematisk brydes, når det handler om dem uden for arbejdsmarkedet, forsvares med fane og honnør. En såkaldt overvismand udtaler neutralt, at det ville være fornuftigt, fordi det i realiteten ville være en ekstra skat på de rigeste. Underforstået: dem, vi skal leve af. Konsekvensen er indlysende: Ethvert forsøg på omfordeling vil neutralt blive udlagt som en belastning af dem, der trækker læsset. Og det vil gå ud over det fælles bedste. Vi kender forløbet og konklusionen.

Så selv om vi tager afstand fra den virkelighed, Marx og Engels beskrev, og selv om meget i Marx’ analyser er forældet og forkert, er vi politisk set vidner til, at de herskendes tanker bliver de herskende tanker.

 

Læs også ’Kapitalismen vs. Marx’ side 28-29

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

Gorm Petersen

Hvis det er utopisk at forestille sig andet, end at det eneste der er bedre end ulighed er endnu mere ulighed, kan vi jo hente inspiration i Mellemamerika.

Et land som Colombia skulle så være langt foran Danmark.

Lykkeberg glemmer, at Danmark har et de-facto borgerligt pressemonopol (der er nemlig ikke ret mange der læser Information), der kan sammenlignes med Putins Rusland og Berlusconis Italien.

Før man får pressefrihed kan man måske nok få nye ansigter, men ikke ny politik.

Det er årtier siden man kunne diskutere politik. I dag er det ikke til diskussion hvilken økonomisk der er den "ubehagelige men nødvendige" (f.ex. skattelettelser, der kun kommer de rigeste til gode) - men kun hvordan vi får de dumme vælgere til at makke ret.

Venstrefløjens fejl - udover at have glemt at skaffe sig talerør til offentligheden - er at den plejer omgang med et kulturradikalt "hvis folket ikke kan få brød, kan det vel bare spise kage" segment. Personificeret i Margrethe Vestager.

Hvor længe skal vi høre på den offeretorik om, at pressen er blå og at den har et monopol?

Det står enhver frit for at starte en avis, en blog eller lignende.

Spørgsmålet er så, om der er er læsere, og hvis ikke, hvorfor.

R. Lykkeberg:
"Socialdemokraterne har vundet Statsministeriet, men de borgerlige har vundet kampen om synet på samfundet."

Så sandt.

Hans Jørgen Lassen

Der findes ikke en venstrefløj.

Der er ikke væsentlig forskel på socialdemokratiet og venstre.

Socialdemokraterne er lige så borgerlige som venstre.

Så der er ikke meget at slås om.

The inherent vice of capitalism is the unequal sharing of blessings.
The inherent virtue of socialism is the equal sharing of miseries.

- Sir Winston Churchill

@Gorm Petersen

Venstrefløjens fejl kunne også være at de simpelthen TOG fejl i realismen i deres politik...

Jeg har endnu ikke hørt EN ENESTE løsning fra venstre side på de nuværende problemer der ikke er en eller anden form for 'lån flere penge' (også kaldet 'læg regningen i børneværelset')...

@Hans Jørgen Lassen

Ahhh... det var nok derfor han blev kåret til alle tiders største statsmand i England...

Ser ud til at sandheden gør ondt :-p

Gorm Petersen

MP:
Hvor længe skal vi høre på den offeretorik om, at pressen er blå og at den har et monopol?

Det står enhver frit for at starte en avis, en blog eller lignende.

Spørgsmålet er så, om der er er læsere, og hvis ikke, hvorfor.

GP:
Jeg vil sende dit indlæg videre til Putins Rusland og Berlusconis Italien.

Gorm Petersen

ML:
Jeg har endnu ikke hørt EN ENESTE løsning fra venstre side på de nuværende problemer der ikke er en eller anden form for ‘lån flere penge’ (også kaldet ‘læg regningen i børneværelset’)…

GP:
Det bekræfter netop min pointe. I Berlusconis Italien, ville enhver indrømmelse af, at centrum-venstre overvejede at beskatte de rige, af pressen automatisk, blive udlagt som om staten ville udplyndre "den lille mand".

