Læsetid: 4 min.

Rød regering i en blå tid

Socialdemokraterne har vundet kampen om Statsministeriet på samme tid, som de borgerlige har vundet kampen om alle økonomiske nødvendigheder
Symptomatisk. Den teatralske konflikt efter valget stod mellem en kuglestøder og en psykiatrisk sygeplejerske, en olympisk sportsmand og en velfærdsstatslig omsorgsprofessionel.

Symptomatisk. Den teatralske konflikt efter valget stod mellem en kuglestøder og en psykiatrisk sygeplejerske, en olympisk sportsmand og en velfærdsstatslig omsorgsprofessionel.

Keld Navntoft

14. januar 2012

De herskendes tanker er til enhver tid de herskende tanker. Berømt er det sted i Den Tyske Ideologi, hvor Karl Marx og Friedrich Engels skriver, at de, der sidder på pengekassen, også sidder på vores hoveder. Marx og Engels slutter på den måde fra økonomisk magt til det åndelige herredømme. Den måde at se verden på er ikke i dag en herskende tanke: Vi antager, at det åndelige herredømme er åbent for argumenter, og herskende tanker udvikles i offentlige samtaler, gennem praktiske erfaringer og fælles overvejelser. Og vi regner med, at selv de, der sidder på kassen, må tage andres argumenter og ræsonnementer alvorligt.

Vi tager for givet, at vi selv bestemmer, hvem der bestemmer.

Men vi træffer i disse dage et paradoks: Vi har lige valgt en rød regering til at være de herskende, men kan på samme tid se, at blå tanker er de herskende tanker.

Socialdemokraterne har vundet Statsministeriet, men de borgerlige har vundet kampen om synet på samfundet. Alt fra vores egen finanslov til den europæiske stabilitetspagt er dikteret af det, der kaldes nødvendigheder — og de er dikteret af borgerlige anskuelser. Alle ideer til reformer bliver bedømt af internationale kreditinstitutter og øjeblikkelige konjunkturer, som man hverken kan diskutere med eller appellere. Helt af sig selv bliver det, man kalder markedets dom, til den politiske dom. Det blev engang kaldt den definitive socialdemokratiske sejr, at en borgerlig regering blev tvunget til at føre socialdemokratisk politik for at regere. Nu synes en socialdemokratisk regering tvunget til at følge en borgerlig politik for at regere. Og det kan ikke reduceres til psykologisk ’løftebrud’ eller personlige karakterbrist — det reflekterer et borgerligt momentum.

Slavesindet

Det blev for bare et årti regnet for en borgerlig umulighed at føre en intellektuel kampagne mod overførselsindkomster og arbejdsløses moral. Inden Anders Fogh Rasmussen blev statsminister, klagede han over slavesindet blandt de svageste danskere — så snart han så ud til at erobre regeringsmagten, droppede han snakken om slavesind og lovede at frede overførselsindkomsterne. Praktisk holdt han ikke løftet, men retorisk holdt han sig tilbage.

Selv den borgerlige statsminister i 1980’erne, Poul Schlüter, afholdt sig fra ideologiske opgør med fattigdom og overførselsindkomster. Det var vigtigt for ham ikke at blive set som en dansk udgave af sin konservative kollega med jernnæven, Margaret Thatcher, og først mod slutningen af sin periode som statsminister forsøgte han at gennemføre en borgerlig skattereform — det mislykkedes.