Så når pressen sikrer, at de rige er urørlige, er gældsfinansiering ganske rigtigt eneste mulighed.

Uden pluralisme i nyhedsformidlingen - ingen politisk pluralisme.

Hans Jørgen Lassen

I hvert fald må man konstatere, at Ritzau, som også Information ukritisk betjener sig af, systematisk fordrejer alt muligt. Og i én bestemt retning.

Bureauet vedbliver f.eks. med at tale om en undersøgelse af Thornings skattesag, på trods af, at det ikke er Thornings skattesag, der skal undersøges. Det er ikke Thorning, som er mistænkt for at have begået ulovligheder, som omtalen jo antyder.

Sagen drejer sig ikke om Thorning, men om ministeriets mulige ulovlige indblanding i samme sag ved departementschef Peter Loft. Samt læk af oplysninger om Thornings private skatteforhold.

Jeg foreslår, men til ingen verdens nytte, at sagen fremover omtales som Loft-sagen.

Grethe Preisler

En løgn kan gentages så ofte, at den får status som sandheden med stort S.

Hvem har dog bildt dig ind, at vi har fået en "rød" regering, Rune?

Det vi har fået efter 10 års borgerligt regime med handelshøjskolevenstre ved roret og DF ved pumperne er en gammeldags centrum-venstreregering.

En regering som midt i en verdensomspændende finansiel krise, der ingen ende synes at ville tage, må fægte sig frem med skiftende flertal, hvis den skal gøre sig håb om at overleve længe nok til at ændre noget som helst til det bedre i det social- og værdipolitiske morads, den forrige regering har efterladt sig.

Slal vi så ikke bare nøjes med at sige, vi har fået en "rød" regering af navn på papiret, men en "blå" af gavn i virkeligheden ...

Grethe Preisler

@) Carsten Mortensen: -"hvis ikke DK har en rød regering, gud ved hvorfor VKO er i opposition"

Elementært min kære Watson - fordi Margrethe Vestager og Pia Kjærsgaard ikke kan udstå lugten af hinandens parfume.

Grethe Preisler

En regering, som er "rød" af navn, men "blå" af gavn i virkeligheden? Det kan vi da godt sige, hvis det kan gøre dig glad Jan Weis.

Indtil videre vil jeg forbeholde mig min endelige mening om regeringens farve, til den har siddet lidt længere.

Foreløbig synes jeg den er noget kamæleonagtig i det, men 100 dage med et arvet finanslovsforlig og en ligeledes arvet "velfærdsreform" er på den anden side ikke særlig lang tid for en regering.

Niels Engelsted

Der er det gode ved den regering, vi har nu, at vi ikke har Løkkes hold. hvilket måske bringer færre fordele, end vi havde håbet, men dog stadig nogle. Ophævelsen af knivloven og den kriminelle lavalder på 14 år, for eksempel, er bestemt fremskridt, der må bifaldes, og vi kan også stadig håbe på en grøn politik.

På minussiden er så, at vi ikke længere har en opposition til venstre, der kan tale den borgerlige økonomiske politik (og ideologi) imod.

Gorm Petersen

Under den gamle regering var der en social tovtrækning med VK i den ene ende og DF i den anden.

I den nye regering er tovet helt slapt i S-SF enden af tovet.

Efter mere end 100 dage har S-SF ikke sat det mindste fingeraftryk på den førte politik.

Ikke det mindste !!!

Det gør mig aldeles ikke glad, Grethe Preiseler, tværtimod. Hvad vi her kalder "misfosteret" er bedøvende ligemeget, situationen er alligevel kritisk, hvordan vi end ser på den.

Men har du nogensinde tænkt på, at uanset hvordan du vender og drejer dig, så vender næsen fremad ...