Gennem de seneste tredive år har borgerlige på den ene side retorisk bekendt sig til socialstaten og på den anden side praktisk reduceret lediges rettigheder og øget afstanden mellem dem på arbejdsmarkedet og dem uden for. Det samme gjorde regeringen Nyrup i 1990’erne: Den gennemførte to store arbejdsmarkedsreformer, som skærpede kravene til de ledige og skar i deres rettigheder. Man hyldede en model, som man langsomt skar ind i benet på. Man talte om at forsvare og bevare en socialstat, som man reformerede og forandrede. Denne tendens til at påkalde sig principper, som man i praksis underløber, kulminerer nu med det socialdemokratiske råberi om ’ret’ og ’pligt’. Det fremhæves som gode gamle principper, og der nikkes hele vejen rundt. Men det, der gennemføres under dette slogan, har ikke noget med ret og pligt at gøre. Det gamle princip sætter en gensidighed mellem individet og fællesskabet: Man er forpligtet på det fælles, og man opnår derved rettigheder. Man har gensidige sanktioner: Man kan strejke, hvis ens rettigheder krænkes, og man kan blive smidt ud, hvis man ikke lever op til sine forpligtelser. Men de, der nu skal udsættes for det, som ministrene kalder ’ret’ og ’pligt’, har ingen sanktionsmuligheder over for staten: De kan ikke strejke, hvis de finder deres vilkår ydmygende. Ret og pligt betyder for dem, at de skal være taknemmelige for almisserne, stå til rådighed og makke ret.

Kuglestøder og sygeplejerske

Det, som de herskende længe har gjort, men ikke ville sige, siges nu åbent af andre: De ledige har det for godt, socialstaten er for god, og uligheden mellem dem, der arbejder, og dem, der ikke arbejder, er ikke stor nok. Det er symptomatisk, at den teatralske konflikt efter valget stod mellem en kuglestøder og en psykiatrisk sygeplejerske, en olympisk sportsmand og en velfærdsstatslig omsorgsprofessionel. Den ene siger, at de ledige ikke er lidende, og den anden siger, at det er for ondt og koldt at være ledig uden for arbejdsmarkedet. Kuglestøderen triumferer, sygeplejersken detroniseres. Regeringen lover, at den vil sætte mere pres på dem, der står udenfor. Ret og pligt!

Forsigtigt antyder regeringen, at den måske kunne tænkes at ville indkomstregulere børnechecken, så de rigeste borgere ikke skal have overførselsindkomster. Komikken er nu, at det universelle princip, som systematisk brydes, når det handler om dem uden for arbejdsmarkedet, forsvares med fane og honnør. En såkaldt overvismand udtaler neutralt, at det ville være fornuftigt, fordi det i realiteten ville være en ekstra skat på de rigeste. Underforstået: dem, vi skal leve af. Konsekvensen er indlysende: Ethvert forsøg på omfordeling vil neutralt blive udlagt som en belastning af dem, der trækker læsset. Og det vil gå ud over det fælles bedste. Vi kender forløbet og konklusionen.

Så selv om vi tager afstand fra den virkelighed, Marx og Engels beskrev, og selv om meget i Marx’ analyser er forældet og forkert, er vi politisk set vidner til, at de herskendes tanker bliver de herskende tanker.

 

Læs også ’Kapitalismen vs. Marx’ side 28-29

Bliv opdateret med nyt om disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk, seriøs og troværdig.
Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Anbefalinger

anbefalede denne artikel

Kommentarer

communisme og communister som alternativer til astrologi ville være bedst; men

det kunne se ud som om vi må nøjes med enhedslisten og enhedslistetilhængerne, som alternativer til astrologi;

ja det kunne endog se ud som om vi må nøjes med socialdemokratisme og socialdemokrater,
som alternativer til astrologi;

Gorm Petersen

JB:
Der var en eller anden højere oppe, der udgød noget om, at SF ikke har sat et eneste fingeraftryk på den førte politik. Det er rent vås. Ideen om at pille ved bilens privilegier er SFs.

GP:
Det var mig. For at kalde noget et fingeraftryk, er det ikke nok at gå ind for noget, Margrethe Vestager også kan gå ind for.

For at kalde det et fingeraftryk, skal regeringen have gjort noget, som Margrethe Vestager er modstander af.

Hun skal altså på et eller tidspunkt have givet en eller form for indrømmelse, som modydelse for de talrige indrømmelser S-SF har givet.

Indtil det sker er det lodret vælgerbedrag at hælde samtlige S-SF stemmer i Vestagers lomme uden nogen som helst modydelse.

Jeg har selv - ganske som 90% af vælgerne - vurderet, at Margrethe Vestager ikke egner sig til at lede dette land.

Til Peter Hansen, der skrev følgende:

"PS.: Iøvrigt har jeg, når jeg nu får tænkt mig om, en mistanke om, at netop kravet om latin som optagelseskriterium til sprogligt gymnasium simpelthen gjorde matematisk gren langt mere attraktiv for mange."