Peter Bjørn Thomsen

Som civilisation har vi meget få konkurrencefordele i den globale kamp om ressourcerne med de fremadstormende BRIK-lande. Og den, vi har, hedder INKLUSION – samfundets evne til at få alle med i fællesskabet og sammen få flest mulige, gode og legitime liv ud af vores samlede ressourcer. Økonomisk, social, kulturel, beskæftigelsesmæssig og politisk inklusion – kald det bare human bæredygtighed - er dét, kineserne kommer til at misunde os på den lange bane (og det tror jeg faktisk godt de ved allerede).
Og derfor skal de velbjærgede holde op med at tro, at de kan klare frisag ved at rage til sig på de svages bekostning. Og de såkaldt svage skal holde op med at tro, at de er så svage, at de ikke kan bidrage med noget som helst, og at alle elendigheder skyldes de velbjærgede.
Det, vi ser lige nu, er som Huntingtons ”clash of civilisations” - uden krudt og kugler, men med rationel, entreprenant empati og inkluderende samarbejde som vigtigste våben. Det, vi står i, er begyndelsen af en global, kulturel kamp, som vi skal vinde – for vores egen velfærd nu og her. Og på den lange bane som rollemodel for verdensfreden.
Så lad os holde op med at pege fingre - begge veje. Og lad os komme i gang med at vise os selv og resten af verden, hvad en af verdens rigeste, mest veluddannede, stabile og politisk oplyste og tillidsfuldt samarbejdende nationer kan finde ud af at sætte i stedet for rovdrift på mennesker og natur.

Anne Marie Jensen

"Så selv om vi tager afstand fra den virkelighed, Marx og Engels beskrev, og selv om meget i Marx’ analyser er forældet og forkert, er vi politisk set vidner til, at de herskendes tanker bliver de herskende tanker."

Sødt, Rune. Du skulle lige slå syv kors for dig til sidst i artiklen, så ingen skulle få noget forkert ud af, at du citerer (uha-uha!) Marx. Bare rolig, ingen mistænker dig for at ligge til venstre for Dronning Vestager. Mon det er dronning-beundringen, der får dig til at bruge det lettere megalomane vi? ;-)

Grethe Preisler

Alt forladt, Jan Weis - folk staver i forvejen mit efternavn på de sjoveste måder.

Den der med næsen, der altid vender fremad, må du længere ud på landet med.

Med mindre man er umanerligt korthalset og stiv i nakken, kan man vende næsen både op og ned og til højre og venstre, uden at dreje resten af sit korpus.

Rumpen derimod kan være svær flytte, når den har fået sat sig for godt til rette - f.eks. på en ministertaburet.

Holger Madsen

@ Michael Petersen

Det store demokratiske problem med vores borgerlige pressemonopol, ligger ikke i det massive flertal af borgerlige aviser.
Problemet ligger i de landsdækkende og statsfinancerede mediers nyhedsredaktioner, der udfra væsentlighedskriteriet vurderer hvilke nyheder der skal bringes ud til folket og hvilke der ikke skal.
Et eksempel.:
Forsvarsadvokat Bjørn Elmquist for ROY TV klandrede i fredags på sit pressemøde den danske presse for ikke at have fulgt retsagen tæt nok. Det har han kun delvis ret i, for dagbladet Arbejderen fulgte retsagen meget tæt og har flere gange haft Bjørn Elmquists bekymringer over de afviste vidnere i retsagen på forsiden.
I ugen hvor Arbejderen havde ROY TV retsagen på forsiden, var den samme uge hvor JP havde Ole Sohn sagen på forsiden. Hvad de statsfinancerede nyhedsredaktioner vurderede som væsenligst, ved vi jo alt om.
Når demokratiets vagthunde bliver politiske, så mener jeg de bliver farlige for demokratiet.

Jeppe Brogård

Danmarks røde regering er da et umiddelbart konstaterbart faktum. Tilbagerulning af "barnets reform" er et eksempel på den tilbagevendte humanisme. Verdens grønneste klimapolitik er et andet eksempel på tankergods, som hører rød til, omend den er grøn.