Mon ikke du sad med et lidt smørret grin da du skrev dette? Jeg giver dig forresten ret i din analyse af at grundlæggende dannelsesfag (i mangel af et bedre ord) har et meget dårligt ry i vores tid.

Jeg kan huske en gammel professor, der engang fortalte mig at han mente alle burde tage grunduddannelsen på teologi da det ville sikre en åndelig dannelse, der gjorde samtale berigende og interessant fremfor intetsigende og støjende. Det skal lige nævnes, at det intet religiøst har i sig, han savnede bare kulturforståelse, idehistorie, grundlæggende filosofi samt latin og græsk i den gængse (råbende) befolkning.

Gorm Petersen

Det er da religiøst at tro, at det er en fordel at kende til idehistorie, grundlæggende filosofi samt latin og græsk.

You cant eat it, you cant fuck it, noone will pay you for doing it.

På dansk - det er gået af mode

Jeppe Brogård

En eller anden højere oppe udgød, at man skal have sat sit fodaftryk på tæerne af Margrethe Vestager for at have sat et fingeraftryk.

Det er interessant at måle ting på denne måde. Er det idealet om den stærke indstrimagnat, der spøger stadig væk? ;-)

Jeg hælder altså mere til den med, at politik er det muliges kunst, og det mest mulige i en verden at individualister er som bekendt de ting, som samarbejdspartnerne også går ind for.

Og på på den konto vil jeg straks skrive hele SFs klimapolitik og indkøbspolitik som et sted, hvor vores ideer er blevet accepteret af Margrethe Vestager. De er således blevet til solide fingeraftryk i det øjeblik, regeringsgrundlaget var tørt.

En anden mulig alen er den dagsorden, man har sat. Hele den hylende reaktion over betalingsringen er SFs dagsorden for det 21. århundrede effektiv indtaget af i hvert fald de 60 % af de danske husstande, som har bil. Den dagsorden har en gang for alle slået fast, at bilernes privilegier er unaturlige og kun kan opretholdes ved massive ideologiske konstruktioner.

Jeg er som tidligere nævnt ganske tilfreds med regeringens mættede røde farve. Og det skyldes i høj grad, at regeringsgrundlaget er SFs politik, mere eller mindre.

Gorm Petersen

Når vi blot er enige om, at Margrethe Vestager endnu ikke har indgået eet eneste kompromis.

Hun har forlangt betingelsesløs underkastelse - og har fået det.

Uden nogen som helst modydelse har partier til venstre for S stemt for skattelettelser, der kun kommer de rigeste 20% til gode.

Det er prisen for at ville klæbe-til-taburetter uden at have noget talerør til offentligheden.

Vestager har dagbladet Politiken, og uden støtte herfra ville den ny regering være udsat for en unison fordømmelse fra HELE den borgerlige presse - med TV2 i spidsen.

Gorm Petersen

Og så glemte jeg endda støtten til efterlønsreformen.

Den efterløn, som for de dårligst stillede uden private pensionsformuer, var det eneste lys for enden af tunnellen.

Arbejdsmarkedet kommer aldrig til at efterspørge "det grå guld". Når det ikke engang skete under den lånefinansierede boble 2005-2007, hvor selv handicappede kom på arbejdsmarkedet, sker det ALDRIG. Slet ikke under den mangeårige stigende arbejdsløshed OECD forventer.

Formålet er alene at knække de gamle psykisk så de ender som hjemløse.

Alt sammen under en "rød" regering.

Jeppe Brogård

Du konstruerer frit, Gorm. Margrethe Vestager har da ikke forlangt betingelsesløs underkastelse. Og hun har slet ikke fået den.

Efterlønsreformen var sur. Jeg må sige, at jeg synes det er ret genialt at give S og SF skylden for den ;-) Det var altså VKOR, der lavede den aftale. Ideen om, at S og SF skulle give regeringsmagten til VKO igen som straf for deres sure aftale, den kan jeg sgu ikke følge. Det ville ligesom være at belønne dem, synes jeg :D

Sider