Nu skal vi til at have en transportpolitik og en udkantspolitik og en industripolitik, som peger fremad. Dertil skal vi have mere fat i klimaet og vores udgifter til energi. Det kommer alt sammen og udfordringerne genkender vi fra gamle dage. Men svarene bliver nye, stol på det, kære Rune. Af en intellektuel bannerfører at være synes jeg du er for defaitistisk. Du plejer altså at flyve væsentligt højere. Jeg synes, at dit bidrag til mediefladen ligger i dine højere luftlag.

Der var en eller anden højere oppe, der udgød noget om, at SF ikke har sat et eneste fingeraftryk på den førte politik. Det er rent vås. Ideen om at pille ved bilens privilegier er SFs.

Tillykke til de nye finanslovsforhandlinger, som starter om lidt. Selvom økonomisk ansvarlighed ikke er en blå specialitet så vil de nye svar bliver fortalt af vores nye røde regering denne gang og det vil give nogle politiske prioriteringer, som alle kan forstå i modsætning til de blå.

Niels Engelsted

@Jeppe, jeg håber, at du taler ud fra noget insider viden fra SF, for vi ku sørme snart bruge nogle opmuntringer, hvis vi ikke skal blive helt desillusionerede.

Anne Marie Jensen

Ja Jeppe, har du insiderviden om, at SF er på vej tilbage til venstrefløjen? Jeg troede egentlig, at det var slut med den slags efter at din formand forleden offentligt konverterede til neoliberalismen i selveste den liberale Tante. Niels Krause siger i den forbindelse for en gangs skyld noget rigtigt:

"Hvad der for to år siden blev kaldt for ‘velfærdsmassakre’ er nu ‘moderne socialisme’, forklarer Villy Søvndal. Tjah. Og oppositionen råber vredt løftebrud, og man forstår irritationen. På sigt er det naturligvis et problem, hvis den politiske modstander på store strækninger fører den politik, man selv vil føre."

Hvad er det, vi kan glæde os til, Jeppe? Uh, det er næsten som op til juleaften :)

Holger Madsen

@ Jeppe Brogård.

Jeg ved godt at SF gerne vil bryste sig af at sidde i en rød regering. Det var jo det de gik til valg på og håbede på.
Men det var jo ikke det, det blev. I hvert fald set med en socialists briller.

@Gorm Petersen

Hvis du kigger på hvilke lande i Europa der har haft fremgang over de sidste 5-10 år, så er det de lande der har SÆNKET skatterne (Sverige og Tyskland f.eks.). Lavere skatter giver mere lyst til at bestille noget, og dermed mere vækst. Højere skatter giver mindre... Hvad har Italien brug for?

Det Italien (og de andre sydlige lande) for alvor har brug for er at deres stive strukturer på arbejdsmarkedet bliver løsnet, men bare det at TÆNKE den tanke får deres (venstre-orienterede) fagforeninger til at hyle og skrige!
De har IKKE brug for højere skatter, men de HAR brug for mere effektivitet og fleksibilitet... Dem der arbejder imod det er venstre fløj!

Men, din 'løsning' er SÅ typisk for venstre side af det politiske spektrum... "Nogen andre skal betale for os!"...

Lav lige det her tanke-eksperiment... Hvorfor er der ingen lande der har indført en topskat på 100%? Svaret er selvfølgelig at så ville den ikke bringe penge ind da folk ville stoppe med at arbejde når de nåede grænsen.
Men det er ikke noget der sker lige når skatten går fra 99.9% til 100%, men noget der sker løbende. Med andre ord, højere skatter, mindre arbejde og dermed mindre vækst. Hvorfor er det så lige det er sådan en god ide at sætte skatterne op?

@Anne Marie Jensen

Sandheden er ikke en banalitet...

Den er sjældent vellidt blandt dem der sidder med skyklapper på og foretrækker deres egne utopiske forestillinger om deres ideelle samfund i stedet for virkeligheden, men det gør den ikke mindre sand.

johan clausen

start-citatet bliver ikke brugt til dets ret. for det første er vores regering ikke venstreorienteret, men i økonimiske henseender tværtimod styret af det kapital orienterede RV. derudover sidder regeringen i begrenset omfang på den egentlige magt, som den økonomiske elite reelt sidder på.

hans engell skrev forleden at landets 10% rigeste står for ca 50% af den samlede person-skat, mens landets 40% fattigste kun står for 10%. dette var et argument for at de rige yder mere til fællesskabet end de burde. ingen skriver imidertid om de strukturelle forudsætninger der gør at nogen tjener ufattelig meget mens flertallet tjener en brøldel. det er her den egentlig kamp ligger.

Jeg vil da sandelig håbe for folk selv, at de arbejder for andet end deres løn, Morten Lynge, ellers er der da for alvor tale om forspildt liv. Hellere tjene til dagen og vejen og gøre fyldest med noget, der også lever ind i det næste århundrede.

Heinrich R. Jørgensen

Da VKO var ved magten, fik de ikke indfriet nogle af deres erklærede politiske visioner. Den personlig frihed blev ikke øget; med egoismen blev. Frisinden blev ikke styrket; fordomsfuldheden blev. Nærdemokratiet blev ikke styrket; centralisering og borgerfjernhed var dagsordenen. Borgerne blev ikke mere magtfulde og kapable; tværtimod. Demokratisk tankegang blev ikke styrket, men modarbejdet. Folkeoplysning var engang en udbredt mærkesag; den systematiske fordummelse var hvad der skete. Listen over hvad partiprogrammerne, og modsætningsforholdet til det leverede, er lang, og misforholdene grelle.

VKO havde ganske enkelt ikke magten til at levere politiske ændringer, som gik i retning af de politiske parties programmer.

Det er en illusion at formode, at politiske partier vil gennemføre politiske ændringer svarende til begrundelsen for at de politiske partier har en berettiget funktion i forbindelse med repræsentativ parlamentarisme. 10 års empiri peger på, at det ikke forholder sig således.

4 måneder med SSFR viser, at heller ikke de bestemmer.

Politikerne er i praksis viljeløse og desorienterede nokkefår, der føjer sig for andres overbevisende argumenter om at handle afsindigt.

Fin artikel, der meget godt viser at selvom lidt socialistisk retorik og en kvinde i front kan skaffe stemmer, så er det fornuft og rationel tanke, der driver tankegangen.

I praksis er både SF og Socialdemokraterne konvertiter til borgerlige værdier, hvilket kun kan blive til glæde for den produktive del af Danmark i længden.

Erika Grann, det er at vende tingene fuldkommen på hovedet. Det bliver aldrig noget problem med produktion i dette land, problemet er tværtimod, at der er for mange borgere i forhold til det arbejde, man med opbydelsen af al sin fantasi kan finde på at ville have udført. Vi er for rige! Vi har kun et problem med, at værdien af arbejdet på en eller anden måde forsvinder op i toppen på få hænder - hvilket jo tyder på, at systemet, markedsøkonomien, ikke virker.

Til Peter Hansen:

Det "forsvinder" jo netop ikke til få hænder. Det glider for størstedelens vedkommende til staten i form af skatter. Jeg synes 60% er alt rigeligt at betale i skat, jeg mener hverken vores samfund bliver bedre eller mere trygt ved, at skatten skal højere op.

Der er ikke for mange borgere i forhold til arbejdet, men der er for få borgere med den rette viden og uddannelse. Tag min elskers job for eksempel, han er koncernøkonom med ekspertise indenfor performance management. Han har omkring 40 "kollegaer" der kan det samme som ham i Skandinavien plus Storbritanien. Det betyder han selv kan vælge hvor meget han arbejder. Ligeledes, Sanofi-Avensis, Lundbeck og Novo Nordisk mangler mikrobiologer. Omkring 200 hvis vi ser på det pan-skandinavisk, over halvdelen i Danmark.

Der er ikke for mange borgere i forhold til det arbejde samfundet udbyder, der er for mange borgere der ikke kan byde ind med noget af det samfundet har behov for. Eller sagt på en anden måde, der er for mange borgere der fører deres liv på en måde, der afstedkommer at den merværdi resten af samfundet skaber nedsættes af deres manglende engagement.

Udfordringen ligger derfor i, at bare fordi vores moderne samfund har brug for særlige personer med særlige kompetencer er det ikke ensbetydende med, at samtlige af samfundets borgere også er interesserede i at møde dette behov. Nogen er endvidere ude af stand til at møde dette behov p.g.a. sygdom, invaliditet eller lignende.

Det ændrer dog ikke ved det grundlæggende, at de "grådige" ved deres aktivitet skaber midlerne, som samfundet derefter kan formidle til de på arbejdsmarkedet p.t. uønskede/ubrugelige via omfordelingspolitikken.

Hvilket er det hele det politiske miljø i Danmark efterhånden har fanget med Enhedslisten som eneste "afviger" (ikke ment nedsættende, jeg mener Enhedslisten har en helt kritisk funktion i vores politiske system).

Erika Grann, nu er jeg ret sikker på, at manglen på økonomer med din elskers kompetencer i høj grad skyldes dårlig kommunikation blandt fagets udøvere. Jeg kan ikke forestille mig, at det ikke kunne være en vej, mange økonomer hellere ville vælge. Og der er mange, alt for mange, økonomer i tiden, som fordrejer hovedet på de værdisystemer, hele den vestlige kultur er bygget op om. - Eller rent ud sagt: simple forhold som produktion og handel gøres helt unødvendigt komplicerede med påstået 'ekspert'-indsigt. Vi har muligheden for at skabe fuldkommen transparente systemer for vareudveksling, efterspørgsel m.m., det er en revolution i menneskehedens historie; men i stedet komplicerer vi. Konkurrencens omkostninger er uhyrlige.
Mht. mikrobiolog-manglen er der til gengæld nok tale om et mere omfattende problem - nemligt at den grundskole og det gymnasium, vi har fået, ikke i tilstrækkelig grad promoverer naturvidenskaben og matematikken.
I min egen gymnasietid var der godt nok ikke mange, der ville på sproglig gren, forholdet, hvor jeg gik var klassemæssigt 1:3, hvoraf mat. fys.'erne var langt i overtal.
Det bevidsthedsskridt, man skal tage, hvis man vil beskæftige sig med naturvidenskabelige emner på højt niveau, er åbenbart for meget for mange lærere, hvorfor der gradvist er sket en nedprioritering og dermed produceret en desinteresse, på trods af de stormskridt, som forskningen gør i disse tider. Jeg er selv forundret - og lidt bekymret, for selvom det nu er meget lettere altid at finde nogle at tale med i sociale sammenhænge, der forstår sig på kunsten og kulturen og kan spændende sprog, så er jobbene for humanister jo ikke ligefrem blevet flere.

Til Peter Hansen:

Hvad angår økonomer: Udfordringen ligger i de love, der laves. Det er det der gør, at folk som min elsker er så efterspurgte: Han har arbejdet i flere europæiske lande og han har endvidere også en baggrund som erhvervsjurist. I praksis er der dog en hel del kulturforståelse i den slags fag også, men det primære er den forskelligartede lovgivning, der råder fra land til land (selv indenfor EU). Det transparente bliver gjort uklart af uens lovgivning.

Nok om det.

Hvad angår naturvidenskab kontra humanistiske fag så er der endnu en beklagelig tendens, der bliver mere og mere synlig i forlængelse af din konstatering af at der ikke bliver særskilt mange flere humanistiske jobs: Der er meget få med en humanistisk uddannelse, der bliver selvstændige, så når jobbene ikke er der, så er alternativerne ikke gode.

Jeppe Brogård

Kære Niels og Anne Marie. Jeres stålsatte desillusion er kun jeres problem. Tør det ikke af på os andre.

Jeg giver selvfølgelig blot udtryk for det, enhver kan se, hvis man har tid. Ja, SF er kommet i regering, og ja, vi har arbejdet for det i 6 år. Vi sagde det endda til alle, der gad høre på os. Ja, det var der flere der gjorde engang. Ja, den nye regering arvede en næsten færdigforhandlet finanslov. Ja, VKOs uansvarlighed efterlod et megahul i statskassen. Ja, SF går ind for økonomisk ansvarlighed ligesom vores islandske søsterparti, som har besat økonomiministerposten og deres oprydningsarbejde der. Og Ja, de nye finanslovsforhandlinger begynder om lidt men med helt nye tænkere ved roret.

Besværgelserne om, at vi kan gøre alt muligt uanset de dystre økonomiske forudsætninger vidner ikke som I synes at tro om analyser af virkeligheden. De vidner om ønsketænkning og almindelig ledelsesresistens.

At I så heller ikke kan holde ud, at blå ejer medierne og tegner en karrikatur af den nye regering, det skal I ikke høre noget ondt for. Det er nogle ordentlige tæv, meningsdommerne uddeler i disse tider. Men tag jer ikke af det. Efter regn kommer sol :-)

Kære Erika Grann, tak for forklaringe, der faktisk var meget oplysende.
Mht. humaniora er problemet nu ikke så stort, som man kunne tro - humanioras problem er, nu som altid, at fagligheden ligesom er for banal og allesteds forekommende, ikke mindst for de store fags vedkommende. Det voksende antal gymnasiaster, også på de gymnasier, der ikke er det kklassiske almene, tager deres andel, og mange lektorer går på pension i disse år og viger pladsen for yngre kandidater, hvilket iøvrigt mindsker udgifterne til lærerlønninger. Det er sjovt nok altid de mindste fag, der hænges ud, når man skal kritisere humaniora, kunsthistorie og teatervidenskab; men for begge fags vedkommende gælder, at deres portefølje af studerende er stærkt begrænset, og afsætningen ikke så ringe, bl.a. fordi de begge netop er gymnasiefag. Problemet er langt større med de for vores kulturelle forståelse og ballast helt nødvendige fag uden forne tiders rod netop i grundskole og gymnasium, græsk og latin. På den måde skærer man planten over ved roden.
Desuden er det for mig at se et fantastisk godt eksempel på den kundskabsangst, der hjemsøger dele af vores skolesystem, hvor man nærmest skulle tro, at det at lære medfører fysisk smerte; men det var da kun engang! :-)

PS.: Iøvrigt har jeg, når jeg nu får tænkt mig om, en mistanke om, at netop kravet om latin som optagelseskriterium til sprogligt gymnasium simpelthen gjorde matematisk gren langt mere attraktiv for mange.

Jeppe Brogård

@Anne Marie Jensen

Når du citerer Niels Krause Kjærs meningsdommeri har du da vist lagt dig ned for en af VKOs førende spindoktorer. God fornøjelse i høet og respekt for det frie liv i meningsland :-).

Men ikke respekt for dit analysearbejde. Kom igen, søster.

Hans Jørn Storgaard Andersen

Tak til Jeppe Brogård, der konstaterer det evidente: "Danmarks røde regering er da et umiddelbart konstaterbart faktum."

Sådan! - alle der ikke kan forstå det - selv efter 100+ dage lider da af en vrangforestilling.

Også tak til Rune Lykkeberg, der faktisk siger det ganske klart i starten i selve titlen. At det er en blå tid, kan vel ikke overraske nogen, al den stund VK0-regeringen har raseret i 10 år. Det er lang tid ..

Bare vent og se - Regeringen er slet ikke kommet i omdrejninger endnu. De har god tid, hvilket er forståeligt. For det gælder vel om at undgå fejltagelser - især på det økonomiske felt, hvor Danmark næppe bør gå enegang og udråbe en rød republik.

Denne regering er rødere end nogen anden i Danmarkshistorien alene af den grund, at SF er kommet med i den klassiske SR-kombination. Den er så ny, at den ikke engang har fået et navn endnu, så det bliver også "kun" til et: SFR.

Men jeg kan altså mærke et lettelsens suk, som startede få sekunder efter midnat den 15. september - og jeg ser en stigende kurve af optimisme. For hovedspørgsmålet er vel, om man hellere vil have en rød regering, der fører en blå økonomisk politik - end omvendt?

Sider